Danmarks Breve

BREV TIL: Vilhelmine Ullmann FRA: Johan Christian Viggo Ullmann (1874-09-13)

Kjøbenhavnsøndag 13de septbr. 1874.

Efter tre lange og kjedelige dage gjennem Sverige kom jeg da endelig igaar formiddag til Kjøbenhavn, hvor jeg ventedes af H. Holm og Johs. Skrøder, hos hvem jeg bor den tid jeg er her i byen. Du kan tro, det er morsomt at være her nede og træffe alle de gamle kjendinger igjen, mine to værter, Triers, Klinkby, William Jacobsen o. fl., og det gaar mig vistnok denne gang som den første gang, jeg var i Kjøbenhavn, at jeg den korte tid jeg bliver her, faar en hel del af kjære glade minder med mig, om du end kan faa en saare liden brøkdel af den fornøielse ved det, som jeg har havt.

Jeg kom da her til byen kl. 12, og efter at have nydt af de materielle goder som Holms og Skrøders gjestfrihed holdt rede for mig, blev vi enige om straks at gaa op i rigsdagen, hvor jeg endnu ikke har været, men som jeg naturligvis havde stor lyst til at se og høre. Her nede begynder rigsdagen hver dag sine møder kl. 1, saa vi kom i meget passende tid og fik s. 167 god plads. Der var netop en meget interessant sag fore; kirkeministeren Hall forelagde nemlig for rigsdagen ved dens begyndelse et forslag om almuskolevæsenet, der helt og holdent var i de nationalliberales aand, med store mulkter for skoleforsømmelse, med skoleinspektører, med regler og forskrifter i det uendelige for lærere o. s. v. Dette forslag var venstre naturligvis meget imod og der opstod, da forslaget kom fore, en hidsig debat, som alt havde varet i fire dage og i dag skulde begynde igjen paa femte dagen. Nu er der den skik i den danske rigsdag, at et lovforslag behandles to gange, første gang i sin almindelighed, hvorpaa der voteres, om sagen skal gaa over til anden gangs behandling, og hvis dette gaar igjennem, behandles den i de enkelte punkter. Det er meget sjeldent, at en sag negtes overgang til anden behandling, i alle fald naar den er af nogen betydning, men dette vilde venstre nu gjøre, og den ene af dets talere efter den anden havde erklæret sig for dette, saa Hall, der den hele tid havde vedblevet at udtrykke sin „dybeste forundring over den medfart forslaget fik,“ til sist blev for alvor forskrækket; det gjaldt jo i virkeligheden hans ære som minister, at man negtede endog at votere over et forslag, som var af saa indgribende betydning, som han havde anvendt saa megen flid paa, og som trontalen specielt havde anbefalet til rigsdagens kyndige og lojale overveielse. Han traadte derfor iforgaars op med en lang og alvorlig tale, hvori han, i det han sigtede til udtrykket „lojale“ i trontalen, næsten erklærede det for en illojalitet og ulydighed mod kongen, at rigsdagen vilde negte sagen overgang til anden behandling, og gav temmelig utvetydigt at forstaa, at hvis dette skede, vilde rigsdagen blive opløst, hvad kongen jo her kan gjøre naar han vil, og saa udskrive nye valg. Dette var nu en meget slem streg i regningen for venstre; ikke netop det at blive opløst, for det venter det sig alligevel i løbet af rigsdagssamlingen, men at blive opløst for denne sags skyld, fordi man her ikke kunde vente en saa opgjort mening blandt folk i almindelighed, s. 168 at de vilde bifalde rigsdagens stivhed i denne sag, som den jo selv betragter som overmaade vigtig, men som mange af vælgerne udenfor den grundtvigske kreds ikke vilde kunne forstaa saa godt som en politisk sag.

