Danmarks Breve

BREV TIL: Kristian Zahrtmann FRA: L. Zeuthen (1884-03-09)

Fra L. Zeuthen til K. Z.Kjbhvn.1884 9/3:

... Har Sagen trukket lidt i Langdrag, for ikke at give den Præget af noget forceret, saa har jeg nu den store Glæde at kunne meddele Dem, at Deres Billeder nu hænger paa Galleriet, og at Sagen er ført til sin Afslutning, saaledes som den blev begyndt, i al Stilfærdighed, med god Vilje og stor Imødekommenhed hos alle. – Under en Samtale med Docent Jul. Lange, kort efter Modtagelsen af Deres første Brev, ytrede han Frygt for Vanskelighed fra Galleriets Side ved Modtagelse af Billederne. Dels kunde vort Forehavende, navnlig paa Grund af Kunstnernes Tilslutning, blive opfattet som en Tilrettevisning til Galleribestyrelsen. Dels vidstes det, at Sofie Amalie havde vakt megen Uvilje paa allerhøjeste Steder; Dronningen skal endog have betegnet dette Billede som »horribelt«. Under vore politiske Tilstande kunde vort uskyldige Foretagende blive opfattet som et lille Træk fra Venstre og mødt med et mere eller mindre høfligt Spark. Jerndorff, Helsted og jeg var enige om at søge al Strid undgaaet uden at give tabt overfor Modstand. – Deputationen, der overrakte Gaven, maatte derfor eje en Højremand. Hertil udsaas Professor Goos, om hvem jeg gjennem Professor Lassen vidste, at han interesserede sig for Sagen. Som Modvægt kunde stilles Edvard Brandes. Goos viste sig ved mit Besøg meget imødekommende, men sendte mig Dagen efter et langt Brev, hvis korte Mening var, at han ikke kunde optræde sammen med en politisk Modstander. Vi enedes da om at lade Gavetilbudet underskrive af alle de Kunstnere, som havde været med, og for de private Bidragydere af Prof. Lassen, F. Hendriksen og mig. Gavebrevet havde denne Ordlyd :

I Erkendelse af den Betydning, Kristian Zahrtmanns kunstneriske Virksomhed har haft for vort nyere Historiemaleri, navnlig gjennem den Cyklus af Billeder, han har malet efter Motiver fra Leonora Christina Ulfeids Jammersminde med en Fordybelse i og Kjærlighed til Æmnet, der næppe overgaas hos nogen hjemlig Kunstner, have undertegnede, under Tilslutning af en større Kreds af Mænd og Kvinder, s. 373 forenet os i Ønsket om at bidrage til, at vort Nationalgalleri paa en fyldig Maade kunde bevare Mindet om denne Side af Kristian Zahrtmanns Virksomhed. – Efter at vi i dette Øjemed have erhvervet hans paa Foraarsudstillingen 1883 udstillede to Billeder: Leonora Christina i Maribo Kloster og Dronning Sofia Amalias Død, der, knyttede til hinanden og supplerende hinanden ved deres Æmner, forekommer os paa en Kunstneren værdig Maade at repræsentere den omtalte Række Billeder, tillade vi os herved at henvende os til Deres Excellense med den ærbødige Anmodning, at De paa den kongelige Malerisamlings Vegne vil modtage de nævnte to Billeder som en samlet Gave og drage Omsorg for deres Ophængning paa Galleriet.

Et Par Dage før Audiensen søgte jeg Inspektør Emil Bloch, som mente, Sagen ikke vilde møde Vanskeligheder, og som raadede os ved Overrækkelsen at faa frem, at Foretagendet ikke var at opfatte som en Demonstration mod Indkøbskommittén. – I Mandags Morges gik Helsted og jeg – Jerndorff laa paa Landet – op til Rosenørn Lehn. Jeg betonede for ham stærkt, at vort Foretagende var udsprunget af Taknemlighed mod og Sympathi for Dem som Kunstner; jeg berørte, at da to Udstillinger ifjor havde stillet store Krav til den ringe Sum, Galleriet raadede over til Indkøb, var vi gaaede ud fra, at en saadan Gave ikke vilde være det uvelkommen. Dertil sluttede Helsted sig med en kort Redegjøreise for Grundene til Kunstnernes Tilslutning.

