Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1873-02-10)

Mandag 10de febr. 1873.

Vi har i disse dage to aftener i træk havt en meget livlig drøftelse om friskoler og almuskoler; det begyndte i tirsdags med det foredrag om seminarier og almuskoler, som jeg holdt efter Schrøders opfordring, og hvor jeg saa indstændigt som mulig bad de enkelte paa skolen, som jeg vidste tænkte paa at gaa til seminariet, om at betænke sig to gange, før de gjorde det, fordi de derved kunde komme helt bort fra, hvad man havde forsøgt at lægge i deres hjerte; under alle omstændigheder maatte de komme til at gjøre et af to: enten stille sig mod den nye folkelige dannelse, der absolut maa forkaste statsskolen med dens tvangs- og lekse-væsen, eller i modsat fald føle seminariedannelsen som dels unyttig dels skadelig for sig. Hvis de blev her paa høiskolen, kunde de derimod baade faa fortsat den s. 134 livsvækkelse, der var begyndt hos dem og dertil faa tilegnet sig alle de kundskaber, de selv ønskede, paa en langt friere og naturligere maade. Efter mig kom flere talere, som varmt støttede den samme sag.

Men igaar aftes da diskussjonen fortsattes, optraadte nordmanden Olav Kirkeberg som forsvarer af almuskoler og seminarier, hvad der for resten overraskede mig, da jeg troede han havde et bedre syn. Han kom med stærke anker over, at vi var ensidige. Det slags anker kjender vi jo saa godt, at vi snart kan dem udenad. Nutzhorn børstede ham paa sin egen lune maade saa alvorligt af, at det var en lyst; et stærkere angreb paa den tyske seminariedannelse end det, han førte, har jeg sjelden hørt, men da det kom frem under satirens maske, tog det sig jo pynteligere ud, end det ellers vilde have gjort. Ordskiftet fulgtes med stor interesse af eleverne, der i sin store helhed vistnok afgjort stod paa vor side.

Schrøder holder fremdeles paa med sine foredrag om middelalderens historie og behandler paa denne tid de senere nordiske oldsagn, hvori han aldeles ypperligt paaviser hedenskabets forfald og tidens modenhed for kristendommen. Det eneste jeg kunde have at udsætte paa ham er, at han tager altfor slemt fat paa de stakkars islændinger og deres sagaer, som han siger i mange stykker ikke er bedre end Roms; men det kan vel ogsaa være nødvendigt at fremhæve, at den egentlige nordiske oldtid ligger forud for sagaskrivningens tid, og at det ialfald ikke er den, man skal se hen til, naar man vil paavise hedningfolkenes dunkle længsel efter kvindens sæd, som skulde knuse slangens hoved.

