Danmarks Breve

KR. ZAHRTMANNS UNGDOMSERINDRINGER I....

s. 16 KR. ZAHRTMANNS UNGDOMSERINDRINGER
I. INDTRYK FRA MIN BARNDOM

TRE TULIPANER. 1868
(H. Chr. Chr. Nr. 43)

s. 17 MIN spæde Barndom gik som andre Børns. Min Broder Vilhelm var 2 Aar yngre end jeg, var skønnere skabt, større, kraftigere, havde bedre Evner. Senere gjorde han bedre Fremskridt i Skolen. En af Moders Søstre, der tidligt blev Enke og var 17 Aar ældre end Moder, valgte dog mig til Kælebarn, lærte mig at læse i forbløffende tidlig Alder. Dette var næppe godt. Jeg kunde læse, hvad der stod, men forstod ofte ikke, hvad jeg læste. Dette har antagelsesvis haft afgørende Indflydelse paa min Karakter. Hvis det ikke havde været, vilde mit Overblik over meget været klarere, jeg vilde mere distinkt have forstaaet, hvad jeg læste, vilde bedre kunnet læse højt, hvad jeg aldrig er kommet til.

Moder søgte at udvikle mit Fantasiliv. Hun levede selv stærkt et saadant. Fader tog sig meget kærligt af os Børn. Et af mine tidligste Minder er fra min tredie eller fjerde Fødselsdag. Forældrene havde presset brogede Levkøjblomster i graat Papir. De havde gemt dem bag en Skrivesekretær. Jeg skulde lede efter dem, var for lille, derfor hjalp Fader mig med at finde dem. Siddende paa Gulvet saa jeg de fire Ark igennem, glædede mig over det spraglede røde og hvide, observerede hvorledes de alle var grønne i Midten. Bedst som jeg sad der, saa jeg Fader løfte Moder ivejret og give hende et Kys – lidt derefter gjorde Moder samme Kunststykke ved mig.

Moder elskede Blomster inderligere, end jeg har set nogen Kvinde gøre. Der var i Haven to Hyacinther, som ganske betog mig. En renhvid og en hvid med rosa Centrum. Moder lærte mig at tælle Klokkerne, at se deres ædle Form og Farve. – Næste Morgen, da Moder tog mig med i Haven, havde det plaskregne!, Jorden var nygravet, de skønne Blomster stærkt jordslagne.

Senere paa Somren blev det Eschscholtziaens gule og orange Toner, der fangede os. – Bedstemoders Have var me- s. 18 get større og frugtbarere end vor. Hver Planteart udviklede sig rigere. Moder aabnede mine Øjne stærkt derfor.

Et Foraar, hvor var Violerne store og langstilkede hos Bedstemoder mod Pygmæerne i vor Have. Endnu staar det Mønster, hvori vilde Tulipaner og Krokus tegnede deres Blomster paa Bedstemoders Havejord, tydeligt for mig. Dengang var jeg næppe sex Aar.

Som Prøve paa, hvor langt jeg husker tilbage, staar at jeg ialfald har Indtryk af en Onkel, der døde, inden jeg var tre Aar. Han var ualmindelig høj. Jeg husker, at min Tante viste mig, hvor langt han naaede op ad Dørposten, husker, hvorledes jeg sad paa hans Seng og legede med hans Ur, det samme, som efter hans Død har fulgt mig Livet igennem.

Ogsaa Efterretningen om Christian den Ottendes Død og meget mere, da der i et Panorama paa Raadstuen vistes hans Ligfærd, at han blev trukket af mange, mange hvide Heste med sorte Skaberak. Mine Forældres Sorg, og at Alle var sortklædte. – Da lærte jeg, hvad Crêpe er. - Kongen og Kongelige interesserede mig. Moder maatte fortælle mig, hvad hun vidste. Det var vist udmærket fortalt – blev urigtigt opfattet, – ialfald har Livet lært mig, at mine Begreber om det Kongelige maatte ændres.

Vilhelm og jeg blev saa store, at vi fik Lov til ene at gaa hen i Bedstemoders Have. Vi gik Haand i Haand, stansede ved hver enkelt Plante forat se dens Blomst. At røre, derom var der ikke Tale.

Begge Forældre opdrog os meget omhyggeligt, vi var artige, kunde dog ofte slaas meget alvorligt. – Var lige stærke – om Vilhelm ikke var stærkest. Engang var vi oppe paa en af Onklernes Gaarde. Der var ingen Fætter, kun med os ligegamle Kusiner. Raseriet kom over os i Børnestuen, vi sloges paa Gulvet, væltede en temmelig tung Bænk. – Tante kom s. 19 ind. – Hvad er det for Noget, Drenge. Saadan Noget har hverken jeg eller nogen af mine Døttre set. – Vi tog Ordene bogstaveligt, skammede os med hinanden over os selv, syntes at de Kusiner var udmærkede.