Excellensen var meget aimabel, men kjølig, stærkt paa sin Post. Strax da Deres Navn nævntes, afbrød han mig med et Spørgsmaal om, hvor De for Tiden opholdt Dem. Da han havde faaet det at vide, udbrød han efter et Øjebliks Grunden: »Ja Zahrtmann har malet fortræffelige Ting, for-træf-fe-lige Ting. Jeg husker jo flere af hans Billeder med Leonora Christina, Prins Hans har et, og saa var der et andet, hvor de sidder og drikker bag ved. Hvem mon der ejer det?« [Rosenørn husker kun K. Z.’s første Leonora Christina-Billede, som han i sin Omtale gjorde til to. H. Chr. Chr. Nr. 103.] Helsted forsynede ham med Oplysningen, og jeg kjørte videre i min Text. – Da vi var færdige, sad Excellensen atter nogen Tid og grundede, endelig kom det langsomt fra ham: »Jeg maa være d’Hrr. megen Tak skyldig for Deres smukke Tanke. Se der er jo det ved Zahrtmann, hans mange gode Egenskaber ufortalte, at han er saa løjerlig i Valget af sine Motiver; de støder saa mange fra sig. Det er navnlig det, der har bevirket, at det ofte har vakt Modstand, at det har haft sine Vanskeligheder, at...hm, at...hm.« Hans Excellense hakkede sig fast. s. 374 En lille Pavse. Vi var begge lidt nervøse. – Saa busede det ud af Helsted: »Vi tør altsaa gjøre Regning paa, at Deres Excellense vil interessere Dem for Sagen.« Nu kom der Liv i Excellensen: »Jeg siger jo, at jeg takker d’Hrr. Har De tvivlet om min Interesse, siden De spørger? Har jeg givet nogen Anledning til at nære Tvivl om, at jeg vilde interessere mig derfor?« Helsted undveg; jeg søgte at komme ind i et mindre irriteret Spor ved en Udtalelse om Billedernes Karakter af Galleribilleder. – Excellensen fordybede sig nu i Gavebrevet, afbrød sin Læsning med den Ytring: »Jeg vil dog bemærke, at jeg har hørt om Deres Forehavende; det er ikke kommet mig ganske uventet.« – (A. Dorph, som havde været til Middag hos Rosenørn, interesserede sig varmt derfor og har ganske sikkert der bragt det paa Bane. Ogsaa Emil Bloch har uden al Tvivl talt til ham derom. Til Goos havde jeg aabent sagt, at selv om Gaven blev afslaaet, skulde Billederne nok komme paa Galleriet alligevel; han tilbød mig at gaa til Rosenørn privat, men jeg svarede ham høfligt, at naar han ikke vilde med i Deputationen, satte vi ingen Pris paa hans private Henvendelse; derfor kan han dog godt have foretaget en saadan.) – Rosenørn læste Skrivelsen to Gange igjennem, som forat efterspore skjulte Træskheder. »Der er mange Kunstnere, der har underskrevet.« – »Ja«, sagde Helsted, »jeg kan sige, at denne Sag omfattes af alle Kunstnere herhjemme med stor Interesse.« Med et bittersødt Smil sagde Rosenørn efter endt Gjennemlæsning: »De beder mig drage Omsorg for Billedernes Ophængning. Har d’Hrr. troet, at jeg vilde tage imod dem og saa lade være at ophænge dem?« Jeg skyndte mig at svare, at det kun var et bredere Udtryk for vor Anmodning om, at Billederne skulde indlemmes i det for alle tilgængelige Galleri. – Derpaa spurgte han, om vi ingen Betingelser stillede for Gaven. Da dette benægtedes, hensank han atter i Eftertanke, men sagde saa: »Jeg takker Dem og modtager Gaven. Billederne skal blive ophængte paa Galleriet. Vil De overbringe Bidragyderne min Tak. De skal snart høre nærmere fra mig.«

Et Par Timer efter bragtes mig Rosenørns skriftlige Meddelelse om, at han havde indberettet til Kultus ministeriet om Gavens Modtagelse. Samme Dag blev begge Billederne afhentede.

Uden at der i Formen var det mindste aggressivt i vor Henvendelse, fik Rosenørn sikkert Indtryk af, at han stod overfor en Stemning hos Kunstnere og hos Publikum, som det ikke var raadeligt at trodse. Han afgjorde Sagen strax paa sin egen Kappe. Formodentlig i den Tanke, at det vilde være hensigtsmæssigt paa en demonstrativ Maade s. 375 at lægge for Dagen, at det hele havde været ham meget kjærkomment, har han senere sendt Helsted og mig Indbydelse til et af de store udenrigsministerielle Amalienborgtafler. Med det Glas, Helsted og jeg ikke vil undlade at drikke med hinanden paa Lørdag paa Deres Vel, vil Sagen saaledes finde en officiel Afslutning in optima forma.

Paa mine Medforbundnes og paa egne Vegne har jeg at bringe Dem, kjære Zahrtmann, en hjærtelig Tak for den Redebonhed, hvormed De er kommet vore Ønsker i Møde. Jeg finder selv som De, at det vilde være smukkest, at De kendte Bidragydernes Navne. Men da flere af dem ikke have villet løse mig fra Hemmeligholdelsen, maa denne opretholdes for dem alle....