Danmarks Breve

BREV TIL: Pietro Købke Krohn FRA: Kristian Zahrtmann (1883-09-29)

K. Z. til Pietro Krohn. Civita d’Antino1883 29/9:

Skøndt det er saa kort siden, jeg sidst skrev, vil jeg dog sende Dig et Par Linjer. Fra Jerndorff hører jeg, at Du har mistet Din Fader, og at Du tager Dig det saa overmaade nær. Jeg synes, at man maa ikke sørge, naar et langt Liv er tilendebragt med Hæder, og naar Døden har forhindret flere Lidelser fra at komme. Jeg husker saa tydeligt mine egne Følelser, da min Bedstemoder døde.... Jeg kunde ikke tænke mig os uden hende og syntes næsten, det vilde være det sørgeligste, som kunde ske, hvis hun pludseligt døde. Det skete, men Sagen stillede sig helt anderledes, end jeg havde tænkt.... [Bedstemoderens Begravelse skildres, som Side 69-70.] ...

Jeg har ofte tænkt paa det Underlige heri, er mere og mere tilbøjelig til at anse de Sorger, der komme til os udvendig fra, for temmelig ubetydelige; det er os selv, der skaffer os dem paa Halsen, der nage. Siden Bedstemoders Død har jeg levet meget sammen med hende i s. 355 Mindet, og det gør jeg endnu; det kan Ingen tage fra os, og det bliver renere og mere luttret, alt som Aarene gaar. Endnu uddrager jeg ikke sjeldent Lærdom af hvad hendes Liv har været for mig, og ofte er det nye Lærdomme, udviklede gennem det aldrig afbrudte Samliv med hende. – Se noget Lignende synes jeg ogsaa Du maa føle ved Din Faders Død. Først maa Du da være glad for, at han ikke skulde lide mere. Dernæst har han da omtrent fulgt Dig og sine øvrige Børn, saalænge som det ret godt var muligt, og endelig synes jeg, at Du maa være saa umaadelig glad ved at vide, at Du selv baade ved Dit Ægteskab og ved Marios Fødsel har skaffet ham de allerbedste Glæder paa hans gamle Dage, Noget som han med fuldt Liv gik op i. De to Gange jeg fulgte hjem med ham fra Jer i Valby ifjor, tog han mig ved Armen omtrent ud for Frihedsstøtten forat forklare mig, hvilken Engel Emilie var. [P. K. ægtede 1881 Emilie Bull.] Naar han saa havde sat mig meget godt ind i Sagen, saa han vistnok selv, at han havde talt sig varmere, end det stemmede med hans Vane. Han afbrød saa sig selv med at sige : » De maa ikke tro, at jeg mener saadan af og til at finde Engle mellem os. Men Emilie er det virkelig. Og saa Drengen, sikken en flink Dreng.«

Ja selv holdt jeg overmaade meget af den gamle Mand, fandt mere Perlen end Englen i Din Hustru, – det Udtryk har jeg ogsaa hørt ham bruge. I gamle Dage maatte jeg jo af og til tage ham i Forsvar mod Dig, naar Du blev for slem imod ham. Da kendte jeg ham saa lidt, vidste blot, at Du lignede ham overmaade meget, – for ligesaa reaktionær det er Du –, tog igrunden Dig selv i Forsvar imod Dig selv. Ved at blive ældre forstod jeg meget bedre Din Fader, lærte ham ogsaa noget bedre at kende, men da behøvedes intet Forsvar mere. Jeg synes, at Du og Dine Sødskende maa erkende, at det er godt, som det nu er, og at J, naar den første Smerte er dulmet, maa se paa Eders Liv med ham som paa en stor Lykke, der har været Jer forundt. Selv tæller jeg Kendskabet til ham som en Perle paa Snoren.

Jeg beder Dig, bring Din Hustru og Søn en venlig Hilsen fra mig. Hils Peter Købke, Din Søster og Johan med Hustru. Jeg tillader mig at takke Eder alle for det smukke Indtryk, jeg har af Eders Fader. Tak ogsaa for den Gæstfrihed, jeg har nydt i Dit Hjem, hvis hyggelige gammeldags Præg, hvis Samlinger, Kobbre og Studier, Oljelampe og Ølkrus aldrig skal gaa mig af Minde. Egentlig synes jeg, at Du, der har en ung Krohn i Eje, har faaet den rigeste Erstatning for Din Faders Liv.

Ja siden jeg sidst skrev, har jeg Intet oplevet, Dag er gaaet som Dag. Dog da jeg idag sad ved mine Drenge udenfor Kirkedøren, kom en s. 356 gammel Mand, som ikke havde set Billedet før, og stillede sig bagved mig en rum Tid. Saa tog han Hatten af og blev staaende. Saa gik han hen ved Siden af mig, stak sit ene Ben ind imellem mine, satte sig halvt paa mit ene Knæ, bøjede sig ned mod Billedet og gav det un bel bacio. Jeg blev helt rørt og synes, at Billedet ligesom har faaet sin Indvielse. [Denne Oplevelse omtaler K. Z. i flere Breve, men i de efterfølgende Erindringer fra hans første Ophold i Civita har Mindet forskudt sig. Han sætter den i Sammenhæng med Maleriet de kalkbærende Piger.] – Her er meget mindre ensomt, end jeg havde troet. Uden Dansktalende, uden dannet Selskab, uden Lekture – jeg faar Tiden herligt til at gaa, ja jeg har altfor lidt af den. Jeg tænker meget mere paa mine Venner paa denne Maade, og jeg sander dagligt, at Livet med Mindet om dem i mange Maader er fyldestgørende. De selv kan tages fra mig, de er skrøbelige Kar, som kan modtage en og anden uheldig Bule, Mindet bliver skønnere gennem Frastand og Aar.

Jeg forstaar saa godt de Philosofer som sagde, at hele den virkelige Verden kun er indbildt, og at kun den indbildte er virkelig. De arme Stakler, de arme Mænd, som ingen Følelse har for dette. Det er mod dem at Øhlenschlægers Morgenvandring er rettet. Ak jeg som forleden kom til at sige til Viggo Pedersen, at Oberst Sinclair dog var det bedste, Øhlenschlæger havde skrevet, og saa er den af Storm. Blot Ø. ikke har vendt sig i Graven ude paa Frederiksberg – den var noget brøstfældig. Endnu engang mine bedste Hilsner. Din heng. Kr. Z.