Af Bedstemoder havde jeg til min Syvaarsfødselsdag faaet en blaa Fløjls Bluse, af min Tante hvide Benklæder. Disse Herligheder havde jeg første Gang paa oppe hos samme Onkel. En større Fætter, der var i Besøg, kørte en af Kusinerne i sin Barnevogn rundt om Dammen. Jeg vilde være med, styrede i den Hensigt nærmeste Vej, det vil sige lige ud i Dammen. Der blev svær Bestyrtelse over, hvad der var sket, og jeg skamfuld over at skulle i Pigeklæder.

Vilhelm og jeg kom af og til paa en af Onklernes mange Gaarde. Under et saadant Besøg skete Følgende: I et Snebærbusket stod to mægtige Kirsebærtræer, hvoraf vi havde Tilladelse til at spise. Vi sad hver opkrøbet i sit, højt oppe. Tante kaldte til Middag. Den af os, der sad i det Spisestuen nærmeste Træ trillede ned i Snebærrene udenpaa Træets østre Side. Jeg husker ikke, om det var Vilhelm eller mig.

Hos Bedstemoder havde vi det rigtig rart. Hun havde mange Folk, og Huset gik efter hel gammel Skik. Klokken et spistes der til Middag, og alt halvtre var der vasket op og Alt iorden. Inden tre sad Pigerne i Folkestuen i deres fine bornholmske Dragt, naalede, pilne og pæne i deres Korsklæder. Om Søndagen spandtes ikke, de søgne Dage sad hver ved sin Rok. Paa Gulvet var der strøt nyt, vaadt Sand, der stod i utallige Smaatoppe. Det galdt om saa vidt muligt at sidde stille ved sit Arbejde, at Sandtoppene ikke blev forstyrrede, og skøndt Pigerne gerne saa os Drenge, maatte ogsaa vi helst sidde i Ro med hvad, vi havde for, enten det nu var Kort, vi legede med, eller vi havde Valnødder eller morsomt formede Smaasten.

s. 20 Vi havde to os inderlig kære Dukker. De var drejede som Kegler i Træ. Vilhelms med kun en, min med to Indskæringer. Tyksak og Langemand havde Forældrene døbt dem.

Bedstemoder havde en Hyrde, som hed Peter, med hvem vi undertiden fik Lov at gaa i Byvangen, hvor han vogtede Køerne. – Vi legede med ham i Engene, plukkede Herrens Hænder og Axel i Vang – Orkis og Primula. – Netop ved Bedstemoders Eng løb to Bække sammen og dannede By-aaen, en heller ikke stor Bæk. Vi lod oftest Kør være Kør, legede. Havde udfundet, at tre Dage gamle Kokaser havde en vidunderlig sød Lugt. Saa galdt det om at finde dem. Vi delte de tre Vandløb mellem os, kunde i vor Søgen komme temmelig langt bort. Vi fandt mange, og da vi ikke kunde have dem alle i Favn, stak vi Hul i hver enkelt, trak dem paa vore bare Arme. Vi mødte saa igen hinanden som tre Hel-ligtrekongerslys.

I Høsten spiste vi undertiden med af Høstfolkenes Mellemmad. Hvor det smagte os, det tykke Rugbrød og den ganske friske, bløde Sødmælksost. – I de Tiders Husholdning saas Penge meget lidt. Mælken brugtes næsten ikke, Fløden i rig Mængde. Den skummede Mælk blev dagligt givet bort til Koner af Husets Klientel, der kom med deres store Krus. Hør og Uld gaves til Konerne, der vævede og spandt. Ved Jul fik hver af Husets Folk en Klædning. – Hvad af Smaamønt, der kom ind i Aarets Løb, lagde Bedstemoder i en Kobberurne i sin Sekretær, og da Vilhelm og jeg blev store nok, uddelte vi Almisser af denne Juleaftensdagen til de Fattige. Hver Mand fik fire Skilling, hver Kone to, hvert Barn en. Vi skulde passe paa, at de ikke kom flere Gange. Mange af dem kendte vi. De bad altid »i Guds Navn«.