Her var nu gode raad dyre; der var en hel time igjen til mødet skulde hæves, og den time maatte man fremfor alt drage ud, saa sagen først kunde afgjøres den næste dag, og det forenede venstre have et møde for at drøfte den og tage sin beslutning. En 9—10 talere meldte sig da, og tiden blev trukket ud, for resten nok med en hel del ørkesløst snak, som det forenede venstre bagefter vist faar høre meget ondt for; men hensigten blev da opnaaet. Om aftenen havde partiet møde, men hvad der blev bestemt, fik man foreløbig ikke vide; folk var nu uhyre spændte, og galleriet var propfuldt. Saa kom Høgsbro og paaviste i en mesterlig tale, hvor stor uoverensstemmelsen mellem regjeringen og folkepartiet var i denne sag, idet den første stod paa statsskolens og det siste paa friskolens grund, og der saaledes i en forhandling om skolesagen ikke var nogen fælles grundvold for samarbeide. En saadan grundvold maatte til, og derfor foreslog han, at der, før man gik videre i denne sag, skulde nedsættes et rigsdagsudvalg paa 15 medlemmer, som sammen med ministeren kunde fremlægge for rigsdagen, i hvilke punkter partierne var enige og ikke enige; det skulde altsaa kun i store træk drøftes f. eks., om skolen skulde være statssag eller kommunesag, om de der havde sine børn paa en friskole, alligevel skulde skatte til statsskolen o. s. v.; først da kunde man faa et fast grundlag, hvorfra de enkelte lovforslag kunde gaa ud. Dette var et mesterligt træk af venstre; i stedet for at regjeringen havde tænkt at bruge skolesagen mod venstre, stod den aldeles vaabenløs, hvis dette forslag gik igjennem og kunde intet foretage sig, saameget mere som det nu endog fik udseende af, at venstre vilde imødekomme regjeringen og faa i stand et skoleforslag, som de begge kunde være enige i, hvad der vel for resten intet bliver af. Enden paa det blir vel, at udvalget saa s. 169 sødelig begraver forslaget, saa det aldrig ser dagens lys mere, i alle fald ikke uden i en form, som har meget liden lighed med den nuværende.

Som sagt, det var mesterlig gjort, og Hall reiste sig da ogsaa mod det i fuldt raseri; i fire stive timer kjæmpede han og hans tilhængere af al magt imod det, men venstre stod urokkelig, og Høgsbros forslag gik igjennem med 58 mod 37 stemmer. Folk siger, de har aldrig seet Hall saa vred, men heller aldrig kjæmpe med saadan kraft, og jeg maa tilstaa, det var beundringsværdigt, især naar han brugte satiren, for da kunde det løbe koldt igjennem en paa dens vegne, som var udsat for den. Jeg fik i det hele prægtig anledning til at høre de mest fremragende rigsdagsmænd igaar, foruden dem jeg har nævnt, Frede Boisen, I. A. Hansen o. a. Jeg gik derfra med forøget vished om nødvendigheden af det forenede venstre for tiden; uden et saadant fast sammensluttet parti vilde vistnok sagen være faldt istykker og ministeren have tvunget rigsdagen til et skridt, der var den saa meget imod, som at lade en sag komme under votering, som den nødvendigvis maatte forkaste, men hvis forkastelse vilde drage farlige følger efter sig.

Efter rigsdagsmødet blev jeg indbuden af W. Jacobsen til at spise hos ham sammen med Holm; der havde vi da en lun passiar, især om den Bjørnsonske sag, hvori Jacobsen var næsten enig med Bjørnson; men saa har han ogsaa en ganske anderledes klar og ordentlig forstaaelse af, hvad B. vil, end de fleste af dem jeg har talt med — det kan lyde kuriøst, men er dog sandt, han ser klarere end B. selv. Han forklarer, hvad B. mener og slutter sig til dette. Det staar for ham som en gjenoptagelse af Grundtvigs tanke om et gotiskgermanisk folkeforbund med fælles opgave, og den tanke har han altid været en stærk tilhænger af uden at opgive et fnug af sin danskhed. Grundtvigs tanke kan jeg ogsaa være med paa, men jeg ser den kun som en fremtidssag og tror neppe, B. er inspireret af den, men fra ganske andre, antigrundtvigske kanter.

I formiddag har jeg havt det deiligt. C. J. Brandt s. 170 som nu har tiltraadt Vartov holdt nemlig i formiddag altergang og præken, og den var det vel værdt at overvære. Han havde valgt det sted af Galaterbrevet om, at vi er ikke længere under loven men under naaden, ikke længere Jøder eller Græker, men ét i Kristus Jesus, og holdt da en vakker præken om det kristelige begreb frihed, lighed og broderskab i modsætning til verdens opfatning af disse ting; og det var, som du kan vide, talt ud af en kristelig betragtning, der ikke stillede den sande menneskelige frihed i modsætning til eller som udelukket af kristendommen.

Et brev fra Ubberup-Kallundborg-egnen.

