Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1873-02-23)

Søndag 23de febr. 1873.

Det er mig nu forholdsvis ligegyldigt, om K. K. hjælper mig med penge eller ikke; for nu har jeg faaet saa godt et mod og saa brændende en lyst til at tage fat sammen med Arctander paa høiskolen i Østre Moland, at der skal meget stærke og meget uforudseede hindringer til at drive mig fra det. Du kan ikke indbilde dig, hvor meget jeg glæder mig til den gjerning; s. 145 jeg kan saa godt huske, hvorledes jeg i 1870, ved den vækkelse jeg havde faaet ved Chr. Bruun, havde bestemt mig til at blive folkehøiskolelærer, men hvorledes jeg da mange gange med en vis hemmelig gru tænkte paa, hvor meget jeg maatte opofre og forsage af hvad der var mig tilvant, og i det hele tog det mere som en pligtens og lovens sag end som en kjærlighedsgjerning af begeistring og lyst; den gang stod det i grunden som noget sørgeligt for mig at forlade den vei, jeg ellers skulde have gaaet, medens jeg nu vilde anse det for den største ulykke, hvis jeg skulde være nødt til at komme ind paa den; og nu staar høiskolegjerningen for mig som det ønskeligste og glædeligste af alt. Og ved du saa, hvad som er grunden til dette omslag? Intet andet, end at jeg siden 1870 er kommen ind paa den kirkelige anskuelse med ganske anderledes varme og forstaaelse, altsaa har faaet føle livsordets magt over mig og i mig og ladet det opgløde aandens kræfter i mig. Verden vil vel kalde dette, at jeg er bleven fanatisk grundtvigianer, hvad jeg for resten i min egen samvittighed roligt kan vise tilbage, da jeg tror at vide med mig selv, at jeg vil sætte det at vække følelsen for kristendommens sandhed over det at stræbe for at udbrede den sande kristendom, skjønt disse to ting efter min mening hører saa nøie sammen, at det vilde være mig ialfald en umulighed at skille dem ad. Men nogen „propaganda“ for grundtvigianismen vil jeg naturligvis ikke have min skole til at være; den ting maa overlades til forkyndelsen fra prækestolen næst den Helligaands egen bistand. Skolens gjerning er kun at vække spørgsmaalene, som Hoff i Vallekilde saa vakkert og træffende sagde, og kan det lykkes mig om saa blot med to eller tre, vilde jeg have regnet min skole, naar jeg engang sent eller tidlig maa slutte den, for at have været til gavn og velsignelse. Jeg nærer ingen overspændte forhaabninger og indbilder mig ikke at kunne udrette underværker, men naar ogsaa jeg skal lægge min sten til bygningen af vort land, vil jeg dog staa der, hvor jeg tror, fremtiden gror og ikke arbeide med s. 146 følelse af, at den sten, jeg lægger ind, er gammel og raadden, saa at min eftermand, hvis han ellers er fornuftig, ikke har andet at gjøre end at tage den ud og kaste den væk. Dette er sandelig en vaarflom-tid, „en april, hvor det gamle falder og det ny faar fæste.“

„En paasketid i Norden
Omsider dog oprandt.
Kun trolde under jorden,
Tør sige, det er tant,“

siger Grundtvig.

Idag var jeg til alters hos Svejstrup, jeg følte saadan inderlig trang til det, og det gjorde mig saa usigelig godt at blive delagtig i Herrens legeme og blod, og jeg føler mig saa glad efter det. Svejstrup talte i sin skriftetale og i sin præken bagefter af dagens evangelium Matth. 3, 13 om dette forunderlige, som Johannes den Døber ikke noksom kunde undre sig over, at Kristus kommer til os, saa vi ikke skal søge og lede efter ham baade i det høie og i det dybe; han er os nær og kommer til os i daaben paa samme maade som til Johannes, i det troens, haabets og kjærlighedens ord i vor mund og i vort hjerte, som maa høres, troes og bekjendes for at blive det, som det skal være, aand og liv. Og sandelig at dette ord var blevet til aand og liv hos den elskelige præstemand, som sagde dette, det var ikke vanskeligt at forstaa. Den overbevisningens kraft og varme denne mand eier, giver ham og hans ord en ganske egen dragende magt.