Danmarks Breve

II. SORANERLIV I 1856 havde min Brod...

s. 38 II. SORANERLIV

I 1856 havde min Broder Vilhelm og jeg været i Viborg med Forældrene forat besøge Faders ugifte fire gamle Søstre. De boede i deres Forældres Præstebolig, havde meget stor Gaard og Have. Vi lærte der et Par jevnaldrende Fættere at kende. – Det var dog mest Hovedstaden, der betog os. I Rønne var der kun tre à fire Huse med to Etager. – I København var det Husenes enorme Højde, Blomsterne og Kongeslottene, der imponerede. Vi boede paa Tre Hjorter. Faders Brødre var ved Havnen forat tage mod os. De kørte med Forældrene i første aabne Droske, Vilhelm og jeg ene i den næste. Vistode begge op midt i Vognen og dansede rundt der. Nej se blot, nej se. – Det var Blomsterbutikerne i Store Strandstræde, der vakte Beundring, og Forældrene, der kunde se os fra deres Vogn, vare baade bange for os og ønskede at kunne dele vor Jubel.

Vi besøgte Moders gamle Lærerinde, Frøken Anna Meitzner, saa hendes mange Kopier efter gamle Hollændere. Ogsaa Faders Venner var vi hos, besøgte min Tante, Admiralinde Zahrtmann, og beundrede Meget i hendes – saa forekom det os – overmaade overdaadige Hjem paa Christiansholm. Der traf vi min smukke Cousine Wanda. Hun var dengang fjorten Aar.

I 1860 fulgte mine Forældre og min Broder Conrad mig til Sorø. Jeg var angst for at skulle skilles fra Forældrene, nød ikke Turen. Kommen til Sorø var jeg bange, jeg skulde blive syg. Forældrene kendte ganske lidt til Forpagter Graves paa Sorø Ladegaard. De førte mig derud. Fru Grave tog med allerstørste Kærlighed paa min Hjemve. Det var et dannet Hjem. – Det blev til, at jeg med nogle Kamerater kom der næsten hver Søndag. Det Hus skylder jeg Ærbødighed og Taknemlighed. Moder havde ofte omtalt Fru Graves skønne Skikkelse. Hun var dengang fire og fyrre. Jeg var forbavset over, at Nogen kunde have en saadan Harmoni i sin Person. s. 39 Datteren Elisabeth havde Meget af det Samme. Hun havde en ung Raa, der fulgte hende paa Spadsereture. Soranerne vare væk i det smukke Syn.

Forældrene modtoge Indbydelse for mig til Professor Johnstrups. Fra Bedstemoder havde jeg Hilsner at bringe Digteren Ingemanns Frue og kom ikke sjeldent i det Hjem. Hendes Fader, Mandix, havde været Amtmand paa Bornholm. Hver Lørdag Aften tog de imod, hvem der vilde komme til Te. Der var meget gammeldags, havde aldrig været nogen Lampe i Huset, men Tællelys eller Voxlys. Efter Aftensbordet ufravigeligt en Tevandsknegt – en stor Kontorkop stærk Te med Rødvin og Sukker. Æbler, Rosiner og Mandler. Fruen var temmelig døv, lille, med et klogt Ugleansigt med store lysende Øjne. Hun bar særlig Dragt. En sort Halvkaabe og en Art Turban om de hvide Lokker. Denne var om Hverdagen sort, om Søndagen hvid med mange Straaperler. Vægge og Døre var behængt med Billeder, mangfoldige malte af Fru Ingemann. Der var et blodigt Sværd med en Laurbærkrans, et gyldent Kors med hvide Lilier og ikke faa bibelske Motiver. Blandt andre husker jeg Disciplene, som vække Christus i Baaden paa Søen. Det var Havblik og Christus længere end Baaden. Det sidste lo Ingemann ad, men lod forøvrigt til at være indtagen af Billederne. Gæsterne vare oftest afdøde Digter Wilsters Damer, Max Haxthausen, enkelte Lærere ved Akademiet, et Par Frøkner Galschiøt, H. C. Andersen og gamle Landskabsmaler Harder.