For sine talrige Børn, Børnebørn og vel ogsaa Børnebørns-børn holdt Bedstemoder stor Middag og Juletræ Juledag. s. 21 Vogn efter Vogn kom fra Gaardene, og Lærere og Lærerinder var med. – Mens vi uddelte Almisse, pyntede Tante Træet, og naar det var gjort og Tante inde at klæde sig til Middag, plejede Bestemoder at komme og sige: Nu skal I se Træet Drenge, men I skal ikke sige det til Grete.

Middagen Juledag brød vi Drenge os ikke saa meget om som om Træet, og naar Kaffen var drukken og Uret havde slaaet det femte Slag, gik Salsdøren op. Træet straalede, og lige indenfor Døren sad Bedstemoder bred og saare skøn med Armene over Kors paa Maven og med Ansigtet kysende af Glæde. Vor Jubel blev hendes. Juleaften var hun og Hendes Gæster i vort meget tarveligere Hjem.

Helt tilbage i min Barndom kom ikke Faa hjemme, oftest meget dannede Folk. Fuldkommen Husven var Overlærer Lefolii, senere Rektor i Viborg. Han var ganske ung bleven Enkemand. Med en Streg i grundtvigiansk Retning var han i Besiddelse af usædvanligt Retsind, Intelligens, varm Fædrelandskærlighed. Han kom om Fredagen. Moders Søskende kom meget. En Ven af Lefolii, Provst With kom af og til, oftest med Frue. Denne var Søster til Minister Bang. Han var et usædvanlig klart Hoved, vittig, stærkt dømmende. Faders Brødre kom fra København. Samtalerne var stærkt animerede, havde polyhistorisk eller filosofisk Indhold. Vilhelm og jeg hørte efter ved vort lille Bord.

Vi oplevede et Krak. Provst With stillede sig til Rigsdagen. Lefolii mente, at hans aandelige Indflydelse i Rønne var af en saadan Betydning, at det var at foretrække, at han blev paa sin Post. Talte mod Valget, stemte imod. Deraf flammede megen Vrede. Vi vidste, at de to absolut ikke kunde ses, forstod det ikke, fik derigennem vor første Idé om Danmarks Rigsdag.

Af og til var der i de Tider Middagsselskab i vort Hjem, s. 22 oftest ene Herrer. Der holdtes Taler, og Fader indstuderede meget omhyggeligt sin. Der blev diskuteret forskellige Emner, som Verten ledede uden at lade sig mærke dermed. Fader havde gerne tre à fire Emner bestemte før Festen. Amtmand Krabbe fem à sex. Taflerne dér varede længere.

Fader tog sig af os. Vi kom paa Danseskole, lærte at svømme. Dette sidste saa tidligt, at jeg ikke mindes ikke at have kunnet det. Vilhelm kom til en gammel Kone, Moer Stange, for at lære at læse. Jeg regnedes for dygtig fra min Tantes Haand. – Kun for ofte sagde Moer Stange, naar jeg fulgte Vilhelm til Skole »–ja, det ved Kristian godt«. Det varede kort, inden Vilhelm vidste sine Ting sikkrere end jeg mine. Jeg kom ind i Latinskolens Forberedelsesklasse, var stor Stymper i at læse højt, tog hurtigt fat i Meget, sjeldent indgaaende.

– Blomster havde fuldt ud min Interesse, jeg hjalp Moder i Haven, lærte grundigt Planternes Liv at kende. Moder havde en egen Evne til at faa mig til at elske Forskellen i hver Arts Form og Farve. – Vi morede os med at sammenligne Blomsterne med Mennesker. – Der var en mægtig, blegblaa Ridderspore – Fru Krum – en Liljekonval – Valborg Erichsen

– en Diclytra – Fru Vedel. – Kom en Fremmed i Visit, kunde Moder, naar Vedkommende var gaaet, sige: gaa ned i Haven og tag mig den Blomst. – Jeg tog næsten altid rigtigt.

Som meget yngre havde jeg en Dag siddet paa Moders Skød. En af hendes Søstre, der var rask i Tale, besøgte Moder, og da denne kælede for mig, sagde Tante: »jeg begriber ikke, Du holder saa meget af den grimme Unge«. – Det slog Ild i mig. – Da Tante var gaaet, spurgte jeg Moder, hvad »grimme Unge« var. Moder forklarede det, sagde, at jeg ikke skulde bryde mig derom, den Tante havde saa skønne Børn. – Jeg tror, Yttringen har faaet den allerstørste Betydning for hele mit Liv. Den har mægtigt udviklet min Kærlighed til s. 23 Moder, og den har sandsynligvis bestemt min Livsbane – Dyrkelsen af hvad der er skønt. – Intet er vel en lille Dreng dyrebarere end Moderens Kærlighed.

