Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Marius Hansen FRA: Kristian Zahrtmann (1910-07-15)

K. Z. til Peter Hansen. Civita1910 15/7:

Tak for Dit vægtige Brev igaar, som det i høj Grad glædede mig at modtage og læse. Jeg anede, til jeg fik det, ikke at Faaborg Musæum var aabnet, og saa var Telegrammet saare ubegribeligt. Jeg er umaade-ligt glad over Musæet. Ganske vist er jeg nu saa gammel, at det næsten glæder mig mest, naar jeg mærker, at mine Elever er glade i og over Livet, før var det og burde det ogsaa være, naar J gjorde Fremskridt som Malere, og dem jeg saa kæmpe ærligst, blev mig kærest. Jeg saa Eder længe tilsidesættes, kunde oprindeligt næsten juble naar jeg saa Jer rødkindede, straalende i Solskinssnesjappet bære Eders refuserede Ting forbi »Richardt« og tilbage til Skolen, Lørup skønnere end en Gud og maaske ogsaa mere sorgløs. [K. Z. spiste Frokost i Grand-jean’s gamle Kafé i Bredgade 4. Fra Vinduet her saa han sine Elever s. 566 bære de indleverede Arbejder tilbage, som Charlottenborg-Komiteen havde forkastet. Udtalelsen angaar Tiden omkring 1896.] Jeg forstod ogsaa nok dengang, at mod den Kraft og Glæde var Akademiets Kraft kun gavnlig Modstand. Jeg saa Jer, især Christiansen, lide Nederlag paa Nederlag og for hvert kun løfte sig i større Idealitet. Vi trænge til Modstand forat naa frem. Senere gik det Jer godt og J er komne nogenledes paa den Plads, J fortjene – og dog er maaske de, der endnu maa slaas som rasende, for mig interessanteste. I denne Sammenhæng maa jeg dog fortælle Dig, at jeg en Dag i Foraaret var oppe paa Galleriet og glædede mig hele Tiden og udelt over Dit Billede med de legende Skolebørn. Fik intet Andet at se. Det hænger aldeles henrivende, og det synes jeg, at Du skulde takke Karl Madsen for. Her kom igaar det illustrerede Blad med Billedet af mange Kære, med glimrende Billeder af Din Kone og Dig, Ægteparret Syberg. Hvor er de dog smukke. Mine Venner, J har den Dag været i Jert Apogee, jeg ser Jer som brusende Svaner og det er et dejligt Syn – men det er ogsaa som selve hin Dag, da J indviede Musæet, da er det, Venus begræder Adonis’ Død, og selve Aarets skønneste Dag fylder mig altid med Vemod. Vi har naat det Højeste, det korte Liv beskærer. Jeg mener ogsaa at Direktør Rasmussens Gave gavner ligesaa stærkt hele Kunstnerstanden som Eder Udvalgte – for det er altid let at glide hen, naar man tages under Svanevingerne, og jeg forstaar ham godt, at han har haft Lyst til at tage Eder der. Den samme Lyst har jeg tidt og ofte følt, men har som yngre syntes, at J burde hæve Eder selv til Eders Stilling i vort Land. Det har J ogsaa ærligt gjort. Jeg har den allerstørste Sympathi for hvad Mads Rasmussen har gjort, og jeg har Grund til at tro, at han hører til Landets Bedste. Og hele Maaden er mig kær. Dette uden Svikler og rundhaandet....