Denne og Ingemann gik efter Bordet gerne sammen op og ned ad Gulvet og overgik hinanden i at fortælle Historier. Det klædte den overordenligt zirlige Ingemann, naar han skulde bruge et groft Udtryk i en Sømandshistorie. Harder havde netop fortalt, hvorledes de smukke napolitanske Damer i den tidlige Morgen forrettede deres Nødtørft fra Balkoner og Ter- s. 40 rasser lige ned i Toledoen. – Ingemann fortalte om en Sømand, der var bekendt for aldrig at fattes Svar. En Herre spurgte ham fripostigt, om hvorledes Vejret vilde blive imorgen. Sømanden gav ham en forsvarlig Næsestyver: hvorledes Vejret bliver, ved jeg ikke, men der skal det den One lyne mig blive rødt og blaat imorgen. –

Marstrands Billed med Guldhornet ligner Ingemann overordenligt godt. Han var en lille Mand med langt hvidt Silke-haar, fine Fingre og havde meget Fløjl paa sin side, sorte Kofte. – Enkelte Gange blev der læst højt af Andersen eller Ingemann. En Aften læste han en Salme, han lige havde skrevet. Meget ofte kom Samtalen paa det Overnaturlige, som baade Ingemann og Fruen fuldtud troede paa. Hun fortalte, at den Dag hendes Moder var bleven begravet, sad hun og en Pige og talte om et Sted i Biblen, der var Moderen særlig kært. Hun bad Pigen hente Biblen. Hun kom bestyrtet tilbage. Fruen fulgte hende. De saa begge Moderen sidde paa Forhøjningen ved Vinduet og læse i Bogen. Da de kom derhen, var Synet forsvundet. Bogen opslaat paa det omtalte Skriftsted.

Ingemann fortalte en mærkelig Historie. – En Aften var han og en Adjunkt Rosing ude i Filosofgangen at spadsere. De gik hjemad, det var Skumring. – Pludseligt griber Rosing Ingemanns Arm: »Ser Du ham, der gaar forved os?« »Jeg synes, det er Dig. « – » Lad os gaa til ! « – – Gik de hurtigere, gik ogsaa Spøgelset hurtigere. Netop den Vej, de skulde. De maatte forbi Ingemanns Hus forat komme til Rosings, som laa ligeoverfor, der hvor nu Ingemanns Grav er. I Hjørnevinduet laa Fru Ingemann og nød Aftenens Skønhed. De andre to saa, hvorledes Spøgelset forsvandt ind ad Rosings Dør. Fru Ingemann havde absolut ikke set Noget. Hun syntes, det var meget uhyggeligt, besvor Rosing, at han skulde tage sin Te med dem. – Senere paa Aftnen var hun saa opskræmmet s. 41 – og det vare de nok Alle – at hun absolut ikke tillod Rosing at gaa hjem. – Han laa i deres Gæsteværelse. – Om Morgenen, da han kom over i sit Hjem, var Loftet i hans Soveværelse skredet ned og havde knust hans Seng.

Forældrene havde sendt mig Rektor Espersens bornholmske Sange, forat jeg skulde forære Ingemann dem. Jeg maatte oversætte dem for ham, hvilket skulde ske nøje og tog lang Tid. Flere Steder kunde jeg ikke. Han lo ad mig. Jeg maatte ogsaa, da jeg havde skrevet hjem og faat ny Oplysning, præsentere ham mine Fejl. De interesserede ham, især Sjøkarijn. Han sagde, at de var saa gode, at man burde forlange Bornholmsk i Skolerne, som man nu lærte Græsk forat læse Homer og Sofokles.

Ved min megen Omgang udenfor Akademiet kom jeg ikke saa meget i Kast med Kameraterne, som jeg burde. Meyn og jeg vare eneste i øverste Afdeling af Rønne Skole, i Sorø var vi en og tredive. – Laa paa tre Sovesale. Der kunde blive vældigt Spektakel. Man skaanede ikke Sengklæderne. Jeg vidste, hvor svært mine Forældre havde haft forat skaffe det Reglementerede.

Vi holdt meget af Rektor Bojesen, Professor Johnstrup og Religionslæreren, senere Pastor Frimodt. Denne tog Undervisningen paa en anden Maade, end jeg før havde kendt. Skildrede med Forkærlighed, hvilken stor Synder han havde været, gyste ofte tilbage for sig selv. Var jevnligt en Bøn nær i Timen. Smuk var han og forstod at indtage os for sit fine Ansigt og sine aristokratiske Hænder. De Andre opfattede ham med samme Forundring og Beundring som jeg.

