Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1873-03-31)

Testrup høiskolemandag 31te marts 1873.

Jeg er bange, du venter paa brev, men det har været mig umuligt at skrive før, ti ligesaa glædelige som de siste dage har været, ligesaa optagne og travle har de været.

Onsdag aften holdt vi vor afskedsfest paa Askov, og s. 155 den havde ved begravelsen i forveien faaet et særlig præg af alvor og hjertelighed. Vi fik mange vakre ord med paa veien af Schrøder, som især fremholdt nødvendigheden af den opbyggende og farerne ved den nedrivende virksomhed for os alle. Baade Lange og jeg gav ham vor tak for alt godt, og flere andre talte i samme retning.

Næste morgen eller rettere nat kl. 1 gik saa hele skolen med vajende faner og klingende sang i den deilige stjerneklare nat ned til stationen en to miles vei. En halv fjerdings vei fra stationen gjorde vi holdt og holdt vor sedvanlige morgenbøn med salmesang, bekjendelse og bøn, og saa dampede vi afsted i tre store kvægvogne, hvor vi sad rummeligt og godt, vel forsynede med mad og drikke fra Askov af og rigtig i lune til at lade vor livsglæde strømme ud i friske sange.

Kl. 11½ kom vi saa til Aarhus, hvor Chr. Baagø tog imod os, viste os byens samlinger og den deilige domkirke og til sist førte os til et med bifsteg og øl rigeligt besat bord. der gav os kræfter til atter at tage fat paa vandring.

Fra Aarhus til Testrup er en eller halvanden mils vei, og veien gik her med freidighed og sang som før. En halv mil fra Testrup mødte vi hele skolen, som kom marsjerende mod os med faner og geværene paa nakken. De to hære rykkede mod hinanden med sangen „Høie nord friheds hjem“, og rigtig et løftende syn var det at se paa de straalende øine og friske ansigter paa begge sider, da de hver paa sin kant gav hinanden rungende hurraer og saa side om side drog afsted til skolen, hvor der stod dækket borde til 220 mennesker. Efter maaltidet kom der punsch, og nu gik det løs med taler, sange og hurraer. Hvad hver enkelt — jeg selv iberegnet — talte om, har jeg kun meget dunkel erindring om, men hvad jeg ved er, at fornøieligere aften har jeg kun sjelden oplevet. Til Askovfolket var der paa de nærmeste omliggende bondegaarde redet uhyre søstersenge, som optog dem alle til den sødeste søvn efter denne anstrængende dag. Lange og jeg var saa heldige, s. 156 at vi fik hver vor deilige og bløde seng hos Baagø, som bor et lidet stykke fra skolen.

Næste formiddag foregik den store opvisning af legemsøvelser for gamle general Wilster, og det maa jeg sige, at flinkere folk til at gymmastisere end Testruperne og Askoverne skal man ikke finde paa nogen rekrutskole. Den gamle yndige Wilster var aldeles henrykt og kunde ikke finde ord nok for at prise høiskolerne og deres betydning, og det morsomste ved det var, at han forstod, at det var kun den aandelige vækkelse, der formaaede at skabe viljestyrke til at faa i stand slig gymnastik paa 5—6 maaneder ved siden af alt det andet. Især var han henrykt over Andreas Olsen *) , og det kan heller ikke negtes, at Olsen paa Askov har udviklet sig til en gymnastiker af første rang; det var ogsaa en sand fornøielse at se Olsens brydekamp med den stærkeste Testruper — der blev nemlig efter gymnastiken holdt en række brydekampe — hvori først Testruperen tog Olsen ved at spænde ben for ham, hvad den troskyldige nordmand ikke tænkte paa; men da saa de øvrige var færdige, tog Olsen igjen fat paa ham og kastede ham under de andres uendelige jubel som en halmvisk til jorden og reddede saaledes Norges ære. Generalen var saa henrykt ved dette, at han maatte bort og trykke Olsen i haanden, og den gamle hædrede general med ordner og stjerner sagde med det samme de vakre ord til den jevne norske skolelærer: „Hvis Vorherre atter fører Dem paa disse kanter, saa glem ikke at se op til mig, jeg skal føle mig rigtig glad ved at se Dem igjen.“ Dette sagde han ved bordet, hvor Olsen havde holdt en rigtig vakker tale med tak til Danmark. Ved bordet talte generalen to gange for den folkelige vækkelse gjennem slige høiskoler, som Testrup og Askov og for disse skolers mægtige støtter, lærernes hustruer. Efter det bekjendtskab jeg har gjort med Wilster, undrer det mig ikke, at soldaterne elsker ham s. 157 næsten som et ideal, og at han var den eneste general fra forrige krig, som ikke blev spottet, men tvertimod æret og rost for sin tapperhed og folkelighed. Folkelig er han nu ogsaa, den gamle veirbidte krigsmand, i en aldeles mærkelig grad og dertil saa blødt et hjerte; han sad ved bordet flere gange og kjæmpede med graaden under talerne og sangene; at sligt kunde trives og det til daglig blandt det menige folk havde han aabenbart ikke havt fuld besked om før, men nu fik han da ogsaa det beste indtryk af høiskolerne, som det var muligt at faa.

Om eftermiddagen drog saa Askoverne afsted for ved jernbanestationen at spredes ad til alle kanter, og nu var det jo en afskedstagen ikke fri for taarer iblandt, især da Schrøder sagde de siste afskedsord til sine gutter.

Af Nørregaard blev jeg med stor venlighed opfordret til at blive, men først blev Schrøder og jeg enige om, at jeg lørdag og søndag (29de—30te marts) skulde være med ham til Viborg, hvor han skulde holde foredrag; saa skede da ogsaa. Vi tog ind hos rektor H. Lefolii, som er grundtvigianer og skjønt rektor paa en latinskole dog staar helt paa den folkelige dannelses standpunkt og længes efter den dag, da latinstil og latinskole maa være en saga blot. Fra dette morsomme besøg kom jeg tilbage idag efter skilsmissen fra Schrøder, som skulde videre for at holde foredrag, et paa forskjellige steder i hver af denne uges dage; det er mærkeligt, hvad den mand kan holde ud. Om Testrup og dets folk skal jeg fortælle mere næste gang, men i aften skal vi alle sammen til præsten i sognet, Krarup, og derfor faar jeg slutte for denne gang.