Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1873-04-14)

Kirkelypaaskemandag 14de april 1873.

Deilige dage har vi havt her paa Kirkely, kan du tro, siden jeg sist skrev. De helligdags-formiddage i kirken, de er ikke til at beskrive; fornemmelig igaar, første paaskedag, kom jeg derfra med et indtryk saa overvældende, at jeg sent vil glemme det. Tænk dig en kirke fuld af mennesker henved tusen i tallet, hvoraf enhver af hele sit hjerte stemmer i Grundtvigs deilige paaskesalmer: „Paaskemorgen slukker sorgen“, „Krist stod op af døde“, „Tag det sorte kors fra graven“, og alle de andre. Tænk dig dem stemme i jubeltakken, før evangeliet blev messet: „Lovet være Herren for sit glade budskab“, tænk dig Birkedals storladne skikkelse paa prækestolen, tænk dig ham med glødende tunge, og en røst der fylder hele kirken, forkynde det glade budskab og tale om den uendelige forskjel, det er for den kristne at gaa til og at gaa fra Herrens grav; hvor sørgeligt det er, naar man ikke er i stand til at komme længere end hen til graven uden at se og forstaa, at Jesus Kristus er opstanden, og at han ikke længere er at finde i graven, men at man maa gaa videre og finde ham der, hvor han er, i „det opstandne livsens ord,“ som lød for os første gang i vor daab, den gang Herren selv kaldte os ved navn og derved viste, at han er kommen til enhver af os; hvor ringe og fattige i Herren, hvor uværdige til hans naade vi saa tykkes os selv, han staar dog med udstrakt haand og spørger hver af os, om vi vil have del i opstandelsens usigelige naade. Tænk dig den glæde, som maa fylde en ved alt dette! Jeg har altid før syntes saa ilde om ofringer til præsten paa helligdagene, men kan det gjøres, som jeg saa det i dag i en fri menighed under salmesang fra hele menigheden, s. 163 da er det rigtignok en helt anden sag. Man ved, at de folk som ofrer, de gjør det af et trofast hjerte, saaledes som menigheden i Jerusalem delte sit med apostlerne og de øvrige lærere.

(Samme dags eftermiddag.) Idag prækede Vinsnes i kirken og gjorde det rigtig udmærket, saa hele menigheden var saa glade i ham; han gjorde rigtig Norge ære. Du kan tro, jeg blev overrasket i kirken i dag, da jeg pludselig saa Schrøder og hans kone komme ind; de var reiste fra Askov igaar eftermiddag og blir over her idag, da Schrøder kl. 4 agter at holde et foredrag i øvelseshuset her, som naturligvis blir talrig besøgt, saa sandt det ellers i saadan hast kan komme ud blandt folk. Det er morsomt at skulle faa høre endnu et foredrag af Schrøder, men en gang til saa morsomt at faa tale med ham og den søde fru Schrøder, faa deres varme haandtryk og møde deres kjærlige øine. Dette blir vel siste gang paa denne min Danmarkstur, jeg faar dem at se.

Jeg maa ikke glemme at fortælle om et møde jeg var paa i lørdags (12te april) sammen med Birkedal, Vinsnes og Lange. Det var et politisk møde, holdt af to rigsdagsmænd der fra egnen (hvoraf den ene hører til Birkedals menighed) i anledning af det mistillidsvotum, som rigsdagen har givet regjeringen, men som denne ikke mere end vor har i sinde at bryde sig om; de vilde nu vide, om de havde sine vælgeres stemning for sig. Birkedal er i de siste tiders stærke politiske brydninger kommen til at staa skjævt i flere af sine menighedslemmers øine; fordi han ikke paa nogen maade kan døie det forenede venstre, er der mange, især blandt bønderne, som tror, at han er bleven høiremand. De ser ikke forskjellen paa at staa mod det forenede venstre og være ikke-venstremand. Dette fik Birkedal rigelig anledning til at holde flere taler om paa dette møde; han udviklede da paa sin egen kraftige maade, at han var fuldstændig venstremand, og saa det som det eneste rigtige og nødvendige at faa dette ministerium bort og et andet i stedet. Det lettede ham særdeles at faa dette s. 164 sagt, især i en forsamling som for en stor del bestod af hans egen menighed; og de andre var ogsaa uhyre glade ved det, saa de kom med den ene taksigelse efter den anden, og gav ham til sist efter en af rigsdags- mændenes opfordring et stormende hurra.