Danmarks Breve

BREV TIL: Otto Haslund FRA: Kristian Zahrtmann (1888-03-05)

K. Z. til Otto Haslund. Bredgade 28, 1888 5/3:

Jeg ved ikke, om dette naar Dig, inden vi ses hos Krohns, men for Tilfældet sender jeg det. Tak for Dit Brev. – Ja, jeg skrev vist, at Fejlen sandsynligvis var min egen, men bad Dig kun om at hjælpe mig. Jeg kan ikke af Dit Brev se, om Du forstaar, hvorom jeg mener Sagen drejer sig, og Du har maaske Grund dertil, da jeg ikke er sikker paa at have skrevet meget tydeligt. Det jeg mener er Sagen, er at Du siden jeg kom hjem saa tidt angriber Paalideligheden af mine Udsagn, og det er det, der naar det fortsættes, ja næsten fastslaaes, gør mig selv usikker. Jeg erkender, at jeg, naar det jeg fortæller maa ledsages af et Tankeexperiment i min Hjerne: var det nu saaledes eller var det paa den Maade, saa kan jeg igrunden ikke fortælle den Historie oftere. For jeg fortæller vist rigtig i første Tilfælde, men næste Gang ved jeg saa som oftest ikke sikker Besked. Det er min Svaghed, og derpaa hænger Du Din Hat. Thi Sligt opdager Du lovlig let. Jeg vil saa gruelig nødig have denne Mangel. Den kan gøre mig rasende paa mig selv. Men nu kommer det Slemme. Naar Du er tilstede saa tænker jeg ved saa umaadelig mange Ting, var det saa eller var der en ganske ringe Mulighed forat det kunde være saaledes, og dette Sidste gør at jeg bliver vaklende. Derfor er det, jeg vil bede Dig om ikke at blive altfor meget ved hermed, for skal det være Medicin – og jeg indrømmer, at den kan trænges – saa virker ialfald denne sikkert modsat. Med Hensyn til min Opfattelse af Dine Hensigter under dette, saa tror jeg nærmest, at det er forat være morsom. Først opfattede jeg det som Spøg fra Din Side, senere som Medicin, men i alt meget lang Tid har jeg observeret den skadelige Indflydelse jeg har deraf, og det har virkelig blandet et lille Korn ind i mine Planer om at rejse. Jeg synes, at jeg tager Skade paa min Sjæl ved denne Usikkerhed og at jeg trænger til at udvikle mig gennem Ensomhed eller helt forandrede Forhold. I det Hele har de 3 Aar jeg har været hjemme opfyldt mig med Rædsel. Grunden ligger sikkert hos mig selv, jeg burde kunne tage min Beslutning i mangt et Tilfælde, hvor jeg staar vaklende, og det er netop det usikkre, vaklende, nølende der er blevet min Hovedsynd. Jeg holder gruelig meget af Dig og alt det, jeg har holdt af, men jeg især har aldeles ikke kunnet bekæmpe heftige Udbrud af mine Følelser, og det har gjort, at jeg ikke har talt saa meget om hvad der laa mig paa Hjerte som i gamle Dage. Man bliver usikker, om man ogsaa har Ret, naar man ser at en yngre Slægt vil noget helt Andet, og at nogle af Ens gamle Venner – ikke Du – netop arbejde i modsat Retning, af hvad s. 430 de gjorde, da man var ung. Og det er virkelig netop det, at jeg holder saa meget af Dig, at jeg er bange for ikke at kunne beherske mine Følelser, der gør, at jeg ikke gik personlig til Dig men skrev. Var jeg gaaet, havde jeg neppe kunnet besluttet det endnu. For ogsaa der kommer det Vaklende frem. Hils Kukke meget; jeg elsker som Du hendes Blondhed. Vi ses hos Krohns. Ja, engang skulde jeg tale helt ud med Dig, men det kniber.