Danmarks Breve

IV. ITALIENSREJSEN 1875 DET første S...

s. 199 IV. ITALIENSREJSEN 1875

DET første Sted vi stansede, var Cassel forat se Musæet. De gamle Bindingsværks Huse og Gavle imponerede mig, jeg vilde overalt stanse og se. Læste Indskrifterne om megen Dyd og Gudsfrygt. Etsteds stod under vore første Forældre i Edens Have: Verbotene Früchte schmecken süss – Adam und Eva in Paradies. Vi tog ind i et meget gammeldags Hotel. Etagerne var ganske lave, Kaklerne hvoraf Ovnene var opførte var meget morsomme, men allermest dog den umaadeligt tunge, græsgrønt malte Trappe, hvis brede trykkende Plankemasse overtraf Ens dristigste Forventning. Og de store lave Værelser, hvor snørklede Træborde kun fyldte lidt i de hyggelige, lidt mørke Rum. Ruderne var malte, Lyset yderst diskret.

Ole var ivrig efter Musæet med alle dets Rembrandter. Selv vilde jeg se Paul Veronese, hvem jeg aldrig havde set det Mindste af, og fra Danmark var Italienerne absolut Nr. 1 i Malerkunst. Musæet var flyttet, var nyt installeret, var lukket den Dag vi kom, vistnok fordi man ikke var færdig med Ophængningen. Vi fik fat i Kustoden. Han fulgte saa med os hele Tiden.

For mig var Galleriet en mægtig Skuffelse. Hjemme havde de dannede Huse været enige om, at vort Galleri var Intet mod Udlandenes. Ole havde sagt mig at jeg skulde lære Frants Hals at kende, Jordaens. Vi gik paa Marmorgulve. Det var bidende koldt. Det var strax Rembrandts Landskaber – det Verdensberømte. Ak, jeg manglede den Dannelse, der hørte til. Alle disse klartbrune Farver. For mig lignede de den brune Sauce, som mine Lærere paa Akademiet havde advaret imod. Mine Kamerater. Og Veronese, denne udvendige Kølighed – ja, saa kolde og mondæne, nej det havde jeg ikke tænkt. Ja, saa var der Tizians Hertug – ja – men mon han virkeligt var saa lille i Forhold til sin Hjelm, og saa var der gjort ringe s. 200 Rede for Detajler og for Haandens virkelige Form. Frants Hals var bredere malt, end jeg havde trot man turde. Der var Rembrandts hellige Snedkerfamilie under det store Vindue – deri var der en Purpurfarve som jeg holdt af. – Men var dog ikke Rubens’ Purpur i København smukkere. Og var der et Portræt som Abbed Irselius med al den brede, bløde Karakteristik. Vi saa et godt, men noget glat Portræt af v. Dyck. Jeg syntes, at det lignede Kukke, men det turde jeg ikke sige. Sagen var, jeg kendte vort Galleri ud og ind, havde set alt det Bedste hos de gamle Mestre. Nu vilde jeg træffe netop det samme i de nye Billeder – saa greb jeg fejl, undrede mig over Manglerne, fik ikke fat i Fortrinene. Nu elsker jeg Tizian, Frants Hals og v. Dyck i Cassel.

Det var svært koldt paa Marmorgulvene, og til Kustodens Forbavselse varmede Ole sig ved at springe Buk over mig. Jeg generede mig over Haslunds mange Spring, for de tog til. Han sagde: bliver han jaloux staar det jo til Dig ogsaa at indbyde ham. Han var en gammel Mand, jeg kunde ikke helt lide Spøgen. Han havde snarest sin Morskab af os. Vi havde fuldstændig glemt vort tyske Sprog. Saa var der den store Vanskelighed med hvor lidt vi turde byde Custos. Det var en kilden Sag, men da vi havde klaret den, var ogsaa Haslunds Humør steget saaledes at det gik i en fortsat Bukspringen helt ud gennem den skønne Efteraarspark, der gaar gennem hele Cassel. – Hjem til Hotellet at faa tysk Mad og meget forskelligt Øl og saa paa Banen til München.