Det begyndte dengang at gaa op for mig, at Menneskene se forskelligt godt ud, jeg begyndte at studere Folks Træk. Havde hørt Tale om Fru Krabbes Skønhed, og skøndt jeg ikke er vis paa, om jeg virkelig har set hende – hun døde, da jeg var ganske lille – har dog hendes Billed ofte kommet i min Bevidsthed. I min Fantasi altid klædt i Hvidt. Enten jeg har set hende syg i Sengen – for jeg har været der ved Faders Haand – eller paa hendes Portræt i hvidt Atlask. En rød Nellike hos os, der stod lang med en enkelt stor Blomst ovenpaa et Fortepiano, har fæstet sig stærkt i mit Minde. Blomstens Farve, Bladenes, Urtepottens og den blanke Mahogniflade.

Bedstemoder havde et Etspandskøretøj. Kørte ofte selv Brunen for os. Moder og jeg vilde gerne af i Blomsterengene, ved Grøfterne og paa Smaaklipperne, hvor sjeldne Blomster groede. Dermed var vi fortrolige. Det holdt Bedstemoder ikke af, hvorimod hun ikke sjeldent kørte os til et eller andet Hus. Vi holdt saa lidt der, hilste paa gamle Barbro, Ole Ibs eller hvem det nu kunde være. Af og til var Moder Kusk, naar Bedstemoder ikke var med. Det var mest paa Nøddeture, for Bedstemoder saa ikke mere saa godt, at hun kunde plukke Nødder. Var Turen lang, havde vi Jørgen til Kusk. Man plukkede Nødder, hvor man vilde. Vi regnede det nærmest for en Ære for en Bondemand, om vi slog os ned i hans Skov. – Dog kan jeg huske, at vi gentagende havde Lyst til at søge Nødder i Nylars Præsteskov, men dér var vi dog lidt bange for Præsten. – Bedstemoder havde gerne et Par Flasker tyndt 01 med – Moder en Dunk varm Kaffe. Var Fader enkelte Gange med, det var dog Bedstemoder eller Moder, der kørte »Brunen«.

s. 24 Sidste Søndag før Set. Hans mødtes Bedstemoder med alle sine Børn og Børnebørn i Almindingen. I tidligere Aar var hun altid selv Vert, men senere gik Beværtningen paa Omgang mellem Børnene. En mærkelig, højtidelig Dag, som endnu lever i den yngre Slægts Minde. Et Aar var en af Onklerne, der havde rejst i Italien, med. Han trakterede os alle med Lacrymæ Christi, fortalte, hvorledes den ædle Vin voxer paa Vesuvs varme Klipper. Vilhelm og jeg troede, at kun meget Udvalgte havde haft denne ædle Nydelse, følte vor Vigtighed. Har dog sagtens faaet Vinen stærkt vandblandet.

Der var i vor Barndom Børnebal hos vor Onkel paa Rabækkegaard. Ole kom Klokken to og hentede os i Kane med Bjælder. Jeg tror ikke, vi havde Anelse om at danse. Traktementet var ene Æbleskiver og frapillede smaa Æbler. Da vi skulde hjem Klokken fem, væltede Ole os ved Skovhjørnet. Han havde faat lidt at drikke til Æbleskiverne. Vor Pige, Rebekka, havde Vilhelm paa Skødet. Jeg sad strunk ved Siden af. Mørkt var det. Hun jamrede: »Aa, Herre Jøssus, Ole har slaat halla Houed aa saj « – hvilket bornholmske Udtryk kun vil sige: havde slaat sig meget stærkt paa Hovedet. – Der var noget læk paa Kanen. Vi maatte tilbage. Jeg sad og undredes, om virkeligt det halve Hoved manglede, og da paa hvilken Led. – Kunde ikke se Noget, hørte kun, at Onkel langtfra at ynke sin Karl skændte ham morderligt ud.