I morgen skal Schrøder og Nutzhorn i bryllup, i hvilken anledning Lange og jeg har faaet det vanskelige hverv at udfylde dem, og det skulde ovenikjøbet være med et godt foredrag, sagde Schrøder, men om dette blir noget af, er da ikke godt at sige. Jeg har i sinde at give en kortfattet skildring af den maade, hvorpaa kristendommen blev indført i Norge, og de uheldige følger det har havt for kristenlivet hos os den dag i dag, at landet blev kristnet med tvang; der udviklede sig s. 135 paa den raaade straks en stiv statskirke, hvor det eneste, som formaaede at holde livet oppe hos folket, var de store menneskelige kræfter, det havde som levninger af den Nordens aand, der havde været saa stærkt over det i oldtiden; men da disse menneskelige kræfter nødvendigvis i tidens løb maatte slappes, naar de ikke støttedes af en levende kristendom, maatte folkelivet stadig slukkes mere og mere, selv om mænd som Hans Egede, Tordenskjold og Holberg og begivenheder som Sinklar-slaget og Fredrikshalds brand vidnede om, at der ulmede stærke gnister under asken. Er det saa, at stordaad øves kun i et land, hvor livet med stærke traade er knyttet til slegternes fortid, vidner det om, at hos os var folkelivet sygt lige til det atter blussede op i 1814; men deraf kan vi høste godt haab om en fornyelse, som ellers vanskeligt eller umuligt vilde have kunnet finde sted. Folket havde saa at sige udelukkende levet paa det menneskelige; reformationen, der skulde have givet dette menneskelige ny livskraft i kristendommens lys, var gaaet næsten sporløst hen over folket som en ny lov eller en anden kongelig forskrift, uden at man havde mærket stort til den, undtagen der, hvor folket reiste sig mod de nye præster og slog dem ihjel. Tilstanden var altsaa saaledes, at der maatte skarp lud til slige skurvede hoveder, og Hauges strengt pietistiske virksomhed begyndte med en saa uhyre magt, at den i løbet af kort tid ligesom gjennemsyrede hele folket; det maatte begraves med Kristus ved daaben til døden. Nu først er egentlig reformationstiden kommen for Norge, men skal den lykkes, maa der af al magt arbeides paa at faa frem det nu dvalebundne menneskelige og folkelige; der maa stræves hen til, at den sørgeligt forkjerte gang, som menneskelivet er kommet i ved skolegangen, atter kan rettes paa. Barndommen maa fredes om som den beste levning fra paradistiden, guttealderen maa ofres til det hærdende legemlige arbeide, ungdommen maa blive aandens skabertime og først manddommen daadstiden; da kan vi atter komme til at faa se folkelivet udfolde sig i pagt med en levende kristendom, det s. 136 kan ikke mangle, naar den under det folkelige arbeide stadig holdes frem som endemaalet og aldrig slippes af syne. Men paa vor egen folkelige grundvold maa vi bygge, ikke paa den danske. Her slipper saa jeg, og Lange tager fat om eftermiddagen med et foredrag om maalsagen. Dette er da kortelig gangen i mit paatænkte foredrag; i meget af det støtter jeg mig paa „Kirkespeilet“, som jeg i forbigaaende sagt vil anbefale dig som noget af det ypperste, der er skrevet. Læs f. eks. det om korstogene, saa vil du sande det.

Vi har havt det meget livligt her paa skolen i disse dage, havt mange slags møder og faaet mange gode taler at høre; der har nemlig været i besøg her tre grundtvigske præster, J. Schjørring, han som har digtet „Kjærlighed fra Gud“, en præst som heder Heiberg og endelig M. T. Bredsdorff, som er gift med Birkedals ældste datter. Det beste har næsten været de mange interessante samtaler inde i dagligstuen om aftenerne. Hvor det dog er en nydelse at sidde og høre paa saadanne aandens mænd, brændende i aanden for Kristus og hans rige, og dog med valgsproget: „jeg er et menneske, og intet menneskeligt er mig uvedkommende,“ som den gamle græker siger. For eder kvinder maa det være en glæde, at naar slige mænd taler sammen, da vil de intet heller end at kvinderne skal være med og deltage i samtalen, da aandens rige efter deres mening er fælles for alle, ja fælles indtil kommunisme, hvad jeg engang hørte som en bebreidelse mod folkehøiskolerne, at de vilde gjøre dannelsen til socialisme paa det aandelige omraade; ja vist vil de det, om end paa en anden maade end her var ment. Deiligt er det imidlertid, at være sammen med en kvinde som fru Schrøder, der er voksen op under det slags kommunisme. Gid der var flere af det slags kommunistiske kvinder.

