Danmarks Breve

BREV TIL: Laura Zahrtmann FRA: Kristian Zahrtmann (1882-06-09)

K. Z. til Moderen. Kjbhvn.1882 9/6:

Du har mulig i Morgenbladet læst et Par slemme Kritiker, der har været over min Udstilling i Wien ..... har Du læst dem har de vel snarest gjort Dig ondt, ..... I Virkeligheden skade de mig neppe paa nogen Maade, de har interesseret mig at læse og jeg har sagtens lært deraf, ialfald synes jeg, at der er meget sandt deri, og hvad der er det Vigtigste, jeg har lovet mig selv, at om der forundes mig Liv og Kræfter, skal Bedømmelsen af min Virksomhed nok blive bedre til næste Wienerudstilling. Vist er det, at jeg saagodt som Noget er sikker paa, at jeg arbejder fuldstændigt i rette Retning og hvis jeg som sagt blot maa faa Lov at virke en Tid endnu, saa skal jeg pænt kunne fylde min Plads i Livet og bidrage om kun en lille Smule til Fremgangen mod hvad der er sandt og godt. Se derfor er det, at en saadan Kritik sætter mig i godt Humør, og at det jubler i mig, naar jeg først har gjort Kritiken til min Ejendom..... Jeg har alt klaret mig, at om der bliver en Wienerudstilling i 92 og Kritiken da skal være meget mere rosende, saa vil jeg ikke være saa glad derover, tvertimod vil jeg ærgre mig dobbelt ved Fejlene i mit Billede og være forknyt over, at Publikum ikke har Dannelse nok til at se dem..... Maler Dronningen der sidder og døer og i disse Dage en magnifique Opstilling af Sølvtøj. Hendes Valgsprog: dieu mon espoir, staar i Alt, i Sølvtøjet, Dugen, Bogen, paa Stolesædet, i Viften, thi saa er det i Livet, at netop de Durkdrevneste giver sig den frommeste Mine. Ved at beskæftige mig med hende staar stadig Leonora Christinas Billede ved Siden af og Forskellen er enorm. Netop gennem at give os saadanne Sidestykker virker Historien ...... Her hvor Døden er saa rædsom, gælder det at føre Tanken ud i sine Konsekvenser. Derfor lyse ogsaa Diamanterne paa hendes Hoved mere, da Øjnene er brustne og fiskeagtige..... Det er en mageløs Ting at arbejde for fuld Kraft og uden nogensomhelst Gêne.....Igaar gik jeg et langt Stykke med Udenrigsminister Rosenørn; han var saa glad over at jeg gik lige til Rom, der var Kilden, og ikke til Paris, der var Moden, – en Udtalelse der forbavsede mig fra den Kant......

Angaaende den ovenfor omtalte Kritik, findes en saadan i Morgenbladet for 26/5. Del er Oversættelse fra Wiener-Bladet »Montags-Revue«. – »Danmark har trukket s. 306 sig tilbage i sig selv og har indenfor denne snævre Kreds ikke kunnet bringe det til noget større Syn paa Kunsten.» Blochs Billeder fejes grundigt af, derefter følger: »Inde paa en afskyelig Afvej træffe vi endvidere Kr. Zahrtmann, en dygtig Kolorist, der imidlertid i Valget af sine Motiver er mere end uforsigtig. Han kaster sig med Forkærlighed over Fremstillingen af fedtsvedende Figurer, sande Tran-Fruentimmer; man kan ved det blotte Syn af hans Billeder faa sin Mave spoleret. Del modbydelige i Maleriet: Fra Roms Forfaldstid, kan undskyldes med det valgte Motiv – hvad undskylder Motivet! – men ud af Romeo og Julie, det mest poesirige af alle Shakespeares Dramaer, at male en saadan Scene mellem Julie og Ammen – hvilken Amme – Gud se i Naade til os – dertil hører der en Forskruethed som vi maa beklage er forenet med et Talent, som det der har kunnet skabe denne Julie.« – Man maa huske paa at Østerrig-Ungarn paa den Tid dyrkede og forgudede Maleren Makart som det vidunderlige Geni. – Forøvrigt foreligger der andre og mere forstaaende kritiske Udtalelser om den danske Kunst i Wien, men heller ikke disse er særlig gunstige mod K. Z.