En Dag, da jeg var sex Aar, førte Moder mig hen i Kanceiliraad Erichsens Gaard. Det var i Syrentiden og sarte, pragtfulde lilla Blomster hang i velsignet Overflod ud over det lave Havegærde. Fru Erichsen gik og hængte Vasketøj paa Snorer. Havde en gul Helgolænder over sit straalende Hoved. Sønnen Christian gik hos hende. Han var et Aar ældre end jeg, kom hen til mig. Da saa jeg første Gang, hvad brune Øjne vilde sige. Vi blev i en Aarrække Kamerater. Han holdt ogsaa af Blomster. Dengang var der ingen Gartner i Rønne. Vi kendte hver Blomst, der fandtes, og saa vi en ny Art, gik vi ind og bad om en Aflægger.

s. 25 BEDSTEMODEREN: BARBRA KIRSTINE JESPERSEN Født BOHN 1781-1864
Efter Daguerretypi fra 1846

s. 26 BEDSTEMODERENS HUS OG HAVE I RØNNE. Malt 1868
(H. Chr. Chr. Nr. 52)

s. 27 FORÆLDREHJEMMET PAA STOREGADE I RØNNE
(Regge Rindingsværkshusene med den mellemliggende Gaardport)
Efter Fotografi fra 1874

s. 28 KRISTIAN ZAHRTMANNS FORÆLDRE
LAURA POULINE ZAHRTMANN f. 30. Aug. 1822 d. 20. Marts 1918
CARL VILHELM ZAHRTMANN f. 26. Aug. 1810 d. 24. Juli 1899
Efter Fotografier fra 1863 og 1864

s. 29 Aarene gik, først var jeg i Forberedelsesklassen, kom som niaarig i den lærde Skole. Den var igrunden ikke lærd, men Livet blev et andet, raskere og med mange Kamerater. Vi satte forskellig Pris paa de forskellige Lærere. Forældrene lærte mig dyb Ærbødighed for hver af dem og for hele Skolearbejdet. Aldrig har de i mit Paahør dadlet nogen Lærer. En opvakt Elev var jeg ikke, usikker i Meget. Med Beundring saa jeg paa, hvor forbavsende sikkre baade Bedstemoder og Moder var. Hvert givet Øjeblik vidste de, hvorledes de burde handle. Dette troede jeg mindst af Alt, at jeg skulde kunne naa. Men det man stadigt beundrer, er det, man i Livet naar til.

Jeg hang i Moders Forklædebaand, kunde i de Aar være noget sygelig, havde daarlige Øjne. Moder læste saa Lektierne med mig – ja for mig. Latin, som hun ikke kendte, gennemgik hun for mig. – Fader havde mange Forretninger, maatte kæmpe vældigt for at skaffe Udkommet, kunde umuligt mere tage sig stærkt af Børneopdragelsen. I de senere Aar af min Skoletid havde han syv Børn at opdrage. Hans Aarsindtægt var to Tusind otte Hundrede Kroner.

Moder kæmpede som en Løvinde for sine Unger. Selskabelighed maatte saa godt som høre op. Huset var ogsaa saa lille, at der manglede Plads. Til vi var fjorten Aar syede Moder hvert Stykke til os – ja meget længere. Jeg har en Broder, som endnu, medens Moder gaar i sit etoghalvfemsindstyvende Aar, aldrig har haft nogen Strømpe paa, som Moder ikke har strikket. Hun var utrættelig. Der var en Skæren til, Syen Klæder, Vask, Strygning, Lappen Tøj, Laven Mad, som var aldeles forbløffende. Senere har hun ofte sagt, at det var hendes alsomfaureste Tid, naar vi alle kom sultne fra Skolen, og s. 30 hun kunde mætte de mange Munde. –Traktementet var tarveligt: Fisk, Finker, Øllebrød, Pandekager, Ærter og Flæsk. Om Søndagen fik vi dog gerne Oxe eller Gaas. – Fik vi en Søndag Kaal, saa Vilhelm og jeg paa hinanden, sagde ikke Noget. Havde Fader megen Landpraxis eller som Læge maatte arbejde den hele Nat, satte Moder Rødvin til ham. Vi saa paa ham med Ærbødighed, naar han drak. Vi beundrede og-saa Forældrene, fordi de fik Smør til Torsken. Vi spiste den tør med Kartofler.

Efterhaanden blev vi ni Børn. Det blev umuligt, at Moder kunde tage sig saa intimt af hvert enkelt Barn, som Samlivet havde været engt mellem hende og mig. – Baade Vilhelm og min næste Broder, Conrad, blev stærkt fremhævede af Lærerne, hvilket fik stor Indflydelse i Hjemmet. Jeg blev ofte irettesat af Forældrene, opfordret til at se op til de Andre, og jeg vidste, at jeg stod tilbage for dem i Forstand. Conrad var en smuk Dreng, ansaas for Skolens lyseste Hoved. Dette har gavnet mig, hæmmet medfødt Forfængelighed. Jeg vilde saa gerne følge Trup med dem forat vinde Forældrenes Kærlighed. –

