Zahrtmann, Kristian BREV TIL: Zahrtmann, Laura FRA: Zahrtmann, Kristian (1872-01-23)

K.Z. til sin Moder 1872 23/1:

I Søndags laa Landt hvidpudret i Christian VII’s Dragt i Sofaen og sprættede. Udenrigsministeren kom for at se mit Billede, blev ilde berørt ved at se Kongen paa Kompositionen ligge saaledes, mindede s. 146om, at han var Enkedronningens og Prinsesse Carolines Bedstefar. Jeg svarede, at jeg nødigt vilde saare nogen, men Chr. VII var helt given Historien i Vold, Situationen var betegnende for ham og undskyldte Dronningens Brøde, som jeg af al Magt vilde undskylde. Han spurgte saa om, hvorledes jeg havde syntes om Stolene paa Amalienborg, saa Studierne derfra, som han syntes godt om, gav mig Lov til at male der, naar jeg lystede, og gik saa med en Undskyldning for Forstyrrelsen. – Jeg fandt [idag] ved min Hjemkomst en Mand i Mørke i Forstuen, han spurgte, om det ikke var Hr. Zahrtmann, han vilde bede om at se mit Billede, skøndt han ikke kendte mig. Jeg bad Professoren gaa indenfor, det var Carl Bloch. Han gav sig rigtig til al passiare med mig, udtalte sig meget velvilligt om mine Billeder, roste Kompositionen meget, dadlede Tegning og Maling i adskillige Studier, beundrede mine dejlige gamle Møbler og var Elskværdigheden selv. Ved det Besøg, et af de kæreste jeg kunde faa, var jeg rigtig glad. Han bad mig besøge sig med det Første, inden hans Billeder kom bort. Han havde hørt Tale om mit Billede fra et Selskab hos Rosenørn i Søndags, hvor Kunsthistorikeren, hans Broder, havde været, og Ver-ten havde yttret, at det var Skade for den unge Mand, at han valgte sine Motiver saa modsat Folks Smag og saa lidet tiltalende.

Jeg sad saa med min Model, da Kammerjunker Nægler kom ganske bekendt, mere trængte sig frem end trak sig tilbage og vilde gjerne se Billedet, som han havde hørt omtale hos Rosenørn. Nægler løber nok rundt ved Hove med Nyheder fra Kunstens Verden. Han roste Billedet groft, fandt det saare »engterressangt«, mig yderst talentfuld. Han pegede med Stokken paa Dronningen og Struensee: »Engter-ressen ligger der, Kongen, ja Kongen burde vist være mere mena-geret, den Stilling vil man ikke finde kongelig.« – »Nej, men jeg tror, at Kongens Taabelighed just er en Undskyldning for Dronningen.« – »Jeg mener, at hun er skøn nok til at engterressere i og for sig, og De vil dog gjerne, at Folk, naar De maler, skal synes godt om Dem.« »Nej, jeg vil, at de skal synes godt om Dronningen«. – Saa beundrede han Møblerne, roste alt i Flæng, Chatollet pragtfuldt. Næsvis var han ogsaa lidt, thi han aabnede udenvidere Skabet, gav en fornem Pote, et Nik til Modellen og fritog for at ledsage ud. Jeg troer snart, at hele Hoffet ved, at Dorthe Biehl er »engterressant« …… Det er sandt, Nægler spurgte, om Billedet skulde paa Foraarsudstillingen, jeg sagde ham, det skulde paa Industriudstillingen. »Saa kommer det Verden rundt«, behagede han at sige.