Danmarks Breve

BREV TIL: August Andreas Jerndorff FRA: Kristian Zahrtmann (1904-08-25)

K. Z. til Aug. Jerndorff. Civita d’Antino1904 25/8:

... Naa, dette er egentlig ikke saa oplivende, som at Pietro Krohn sidder i Fiesole og maler et Billed. Han er energisk og har min Sandten taget sig glimrende sammen, jeg har holdt af hans Billeder fra gamle Dage og gør det endnu, naar jeg ser dem fremme, men paa Auktion gaa de mærkeligt lavt og mine Elever tror det er Løjer, naar jeg fremhæver dem. Det er det skæreste Alvor og jeg vilde ønske, han faar noget godt ud af hvad han nu gør. Her har vi det udmærket og jeg er en Slags Bedstefader for mine gamle Elever Peter Hansen og Clement, der møde op med Hustrur og hver sit Barn. Elena Hansen er 5 Aar og herlig, Hakon Clement 8 Maaneder og vist ogsaa en flink nordisk Kæmpe, men den Alder, hvor man kan sætte Patte – for Kæmpe, morer nu ikke mig saa meget. Saa var det ogsaa ved at Mogensens skulde komme herop med et tredie Barnebarn, men Ammen gjorde desperat Strike mod at komme herop, det var paa Sicilien, og Ammens Mælk maatte ikke ophedes saa jeg faar iaar ikke Barnebarnet at se. Peter Hansen er en Knop til at male, især til at tegne og baade han og Kone er saa bedaarende. Jeg tror jeg bliver et bedre Menneske paa de to. Han har et Billed med Okser der tærske, det er saa nydeligt og betydeligt. Men Alt hvad han siger og gør har sin Betydning. Han minder i Tankesæt om Th. Philipsen, men denne mangler den betydelige Hustru ved Siden. Dagene have gaat med meget Arbejde, jeg s. 523 maler ikke saa godt som før, men ligesaa meget, er ude fra 5-7 hver Morgen og sender min mandige Morgenbegejstring til den stigende Sol.... Nu skal Du høre Noget, Du tror vel jeg er bleven helt gal. Jeg har tænkt til Vinter at modellere Leon. Christina der gaar ud af Fængslet med Søsterdatter, ganske som paa Bladet af 1885, som Du vist har. Sagen er. Ingeniør Rump henvendte sig til mig i Foraaret. De havde i Borgerrepræsentationen 20000 tror jeg aarlig til offentlige Kunstværker i Kbhvn. men de blev ikke brugt. Jeg tegnede saa for ham et Udkast til en Statue af Hende til Ulfeldsplads. Jævnt pæn. Sagen blev i Mødet slaat helt til Jorden og en heldig Borgerrepræsentant kaldte hende Landsforræder og Morderske. Hvor han har det Sidste fra er mig saa ubegribeligt som om Nogen vilde paastaa at jeg havde haft en Faible for Princesse Alexandra, det første er ligesaa meningsløst, men det mener nok nogle Uoplyste foruden Etatsraad Dybdal. Men netop dette Nederlag, denne Fiasco, faar mig op, og nu vil jeg se, om der dog ikke skulde være nogle Landsmænd, der have Øje for, at hun ragede adskillige Centimeter op over Mængden, og jeg skal for hendes Skyld ydmyg finde mig i igen at gøre Fiasco. Hendes Tid kommer nok. Se engang paa Gruppen om den ikke egner sig til at staa der, hvor hendes Palads og hendes Mands Skandstøtte stod.