Ottende September 1856 fik Rønne Kongebesøg. Frederik den Syvende bragte sin Hustru, Grevinde Danner over til os. – Jeg forstod ikke det Vanskelige i at modtage Parret, var opfyldt af det Kongelige, jeg skulde faa at se. Der skulde være Taffel, skulde illumineres, Kongejagten skulde ligge udenfor Rønne Havn. Med vor Pige blev Vilhelm og jeg sendte til Ra-bækkegaard at hente Sølvstager og Blomster. I Hjemmet blev der en stor Binden Kranse. Da Kongevognen kørte forbi, var jeg henrykt over, at min Buket faldt i Grevinde Danners Skød. Senere saa jeg hende decolletteret i lysblaat Silke efter Middagen hos Amtmanden. Jeg saa hende i violet Ridedragt paa en hvid Hest ved Siden af Kongen. Hendes Holdning og Figur s. 31 var fyrstelig. Parret tog sig ud. –Ved Taflet ombord var Forældrene med. Vertinden morede Damerne med efter Bordet at lade dem skyde Messingkanonerne af. Moder fandt hende klog, taktfuld. Hun forstod at tale med hver Enkelt og var Dame. Hun gjorde meget Godt paa Bornholm, og da Provsten havde omtalt hende eqvivokt og ikke illuminerede, blev hans Ruder slagne ud.

I 1853 døde Faders ældste Broder, Admiral Zahrtmann. Jeg havde faat det at vide paa Skolen, kom hjem og saa Fader græde ved Middagsbordet. Det havde jeg aldrig set. Om Eftermiddagen kom jeg op til Klejnsmed Hovald Holm. Den gamle Mand lagde Haanden paa mit Hoved og sagde : » Du har mistet mere, end Du nu forstaar. «

Samme Aar, syvogtyvende November, fødtes min ældste Søster, Elisabeth. Da vi fik Lov til at komme ind at se hende, laa Moder lykkeligt smilende i sin Seng. Henne under Vinduet stod Vuggen og i den vor lille Søster. Hun var ti Aar yngre end jeg, og hun tog min Kærlighed. Jeg husker fra den Dag den blaa Aare, hun havde i Tindingen og over Næseroden. Moder tog det Løfte af os, at vi altid skulde være gode mod den Søster. – Hun var smuk, noget svag, trængte til blid Behandling. Brødrene var bomstærke. Vi ældste var meget strengt opdragne, de yngre Brødre mindre end Vilhelm og jeg. – Moder syntes, at hendes Opdragerpligt var større overfor Elisabeth end overfor Brødrene, at Datterens Opdragelse ene var Moders Sag. – Alt i Hjemmet drejede sig om Fader, han skulde skaanes for overflødig Møje. Moder var enogtredive Aar, tog sig vældigt sammen for sin lille Piges Skyld. I Begyndelsen udtalte hun mere og mere sine Tanker derom for mig, senere blev det til, at hun tog mig med paa Raad. – Jeg jublede over Hvervet, syntes, at Ingen havde saa skøn en Søster som jeg. Moders Haand var blød, hendes Vilje sikker s. 32 – den lignede Mérimées Stil. Hun havde Øjet aabent for sin lille Piges Fortrin og Fejl. Intet af os Børn havde et blot nogenlunde godt Organ. Der var arbejdet med Vilhelms og mit. Nu tog Moder sig af Elisabeths. Under dette lærte ogsaa jeg meget. Hun blev irettesat, naar hun talte for højt eller skreg, saa kom det Skærende i Stemmen frem. Paa den Maade vandt Moder, at hendes Stemme ialfald ikke er ubehagelig. Hendes Humør var paa Grund af hendes Sygelighed ikke straalende, men ogsaa her hjalp Moder Bod paa meget. Hendes Mørk-ningsæventyr fik lysere Præg. Fader forlangte, at Elisabeth skulde tidligt iseng, sent op. Naar hun var skrøbelig kunde hendes store Hoved hænge ned mod den ene Skulder. Hun blev bragt i Seng. Den eneste Kur, der blev brugt, vistnok den ene rigtige. Senere har hun i højeste Grad været Herre over sin Person og sin Helbred. Efter Syvaarsalderen var al Skrøbelighed som blæst bort. Hendes Evner var fortrinlige, hendes Udvikling ledsaget af store Haab.

