Zahrtmann, Kristian BREV TIL: Neiiendam, Valdemar Carl FRA: Zahrtmann, Kristian (1910-08-25)

K. Z. til Vald.
Neiiendam.
Civita 1910 25/8:

... Striden mellem N.V. Dorph og Goldschmidt piner mig. Det er trist, at et Kunstblad ikke kan komme frem blandt os eller blandt Jer Unge, som nu bør regere. At De maa trække Dem tilbage og siger, at af Alle er Kunstnerne mest hadske, gør mig overordentlig ondt. De gør stor Skade paa Deres Fremtid som Maler netop ved at unddrage Dem. Selv har jeg mødt meget stor Modstand, og jeg regner næsten den Tid for min allerlykkeligste.... [Maleren Valdemar Neiiendam, der omkring Midten af Halvfemserne lærte Zahrtmann at kjende og senere kom i et nært Venskabsforhold til ham, har meddelt efterfølgende Skildring af sit første Besøg hos K. Z.]

En ung Maler laa syg i Florentz. Til en Kammerat herhjemme havde han sendt et Billede med Anmodning om at faa det solgt, da han trængte haardt til Penge. Der blev sat en Bortlodning igang, og det galdt nu om at faa solgt Lodder. Jeg kendte ikke Zahrtmann, men fik den Idé at gaa op til ham og bede ham støtte denne Sag. Han boede dengang i Amaliegade 14, og en Eftermiddag ringede jeg paa hans Dør. Først en lang Stilhed, saa lød nogle faste hurtige Trip, og han stod i den aabne-de Dør, indsæbet og med Barberkniven i Haanden. – Jeg sagde hvorfor jeg kom. – Ja! Ja! Kom bare ind! Kom bare ind, svarede han. – I det svindende Dagslys laa de røde Tage over Amaliegades gamle Gaarde, Zahrtmann fangede dette Lys i sit Spejl og stod dér i en bred Silhuet og lod Ragekniven løbe Kinden rundt. Da Barberingen var endt, blev Dagens Arbejdsskjorte ombyttet med en Manchetskjorte, – Zahrtmann skulde i Middagsselskab. Selerne fæstedes i Bukserne, og han gik hen til et gammelt Skab, aabnede det, tog nogle Pengesedler og stak mig dem i Haanden. »De ønsker jeg skal prøve min Lykke i en Bortlodning, ja, gerne! gerne! maaske bliver jeg den lykkelige Vinder af Billedet. Hvad bestiller for Resten De ? Ja saa, De vil gerne være Maler! Ja, har De Lyst til en Dag at vise mig noget af hvad De har gjort, er De altid velkommen.« – Zahrtmann gik i de Dage jævnlig over Kongens Nytorv, paa en Knejpe dér spiste han til Middag. Fra et Kvistværelse jeg dengang beboede saa jeg ham ofte skraa over Torvet, og en Dag tog jeg Mod til mig, standsede ham og bad ham om et Besøg. Han fulgte straks med, og siden slap han mig aldrig. Hvor ringe end det Arbejde var, jeg s. 568kun formaaede at fremvise: han slap mig aldrig siden. Han fulgte altid den Stræben, han gav altid et Haab, han var altid en Lue der varmede, naar alting truede med at slukne. Han saa forunderlig rigt paa vage Forsøg, Ting som kun nølende blev vist ham, gav han mangengang en ansporende Opmuntring. Det var særlig historiske Motiver der fængslede ham. »Historien er et Æventyr vi alle har Lov at digte med i« – lød ofte hans Ord. Historien var den rindende Strøm, ved hvis Bred han gerne dvælede. Han talte vedholdende om dens ædle Skikkelser, betonede det rigtige i at lede Tankerne ad deres Veje, og at give sig ind under deres Magt af al Sjæl, med alle Længsler, med alle Ønsker.