Danmarks Breve

BREV TIL: August Andreas Jerndorff FRA: Kristian Zahrtmann (1904-10-04)

K. Z. REJSTE SIDST I SEPT. 1904 FRA CIVITA OVER ANCONA,
FIUME TIL PEST. DERFRA OVER WIEN-DRESDEN HJEM OG
KOM TIL KJØBENHAVN 23. OKTOBER.
K. Z. til Aug. Jerndorff. Fiume1904 4/10:

... Hjertelig Tak for Alt hvad J skriver – saa kærligt, saa venligt og saa utrolig beskedent. Det er et Ungdomstegn at være – at holde sig beskeden. At Din Kone er ung i Forhold til os ved jeg nok, men at Du, der nærmer Dig 60, endnu kan være det saa fuldt ud – ja saa har jeg det desværre helt anderledes. Jeg er her paa et Hôtel, hvor Alt er mig imod. Tidligere forat undgaa den tyske Plebeisme havde jeg gjort mig det til Regel ikke at tale Tysk udenfor Tyskland, men nu sejler jeg om. Tyskerne er saa vante til at behandles som skære Barbarer, at jeg har det meget bedre i denne østerrigske Kystby ved kun at bruge Italiensk og Fransk, især det Sidste gør at Opvarterne hurtig faar Brødet sat, saa jeg kan naa det, og Knoerne fra min Stol. Her er Dampskibs- og Skorstensrøg, her er en vidt udpræget Handelsaand, s. 524 hvorved Ingen raaber Abba – men 3/4 Times Dampskibsfart og man er i det dejlige Abbazia, hvor Klimat er vidunderligt, Badene henrivende og Solen stor og rund. Men hellerikke der er jeg mere som i gamle Dage. Paa mine Bjergvandringer træffer jeg ikke sjeldent nye Planter eller ser vore gode danske Haveblomster som vilde – fordum blev jeg saa glad at jeg neppe kunde sove – nu trækker jeg lidt paa det ene Øjebryn og kan næsten glemme det igen. Sligt er det skæreste Alderdomstegn. Medens Du med en saa mærkelig Beskedenhed kan sidde og tvivle om hvad Du har gjort. Jeg vil dog sige Dig, Din Indbydelse til Dans den 31. Marts ifjor laa oppe i Civita, hvor Nyrops havde glemt den. Dine Tegninger vise hvor langt Du kan naa, naar Du lader Humøret slippe løs, Din Cancan er min Sandten af de fineste. [Aug. J.’s Mefistovise til K. Z.’s 60 Aars Fest. Se Brev og Billeder fra 1/4 1903.] Naa og Texten den er ialfald musikalsk nok. Igrunden tror jeg noget helt Andet om Dine Evner end Du. Jeg mener at Du ikke har faaet eller har givet Dig selv Lov til at lade dem virke helt ud. Du har oftest – og det er Din Hæder – maattet skaffe Brødet til mange Andre, Du har sat det igennem paa en saare smuk Maade – og er Din Hustru saa elskværdig som vi nok begge synes, saa skyldes Meget Dig, Du tog hende som et Barn og Du har været god at voxe op ved Siden af. Og har J Begge denne velsignede Beskedenhed, som er et Lykkens Tegn, saa skyldes saare Meget Dig selv. For mig ser det ud som har Du siden Du var 25 kun gjort det som kun Faa gør saa godt og som Du er berettiget til at være stolt af. Man gaar til Dig uden at være ræd naar man trænger til Raad eller Daad, og det er vel Noget af det Bedste, der kan siges om en Mand....