Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Zahrtmann FRA: Kristian Zahrtmann (1883-03-16)

K. Z. til Søsteren Elisabeth E. i
Kjbhvn.
Rom1883 16/3:

.... Her har Pietro Krohn været i ti Dage, han kom med Jul. Lange. J. L. og jeg havde to brillante Dage med hinanden. Det er morsomt at se Lange fri for det daglige Tryk af meget smaa Kaar og en stor Familie. Han vaagner op, udvider sig og bliver igen den han egentlig er. Igrunden har jeg i de senere Aar mere og mere tabt Interessen for ham. Han har faaet noget embedsmandsagtigt, en vis Flegma, noget Forsigtigt og Beregnet har lagt sig udenom ham. I gamle Dage, naar s. 327 vi var til Gilde, saa laa han gerne under Bordet saadan fra Tolv af, trak mig i Benene, hvilket gjorde, at jeg, kilden som jeg er, sprættede, og Bollen afsatte smaa Kaskateller over Stolene og Genboernes Knæ, og saa proklamerede han Frihed, Lighed og Broderskab. Men det er vel tolv Aar siden. Her er han igen ung; det var med stor Ærbødighed han den første Dag var rundt at hilse paa alle de hellige Steder. De havde rejst forceret herned, og han kunde ikke sove om Natten i Wagonerne. De kom her 5½ Morgen, og han strax ind i Peterskirken. Derfra mange Steder, og vi fulgtes i lang Tid, medens Krohn hvilede. Intetsteds kunde han tøve, overalt var der en ny Ven i lidt Frastand, der skulde hilses paa; der var Forum, Kejserpaladserne, Kapitol, Vestatemplet, Palazzo Farnese, Cancellerit osv. osv. Kl. sex Aften fulgte jeg en stønnende og dødstræt Mand op ad Hoteltrapperne og paa Hoved iseng. Saa sov han i elleve Timer, og næste Dag nød vi mange af Vatikanets Herligheder med hinanden. Det er en stor Glæde saaledes at se Ungdommen endnu hos Ens Venner, og jeg er umaadelig glad over, at det ser ud til, at han kan blive her en lille Stund.... – Tænker at tage med Skovgaard, med en Dag i Ankona, Paaskedag i Loretto ved Festen for den meget hellige Madonna, over Pesaro til Rafaelsfesten i Urbino 28/3.... saa drage vi en Fodtur med Æsler til Gubbio.... Maler fortiden paa en Præst i Maria in Angelis hos de skikkelige Kamaldulensermunke. Der konverserede en ung dristig tysk Dame mig igaar: »Verstehen Sie deutsch!« – »Ein wenig.« – »Ach, ich finde diese Ecke so schön. Wie eine magnifique Wirkung des Lichtes. Wie schön diese Säulen. Ah, ich versichere, ich finde es wunderbar schön, ... verstehen Sie mich?« – »Hinlänglich.« – Saa tøflede Grazien af...... [Billedet fra Kirken Maria in Angelis sendtes hjem til den i Sommeren 83 ved Charlottenborg afholdte nordiske Kunstudstilling (H. Chr. Chr. Nr. 277). Til Foraarsudstillingen var alt Frugtbutiken (se Brev af 12/1 83) hjemsendt.]

Efterfølgende Skildring af den mislykkede Rafaelsfest i Urbino sendte K. Z. til »Ude og Hjemme«, og Joakim Skovgaard føjede den atter her medtagne Tegning til. Begge Bidrag findes i Nr. 289, 15/4 83.

s. 328 FESTEN FOR RAFAEL

Lykkelig Rejse, mine Herrer, og glædelig Fest. De vil i Urbino finde en skøn gammel Stad.« Med denne Hilsen af vor Vertinde var min Rejsefælle og jeg sprungne op ovenpaa den store Rejsevogn.

Solen skinnede, Kusken smeldede med Pisken og Vognen sprængte afsted, idet Pesaros Beboere, der havde samlet sig i tætte Skarer for-at se Folk drage til Festen, mere eller mindre hastig veg tilside, og Pigerne nysgerrig kigede ud ad Vinduerne. Det var Festen i Urbino, Rejsen galdt, og Humøret var glimrende. Vore fire vistnok temmelig almindelige Postheste forekom os som fire vælige Gangere, det gammeldags messingbeslaaede Seletøj tog sig fornemt ud, og Italienernes velklingende Latter lød ud af den tætstuvede Vogn. Vi drømte os tilbage til Rafaels og Montefeltrernes Tid, vi vidste, at deres gamle Slot stod der rigt og pragtfuldt som for fire hundrede Aar siden, et af de stolteste Paladser, Italien har at fremvise.