Vilhelm var bestandigt dygtigere end jeg i Skolen, havde lettere for at omgaas Kameraterne, var af lysere Sind, Lærernes Kæledægge. Jeg gik ensom, lærte langsomt. Var næppe flittig, sluttede mig til Kamerater paa egen sværmerisk Vis. Vilde kunne se op til dem, som jeg saa op til mine Forældre. – Den jeg sluttede mig nærmest til, var Vilhelm Meyn. Han var en stor, smuk, opløben Dreng, da han som lidt ældre kom fra Faderens Præstegaard. Var ligesaa god af Hjerte som forfængelig. I vort Samliv lod jeg ham strax tage Overtaget. Det var ham, der bestemte, om vi skulde spadsere ud eller blive hjemme. Som et Aar ældre havde han en Forret, som han stærkt benyttede. Ved Skoleballerne gav han Tonen an. Vi var for store til ikke at gøre Forskel paa Kamerater. I de fleste Tilfælde blev hans Syn fulgt. Hans Fader blev Provst i Rønne. I det gode, kærlige Hjem havde jeg lykkelige Timer. Efter- s. 33 haanden blev det ene ham og mig som de Store i Skolen, om hvem alt Vigtigt drejede sig. Vilhelm burde været Numer tre i dette, men der kom ingen ret Fortrolighed mellem de to. Han skøttede næppe om Meyns Overlegenhed, og da denne mærkede det, opgav han ham som Trediemand. Vilhelm var to og et halvt Aar yngre end Meyn. Vi var ene i øverste, femte Klasse af Rønne Skole. Skiftedes til at være Skolens Dux. Jeg var det sjeldnest, vist kun een Gang. Femte Klasse var toaarig.

Vilhelm og jeg drev med vore Fættre en Sport, hvor Meyn sletikke var med. Onkel havde i sin Park overladt os saa megen Jord, som vi kunde overkomme at opdyrke. Mine Forældre var glade for den Beskæftigelse. Vi inddrog Land, plantede Nøddeskov, anlagde efter vor Mening skønt Blomsterland, vare flittige derved. Jeg syslede meget stille dermed. De andre tre vare gemytligere. Jeg husker med Rædsel et Aar, hvor vi lige havde faaet Alt tilsaaet. Holmgang greb dem alle tre, de væltede sig i Bedene, al Tilsaaning forsvandt. – En anden Gang havde de indbudt nogle Damer paa tolv à fjorten Aar. De skulde trakteres med Pandekager. Æggene laa paa Jorden i aabent Tørklæde. De viste Damerne deres Ridderfærd ved at kaste med tørre Rør med deres fjorgamle store Ax. Axel skvat med de Kadetlærreds lige midt i Æggene. Pandekager blev der Intet af, men Alle maatte til Havs, hvor Damerne vaskede Axels Buxer.

I Vinteren 56 til 57 gik jeg til Præsten sammen med min Cousine Barbra. Provst With fremhævede idelig for mig hendes Dygtighed og Fromhed. Jeg saa op til hende. Dengang ansaa jeg mig afgjort for Kristen. Vi blev begge confirmerede fra mit Hjem. Provstens kom først om Aftenen, da vi unge sad og pustede brændende Bomuld over den blanke Bordplade. Vi lo alle. Provsten stansede i Indgangsdøren: »Er det saa-ledes man fejrer en Konfirmation?«

s. 34 Saa var det Vilhelm blev syg, skrantede mere end et Aar, inden han døde. Det kom uden angivelig Grund, Hjertet angrebes, og han fik stærk Vattersot. Der blev nogen Bedring i Sommermaanederne. Han kunde daarligt gaa. Vi benyttede »Brunen«, og det var Forældrene og mig, der kørte ud med ham. Frokost eller Mellemmad havde vi med i Papir. Han havde dengang ingen bedre Glæde. Beklagede sig aldrig, skøndt det var Ynk at se hans tunge Ben blive lagt op i Vognen. Jeg husker, hvor skrækkelig daarligt Klæderne sad paa ham, at jeg ikke fandt den Broder smuk, som jeg vidste var meget smukkere end jeg. –

En Sorg fik Vilhelm, som jeg ikke havde Hjerte nok til ret at dele med ham. Vi havde faaet en Rektor Espersen, som han holdt saare meget af. Espersen døde efter en svær Sygdom i Foraaret. Det var et stort Tab for Skolen. Skøndt Vilhelm var meget syg, vilde han absolut følge med ved hans Begravelse. Han fik Lov dertil. Dette Træk giver smukt, hvad der boede i ham. – Saa kom Turen til ham at dø. Han holdt Forældrene hver i sin Haand. Hans sidste Ord var: nej saa-ledes har jeg aldrig følt mig. Det var den 23. November 1859.