Der havde Haslund et billigt Hotel, Bamberger Hof. Vi var trætte og fortumlede af Rejsen og med vort ringe Tysk tog vi fejl og sagde Bayrisches Hof. – Det blev skæbnesvangert, vi var i Münchens fineste. Tjenerne var springende Lakejer. Spise der kunde der ikke være Tale om, vi kunde kun blive der en eneste Dag for at se Galleriet. Vi saa strax ved vor An- s. 201 komst Ting, der forfærdede os, og vi hørte »allergnädigste Frau«. Saa en Herre bestille 15 Operabilletter. Vi søgte Kaffé Probst, hvor Thorvaldsens Selskab søgte, jeg kendte Rummet igen fra Billederne, og vi fik Gaasesteg. Vi maatte opføre os som Bayrische Hofleute.

Galleriet – her kom det Samme igen, jeg havde været forelsket i Christiansborgsamlingen, elsket hver af de gamle med hele Ungdommens Kærlighed – selv Eglon v. der Neer var vanskelig at finde. Det var mest de gamle Tyskere og Tizians Carl den femte, der tog mig, en Kærlighed som har holdt sig ned gennem Aarene. Her var ogsaa Noget ved Paul Veroneses Satyr og Nymfe, – men Rafael – saa han virkeligt saaledes ud! Jeg anede ikke hvad »overmalt« betød. Var virkelig Murillo, Claude Lorrain og Rembrandt ikke Andet! Her var en hel Række Italienere. Nogle Portræter kunde jeg nyde, men de hellige Billeder vilde ikke svare til min Forventning. De gamle Tyskere og Flamlændere kendte jeg meget lidt før, de begyndte at tage mig fra hel ny Side, og der fik oftere det Hellige i Billederne Betydning for mig. Albrecht Dürer, ham var jeg med paa. Rubens lod mig kold. Hist og her et Portræt, men hvor var Irselius at foretrække. Van der Meers røde Tøfler havde jeg ventet mere af. Det blev dog Tizians Carl den Femte og de gamle Tyskere.

Jeg havde Ild i Blodet efter Italien. Vi forlod München, hvor Sneen laa alenhøj, Kl. 11 Formiddag, vi skulde se Alperne, vi skulde om Aftnen gaa i Seng i Verona. Vi kørte derimod. Ole sov og Solen skinnede paa hans lyse Moustache. Jeg sad og skrev til Kukke derom; det saa festligt ud i Kupeen.

Vi havde vel kørt to Timer. Jeg hørte Folk i Kupeen tale om Alperne. Jeg gjorde mig svær Umage for at se i Horizonten, jeg kunde absolut intet se. Men det blev ved med »wunderschön«, saa ser jeg pludselig, at højt i Luften var det, som s. 202 jeg antog for Skyer, snedækte solbeskinnede Alpetoppe, medens man under dem Intet kunde se.

Jeg spurgte en Tysker: »Sind wir versinkert?« – »Ja, um zehn Minute« svarede han. Ole vaagnede og lo mig ud for mit Tysk. Han har ikke glemt Bummerten endnu, skøndt han er over 70. – »Hvem skriver egenligt Du til?« spurgte han. – »Jeg skriver til Kukke om Din solbeskinnede Moustache.« – »Ja, Du kan prøve paa at sende det inden jeg faar skrevet.«

Vi naaede Innsbruck, her var vi lige ved Alperne, og nu steg vi vældigt. En Aa bruste ned mod os paa højre Side, i samme Nu og den var tilvenstre. Guldregn hang tunge af Frø, fintfarvede brungyldne Bregner kigede frem af Sneen. Sne overalt og jo mere vi steg, jo fastere og hvidere laa den. Alperne var fantastiske i al den Masse nye Sne. Hen over lange Gallerier og med underlige Proptrækkerdrejninger inde i selve Bjerget. Tunnel paa Tunnel, af og til en Røn med et Par Bærskærme, Vandfald paa Vandfald. – »Gud ved om Brennersøen er grøn idag, vi maa snart være der«, sagde Ole; »paa det Sted sidder en gammel Kone og sælger varme Pølser, og Du skal af og give hende Handsel.« – Jeg var ikke glad ved at skulle handle paa Tysk, men Ole frøs og de varme Pølser lokkede. Naa, jeg saa baade den skønne grønne Sø og gav Konen Handsel uden at tale formeget, tog blot sex Pølser i Haanden og gav hende en Tomark. – Havde ingen Anelse om, at vi var i Østerrig og at tyske Penge ikke galdt. Konen hjalp mig og jeg fik en Slump Heller tilbage paa mine Penge. Ole lo godt ad min Forlegenhed.

