Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1873-03-26)

Onsdag 26de marts 1873.

Brev fra Askov for siste gang.

Meget faar jeg ikke skrevet, da begravelsen skal foregaa kl. 9, nu er den 8. Saa gaar vi ind til Svejstrups og siger farvel (de kommer for resten hid i eftermiddag), gaar saa hjem og holder en større middag, derpaa blir der taler og sang hele eftermiddagen udover, formodentlig fra kl. 4, saa aftensmad kl. 8 og saa lige til køis, da vi skal op kl. 12½inat og gaa herfra kl. 2 den 1½ mil til jernbanestationen; saadan er dagsordenen, og du ser den er drøi nok. Men noget saare høitideligt blir der ved al ting i dag; baade begravelsen og afskeden kommer til at give det altsammen et alvorsskjær, som jo for resten langt fra er at kaste vrag paa. Underligt bliver det at reise herfra for alvor nu og maaske aldrig se det kjære Askov igjen, hvor jeg har lært saa meget og havt saa mange deilige stunder. I disse siste dage har ogsaa Schrøder holdt nogle verdenshistoriske foredrag, som har været mere end almindelig ypperlige, de har omhandlet det forrige og dette aarhundrede; fornemmelig var hans foredrag igaar om Nordens opgave mageløst deiligt. s. 154 (Eftermiddag.) Begravelsen i formiddag var rigtig deilig og i sandhed opbyggelig. Vi samledes i gymnastikhuset, hvor kisten stod; der talte først sognepresten, Terkildsen; saa Vinsnes rigtig inderlig vakkert over leddene i vor tro, „de helliges fællesskab, syndernes forladelse, kjødets opstandelse“, saa Nutzhorn om den afdødes person (han havde havt til hensigt at blive friskolelærer), saa Schrøder til familien, som var kommen til begravelsen; derpaa drog vi til Vejen, hvor Svejstrup kastede jord paa kisten, og saa samledes vi i kirken, hvor han talte over Davids ord til profeten Gad om, at han helst vilde falde i Guds hænder fremfor i menneskers, for hos Gud er der evig barmhjertighed at finde.

Efter tjenesten gik fire af os norske op i præstegaarden for at tage farvel med Svejstrup, og det var et helt deiligt „Lev vel“, vi der fik; jeg skal aldrig glemme Svejstrup, som han stod der og trykkede vore hænder, saa rørt over afskeden, at taarerne randt ham ned ad kinderne; det var godt at se, at han ogsaa havde havt nogen glæde af os til gjengjæld for al den velsignede glæde, han har skjænket os. Du kan tro, det er helt underligt nu, da det staar saa nær for døren, at skilles fra alle disse kjære mennesker, af hvem jeg kanske aldrig skal gjense de fleste. Men saa har jo afskeden sine om end vemodsfulde glæder. Da jeg tog afsked med Svejstrup, kom jeg til at tænke paa Arvesens ord: „Kristi venner ingensinde sees skal for siste gang“; jeg kom til at ønske saa inderlig at blive saadan en Kristi ven som den elskelige gamle præstemand.

Mit næste brev blir altsaa fra Testrup.