Ullmann, Johan Christian Viggo BREV TIL: Ullmann, Vilhelmine FRA: Ullmann, Johan Christian Viggo (1873-02-26)

Onsdag 26de febr. 1873.

Jeg har en stor nyhed at fortælle idag, nemlig at Arctander har besluttet at opgive høiskolen. Han har, fortalte han mig, i lang tid — lige fra jul — gaaet med de tanker, at han ikke var skikket til høiskolelærer, og han er efterhvert bleven mere og mere fast i sin beslutning s. 147at opgive sin plan om at gaa den vei, men var saa i tvil om, hvad han skulde tage fat paa, det maatte være noget, som gik i samme retning. Saa var det forleden dag, at han og jeg talte sammen, og jeg kom til at nævne, hvor kjedeligt det var, at vi manglede to saa nyttige ting for folkehøiskolerne som en livligt skreven jordbeskrivelse over de tre nordiske lande og frem for alt en udførligere fremstilling af Norges historie i dette aarhundrede, noget man i Danmark er saa godt forsynet med. Da var det paa éngang, som det lyste op for Arctander, og nu fortalte han mig, at han havde tabt lysten paa høiskolen, da han var bange, det ikke laa for ham; men disse to arbeider var noget, han følte lyst og drift til; han troede, at hans evner laa mest for at virke med pennen. Dette var ogsaa en gjerning, som vilde tage aarrækker, ti begge de nævnte arbeider vil jo kræve meget stor samlerflid og mange aars arbeide. Vi gik da til Schrøder, som forstod og bifaldt Arctanders tanker. Desuden raadede Schrøder ham til at forsøge paa at faa sat i gang et folkeligt ugeblad, der udelukkende skulde sætte sig til maal at bygge op; befatte sig hverken med politik eller polemik, men blot arbeide for de store frihedsspørgsmaal i aandens verden. Ogsaa denne plan gik Arctander med glæde ind paa. Men saa gjaldt det for mig at faa en medhjælp i Arctanders sted, og her var straks Johan Lange rede, da høiskolegjerningen længe havde været i hans tanker, og sagen blev altsaa ordnet i en haandevending. Vi skrev til Ivar Fløistad om sagernes forandrede stilling. Ogsaa til Arvesen skrev vi. Jeg vilde visselig med sorg tænke paa at skille lag med Arctander, dersom det ikke var, fordi han selv er saa øiensynlig lettet og fornøiet med bestemmelsen. Og heldig er jeg, at Lange straks var rede; han er saadan, som fru Schrøder netop sagde om ham, at det var umuligt andet end at holde af ham, naar man saa ham.