Danmarks Breve

BREV TIL: Jacob Lindegaard FRA: Kristian Zahrtmann (1877-08-18)

K. Z. til Dr. J. Lindegaard. Saracinesco1877 18/8:

..... thi dengang jeg tog herop i denne Ørnerede, tog jeg omhyggelig nok alle ubesvarede Breve med mig i den Tanke »deroppe imellem Sabinerne hvor Præsten er den mest videnskabelig dannede og s. 243 har læst at vi i Danmark bruge Kameler som Husdyr, vil Du kede Dig saa morderlig, at Du vil blive dydig af Kedsomhed og af de lange Dage og virkelig faa svaret paa Et og Andet« – men saa har Skæbnen villet at Signor Ettore (Hektor), en udmærket elskværdig meget dygtig italiensk Maler, svang sine straalende Vinger og netop dalede ned her to Dage efter at jeg var kommet og at han bliver her hele Somren, og da vi stadigt er sammen, naar vi ikke male, har jeg maattet sande Dine Ord om den »forbandede Vanskelighed«; – for jeg ved ikke om Du fra gamle Dage kan huske min Skrøbelighed for de Mennesker jeg synes godt om. Vi er stadigt sammen, naar vi ikke male, har nu snart været her to Maaneder og kende saaledes godt hinanden. Han er kun 22 Aar, men da han er Italiener vil det omtrent sige 34 som jeg, og Folk ere tilbøjelige til at tro ham ældst; han er en fattig Enkes eneste Søn, og underholder sin Moder i Rom. Vi øve os i alle Dyder, i at male godt, spise med Maadehold og være taalmodige mod vore Modeller, hvilket sidste nok kan behøves. Byen er af Omfang mulig mindre end Kongens Nytorv, skøndt den tæller 600 Sjæle, men Du gør Dig ingen Ide om, hvormange Italienere der bo sammen i en Stue og hvor usle Lejlighederne er. Det Hele er taarnet op paa Spidsen af et Bjerg, og naar man nærmer sig her op imod, er det vanskeligt at skelne Byen fra selve den golde Klippemasse. I de allerfleste italienske Landsbyer er der skønne Porte, Paladser og Kirker – her er neppe Spor af Arkitektur – efter alt dette forundrer Du Dig vel over, hvad der har lokket os herop – her findes en eneste Urtepotte med to usle grimme Blomster i, en Balsamin og en Ipomæa, hvis heterogene Natur tager sig forunderligt uskønt ud. – Men det er for Modellernes og Luftens Skyld vi ere komne. Den nøjsomme Befolkning er overordentlig skøn, og Luften har en klingende Friskhed som er overordentlig velgørende. 6 Mil borte, dybt nede paa Roms Campagne ligger Peterskirken omgivet af den evige Stad – Tiberluften hviler derover og hver Morgen i denne Tid ser Campagnen ud som et stort Fad tyk Mælk, der har staaet saa længe at den er bleven arret og meget gul, af og til rager Peters Kuppel lidt op derover, som oftest ikke – og under os her i Sabinerbjergene ligge smaa Skyer hist og her og hvile sig i Skyggen i Dalene indtil Solen kommer og byder det Hele at vandre bort. Men inde i Rom er Himlen stadigt gul, og her er den saa fint blaa som hjemme i Efteraarsdagene og langt borte blinker Middelhavet.... Vilde jeg nu ogsaa fortælle Dig om Modellerne blev jeg aldrig færdig – jeg haaber at kunne vise Dig noget deraf, naar Du med din Viv vil s. 244 tage ind at se Foraarsudstillingen, idetmindste har jeg et Billede som ikke mangler saameget i at være færdigt – det er som alle mine Billeder her, jeg har tre, som jeg vil gøre færdige, en Moder med sit Barn...... Af vor fredelige Ro blev vi forledendag vakte paa den uhyggeligste Maade. En Mand havde benyttet en andens Svinesti og skyldte ham 7 mk derfor; derover havde der i længere Tid været Uenighed, skøndt den Unge afgjort havde Uret i at foreholde den anden Pengene. Den Gamle kom og krævede ham, den Unge tog sin Riffel og skød ham udenfor sin Dør. Her blev strax Alarm, den afdødes Kone istemte strax de her brugelige Grædesange, rev sig i Haar og Barm og hylede den hele Dag undtagen naar hun med Nabokonen pludselig regnede ud hvad hun havde at leve af – hun har det ikke daarligt i pekuniær Henseende. – Liget laa til næste Morgen – et helt Døgn – til Retten kom – midt paa Byens Gader; saa kom Karabiniererne og den Retsforfølgelse, her er, er latterlig daarlig paa samme Tid som noget oprørende. Jeg spiser hos Skolelærerens og deres Barn var Morderens Gudbarn, hvilket her er nærmere Slægtskab end til Sødskende – Karabiniererne spiste ogsaa der, men – Morderen laa der om Natten!! – Igrunden blev der Intet gjort for at tage ham, da Straffen var mindre, hvis han selv angav sig, vi vidste godt hvor han var og Saracinescanerne gik ud forat tale med ham. Han kunde paa den Maade gøre hvad han vilde, f. Ex. plyndre sig frem. 3 Dage efter gik han til Tivoli forat angive sig. Da jeg kendte begge Paagældende kan Du tænke, hvor uhyggeligt det var. Nu er her igen Ro......