Du skriver om friskolen, at du ikke gaar fuldt saa langt som jeg, idet du finder „at noget selvarbeide kan være godt ved siden af den aandelige vækkelse.“ Det siste udtryk er mig et vidnesbyrd om, at du egentlig ikke har forstaaet, hvad friskole er, og derfor kan jeg s. 137 ogsaa finde det forklarligt, at du er tilbøilig til at gaa en smule paa akkord med det gamle, sneverhjertede, i sin dybeste grund rationalistiske skolevæsen. Friskolens maal er ingenlunde den aandelige vækkelse; det vilde være galskab at forsøge noget saadant med et barn. Vækkelsen hører naturligvis ungdomsalderen til, og efter vækkelsen, som skaber lysten til at vokse og vide noget, burde saa kundskabstilegnelsen komme. Friskolens maal er derimod at bevare barnelivet og den for det ufordærvede barn naturlige barnetro, men stadig i samarbeide med forældrene, saa friskolen i den tid, forældrene af forskjellige grunde ikke kan beskjæftige sig med barnet, træder i deres sted og saa vidt muligt behandler det paa samme maade som far og mor vilde gjort det med barnet paa sit skjød, saasandt da ellers far og mor var vakte og kristeligsindede folk. Ligesom dernæst kristelige forældre paa enhver maade vil vogte sig for at lade sine børn komme sammen med saadanne, af hvem de kan lære hvad ondt er, saaledes tager en friskole — at sige, hvis det er en virkelig grundtvigsk friskole — ikke mod andre børn end kristelige forældres børn, — naturligvis uanseet om de er grundtvigske eller ei; heri ligger vel maaske friskolens største betydning i modsætning til almuskolen og vel alle andre skoler, hvor alle slags børn kommer sammen, og hvor selv brave forældre i tankeløshed sætter paa spil deres børns uskyldighed, det, som skulde være dem det dyrebareste af alt. Jeg ved nok, at et menneske maa faa øinene op for det ondes magt i sig; men jo længere dette kan skydes ud, desto sikrere kan man være paa, at mennesket vil kunne reise sig efter faldet, og desto lettere vil barnetroen komme op igjen senere i livet. Naar saa barnealderen ved det 12te og 13de aar hører op, da begynder for gutten og pigen med de spirende drifter og lidenskaber det legemlige arbeide, helst i fri luft, med kun saa megen boglig beskjæftigelse, som vedkommende selv har lyst paa i sine fristunder, og i disse farlige aar maa der ihærdigt arbeide til, saa legemet ikke svækkes ved at hænge over bogen, og s. 138 hukommelsen ikke sløves ved at lære udenad. Saa følger der i 17—18-aarsalderen flere aar i rad paa høiskole og derfra gaar det til universitetet, til plogen, eller hvor det ellers kan falde sig. Med saadan skoledannelse blev vi et stærkt og sundt folk med følelsen af at være rundet af fælles rod og med barnetroen levende hos sig, istedetfor den nydelsessyge, kritisk kloge for-standsslegt, der vokser frem af dette vort tysk-romerske skolevæsen.

Schrøder holder nu paa med sine overordentlig lærerige foredrag om Norges historie fra Harald Haarfager til, — hvor langt ved jeg endnu ikke — men for tiden holder han paa med Hellig Olav. Du kan tro, det er noget, som er værdt at høre paa; jeg har i grunden ikke forstaaet mit eget lands historie før nu; hvad han især hævder og historisk paaviser er nordmændenes naturlige tilbøilighed til den personlige frihed, som efter Schrøder er, at jeg har lov til at tale, tro og gjøre, hvad jeg vil, saa længe jeg ikke derved krænker nogen andens ret til at tale, tro og gjøre, hvad han vil; og denne personlige frihed mener han, det er vor egentlige store opgave at hævde til gavn for os selv og det øvrige Norden. Nu forstyrres og forkvakles denne opgave ved den stærke politiske stræben efter lighed, der kun tjener til at oprive et folk og er aldeles unyttig for den eneste sande og virkelige frihed — den personlige. Det er meget heri, som jeg synes er sandt og godt, og denne personlige frihed synes jeg nok, jeg vil være med at arbeide paa, den er jo det samme som mit gamle valgsprog: „Frihed for alt, hvad der stammer fra aand.“

De følgende breve handler mest om udsigten til at kunne begynde med folkehøiskolen i Nedenæs. Planen var, at Arctander skulde begynde der borte fra høsten; han forhandlede allerede med Ivar Fløistad derom. Ullmann havde fra først af tænkt, at han maatte vente s. 139 et par aar med at slutte sig til dette arbeide. Han havde nemlig gjæld fra sin studietid; denne fandt han, at han maatte betale, før han begyndte med en skole, hvor det var usikkert med elever og med, hvad indtægter den kunde give. Imidlertid fik han et halvt løfte fra en bemidlet dame, som interesserede sig for sagen, om et uopsigeligt rentefrit laan; dette gav Ullmann haab om at kunne begynde, og som brevene vil vise, modnedes planen efter hvert, og modet vokste, særlig da han samtidig fik løfte om at faa betalt arbeide med oversættelse af sagaer og gamle klassikere for „Selskabet til historiske kildeskrifters oversættelse“. Saa var det ogsaa ængstelse for modstand fra vore forældre, for hvem folkehøiskolen var en ny og ukjendt tanke. Men som det vil sees, alt føiede sig mod det store maal at kunne begynde folkehøiskolen i Østre Moland allerede høsten 1874.