Danmarks Breve

BREV TIL: Laura Zahrtmann FRA: Kristian Zahrtmann (1868-12-01/1868-12-31)

Til Moderen. Julen 1868.

Du siger mig, Moder!, jeg husker ej ret,
Naar om gamle Dage jeg melder,
At tidt jeg har hørt, hvad jeg troer seet;
Men sig mig, Moder!, det er dog ret,
Naar vor første Fryd jeg fortæller;

Naar grant jeg mindes, en Dag jeg laa
I Vugge som ganske lille,
Saa mange Farver jeg flyve saa,
Røde, gule, grønne og blaa;
Ej vidste jeg, hvad de vilde.

s. 14 Hvad selv jeg vilde, jeg vidste ej,
Thi stille stod end Forstanden.
Det Seete fandt ej til Tanken Vej,
Ej Livets Alvor, ej Livets Leg.
Kun atten Tommer var Manden.

Stille laa jeg af Søvne vakt;
Du kom for at se til Nusset,
Som kendte end ej Din Kærlighedsmagt
Og Dine Fødders letflyvende Takt,
Men laa kun i Vuggen og blussed.

Du kaldte paa mig med Stemme sød,
Du løfted mit Vuggeklæde.
Din Kind blev mere og mere rød,
Og da jeg saa Dine Farvers Glød,
Da fødtes min første Glæde.

Min Moder! Du havde hurtigt seet,
At jeg sandsed, og det Dig fornøjed.
Din Glæde drog min, ret som en Magnet,
Og strax vi følte, at vi vare Et,
Mens jublende duggedes Øjet.

Ved denne befrugtende Dug blev vakt
En Spire i Barnets Nemme,
Saa at det skimtede Formens Magt
Og Farvens underfuldt dejlige Pragt
Og søgte det vel at gemme.

Du skulde, Moder!, kun hos mig staa
Altid, som da jeg var lille,
Saa kunde Du fremtrylle Billeder smaa,
Røde, gule, grønne og blaa;
Saa vidste jeg, hvad jeg vilde.

Kristian.

s. 15 TITELBLAD TIL ET MUSIKHÆFTE: »BORNHOLMSKE MELODIER«
Tegnet 1883 under K. Z.’s første Ophold i Civita d’Antino