Danmarks Breve

BREV TIL: Mads Kofoed Zahrtmann FRA: Kristian Zahrtmann (1876-09-14)

K. Z. til sin Broder M. K. Z. i
Sorø
. Siena1876 14/9:

Som gammel Soraner kommer jeg idag til Dig forat byde Dig velkommen i det skovkrandsede Sorø og forat opfriske gamle Minder om, da jeg sled Bænkene med mine Buxer og omvendt, da jeg var med at klage over Negerkødet (det grønsaltede om Fredagen), da vi vandrede i store Skarer til Stationen om Aftenen, og da Erreboe og tildels Harhoff drev det saa vidt i at gaa paa Hænderne, at de foretrak den Maade at spadsere med os andre paa. Det var en prægtig Tid, jeg tilbragte i Sorø, og selv om den engang imellem var mig trang, fordi jeg altfor meget savnede dem hjemme, saa var jeg ikke kommet til København, før jeg straks følte, hvilke dejlige Aar det havde været, hvorledes de havde udviklet mig stærkt; og siden da tænker jeg stedse med stor Glæde paa dem.

Jeg troer, Du er kommen ene dertil fra Rønne; jeg havde den Fordel at have Vilhelm Meyn med mig, og vi to blev saa puttet ind i det Værelse, der er længst tilvenstre ud mod Rektors Have. Det kunde være godt nok til os to Bornholmere, som Ingen kendte, og vi har tilbragt mange behagelige Timer der sammen, skøndt vi vare meget for- s. 228 skellige. Vi holdt gensidigt meget af hinanden, og paa ganske enkelte smaa Stridigheder nær har vi altid været udmærket gode Venner, og han har tidt og ofte lettet mig Byrden af min store Hjemve.

Jeg savnede meget Familielivet hjemmefra, skøndt jeg var saa heldig strax at lære nogle Familier at kende, fremforalt Forpagter Graves, hvor jeg var hvereneste Søndag, og senere ogsaa Ingemanns og i Ferierne Grev Holsteins. Derimod ved jeg godt, at jeg ikke holdt saameget af at omgaaes Kammeraterne, og ligesaasnart jeg kom til København, saa jeg ogsaa, at det var galt af mig at have omgaaedes disse saa lidt, og at jeg derfor havde vanskeligt for at søge Omgang med andre Studenter, hvilket jeg dengang gerne vilde. Naa, jeg slog jo snart ind paa en hel anden Vej, og det meget Arbejde, jeg herved fik, hindrede mig baade i Samlivet med Kammerater og de Familier, jeg kendte i København; og senere søgte jeg naturligvis en hel anden Kreds. Imidlertid kan jeg endnu fortryde, at jeg kun staar i ringe Forhold til de samtidige Soranere.

Om Lørdagen havde vi Klubaftner, vi samledes saa alle efter Theen, hver havde sin Pibe undtagen jeg, der blev af og til læst højt af Dickens, Shakespeare eller Erik Bøgh, men helst naar Nogen af os selv havde skrevet noget, og efterhaanden var det altid selvlavede Ting. Vi havde dengang Niels Engberg, han var uforlignelig i at digte og vakte altid umaadelig Begejstring; men ogsaa Olsen, Pingel, Brandt, Bojesen og andre skrev, og jeg selv var ogsaa ofte med. Jeg troer, at det var en udmærket Beskæftigelse, og jeg var ogsaa dengang meget begejstret for vore Lørdagssold. – Vi holdt forskrækkelig meget af Rektor Bojesen, skøndt han ikke var god at spøge med. Ellers havde vi Hejserne, Gad, Frimodt, Corfixen, Hejberg og Overkrigskommissær Prehn.

Der er kun Faa, der komme fra et saa lykkeligt Hjem som os, der har faaet et saa godt Exempel og en saa omhyggelig Opdragelse. Derfor er det ogsaa saameget mere vor Pligt at bære over med de Svagheder, vi nødvendigt engang imellem føler hos vore Jevnaldrende, og Du kan tro, at har vi disse Fortrin, saa har ethvert Menneske sine, og af de fleste kan vi lære meget godt. Da jeg kom til Sorø, var det første store Fortrin hos mine Kammerater, der greb mig, det at de Arm i Arm syngende vandrede i store Skarer sammen om Aftnen. – Jeg kunde ikke synge og vidste hjemmefra neppe, hvad Musik var; men jeg ønskede inderligt at kunne blande min Stemme med deres, og jeg har saa hemmeligt kunnet græde, naar de andre sang, saaledes rørtes jeg over det Skønne i Sangen. Der er intet Middel, der mere binder unge Mennesker sammen, end Musiken og Sandsen derfor; den aabner Hjerterne og indvirker i mange Retninger. Men denne Sands mangle vi saameget, og vi maa derfor søge at afhjælpe det, dels ved at søge at udvikle den ringe Sands, vi har, – det lader sig gøre, – dels ved at søge at slutte os til Kammeraterne tiltrods for Manglen af dette Bindemiddel......

s. 229 FORARBEJDE TIL DET I SIENA PAABEGYNDTE, MEN ALDRIG FULDFØRTE BILLEDE: SAMSON OG DALILA«. 1876
(H. Chr. Chr. Nr. 194)

s. 230 PIETRO KROHN: PORTRÆT AF KRISTIAN ZAHRTMANN
I Italiensk ABC. 1870

s. 231 K. Z. blev omkring 20. Okt. ved Telegram fra Pietro Krohn anmodet om strax at komme til Rom, hvor de nysankomne og nygifte Otto Haslund og Hustru var heftigt angrebne af Tyfus. – Samson-Billedet blev opgivet, om det var Pietro K. eller K. Z. selv der kasserede det, vides ikke. Et Minde om Maleriet, rimeligvis et Udsnit af det kasserede Lærred, bevarede K. Z. Det er den her gjengivne nøgne mandlige Figur, hvis Type og Omgivelser passer til Beskrivelsen af Maleriet (H. Chr. Chr. Nr. 19b). Dette Billede solgtes først paa Auktionen efter K. Z.’s Død.