Akademiet var rigt. Der var Fugleskydninger, gaves Baller og gjordes overordenligt skønne Skovture, gerne til et eller andet Herresæde, hvor vi blev gæstfrit modtagne, beværtede, og vi dansede. – Vi var paa Gisselfeld. Den gamle Excellentse, s. 42 Grev Frederik Danneskjold Samsøe, var dengang Ejer. Kunde kun vanskeligt røre sig, stillede Huset udenfor sine Værelser til Disposition. Frøknerne Grave og Schlegel, Vigand Clausen og jeg gik sammen og saa paa de puddrede Portræter udenfor Riddersalen, der var Herrens Værelse. En Tjener kom, bad os komme ind. Situationen staar mig saare klar. Salen havde Vinduer til begge Sider. Forved hvert Vindue et smukt Blomsterbord. Midt i Salen sad den gamle Herre med Benene paa en lavere Stol og et Bord ved Siden af Lænestolen. Paa dette mange smaa Flaconer. Han rystede stærkt, bad Frøken Schlegel vifte sig, talte med nogen Vanskelighed. Først da han mærkede min Kærlighed til Blomster, kom der Liv i Fyren. Vi hjalp ham hen til Blomsterbordet. Han elskede stedsegrønne Planter. – Damerne fik ved Afskeden hver en Flacon Eaudecologne. Senere, da Vogntoget styrede derfra, laa gamle Excellents i Vinduet og viftede med sit mørk-blaa Lommetørklæde.

Saaledes var Akademiets festlige Skovture, der ledsagedes af Damer ogindbudne Honoratiores. – Vi havde ogsaa kame-ratlige Sammenkomster ved Tase Mølle med Herlovianerne. Da var alt Ceremoniel sat tilside, vi jublede som Venner. Det ene Aar endte det med Slagsmaal. Paa disse Ture traf jeg Brødrene Frederik og Christian Knudtzon, med hvem jeg altid senere har staat i Forbindelse.

De allerfleste Elever i syvende Klasse omgikkes saa at sige ikke Damer. Det foragtedes. – Akademiet gjorde hver Vinter to Baller, hvor mange Damer fra Sorø og Omegn vare indbudne, men det var Mode blandt Gymnasiasterne at tilbringe disse Aftner paa Værelserne med Kortspil og kun vise sig ved Vinen og Kagen! Man fandt det barnligt af mig at deltage i Ballet. Det var nærmest dem af Kameraterne, der boede i Byen, som deltoge deri. Frøken Emy Castenskjold var Alles s. 43 erklærede Yndling. Admiral Carstensen kom senere og snuppede hende bort lige for vore Øjne.

Syttende November 1860 gæstede jeg Holsteinborg. Mimi Holstein var min Cousine, men jeg hørte hende og hendes ældre Søster Lejla, der var gift med en Portugiser, Vicomte Roboredo, saa at sige ikke omtalt i mit Hjem, vidste kun deres Existens. Indbydelsen var ligesaa kærlig som velkommen. Der kom Heste, Vogn, Fodpose, Plaider og i den lukkede Vogn – jeg kaldte den Karet – gik det de gode tre Mil sydpaa i Novembermørket. Jeg var stærkt optaget, af hvad der skulde ske. Endeligt rullede vi ind over Broen med Troldene uden Hoved, gennem Borggaarden ind under Porten. En Tjener kom i højrød Vest med galloneret Kjole og Sølvknapper. Jeg tænkte, mon han har pyntet sig for min Skyld. Der kom Magen til ham. De førte mig op paa mit Værelse, der straalede i Rosenrødt, som skulde der være Fest. – Jeg spurgte Tjeneren, hvad jeg skulde gøre. – Vaske mig, og jeg kunde gerne tage Kjole paa. – Jeg syntes, jeg skulde i stort Selskab, var lidt benavet. Tjeneren fulgte mig ned. Vi kom gennem en lang opvarmet Gang med mange Malerier. Han aabnede til den røde Testue. Mimi decolleteret i lillagraa Silke kom mig imøde. Hun selv, Arme, Skuldre og Hænder var vidunderlige. – Hun omfavnede mig, kaldte mig sin kære Fætter, sagde : » Gid dette maa blive et Hjem for Dig. Jeg har ingen Brødre.« – Dejlig var hun. – Kommen helt ind i Stuen traf jeg Wanda. – Hun var syg, led af Besvimelser, var helt hvidklædt. En af Faders Søstre var der. – Mimi betroede mig strax, at H. C. Andersen var eneste Fremmede, samt meget fortroligt, hvorledes jeg skulde behandle det illustre, noget uartige Barn. – Han kom ind. I min store Uvidenhed undrede jeg mig over, at en Mand som han, af hvem de Alle gjorde den største Stads, kun fik tre Mark for et helt Bind Digte. – Det var ofte, min s. 44 Cousine maatte gøre Forandring med Teen, inden hun kunde gøre ham den tilpas. – Som om han var knarvorn mod hende. – Grev Holstein var i København. – Hun spurgte mig, hvad jeg næste Dag kunde ønske til Frokost. – Jeg havde intet Ønske. – Om, hvad der var min Livret hjemme. – Vi spiste, hvad der kom paa Bordet, havde ikke Lov at gøre Forskel. – Om der dog ikke var Noget, jeg elskede. – Maaske Pandekager. – Hvad vi hjemme drak til vor Frokost. – Kaffe.

