Zahrtmann, Kristian BREV TIL: Haslund, Frederikke FRA: Zahrtmann, Kristian (1905-10-04)

K. Z. til Professor, Dr. Alex. Haslunds Hustru. La marina di Pisa 1905 4/10:

Kære Frue! jeg hører fra Moder at De er kommet hjem med Alex syg og at han ligger lidende paa Hospitalet. Det gør mig meget ondt at høre. Jeg kan ikke selv komme at se til ham, fik maaske heller ikke Lov dertil, jeg vil derfor skrive og bede Dem bringe ham en kærlig Hilsen og Ønsket om, at Lidelserne ikke maa blive for store. Jeg vil inderligt gerne at han kunde komme sig, er bange for ham. Hans Fader døde jo i den Alder Alex nu har. Det er underligt at være bleven gammel og se paa Livet fra den anden Side. I gamle Dage saa jeg altid fremad, syntes at det var saa umaadelig afvexlende og rigt at skulle leve et helt Liv, nu ser jeg mindst lige saa meget tilbage paa Livet der svandt.... Jeg er langt fra at klage, jeg har vist haft det bedre end de Allerfleste, og jeg har en hel Fylking af Venner, der Alle har villet mig det godt, men den Tid er forbi, hvor jeg kunde løbe langt forat finde en Blomst jeg ikke havde set, hvor jeg jublede over en Forfatter fremstillet paa Rønne Theater eller hvor jeg var saa begejstret for Otto og hele hans Hjem, at jeg næsten ikke kunde hverken sove eller spise. Det er ikke fordi Ole er anderledes at det har ændret sig, nej det er mig der er bleven gammel og ikke mere er som jeg var. Men i mit Liv skylder jeg mine Venner overmaade meget og mine Tanker stanse meget ofte ved Livet paa Godthaab [Haslunds Hjem]. Det var lyse og lykkelige Tider, da man var saa ung, og dog ved jeg ikke om en hel lang Aarrække senere ikke var den lykkeligste for mig. De senere Aar har i alle Henseender været gode for mig, men jeg selv har ikke mere Evnen til helt at nyde dem, bliver mere og mere henvist til Kunstnydelse og er ikke saa optaget af Andre. Det har jeg rigtignok været. Den Sommer at Otto og jeg boede sammen paa Baadstad, mit Venskab var saa stærkt at det næsten blev Lidelse, og den berømte Gang da jeg s. 531pludselig i Sneføre og Solskin saa Alex spankulere saa lige som et Siv og promenere en pragtfuld hvid Studenterhue, jeg havde ikke været gladere havde det været mig selv, der havde rettet min Ryg. Det var umaalelig rart dengang, men jeg har mange Gange i de sidste Aar glædet mig over hin gamle Aabenbaring. Og saaledes med mange Ting. Det er et stort Gode at kunne lade disse ungdommelige Følelser bemestre sig En, bærer En frank over Meget....