Testrup høiskoleonsdag 2den april 1873.
Denne høiskole har et baade fra Askov og Vallekilde forskjelligt præg og staar vel nærmest midt imellem dem begge, saa den har Askovs stærke side i de aandfulde foredrag, Vallekildes i det gode samliv. Dertil s. 158er der noget saa usigelig behageligt over livet her. Baade J. Nørregaard og Chr. Baagø er rige folk og har meget udviklet kunstsans, saa der over alt her ligger et stærkt skjønhedspræg, som umulig kan andet end tiltale og behage. Man maa jo finde sig vel tilmode ved et komme ind i en rigtig skjøn dagligstue, ved at nyde sin frokost i en rigtig hyggelig spisestue, hvor maskinen snurrer, — eller naar man sidder i Baagøs studerkammer, der er indrettet som en gammel nordisk høvdingstue, rigtignok med den betydelige forskjel, som en masse smukt indbundne bøger i sirlige hylder og kostbare billeder paa væggene nødvendigvis maa gjøre. At dette er behageligt kan ikke negtes, heller ikke, at det maa give eleverne en stærk skjønhedssans, da jo alle disse herligheder er tilgjængelige for dem alle. Ak ja, det er skjønt, og man kommer til at ønske, at man var rig; men saa ser man jo ogsaa snart, at det, der er kjernen i dette behagelige liv, det er noget ganske andet end baade skjønheden og rigdommen, det er aanden og først og fremst Helligaanden, som gjennemsyrer livet her som paa alle de grundtvigske høiskoler, og derfor kan man selv faa godt haab til at faa noget lignende i stand ogsaa uden penge.
Nørregaard er en meget munter og behagelig mand, morsom at tale med og inderlig venlig og forekommende i al sin færd. Han regnes ialfald inden den grundtvigske kreds for at være omtrentlig den mest veltalende mand i Danmark og det ikke uden grund, saa du kan vide, det er en stor fornøielse at høre hans verdenshistoriske foredrag; i stærk modsætning til Schrøders rolige, harmoniske tale, udmærker de sig ved en ild og kraft, som i ganske særlig grad maa være skikket til at vække begeistring hos hans tilhørere, som da ogsaa er uhyre indtagne i ham og sætter ham høiere end noget andet menneske paa jorden, tror jeg. Det mest fremtrædende ved Baagø er den sjælelige renhed og skjønhed, som gjør, at alle om ham maa bruge udtrykket „en ædel mand“; han er for resten meget kundskabsrig, især paa det sprogvidenskabelige omraade, saa jeg har s. 159havt megen nytte og glæde af samtaler med ham. Det er morsomt at se, hvor velkomne vi norske er paa disse danske høiskoler; de ved ikke alt det gode de skal gjøre os; sambaandet og broderkjærligheden mellem begge folk styrkes vidunderlig paa denne maade hos dem, der har havt leilighed til at nyde godt af al denne venlighed.
Lørdag reiser Vinsnes og jeg til Odense, hvor det er vor hensigt at høre L. Helveg palmesøndag, før vi mandag eller tirsdag reiser til Kirkely.