Næste Frokost fik vi baade Kaffe og Pandekager. Jeg lod begge Dele gaa forbi. – Mimi sagde ikke Noget før bagefter i et Brev, hvor hun morede sig over sine Anstrengelser for at behage. – Hun havde dengang fire Børn, af hvilke det ældste, Ulrik Adolf, var en smuk, beleven Dreng.

I allerhøjeste Grad satte dette korte Besøg min Fantasi i Bevægelse. Jeg var der fra Lørdag til Søndag Aften, fik ved Afskeden Lov til at betragte det som mit Feriehjem samt skrive efter Heste og Vogn. – Var henrykt hele Hjemvejen, sad plaidindsvøbt i et Hjørne af Vognen, sagtens træt og har vel sovet. – Alt der var oplevet i dette Døgn væltede sig imellem hinanden. De hvide Perlebaand om Cousinernes Halse, H. C. Andersens m ægtige, lidt grove Støvler, hans Fortællinger om Oplevelser hos Folk, jeg ikke kendte, hans Klippen Sommerfugle med smaa Danserinder paa Vingerne, de snørklede Gavle, de spidse Taarne, gamle Portræter og lille Bodild, der alt kunde staa ene paa sin Gyngehest med Hestetømme og Svøbe i Haanden – og saa lillebitte Elisabeth med de røde Koraller om Halsen. – Min Cousines Visen mig rundt i hele Huset. – De store Loftsbilleder. – – Gennem det Hele kom jevnligt: »hvorledes mon Grev Holstein er«. Han var dog Ejer af Alt og næsten af H. C. Andersen med. – Et Par Dage efter sendte Mimi mig for min Hoste et Par Flasker Rødvin, Biskop-essents og en Masse hvidt Sukker. Alt det aad Kameraterne.

s. 45 En af dem, Mandix Schou, fik jeg kær. Han var Søstersøn af Fru Grave, var lidt Skumpelskud blandt de Andre. Med et lyst Hoved forbandt han Lyst til at filosofere og til religiøse Forskninger. – Det var dengang Noget, der netop interesserede mig. – En opløben Dreng af femte Klasse, en Vigtigper af Rang, besøgte undertiden Meyn og mig. – Vi vidste Intet om, at femte Klasses Elever ikke havde Tilladelse til at komme til os Næstenstudenter. – En Aften var han ualmindelig vigtig, talte om vore elendige Buler. Naar han kom i Syvende vilde han tapetsere med rødt Fløjispapir og skaffe sig et mindre Flygel, da der ikke var Plads til et stort. Han brovtede. – – Komne paa Sovesalen fortalte vi det. »Han skal Fanden tage os under Posten«. – Meyn og jeg gruede for, at han skulde komme igen. – Men han besøgte Schou. – Vi samlede os alle udenfor dennes Dør og vor Dux, Everløff, gik i Spidsen ind til ham, der bredte sig over hele Sofaen. – »Du skal under Posten, lille Ven!« – Nogle tog ved Hoved, Andre ved Ben. Han bares ud. Koldt Vand pumpedes over hele Fyren. Saa-ledes gik han hjem til de andre Elever, hvem han havde fortalt, hvor velset han var i Syvende. – Til Rektor turde han ikke klage, da han var paa forbudne Veje.

