Danmarks Breve

BREV TIL: Johannes Martin Fasting Wilhjelm FRA: Kristian Zahrtmann (1895-06-18)

K. Z. til J. Wilhjelm i
Italien.
Rønne1895 18/6:

.... Mig synes ogsaa at der er mange Veje at gaa mod Maalet, og Reliefstil og Strenghed kan være udmærket, men den udelukker ikke at meget Andet har sin Berettigelse. Mig forekommer det Personlige i Kunsten at have det største Krav paa Ens Interesse. Jeg indrømmer strax at de store Billeder vi vel har beundret mest, f. Ex. Orgagnas i Pisa eller Pieros i S. Sepolcro eller Lionardos i Florenz nok har de skønne Relieflinier, men det er for mig det Personlige, der staar bagved, der giver Billeder deres høje Værd. Og Billedet med Leo X og de to Kardinaler er ikke meget skønt i Linjer, men er dog et meget mægtigt Kunstværk. Rafael har vist til Tider ment som De, men jeg tror at »Omhuen« for Linjerne netop er det som har stødt mine Samtidige fra ham. Den har været ham bevidst, for bevidst, og gaar som en Traad gennem Meget. Den bliver ogsaa som et Slør hvorigennem man ser de dejligste Træk. Jeg vil ikke indvirke paa Dem, men for mig gaar det saaledes, at naar Kunstneren i Noget er sig bevidst at have en Methode, saa er han ikke Kunstner i den Retning eller i den Henseende. Og naar jeg ser En, der med hvert nyt Motiv ligesom faar en ny Ud-tryksmaade, saa er jeg glad. Hos os er Haslund en af dem der i sin Kunst er mindst bevidst. Han er ogsaa en af dem der er mig kærest. Men heller ikke Krøyer er særlig bevidst. De er begge grebne af hvad de ser og de har deres overordenlige Skønhed. Naar mine Elevers Ubehændighed og Mangel paa Klarhed i teknisk Henseende rives mig s. 480 i Næsen, saa indrømmer jeg ikke at have indvirket stærkt paa dem i det Tekniske. Jeg mener selv, at hvad der hæmmer det Personlige skader Kunsten. Det er godt mulig at jeg kan tage fejl. Men jeg er dog vis paa, at vilde jeg have virket for at gennemføre Linjestudering og den meget korrekte Tegning, vilde ialfald Skolen have tabt i Dannelse og de tilkommende Billeder i Personlig Opfattelse.... Malerkunsten kan tillade sig Alt mellem Himmel og Jord, skriver De, men den kan maaske netop mindre godt tillade sig en skrap Reliefstil, fordi vi dertil netop har Relieffet og fordi det har den ubestridelige Fordel at kunne variere levende Lyseffekter, alt som Solen vandrer hen derover. Svend Hammershøi paa min Skole dyrker iøvrig med stort Held og megen Dygtighed Reliefstilen i sine Modelstudier. Det er det bedste, af hvad der gøres paa Skolen, men heri har Hammershøi mere Del end Methoden selv. Jeg vil godt tro at der er en Tendens hen mod den Stil netop nu, og De kan gerne arbejde ad den Vej, men det der gør »Billederne« fra Pompeji saa dejlige det er dog mindst af Alt Reliefstilen. Og tager De det Exempel der paa en Maade er det skønneste, Rembrandt, saa bruger han paa en aldeles bedaarende Maade en Reliefstil, men det er med de Linjer som Lys og Skygge frembringer og mindst af Alt med Konturer. Det er netop der han er saa banebrydende, da han næsten fra Ny tager denne Maade op.... Det er galt at høre paa dem, der sidde og klage over Verdens Daarlighed. Det er allersidst en Maler, der bør gøre det, han skal meget mere opfatte Dejligheden af det Hele. Alfred de Musset siger et Sted, at Menneskene har aldrig vist sig mindre taknemlige over Verden som Vorherres Værk, end dengang de opfandt en anden og bedre. Men saaledes er det med de Malere, der ikke kan glæde sig over, hvad de der er større end dem, gør....