Danmarks Breve

VIII. ANDERS TRULSON K. Z.’s SIDSTE ...

s. 577 VIII. ANDERS TRULSON
K. Z.’s SIDSTE SOMMER I CIVITA D’ANTINO

Ide sidste Vintre inden Aarhundredets Udgang var Trulson Elev paa min Skole. Han var midt i Tyverne, høj, smuk, rank, plantet paa meget store, meget velformede Fødder. Sit Skæg havde han taget af, Haaret bar han strøget frem over Panden, hans sikkert formede Mund havde som hele hans Udtryk et sjældent Præg af Viljekraft, der fyldte mig med stærkt Haab om behageligt Samarbejde. – Havde arbejdet i tre Aar paa Akademiet i Stockholm, havde ogsaa været nogen Tid i København, inden han søgte mig. – Han sad i en Stol og fortalte om sit Liv, om sine Planer, gav et Billede af sine stockholmske Læreaar. – Talte om sin egen og sine Kammeraters Misnøje med Lærerne hjemme og fortalte om de ondskabsfulde Maader, hvorpaa Eleverne drillede dem. – Det er eneste Gang, jeg ikke stemte med ham. Jeg sagde ham stærkt min Mening om Tingen. At man kun kan lære af det og dem, man beundrer.

Han var en ganske fortrinlig Elev, tog Sagen meget alvorligt, var altid ved Staffeliet og havde hele Bondestandens Ihærdighed til at drage Gavn af Tid og Undervisning. Havde øvet og behændig Haand, udmærket Forstand, var elsket af de andre Elever. En vis, næsten dyster Alvor, der muligt var begrundet i en Forelskelse i de Tider, nærmede ham til mig. Jeg haabede paa en lys Fremtid for ham. – Saa drog han til Sve-rig, og der skulde gaa lang Tid, hvor jeg ikke saa ham.

Saa hændte det, at en i Helsingborg bosat Malerinde skrev til mig, at jeg absolut maatte tage til Malmø, hvor Trulson havde en ganske udmærket Portrætudstilling. Hun anede ikke, at han havde været Elev paa Skolen. En ung Maler, der kendte ham, tog jeg med, og tyvende April 1910 saa vi hans Udstilling. – Var strax indtagne af ham og hans herlige Ind-frien af de Løfter, han havde givet i København. Stor Evne til s. 578 at karakterisere, en særdeles sikker Maade i at behandle forbandt sig med Malerens personlige Elskværdighed og hans skarpe Karakteropfattelse. – Vi spiste paa Torvet udfor Börje-sons Karl den Tiende i løftet Stemning over Sverigs Lykke at have end en lovende Maler. –

I Januar 1911 forespurgte Trulson, om han maatte støde til mig i Civita d’ Antino og tilbringe Somren der i de høje Bjerge, da han mente det hensigtsmæssigt for sine svage Nyrer. Han var velkommen. Et Tilfælde vilde, at vi nogle Aftner senere traf hinanden i Teatret til Shakespeares Hellig-Trekongers-aften. Som sædvanligt var jeg en af de første, der kom. Trulson sad alt paa Pladsen ved Siden af min. Meget længe havde jeg ikke set ham. Hans Træk havde udviklet sig, han var magrere, mere melankolsk, mere karakterfuld. Vi var begge glade for Mødet, og da der var en halv Time til, at Tæppet gik op, og vi næsten var ene i Teatret, fortalte jeg ham, hvorledes Michael Wiehe havde spillet den melankolske Hertug i en Text, der senere var lidt ændret. Hvorledes han med et eneste Ord havde fyldt Scenen med Romantik i Shakespeares mest romantiske Lystspil.

Man saa den dejlige Have i Illyrien. En Kanal gled stille lige mod En mellem blomstrende Rosentræer. En Baad kommer og lægger til. Tungsindig og elskovsfyldt stiger Hertugen i Land, tavs gaar han frem og nedlader sig paa en Bænk. Kavalererne holde sig ærbødigt i Frastand.– Umaaleligt længe sidder han tavs og hans Kavalerer, og ogsaa Publikum, venter – venter – venter. – Da gør han en stille Bevægelse bagud med Haanden og siger kun det ene Ord: Musik! – Violinerne høres gennem Roser, og Alle har henrykt hørt Wiehes skønne Organ. Det var Shakespeare.

Tæppet gaar virkeligt op. Vi havde alt frydet os over Digteren. Vi saa Hellig-Trekongersaften, hørte Musiken gennem s. 579 Roserne. Men for mig blev Hertugen paa denne Side af Orkestret. Trulson var ham.

Foraaret kom. Poul Christiansen og en anden Elev drog med mig til Marinan ved Pisa for senere at tage op til Civita. Vi vilde gerne haft Trulson med strax. Noget Arbejde hindrede det, og han kom først de sidste 14 Dage til os og vore Søbade.–Vi mærkede, hvor ængstelig han var for sin Helbred. At han var afmagret og noget gusten, at han ikke mere plantede sine Fødder saa fast. – Søbadene brugte han altfor ivrigt, laa mange Timer i det hede Strandsand, hostede noget, malte Smaating, var rastløs.–Han lovede sig meget af Opholdet 3000 Fod over Havet. Vi kom derop og indrettede os. Han tog ivrigt fat paa store Lærreder. Hele hans Liv blev Pligt.

