Fredag 21de febr. 1873.
Dit siste brev lettede jo for en stor del mit hjerte, for saa vidt jeg saa, at feilgrebet i „Opl. avis“ gik bedre, end jeg havde turdet haabe. Det blir kanske saa, at dette, som fra først af saa ud til at blive en slem sag for os, viser sig at være en styrelse til det gode, som ikke vil undlade at gjøre sit til, at jeg kan komme til at naa mine ønskers maal — tage fat til høsten. Og saa har jeg ogsaa den gode efterretning, at min moder heller ikke har noget derimod; jeg fik brev fra hende derom. Jeg vilde nødig gjøre noget, der voldte hende rent ud pine (jeg mener at begynde, før min gjæld er betalt). For med hensyn til at blive høiskolelærer lader jeg mig ikke let rokke, da jeg tror, det er Guds vilje med mig, men det nærede jeg heller ikke frygt for, hun skulde modsætte sig. Moder skriver saa kjærligt og med saadan hensynsfuldhed om de punkter, hvori hun og jeg ikke er enige, at jeg ikke noksom kan være hende taknemlig for hendes kjærlige og velmente ord. Og jeg kan ikke noksom takke Gud vor naadige fader i vor herres Jesu navn for al hans usigelige godhed, og saa bede af hele mit hjerte, „at han, som os synerne gav, veiene ogsaa oplader“ i fremtiden, ligesom han i øieblikket saa kjærlig og miskundelig har gjort det. Jeg selv er nu saa hjertelig glad, løst fra saa mange af de trykkende baand, der længe har ligget paa mig, og dertil end ydermere styrket i min tro paa, at Herren selv i denne gjerning har pegt paa mit kald for mig og vidunderlig ledet mig fremad mod maalet, der ikke kan naaes uden de store sorger og kampe, som jeg visselig heller ikke i fremtiden vil undgaa, s. 144men som skjænker saa sød en frugt, saa rig en løn til den, der vil stille sig i aandens tjeneste og fremfor alt i den aands, der er aanden over alle aander. Og han give os da begge sin kraft og bane veien for os, at vort arbeide, om end strængt dog kan blive os sødt og andre til gavn og glæde. Arbeidet er dog en saare god gave; den skjænkedes allerede i paradisets have til Adam og Eva. Kun det var forbandelsen efter syndefaldet, at arbeidet skulde ske i vort ansigts sved, hvad mennesket naturligvis aldrig kan undgaa her paa jorden; men jo mere det kan give sig Gud i vold og sætte sin lid til, at nu har kvindens sæd knust slangens hoved, desto mere vil det ogsaa faa af den velsignelse, som Vorherre oprindelig havde lagt i vort arbeide, men som vi selv har forspildt ved synden og kun delvis kan vinde tilbage her i livet, ligesom vi kun har resterne igjen af Gudsbilledet. Men skal vi have denne glæde af arbeidet, maa vi ganske vist ogsaa først have fattet kjærlighed til det, og det det slags kjærlighed, der har sit udspring af vor tro paa, at det gjøres i Guds navn. Dette er nu min livsfilosofi, saa faar vi se, om den holder stand, naar den skal ud og prøve sig i livets alvor.
Mit sind er bleven saa optaget af brevet fra moder, at nu, da jeg har faaet lette mit hjerte for dig og meddelt dig min glæde, aarker jeg ikke at skrive mere, men maa styrte mig ud i en lang enlig spadsertur for at komme til ro. Jeg stanser derfor her, saa kort end brevet er.