Danmarks Breve

BREV TIL: Malthe Engelsted FRA: Kristian Zahrtmann (1888-12-28)

K. Z. til Malthe Engelsted og Niels Skovgaard i
Athen.
Korfou1888 28/12:

Kære Venner! Jeg ved ikke hvem jeg snarest skal skrive til, derfor faa J et fælles Brev. Thi jeg har omtrent det samme at sige Eder begge. Først Tak for det gamle Aar og Alt godt Kompagniskab og Ønsket om et glædeligt Nyt. Nu tager man jo Regnebrædtet frem og ser hvad man har gjort, tænkt og villet, og for mit Vedkommende bliver det det sædvanlige Resultat – tror jeg – at det saadan har været noget lidt. Det jeg er gladest for, er at jeg fik malt Studenterbilledet, skøndt det ingenlunde blev som det burde og ikke engang som jeg vilde have det. Saa er jeg ogsaa glad ved at være kommen ud – jeg synes at det var i rette Tid, og det bliver nok kun til November, at jeg bliver ude, det tror jeg nu er det Rigtigste. Hvad jeg har undladt, beholder jeg helst hos mig selv. Hvad jeg vil, ja det er nærmest at gøre nogle Landskaber her og saa senere Figurbilleder i Civita. Men saa er der ogsaa Afstøbningerne fra Grækenland og mulig noget om Leonora Christina. Engelsted vil jeg gerne skulde gøre nogle Figurbilleder og Skovgaard beflitte sig paa det græske og andre Sprog. Ja, det er nu virkelig nærmest for vort Sprogs og vort Lands Skyld, men ogsaa for hans egen. Jeg tror ikke han bliver en Smule lykkeligere derved, men jeg synes det er en Pligt mod En selv og Landet. I det Hele er jeg ikke saa meget begejstret for Lykkelæren, altid at skulle have Belønningen for hvad man gør – det være sig heri Livet eller i et andet – men J synes vel, at jeg er lidt gal heri. Jeg tror nu, at det for mit Vedkommende gør Noget, at vore Lærere indpræntede os, at kun vi var kloge, oplyste og dannede, og fik mig til at synes, at de gamle Epikuræere, Peripatetikere og andre Skoler vare gale. Jeg troede det fuldt og fast til jeg var meget mere end et voxent Menneske, og det er først Livet, der har overbevist mig om min umaadelige hovmodige Uvidenhed. Jeg gaar nu vist for langt i modsat Retning, men kommer vel nok engang i hel Balance – det haaber jeg til....