Min Botanik forsømte jeg. Der var kun lidt at søge. Enkelte Udflugter med Trojel og med senere Pastor Bredsdorff, der dengang var Lærer i en Pigeskole. – Af Fader fik jeg Lov til at tage Tegneundervisning hos Professor Harder. Det var altid Søndagformiddag sammen med senere Bureauchef ved Nationaltheatret, Vilhelm Hauch. – Undervisningen var daarlig. Harder malte paa et stort Billede, et Landskab. – Han var en lille, smuk, gammel Mand, godmodig og uendelig i at fortælle Historier. Havde levet med Thorvaldsen og Bissen og mange af de bedste Malere i Rom. Alle holdt af ham. – Kameraterne vidste at fortælle om ham, at han havde faat sin Hu- s. 46 stru paa følgende Maade. Hun var Lærerinde paa et stort Gods. Var ikke mere ung. – Ved en Jagtmiddag rejste Husherren sig, udbragte de Nyforlovedes Skaal, Harders og Frøken Prytzes. Det kom uventet for Harder, der klinkede med Alle og giftede sig.

Sorø var smukt, for mig for indelukket i jevn Ensformighed i store Skove. Foraaret kom overvældende, knugende. Vi havde lige før Bøgens Udspring tre Dages varme Taager. De havde lagt sig over den nøgne Skov. Da de løftede sig for det skønneste Vejr af Verden, var hele Søen kranset af Lysgrønt. – Allerede dengang holdt jeg ikke af den ferske, grønne Farve. Den virker endnu ubehageligt paa mig.

Andet Aar, jeg var i Sorø, kom en ny Elev ind i Syvende, Jakob Lindegaard. – Faderen havde været Præst i Slagelille. Han læste meget, satte mig ind i en god Del af den ældre Literatur. Kæmpeviser og Edda glædede os, og her puffede Ingemann til. Men Bredahl, som begge anbefalede, kunde jeg ikke komme igennem.

Til Holsteinborg kom jeg jevnligt. Sidste Aar i Sorø tilbragte jeg de fjorten Dages Juleferie der og var der ogsaa samme Aar til H. C. Andersens Fødselsdag. Han kom til Frokost med de Ord: idag er jeg sexoghalvtreds, men føler mig som sexogtyve. – Han var i sin Velmagt, overordenligt stor og sværlemmet. – Man burde sige, at han saa betydeligt og godt ud. Man var imidlertid vant til at kalde ham grim, og derved blev det. – Senere da han havde lagt sine lange, forlorne Tænder, fik han et ganske overordenligt skønt Hoved, hvorfor Størsteparten af Menneskene var blind. – Ogsaa Carl Bernhard, Digteren Saint-Aubain, traf jeg paa Borreby og Holsteinborg og var glad ved at lære Frøken Castenskjold, Modellen til Tante Franciska, at kende. Han var en elegant, venlig ældre Herre med meget iøjnefaldende Guldbriller.

s. 47 Grev Holstein indtog mig første Gang, jeg saa ham. Mimi havde taget mig med til en syg Kone. Var inde hos hende. En Rytter kom hastigt. Han kom fra Ringsted. Med det Samme var Mimi ude i Haven. Han med Hesten i let Spring over det lave Havegærde. Det var ham. Mild, rødmosset, endnu tildels brunskæget tog han mod mig med: »ja, gennem Mimi ere vi jo alt Venner«. – Min gamle Tante havde givet mig strenge Ordres til ikke at sige Du til ham. Det kneb. – Mod mig har han hele sit Liv været udmærket. Ridderlig hans Færd, og jeg tror, han elskede sin Hustru højt.

Ingemann døde i Januar 1862. Mens jeg i Julen var paa Holsteinborg, fejredes i Sorø Juleaften af Ingemanns, deres gamle Pige og H. C. Andersen. Pigen havde med Staaltraad sat Julelys om en meget stor hvid Vinterasters. – De fire var ene. – Blomsten stod endnu med alle sine nedbrændte Lys, da jeg kom tilbage. – Gamle Grevinde Vilhelmine Holstein, født Reventlow, boede paa Holsteinborg og var Veninde af Andersen og Ingemann. Hun interesserede sig stærkt for kinesisk Mission, havde et af de elskeligste Ansigter, jeg nogensinde har set. Hun var Grev Holsteins Moder. – Sagde altid: Vi Reventlower, hvorover mine Cousiner og jeg følte os stødte. Dog tror jeg, vi selv havde en Rem af Huden, skønt vi ikke hed Reventlow. – Vi havde stor Fugleskydning det Aar. Med Vingen fik jeg et skønt Skrivetøj, som jeg forærede Fader. Mangfoldige kærlige Breve er udgaaede fra dette til alle os mange Børn.

