Danmarks Breve

BREV TIL: Benedicte Frølich FRA: Kristian Zahrtmann (1911-07-21)

K. Z. til Etatsraadinde Frølich. Civita1911 21/7:

... Fra den 5te til den 9de var jeg ene inde i Rom forat se Udstillingen. Det var min Hensigt at modtage Frøken Marie Henriques, da jeg vidste, hun den 6te kom fra Athen. Sligt glæder hendes Fader stærkt – han er nu saa gammel, at han meget lever i Børnenes Hæder, og jeg tror nok, at Deres Ørenringe glædede Faderen. Den nye Udstilling var gennemgaaende ikke god, man havde igrunden kun Skuffelse paa Skuffelse. Jeg vidste det iforvejen. Der var dog En, der glædede mig stærkt, det var Spanieren Zuloaga, som havde en hel Storsal ved Siden af Danmark. Han er et mægtigt Geni. I de sidste to Aar har jeg fulgt ham gennem mange Udstillinger men først her sprang han fuldstændig frem. Der var en arkæologisk Udstilling, hvor Grækenland og Spanien stod henrivende, og Grækenland kunde være glad over Marie Henriques’s mere end 10 farvelagte Gengivelser. Der stod Danmark ogsaa smukt. Oldnordisk Musæum havde i herlige Facsimi-ler udstillet sine bedste Ting. Hvor det er underligt at tænke paa at vi mere end 1000 Aar før Christus kunde staa værdige i Smykker og Vaa-ben med de samtidige Grækere, det skønhedsdyrkende Folk. Vore Ting var udstillet blandt de græske, saa Sammenstillingen var let. Saa var der endda en lille retrospektiv Udstilling af Fransk Kunst fra 1800-1870. Den var lille, men beredte mig Overraskelser. Der var en lille Suite Frølicher hvoraf den bedste – og den var den allerbedste var en ung Kvinde i en skøn Dragt set forfra omtrent, en Art herligt Kostumebilled. Jeg har det ikke helt præsent men vil helst skildre det som Albanerinde eller Sligt. Det var Skønheden og Farven i det som tog mig, det straalede stærkt ogsaa mellem hans egne Sager. Læser Engelsted dette, saa siger han nok, at det ligner mig at huske saa vagt, ikke at have det Billed, mulig dets Historie klart. Men der var ogsaa andre Ting der slog mig i den ganske lille Samling. Carl Blochs Tobaksrøger – den lurvede Lazarondreng – hævdede ham som Kunstner og Colorist og jeg vil altid tænke paa det Billed, naar jeg værdsætter Bloch. Men saa kommer der tilsidst det, som det Hele ganske drejede sig om. Thorvaldsens tre Grazier stod der udstillet i en mageløs Førsteafstøbning. Det var dem med den lyrespillende Amor. De stod 8 Tom. lavere end i Musæet, stod i et henrivende Lys. Dronningen – der selv øver Kunst – kendte ikke Thorvaldsens Navn, men jeg tror at hendes Dom dækkede min, at der var 4 à 6000 Fruentimmer gengivne, ene de tre Kvinder. Det var bogstaveligt som om den lave Hal jublede Thorvaldsens Navn. Igrunden burde vore Kunstnere tage til s. 576 Rom for at se hvorledes Thorvaldsen er. I Musæet har man gjort meget forat han ikke kommer til sin Ret. En Grønnegadianer stiger ikke saa højt i Verdens Bevidsthed uden at Zevs har rørt ved hans Pande. – Og saa gør vi Danske saa lidt for – ja saa meget mod ham. Jeg husker med hvilken Storhed Prof. Frølich lagde sig i Brechen – han vidste overordentlig godt det med Zevs’s Finger. – Naa vi er ellers smaa, og vor Kunst fra senere Tider saa meget bleg ud. Vilh. Hammershøi var vel bedst, hvis Nogen skulde være det....