Forældrenes Sorg var stor, Moder utrøstelig, Vinteren i Hjemmet meget stille. Jeg fik dog Lov til at gaa med til Bedstemoders Juletræ, dansede, kom i Extase. De sexten Aar og Reaktionen efter den lange Stilhed har vel gjort det. Da jeg var kommen iseng, kom Moder ind til mig, søgte at dæmpe paa Jublen. - Den vilde ikke sætte sig. Jeg sov ikke den Nat. - Næste Dag, da jeg saa Forældrenes Sorg, angrede jeg, hvad jeg havde gjort, kunde selv ikke forstaa det. – Fra da af har November altid været trist for Moder. Forældrenes store Kærlighed til Vilhelm kom til at gaa over paa mig, med hvem de bedst kunde tale om ham.

Baade foregaaende og denne Vinter sad jeg under den dybe Sorg oftest hjemme, klippede Silhouetter af Familien og lavede Dukkeklæder for Elisabeth. Gik lange Aftenture, fordi Fader vilde have det. Det var dengang, vi havde den store Komet. Fantasterier tog Overhaand. Jeg gik ud paa Pynter, hvor Ingen kom, kunde i Mørke gaa eller sidde og tænke paa, om der ikke vilde hændes noget Mærkeligt, noget Rædselsfuldt.

s. 35 Silhuetter klippede af KR. ZAHRTMANN i Vinteren 1860

s. 36 Efter Vilhelms Død var vi sex Børn, Faders Indtægter smaa, Kravene til god Opdragelse store. Tarvelighed og Sparsommelighed var en naturlig Følge. – Fader søgte at adsprede Moder, og da Avisen en Dag bragte en Katalog over Gartner Jensens Blomsterløg, gav Fader os Lov til at købe for en Daler. Moder og jeg var saa optagne af dette Valg, at der gik to Dage inden vi kunde blive enige med os selv. Hele Vinteren talte vi om de Krokus, Tulipaner og Tazetter, Foraaret skulde bringe.

Fader havde fra en Skibsbygger faaet noget umaadeligt iøjnefaldende Klæde. Stortærnet grønt og blaat med enkelte smalle gule og højrøde Striber. Deraf blev der syet Vest og Benklæder til mig. Dertil bar jeg en sort Tvistes Frakke, der havde kostet fjorten Mark. Meyn var ikke tilfreds med mig, selv forstod jeg mig kun lidt paa Sligt.

Om Foraaret paa Skoleskovturen var Meyn og jeg de eneste Elever i øverste Klasse. Han foreholdt mig det Upassende, i at vi gik med de mindre Elever. Vi tilbragte hele Dagen med at fiske. Saa vidt jeg husker, forstod vi ikke, at der skulde Noget paa Krogen. Fisk fik vi ikke, men vi syntes, at de lange Stænger klædte Vognene meget bedre end alle Smaaelevernes friske Majgrene. – Jeg botanicerede en Del de sidste Aar hjemme, havde Følgeskab af en ung Farmaceut. Vi gik lange Ture, fandt undertiden mærkelige Ting. Mine bedste Fund var As-pidium angulare, Hyoscyamus vernus og Bupleurum subo- s. 37 vatum. Dette interesserede mig. Jeg bragte det saa vidt, at jeg kendte Danmarks 2400 højere Plantearter. Denne Interesse accompagnerede Moders for Blomster.

I Løbet af Somren vilde jeg blive færdig med Skolen og skulde saa med Meyn ind paa Sorø Akademi. Jeg glædede mig ikke dertil. Hængte ved vort og Bedstemoders Hjem, – var vis paa, at Sorø ikke var rigt i botanisk Henseende. Reglementet for Sorø var kommet. Examen overstaaet. Det var meget svært for Forældrene at udrede Alt det, der fordredes. Det blev bragt i Orden. Mine Forældre fulgte mig til Sorø.

Dertil kom jeg den tyvende August 1860.

I sin oprindelige Skikkelse indledes Barndomsminderne saaledes:

Den 30. Marts 1843 var der stort Aftenselskab hos Amtmand Krabbes i Rønne. Honoratiores var indbudne og Bedstemoder havde svaret ja. Imidlertid ventede min Moder mit Komme, og da hun henad Aften følte sig uvel, blev Bedstemoder hos hende, til Moder Klokken ti næste Morgen havde sit første Barn ved sin Side. Moder var stor og blomstrende og kun 20 Aar, blev omhyggeligt plejet af kærlige Hænder, og hun og jeg har kommet gennem et langt og inderligt Samliv til at slutte os meget nøje til hinanden. Der har været Tider, hvor vi næsten syntes, at vi var lige gamle, og som gode Venner har vi ofte delt vore Nydelser med hinanden.