Zahrtmann, Kristian BREV TIL: Neiiendam, Valdemar Carl FRA: Zahrtmann, Kristian (1911-07-03)

K.Z. til Vald.
Neiiendam.
Civita 1911 3/7:

[Efter Emil Poulsens Død].... Ja, Emil Poulsen, jeg kom i hans Hjem, holder af ham, hans Hustru, hans Børn.... Hun har været virkelig stor i sit Hjem, er netop af bedste Slags.... Han havde spillet Prokonsulen i »Fulvia«, bagefter sad han mellem os i Kjole og Hvidt, og jeg nød hans Hæder, hans Skønhed.... Og dog, der lurede hos En af os en Følelse af, at den Aften paa Theatret ikke var Fremskridt.... Jeg tror, Kbhvn. tog Sagen som en Begivenhed, – jeg tror, netop det var en Bekræftelse paa en Theatertilbagegang. Fulvia fik Efterlignere, Poulsen fik det i høj Grad. – Saa kom hans Sygdom og hans uhyre Kraftudfoldelse i Macbeth. Ak, da var han knækket, en ualmindelig elskelig, gennemdannet jublende Personlighed laa knust. Han krympede sig ikke, tvertimod han smilte med den vante Intelligens.... Men med det Samme Manden segnede, tog Fruens Storhed til, hun vilde være Læge, Trøster, Præst, ja næsten Gud i Hjemmet.... Hun maatte tage Alt paa sine Skuldre.... Kampen blev for haard for en Kvinde, hun kunde ikke bære det ædle Hjem videre i samme høje Niveau. Det er dog stort og skønt, at der gives saadanne Kvinder....