Danmarks Breve

BREV TIL: Fritz Syberg FRA: Kristian Zahrtmann (1912-07-15)

K. Z. til Frits Syberg. Amaliegade 14, 1912 15/7:

... Ti det gælder altid at ville igennem – aldrig at tænke paa at Noget er naat. Naar først det sker, gaar man tilbage. Naa, og saa siger De, at De sætter den danske Kunst saa højt. Igaar var jeg paa Galleriet. Karl Madsen har hængt saare meget om og ved hver Omhæng-ning lærer man meget. Baade svensk og norsk Kunst har hver faat sin store Sal, Billederne ses langt bedre og mange komme bedre til deres Ret. Før har jeg aldrig kunnet forstaa naar Nordmændene brød sig fan om dansk Kunst, at de satte Munch som mere end alle os tilsammen. Jeg gik og spekulerede derpaa sidste Sommer i Rom. Da var det Krogh som i sin Albertina havde Noget som alle danske Malere maatte se op til, en Pragt i Farven og en Psykologi som vi manglede. Jeg syntes at alle vore Neg burde bøje os overfor det iøvrigt noget brutale Billed. Det var dengang. Men nu og nu sidst igaar, ak jeg er ikke saa glad for hvad Galleriet har af dansk Kunst. Der er der samlet daarligt – som Hirschsprung ogsaa for Krøyers og Johansens Ved- s. 586 kommende absolut har samlet daarligt. Ofte reagerer jeg hen mod det som jeg en Tid ikke brød mig saa meget om. Viggo Johansens betydelige Akademiets Forsamling hænger lige for Trappen med Carl Blochs Jairi Datter over sig. For mig er der nu meget mere Farve og Personlighed i Blochs. Vi har set Johansens Talent med den allerstørste Sympathi. Vi har set ham opløse og opløse Farven. Vi har fulgt ham ad Stier ind i Egne der forekom os fortryllende – men naar jeg (efter ofte at være ledt fra Bloch af Andre) nu staar for de to Billeder saa forekommer det mig at Bloch har Hjerte, Psychologi, Farve, Følelse, hvor det andet Billed nu er temmelig intetsigende. Johansen er et fremragende Maleremne, har gjort herlige Ting og som Person er han fortryllende og meget stærkt anlagt for Kunst – men gennem mange Aar har Konen fjernet altfor mange Hindringer og han selv har vel for villigt fulgt Andres Hænder naar de har ledt ham mod Paul & Vir-ginies solfyldte Skove. Vi fødes Alle som Originaler, og leve vi længe nok, dø vi som Copier. Derfor har jeg i mangfoldige Aar syntes at det Vigtigste er at fremelske, hvad der var af Originalitet i den enkelte Unge. Heri har jeg lært meget gennem Viggo Madsen. Han sad inde med Noget, der kunde bringes videre, syntes jeg, Forældrene vilde helst have ham comme il faut, og vi havde et Par Sammenstød. De havde Myndigheden, Magten, jeg maatte vige. Jeg synes, at jeg dengang fuldkommen har lidt Nederlag, men da Karl Madsen er den han er, lærte jeg meget deraf, og havde ikke sjeldent Følelsen af, at jeg var for gammel, hvad der vel var rigtigt. Jeg kan ikke blive den elskværdige unge Knøs og hvad han kunde blevet til kvit. Jeg ser paa det tabte Slag, har vist selv godt deraf. Men dette at tage Originaliteten af en vordende Kunstner, det er Synd. Han skulde lære dansk Skrivning i de Timer, han burde gaat paa Skolen med sine Kamerater – han maatte ikke have mere Respekt for Skolen end Forældrene havde – hvad bliver saa en Skole til? – Naa, men vi virke saa lidet helt, stort, samlet. K. M. har lavet et Værelse med hovedsagelig Eckersberg Købke. Af den sidste er der kommet meget nyt. Men i det Værelse bliver absolut Købke Nr. 2, hvad saa ogsaa de Fineste sige. Købke har en delikatere Behandling, ja Behandlingen er hans allervigtigste. I Farve er Eckersberg langt den bedste, i Smag og i Storstilethed. Det er ikke sjeldent, at Købke rent opgiver Sagen, bruger en aldeles ækel Baggrund til et Portræt, en Vandoverflade som er aldeles uren, der gør at Søerne var slaat ud fra et Sovekammer. Eckersbergs Mariner er vel hans Allersmukkeste, men hvor er der dog Landskaber og Portræter s. 587 der kappes om Rangen dermed. Hans Nathansons Billed er blevet til Parade i dets nuværende Omgivelser....