I Skolen var Græsk mit kæreste Fag. Rektor Bojesen ansaas for stærk Æstetiker og udmærket i Græsk, underviste os dog ikke udover det Sproglige og rent formelle. Jeg elskede Herodot, Xenofon og Tragikerne. Blandt Andet Ødippos Tyrannos. Morede mig med at oversætte den i sit eget Versemaal, hvilket Rektor roste. Stod mig meget godt med ham. s. 48 Har dog intet Indtryk af den Nimbus af Poesi, der stod om hans Navn, og som Lefolii havde fremhævet. Hans Frue var Søster til Skuespillerinden Anna Nielsen, og Rektoren var musikalsk. De mindre Elever pryglede han stærkt. En af dem, det mest gik ud over, var den senere bekendte Oberst Saint-Aubain, Digterens Neveu. Han gik ud af Skolen og udmærkede sig strax i Krigen 64, blev ganske ung Ridder. Man sagde, at Rektoren var meget ærgerlig over, at Korset blev givet saadan en Dreng.

Tiden nærmede sig Examen. Vi hørte op at faa Timer, skulde studere paa egen Haand. Læste langt ud paa Natten, bryggede Kaffe, sludrede, havde mere eller mindre Fornemmelse af at være voxne og Studenter. En af de mindst Flinke havde alt i Pintsen købt Studenterkasket. Vi andre bestilte vor før Examen. – At vi vare Drenge fremgaar vel af Følgende. – Det var Skik under Examenlæsningen at tage over Søen en skøn Aften til Keglerejseren paa Parnas. Smørbrød havde vi med, skulde være hjemme inden halvelleve. Baadene vare svære at ro, da hver af os havde sin halve Bajer hængende i en Snor langt bagefter Baaden. Desuden havde vi to Flasker Brændevin med, Kontrabande af allerværste Art. – Vi morede os ypperligt, kom hjem Klokken elleve. Paa Broen stod Rektoren og ventede paa os. Vi kaldte ham Maa, fordi han altid sagde maa istedetfor naa. – Det var temmeligt mørkt. Vi skulde gaa Gaasegang forbi ham, at han kunde se hver Enkelt. En af Studenterne fra det tidligere Aar, Corfixen, var med og skulde uden Rektors Vidende sove paa vor Sovesal. Han var lille, slap forbi. Vi op paa Sovesalen med en lille Formaningstale. Corfixen mellem Meyns og min Seng med den strengt forbudte Pibe i Munden. – Saa kom Tjeneren, Grineniels, og skulde tage vore Støvler. »Jeg spillede Tjørnen – Rektoren – et Puds, sagde han. Jeg tænkte nok, han vilde lugte s. 49 til Flaskerne, men saa lugtede jeg først, da jeg bar dem fra Baaden. Saa tog jeg den, der havde været Sprut i fra.« – »Jamen Grine, der var jo to.« – »Ja, tænkte jeg ikke det, for han lugtede saa betænkeligt til den ene og satte den tilside.«

Han slukkede Lyset og gik. Pludseligt ser vi Lys gennem Ruden i Døren. Rektor. – Ved et Held først ind i den anden Sovesal. – Corfixen ind under Meyns Seng, Sengklæderne under min. – Rektor kom i Slaabrok, Parykken hang paa hans ene Skulder. Han var heftigt bevæget. Jeg laa og saa Ilden i Corfixens Pibe. – Rektor spaaede os en trist Fremtid, Tugthus og Straf. »Maa, maa, maa, nej saa var Studenterne fra de nærmest foregaaende Aar anderledes Folk. De gjorde aldrig, hvad de ikke havde Lov til. Maa, maa, maa, maa. En lang Dreng var desuden set ved Sangerindeteltet, maa.«

Jeg tror, den lange Dreng var ligesaa stolt over Rektorens Udtalelse som Corfixen, der jo var bleven rost. – Madvig var Censor ved Hovedexamen. Han huskede godt Moder og hendes Hjem paa Bornholm, ytrede sin Glæde over, hvor dygtige Soranerne var. – Det var hverken Meyns eller min Mening. Vi syntes begge, at vi havde været godt funderede fra Rønne Skole, og at Fremskridtene i Historie og Sprog i Sorø havde været lig Nul. – Saa vare vi fjorten Drenge Studenter.

Søndag den 8/3 1861 havde Kr. Zahrtmann sin første private Tegnetime hos Professor Harder; denne selv malede Sorø Sø, og K. Z. skrev, at han saa første Gang Paletten i Brug.