Vi var begyndt at frygte for Tuberkler. Selv holdt han stædigt ved, at det var i Nyrerne, Sygdommen sad. Han indrettede et Regime saa vanvittigt tænkes kan, hvis det var Lungerne, der var angrebne. Forkastede alt Kød, sultede sig med Forsæt, spiste næsten kun Citron, vilde saa vidt gørligt op paa de højeste Bjerge. – Naaet til en vis Højde indfandt den fortvivlede Hoste sig stærkere og stærkere, jo højere han steg. Vi trængte ind paa ham, nej, og Læge vilde han absolut ikke have. Havde Lommerne fulde af Beskrivelser af Kure, Kvak-salveri og Sultereglementer. – Dag for Dag tog Sygdommen til, Kræfterne af. Han arbejdede og sloges med sine store Lærreder. Stod ofte i stærk Blæst, kæmpede for at holde Billedet oprejst. Kom han ind, var han ivrig for at søge Raad og tænke paa sine Motiver. Var rastløs flittig.

Den italienske Familie, vi boede i, græd, naar han ikke vilde tage Føde, naar den saa, hvor han svandt hen. Naar den mærkede, at alle hans Stemmes Orgeltoner forsvandt, og at kun en tør Træklim pren blev tilbage, mere og mere afbrudt af Hosteture. – Baade den og vi forlangte af ham, at han skulde s. 580 tage Læge, han vilde ikke, men da en berømt Læge besøgte Civita, fik vi ham smuglet ind. – Da han var der, var Trulson glad ved ham og tillod en hvilkensomhelst Undersøgelse, hjalp Lægen. Ak, det var to Dage førend hans Død. – Det var Lungerne, det gjaldt. Lægen afsatte paa hans Ryg og Bryst mangfoldige blaa, røde og sorte Kryds. Vi saa hele Lungens Form.

Trulson hævdede, at det var Nyrerne, men jeg vil tro, at han vidste, at det var noget andet. – Situationen forværredes ved, at alle Italienere er forfærdeligt bange for Tuberkelsmitte. Tjenestepigerne desinficeredes, naar de havde været inde hos ham. Det blev os danske, der gav ham Mad, Medicin og sad og talte med ham. – Endnu selve Dødsdagen var han stærkt optagen af sine Billeder, havde endnu Kraft til at vende sig saaledes i Sengen, at han saa dem i bedst Lys. Talte livfuldt om, hvad der skulde ændres. – Den fire og tyvende August Klokken syv Aften bad han mig betale sine forskellige Modeller, gav mig en Femtifranksseddel. Den var vanskelig at faa vexlet saa sent. – Dog fik jeg det gjort, og da jeg Klokken otte kom til ham, jublede han over, at det var gjort. – Saa laa han stille indtil henad ti. – De Andre gik ind at sige ham Godnat, jeg vilde ikke mere forstyrre ham. – Vi, en ung Elev og jeg, var gaaet iseng. Da høre vi ti Minutter før halvelleve hans tunge, store Fødder klaske gennem Forstuen og over Spisestuens Marmorfliser. – »Sørensen kom! jeg faar Blodstyrtning« . – Vi hørte hans voldsomt kvalte Suk, var i en Fart gennem Værelserne, ved hans Seng. – Sørensen fik grebet hans Hoved, Blodstyrtningen var voldsom, forfærdelig. – Jeg søgte at fange hans Blik, forgæves. Lægen var der, gav ham en Indsprøjtning. Han kendte ham momentant. Saa var han død.

s. 581 FØR FROKOSTEN I CERRONIS LILLE SPISESTUE I CIVITA D’ANTINO. 1911
Anders Trulson og Poul Christiansen
(H. Chr. Chr. Nr. 661)

s. 582 CIVITA D’ANTINO SET FRA TÆRSKE PLADSEN
Fotografi fra c. 1905

s. 583 Under stor Deltagelse af hele Folket blev han begravet paa Civitas Kirkegaard. En italiensk Student holdt Talen over den elskelige nordiske Kunstner, der i ti Uger havde været Civitas Gæst, var kommen som en Fremmed, var død som dets Ven.

Endnu stod tilbage at underrette hans gamle, svage Moder om hans Død, at besøge hende i Lund. – Det sidste blev lettere end formodet. Den stilfulde, smukke Dame tog Samtalerne med højtidelig Ro, dvælede mest ved den Glæde, han havde været hende, den Rigdom, hun havde i Mindet om ham. – Det var, som om ogsaa hun i ham havde set og kendt Hertugen, Orsino. Vi vidnede begge at være voxede som Mennesker i vor Beundren af Anders Trulson.

Casa d’Antino, Juni 1914.