Her lever jeg et mageløst deiligt liv og var det ikke, fordi jeg jo ogsaa gjerne vilde andetsteds hen, skulde jeg helst bleven længere. Her hos pastor Hoffs er det yndigste familieliv, du kan tænke dig; til bunds gjennemtrængt af kristendommens og den gjensidige kjærligheds aand og af forøget skjønhed ved den vekselvirkning, som der er mellem præstegaarden og valgmenighedens medlemmer. Det er et eneste brodersamfund, en herlig liden underafdeling af de helliges samfund. Jeg glæder mig meget til kirketjenesten i morgen, da jeg agter at gaa til alters, og det haaber jeg, at den altergang midt i en levende menighed under dens bøn og sang skal blive til en saadan velsignelse for mit aandelige liv i Gud, som jeg inderlig vel kan trænge til, skrøbeligt som det staar til i alle maader.

De mest fremtrædende medlemmer af menigheden har jeg naturligvis alle stiftet bekjendtskab med. Først og fremst er det nu gamle meieriforpagter A. Burchardi, som sidder med den store familie og de smaa indtægter — to aar i rad har han endog „levet af underbalance“, fortalte han mig — men dog saa fuld af kristelig glæde, at man kan se og høre sig hel glad paa ham og hans latter; saa er det hans kone, en sund, kraftig natur, med et hjerte, som synes at kunne rumme hele verden. s. 171 Er Burchardi mistrøstig over pengemangel, er hun straks færdig til at trøste og opmuntre, og er det hun, som ser fremtiden i mørke, ved han straks paa sin godmodige maade at skamme hende ud, og saaledes gaar de glade gjennem livet, arbeider begge to fra morgen til kveld som trælle — nei ikke som trælle, men som dem der ved, de har et kjærligt forsyn over sig, som nok hjælper dem, der gjerne vil hjælpes; og dertil har de raad til at betale til to præster, baade sognepræsten Bonnevie og Hoff. Dertil har Burchardi ogsaa det at trækkes med, at han er en del tunghørt, men derfor er han lige glad og fornøiet. Siges der noget, som de andre i selskabet ler ad, ler Burchardi med af hele sit hjerte, om han saa ikke har hørt det minste, han 1er af glæde over, at de andre er glade. Ja han maa være et mønster paa en kristen, synes jeg, paa ham blir det mere klart end paa de fleste, at Guds rige er retfærdighed, fred og glæde i den Helligaand. En anden af menigheden, jeg ogsaa er rigtig glad i, er V. Holm. Han kan — og det ofte — være munter rent til overgivenhed, og har da det slags kvikhed, som kan faa en til at sidde kroget af latter; men i grunden er han et meget dybt sind og egentlig nok meget melankolsk; alvorlig samtale kan da ogsaa føres, og jeg sætter ikke minst pris paa ham i saa henseende. Saa har vi Boisens familie, prægtige mennesker, men dem kjender jeg mindre. Her er ogsaa tre prægtige friskolelærere, blandt dem vor fælles ven Peter Olsen *) med hvem jeg har været meget sammen; det gaar godt med hans skole i Aarby, og han er meget fornøiet.

For øvrigt har denne uge gaaet med syvmilsstøvler, og hvor tiden er bleven af, ved jeg ikke. Mange gode samtaler har jeg havt med pastor Hoff, som jeg længe skal mindes. En ting har jeg ogsaa følt her i huset som i flere af de bedre kirkelige hjem, hvilken velsignelse der ligger i den kirkelige morgenandagt. Den daglige husandagt s. 172 maa vi to ikke forsømme i vort hus, den bringer lykke og glæde og fred ind i huset. Jeg tænker, du deler min glæde over, at det ser saa lovende ud med den historiske forening. Jeg er for den sags skyld ogsaa glad over, at jeg kom her ned, for det er dog meget lettere at kunne tale med folk om den ting end at drive paa med stadig at skrive.

(Søndag aften.) I dag har jeg da været i kirke og til alters; gid du havde været med, saa havde du havt et herligt minde; hvor dog menighedsfølelse er en herlig ting, og hvor man føler det som en alen lagt til sin vækst. I eftermiddag holdt jeg foredrag for en del tilhørere om de kirkelige forhold i Norge og høstede megen tak for mine ord, som jeg syntes maatte falde saa tarvelige ovenpaa, hvad vi havde hørt i formiddag. Men folk her er nu saa glade i Norge og nordmændene.