s. 329 Vi vidste, at Rafaels tarvelige Barndomshjem stod ved Siden af. Hvilket af de to Steder, der vilde være os kærest, vidste vi ikke, men vel at vi glædede os til at vandre paa de Steder, hvor han havde færdedes, se al den skønne Arkitektur, som han sikkert mange Gange havde beundret i det store Slots Korridorer og Sale. Vi havde Intet imod at føle os sat tilbage til det glimrende Hof, der havde samlet en saa herlig Kreds af udmærkede Personligheder omkring Aaret 1500, og hvis Fyrstehus selv søgte at overgaa sine Gæster i Intelligens og Dannelse. Elisabeth Gonzaga og Montefeltrerne syntes os igen at faa Liv, vi saa hvor herligt .... Men saa kom der en lille Draabe, saa en til, saa en Bløde, og Paraplyerne maatte frem. Skyerne havde samlet sig vester-fra, og store Skybunker havde lejret sig hist og her ved Siden af de spidse Klippetoppe og laa og lurede paa os. Vi holdt den første Bløde ud, der kom lidt Tørrevejr, saa atter en Bløde, alt mens vi haabede paa Solskin. Vi sneglede afsted, vore Gangere havde tungt Læs. Hver Gang Regnen lettede, kom der Haab, ja Elisabeth Gonzaga kom igen et Øjeblik frem. Vi naaede Urbino, der laa stolt og skønt paa de sky-omlejrede Klipper. Vi kørte ind og holdt virkelig under det høje Slot. Sortklædte Herrer med hvide Halsbind og Handsker tog imod os, anviste os Bolig og præsenterede os for Præsidenten for Festen. Overalt var der Travlhed, overalt blev der dog meget Lidt gjort, da Alt ligesom var lammet ved de mange Dages Regn og Udsigten til, at Festdagen ikke vilde blive bedre. Alt var lukket, Slottet, Rafaels Hus, og paa Akademiet vare Billederne tagne bort for at pynte ved Festen. Vi gik rundt i Gaderne ; Slottet saa dejligt ud, men alle de regntunge Flag gav hele Byen et Tungsindighedspræg. Haabet beskæmmer Ingen, og vi haabede paa godt Vejr Dagen efter paa Rafaels fire hundrede Fødselsdag. – Den 28de Klokken fem om Morgenen blev der affyret tre Kanonskud. De lød underligt uden Spor af drønende Genlyd ud i den stille og stærke Regn. Lidt efter hørte vi Lyden af en lille Klokke under vore Vinduer, og vi saa Genskinnet af Lys. Man bar Sakramentet til en Syg. Vi vare hurtig paaklædte og ude. Alt var endnu tungere end Dagen i Forvejen. De mange ventede Gæster udeblev, og det var meget mørkt. Vi gik op til Rafaels Hus. Det stod saa stille uden Spor af Smykke. Vi gik ind. Hist og her stod en Urtepotte med en grøn Plante, ellers var der Intet, der tydede paa Fest. Der var en højtidelig Stilhed, vi vare de Eneste som gæstede det. Kobberstik efter hans Billeder hang paa Væggene og mindede om, hvad han havde tænkt og gjort. Paa en af Væggene havde hans Fader malet en smuk Madonna. s. 330 Det var, som var der en stille Sorg paa det Sted og i den By, hvor vi havde ventet en glimrende Fest. – Klokken tolv samledes man paa Slottet. Vi kom gennem skønne Gange og Haller ind i den overmaade store Riddersal. Ja, der var lavet til Fest. Men havde der været trist udenfor, var der det næsten mere inde. Thi hele det stolte Rum var blevet overdrapperet. Istedetfor ædel Renaissance var det Hele fra øverst til nederst beklædt med Stoffer, Fløjl, Flor, Reps, Glitterguld, Agréments, saa uægte som vel muligt. Ved en Sidevæg stod Rafaels Barnebuste, omgiven af røde Drapperier, hvori Guldstjerner. Over ham svævede en virkelig udstoppet Ørn, der i sine fortørrede Kløer holdt en stor Krans, ikke af Lavrbær, men af prunus laurocerasus, og denne Krans var sammenbunden med en Sløjfe af Guldblik. Om Soklen, hvorpaa Busten stod, var der hængt en Krans af Tøjblomster. Alle Salens Lunetter vare beklædte med forskelligfarvede lyse Flor, der vare strammede sammen i Folder, og paa de store tøjbeklædte Vægflader var der anbragt Tavler med smagløse Indskrifter til den »guddommelige« Rafael. Ja, selve Loftets Hvælvingsribber var beklædte med brune og gule Agréments. Saaledes var hele den store Renaissancehai i Dagens Anledning klædt i uægte ækel Flitter, og de enkelte Stykker af skønne Kapitæler og Kaminer, som stak frem i dette Varelager, fremhævede kun, hvor lavt vor Tid staar i kunstnerisk Henseende, sammenlignet med hin glimrende. Hs. Excell.Minghetti holdt Talen. I et umaadelig langt, udmærket godt Foredrag, hvor han klogeligen holdt sig til Historien, gennemgik han Aar for Aar Rafaels Liv, idet han af og til lod et Strejflys kastes ud over andre af Tidens mest fremragende Mænd, navnlig over Julius den Anden, Savonarola, Bramanti og Michelangelo. Ligesaa historisk gennemgik han Rafaels Arbejder, dvælede ved hvert enkelt og indlod sig dog meget lidt paa Detailler. I Italien har jo i Aarhundreder Veltalenheden været dyrket mere som Kunst end i noget andet Land, og man følte hele Tiden, at der virkelig blev præsteret noget Udmærket. Man maatte kun tage sig i Agt for at lade Blikket gaa ud i Rummet, hvor det overalt fandt Smagløsheder. Efter Talen skulde der have været Procession til Rafaels Hus, men en øsende Regn hindrede det, og forskellige Laug stod der med deres Faner og store Kranse af prunus laurocerasus, som de ikke fik Brug for. Der indløb Telegrammer mange Steder fra, thi Manges Tanker vare selvfølgelig rettede mod Urbino den Dag, men Faa drømte om, hvor trist Dagen var i den store Rafaels Fødeby, (Urbino 28. Marts 83.)