Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1873-03-22)

Lørdag 22de marts 1873.

De siste dage her paa skolen har uventet faaet et uhyggeligt eller i alle fald trist præg ved at en af eleverne er død igaar af brystbetændelse, og en anden ligger meget farlig syg af tyfoidfeber. Den døde skal begraves paa onsdag paa skolens siste dag, og det s. 152 bliver da et alvorligt minde blandt de mange glade at tage med sig hjem; han skal for resten have havt en rolig og vakker død, fik nadveren af Svejstrup og bad om at maatte begraves fra hans kirke og ikke fra sognets. Det er jo et vidnesbyrd om, hvor udmærket det er for høiskolen at have en slig præst i nærheden som Svejstrup, og om hvor megen indflydelse han har paa eleverne. Jeg skulde rigtig ønske, du engang kunde faa høre ham, han er et kraftigt vidnesbyrd om, hvad kirken og præsten kan blive til, naar den grundtvigske oplysning faar trængt igjennem. Nu faar jeg da høre noget andet, naar jeg kommer til Kirkely, for saa vidt som Birkedal mere er den kraftige vækkelsesprædikant, den stærke aandens mand med de lynende ord paa tungen. Men i hjerteligheden og den rene evangelieforkyndelse mødes de begge. Birkedal vilde udrette uhyre meget i en by som Kristiania, medens Svejstrup kun vilde høres af dem, som var hjertegrebne af hans anskuelse.

Jeg har talt en hel del med Schrøder i eftermiddag om Arctanders paatænkte blad, og vi har været enige om, at det helst bør blive et fællesblad for danske og norske og sætte sig som hovedmaal at arbeide for den personlige frihed fornemlig paa skolens omraade, men ogsaa i det hele taget i aandelige ting, saa meget som muligt uden polemik og i rent opbyggende retning. Det blir vel et spørgsmaal, om Arctander kan holde sig fri for skarpe ord og nedrivende tendenser — jeg vilde i alle fald have meget ondt ved det —, men han er jo i den sag bleven ligesaa gjennemheglet af Schrøder som jeg, saa forstaar vi det endnu ikke, er det sandelig vor egen skyld. Teoretisk skulde vi i alle fald begge to kunne være med. Det er den umaadelige fordel at have været paa Askov, at jeg har forstaaet, at det negative kan umulig forvandles til det positive, at formen umulig kan skabe indholdet; men ét er at have det forstandsmæssig inde, et andet at bringe det ud i livet i praksis, og det er det baade Arctander og jeg skulde forsøge. Men haardt er det for kjød og blod at s. 153 opgive gamle indgroede meninger og tilstaa om ikke i andet saa i praksis, at man har havt uret og hidtil i grunden kun kjæmpet for en skygge, som formen er i forhold til indholdet. Dog haaber jeg, Schrøder i denne henseende skal have glæde af sine disciple, blot Vorherre vil give lykke og kraft til, at vor gjerning kan trives hver paa sin kant. Det er for resten en tanke, som ikke er fremmed for flere af de noget ældre norske grundtvigianere, der er bange for, at det stærke politiske røre skal drage folket bort fra det begyndende folkelige og føre os i fransk retning i stedet for i nordisk. Derfor kan vi naturligvis i lige stærk grad sympatisere med den frisindede del inden stortinget og være lige gode venstremænd.