Danmarks Breve

BREV TIL: L. Zeuthen FRA: Kristian Zahrtmann (1883-12-17)

K. Z. til Overretssagfører L. Zeuthen i
Kjbhvn.
Civita d’Antino1883 17/12:

[Forud for efterfølgende Svar ligger et Brev fra L. Zeuthen angaaende Kjøbet af Maleriet Sofie Amalies Død, som en Kreds af Kunstvenner efter hans Forslag vilde skænke til Galleriet. Dette Brev fra L. Zeuthen existerer nu ikke.] ... Hjertelig Tak for Deres Brev! Jeg modtog det for mindre end en halv Time siden. Jeg tager med Glæde og i Taknemmelighed mod Tilbudet – dog har jeg en bestemt Betingelse at gøre: De maa først være sikker paa, at Galleriet modtager Gaven og ophænger Billedet. Jeg beder Dem altsaa først hos Formanden – Udenrigsministeren – at høre Dem for. Alt for mange Aar siden kom der et lignende Tilbud til mig om at købe L. C. der gik ud af Fængselet og give Galleriet det. Da satte jeg mig derimod navnlig fordi jeg var bange for, at Galleriet ikke skulde bryde sig derom. Men Tiden har gjort, at jeg i denne og andre Henseender ser anderledes paa den Slags Ting. De behøvede ikke at finde paa saa mange Grunde for at overtale mig, thi jeg var ikke kommet langt i Deres Brev, før jeg begyndte at føle mig glad over Sagen. Naar jeg har set slige Tilbud blive gjort Andre, har jeg altid syntes, at det var en Ære for dem, hvorfor skulde jeg saa ikke selv tilsidesætte Betænkeligheder, der kun komme frem, fordi Sagen handler om En selv. Der er og bliver kun den Ting, at der temmelig sikkert er Folk med, som kunne føle et Tryk ved at undvære den givne Sum, jeg kan saa godt forstaa det, men jeg haaber saa og er næsten vis paa, at deres Glæde over at være med kun derved bliver større. Jeg takker Dem og alle de Andre meget, jeg er ingenlunde ufølsom for det Venskab der vises mod mig, og jeg vil gøre, hvad jeg kan, forat De skal faa Glæde af min fremtidige Virksomhed. Mine Forhold ere saadanne, at det er mig en betydelig Hjælp at kunne sælge dette Billede; alt i meget lang Tid har jeg tænkt paa et meget stort og gribende Motiv ogsaa af »Jammersmindet«, men det er vistnok i endnu højere Grad usælgeligt til Privatmand end Billedet med Sofie Amalie. Jeg har ikke turdet tænke paa at gøre det, og, jeg ved det ikke bestemt, men det kan godt være, at netop det, at jeg ikke kunde give mig i Lag dermed, har gjort, at jeg har bestemt mig for at blive i Italien ogsaa næste Sommer, en Bestemmelse, der nu ikke kan forandres. De ser altsaa hvor rigtig Deres Formodning er, at Motivets Usælgelighed kan lægge betydelige Baand paa En. Deres Brev og Tilbud har pludselig givet en Forandring i dette, og jeg haaber, aldrig saasnart hjemkommen, at kunne tage til ganske i den Retning, som de Venner, der vise Interesse for den Sag, s. 368 vistnok vil synes om. [K. Z.’s Udtalelser om Motivet fra »Jammersmindet« gjælder hans Maleri: Leonora Christina klædes af og undersøges af Sofie Amalies Tjenerinder. Det maltes i Kjbh. 1885.] ..... Der er meget der løber gennem mit Hoved, saaledes ved dette uventede Brev vor Samtale om det Nyttige fra Via Appia, som paa en underlig Maade saa stærkt kan faa Anvendelse paa denne Sag.... Og saa Tak for det Venskab, der gaar gennem Deres Brev; Tak fordi De har virket i den Sag og for hvad jeg har lært af Dem. Det er maaske mere end De tror....