Zahrtmann, Kristian BREV TIL: Haslund, Otto FRA: Zahrtmann, Kristian (1889-02-23)

K.Z. til Otto Haslund. Korfou 1889 23/2:

... Vi Pebersvende mangle i andre Henseender men flytte os kan vi, og jeg tænker i de senere Aar ofte paa, hvor godt det vilde være at være gift, vel især at have nogle Børn, og med Gru paa, hvor ene man vil være, naar man er saa gammel, at man ikke mere kan opfyldes af Ens Arbejde. Mig synes, at et af de største Goder for En er ikke at s. 443kunne faa hvad man peger paa. Netop det at savne tror jeg er lykkeligt. Desuden bestaar efter min Mening Lykken aldeles ikke i at være afholdt, men i at holde af Andre. Det er ogsaa efterhaanden blevet en Trang hos mig at slutte mig – som Lærer – til yngre Mennesker og der var lang Tid hjemme at netop Skolen var det der holdt mit Humør oppe. Paa den Maade skaffer man sig ad kunstig Vej, hvad J har af Naturen. Jeg haaber til, at Børnene udvikle sig godt, og at J har megen Glæde af dem. Her har jeg kun mine Billeder og Danneskiold at beskæftige mig med. Han tager vist for en lille Stund med til Civita. Han er saa umaadelig forskellig fra mig, man mærker, hvor forandret hele Opdragelsen er nu fra da, men det har ogsaa hele min Interesse at studere ham. Jeg holder meget af ham og man bliver ung igen ved at leve med en saa ung. Jeg glemmer næsten, at det er ham der modtager de mange smaa Nik af de dejlige Signorar som vrimle om os omhyggelig bevogtede af deres Duennar. Det er morsomt at se og er for mig ogsaa nyt af den Grund at Damerne aldrig har gjort Kur til mig. Ja en Dag laa her rigtignok en højrødt omvundet Buket til mig, men jeg tror at Havepigen – saaledes kalde vi hende, skøndt vi kender hendes Navn – har givet sin Buket en fejl Adresse. Vist er det, at senere gælder hendes mange smaa Bekymringer stadig ham. Jeg er for gammel og har altid været for grim. Men saa er ogsaa hans Maade at tage mod deres Kur paa ulige smukkere end min vilde være paa hint Tidspunkt, da jeg var ny Student....