Danmarks Breve

BREV TIL: Sigurd Wandel FRA: Kristian Zahrtmann (1908-08-25)

K. Z. til Sigurd Wandel. Aux Escaldes1908 25/8:

...Jeg kommer til Dem med en Bøn. De træffer sagtens Bertelsen i disse Dage, hvis De da ikke er altfor langt af Led, og jeg vilde overordentligt gerne høre fra Dem, hvorledes De finder at Turen har udviklet ham. De er den Bedste, jeg kan henvende mig til herom, og efter Spænding siden St. Hans og allermest siden 6te Avg. har denne fuldstændig forandret sig, siden jeg ved, han er flink, til Spænding for hvorledes Turen har virket paa ham selv. Jeg har med stor Glæde læst om hans første store Udflugt med Koch og Gabrielsen helt op til Nordsiden af Pearysland. Da har han været frejdig og det har udviklet ham.... Achton Friis’s Skildringer er meget klare, saaledes har Alt set ud i grel, ydre Virkelighedsgengivelse og saa omtrent vidste jeg, det maatte være – men det Dybere indbyrdes mellem de brave unge Mænd, har Bertelsen forstaat at faa Udbyttet deraf? – Jeg vilde saa gerne at det Forsagte, lidt utilfredse, skulde veget, og det synes jeg maatte kunne ske. Han har næsten det fineste, fornuftigste og elskværdigste Sind af os alle, der hørte saa lidt til til at hæve det ivejret over hans Misnøje. Og som Menneske, saa som Maler. Han trængte til at blive helt Mand, helt vide, hvad han vilde sige.... Mylius’s Lidelser – og Brønlunds – tror jeg ikke meget paa. Jeg har været ung s. 550 og med paa ordenlig Strabads. Men var det ikke en Nydelse til, at man saa var saa sulten, at Tarmene skreg? og det var ikke Nydelsen at de skulde mættes. Kom man hjem kunde Moder undre sig over, at man ikke havde mere Appetit. Den var som knust. Og var ikke det at man endnu skulde gaa fire Mil uden Kræfter ligesom et helligt Offer, man bragte den Aspidium angulare man havde fundet. Tror De ikke, at det netop har gaat de tre paa den Maade? Nu siger De at Lidelserne, Kulden, Sulten var forfærdeligt meget større – jo, men vi var næsten Drenge og Aspidiumen fra 1859 var et ringe Udbytte ved Siden af Verdenskortlægning. [Den sjeldne Bregne, K. Z. fandt paa Hammeren 1859, staar nu paa hans Forældres Gravsted.] Fader har sagt mig, at de der dø af Sult og Kulde dø i lyse Syner. Hvor nære maa de ikke have været i de storslaaede Omgivelser hvor Naturen hersker helt, hvor de var to – eller tre – nære Venner sammen, og hvor de næsten vidunderligt havde udført deres Pligt. Selve Pallas har traadt Mylius ganske nær, har trykt sit Takkekys paa hans Mund og Mylius har følt dets Vellyst. Verden samler sig for melodramatisk at sørge – jeg tror man maa juble med de tre Døde.... De bad mig engang om at maatte kalde Dem min Elev. – De har sagtens glemt det. Jeg vil sige Dem, at De er en af de Elever jeg er allergladest for. Og det er ingenlunde nu, fordi De maler saa godt. Nej min Alder gør at jeg mere og mere ser til hvor lykkelige mine Elever er bleven. Jeg var i sin Tid klar over, at De var baade lunefuld og forkælet, og skøndt jeg regner det for meget store Ulykker, stod jeg i saa Henseende ret magtesløs overfor Dem. – Med disse Ting forekommer det mig at De fuldkomment har faaet Bugt, ialfald gemmer De bedre og bedre paa dem. Den Opdragelse, man giver sig selv, er den solideste af alle, og jeg ved af Erfaring fra mange Andre – selv har jeg neppe været forkælet – hvor vanskelig det er at blive af med Forkælethed.... Nej, den det for Tiden gør mig mest ondt for er Poul Christiansen. Det er som han er lidt for tung til at naa op paa de Højder, hvor Solen virkelig skinner. Jeg har haabet og haabet – la speranza è prima per nascere, ultima per morir, sige Italienerne saa skønt. Han selv har holdt godt ud men det er som var Mismodet ved at komme over denne elskelige Grækerbonde....