Om nogle Timer er vi i selve Italien, saa har vi Raad til at faa Vin. Vi for nedad og nedad, kunde mærke det i Waggonen, men det var mørkt. Vi naaede sovende Ala i stærk Fart. Der blev vi fortoldede og der fik vi os en herlig halmomvunden Fiasco di vino. Vi rutschede videre, vi drak Italiens Skaal, vi s. 203 drak Kukkes Skaal med dobbelt Væge, vi drak Forældrenes Skaal, vi drak et Bæger for de Billeder vi vilde gøre. Det saa gennem Kupevinduerne ud til at Sneen var forsvunden. Det regnede blidt, vi naaede Verona henad Midnat.

Det var i Aqvila nera vi vilde bo. Jo, Omnibussen var der. Ole kom ind, men da jeg skulde, var der ingen Plads. »Saa staar man bagpaa«, sagde Ole. Det gjorde jeg og fortrød det ikke. Natturen var skøn. Hvor var det mildt imod den skingrende Kulde i München og hvor sad ikke Vinduerne i de hvide Bygninger langt fra hinanden. Alle Skodder var grønne og man kunde kige ind til Smaafamilier, der endnu ikke var gaaede til Ro, ind i Osterier hvor Folk sad og talte højt og var i Skjorteærmer.

Vi holdt i Aqvila nera. En opmærksom Tjener. Naa, vi vilde billigt og højt. Det jeg traf havde jeg ikke ventet. I det stærke Stenhus var der paa alle Sider af Gaarden og i alle Etager Træbalkoner og Trætrapper udenpaa Huset og alt det dækket af Vinranker. Regnen faldt ganske stille og i meget store Draaber, Lys flimrede ud i Regnen fra Døre og enkelte Vinduer. Paa Vinrankerne dinglede hist og her endnu noget gyldentgult Løv, saa tungt af Vand og saa skønt. Vi kom ind i et langt, smalt, overmaade højt Værelse med Masser af ganske tætsiddende Bjælker. Elleve Alen til Loftet skrev jeg til Forældrene. »Naa, Reb i Sejlene«, sagde Ole, og jeg maatte ved lange Armrækninger indrømme at syv Alen nok var det rigtige. Jeg har været der siden og der er ikke mere end syv.

Ole vilde tale lidt om Kukke og saa vilde han sove. Det blev der ikke meget af for mig. Vi havde hver sit lille Balkonvindue og der maatte jeg ud i bar Skjorte og garderende mig let for Regnen, der sagtnede. Men alt det der blev talt, raabt, sunget – ja det var virkelig uforfalsket Italiensk. Man kunde mærke, at Folket var livligere end vort. – Ole sov nu, jeg laa s. 204 og tænkte paa, hvor pragtfuldt hans lyse Overskæg havde set ud i Solskinnet om Formiddagen, paa hvor kraftigt han havde handlet, da han friede til Kukke, paa hvorledes hun sikkert fulgte hans Færd. Paa Ornamenterne paa Væggene, paa Apollo der sejlede frem over vore Hoveder i Sengehimlen, ja som jeg troede elleve Alen oppe. Saa var der ogsaa et rosagult Omhæng om vore Senge. Havde jeg haft det til mine Leonora Christinabilleder, jeg kunde have brugt det i dem alle.

Næste Morgen vækkede jeg Ole med: »Kan Du forstaa et Ord af hvad de skriger?« – »Aa Du, vi er komne for at se, mere end for at høre, og i Dit Sted vilde jeg gaa hen i Vinduet og se og tie!«

Vi kom ned. Solen skinnede. Og saa rundt til de Steder, der var Ole kærest. Først til en Skopudser at se pæne ud og saa hen i Kafféen paa Grønttorvet. Paa Paladset ligeoverfor saa vi Adam og Eva spise af den forbudne Frugt, vor ombra di latte var ligesaa ny for mig. Ole sagde mig, at det var et meget stygt Ord, Italienerne der benyttede sig af. Hvad der var ivejen vilde han ikke ud med – har neppe vidst det. Ti Kaffe med en Skygge af Mælk vil kun sige stærk, næsten ublandet Kaffe. Vi nød Livet, vi saa Meget der var aldeles nyt for mig. Bersagliererne, dette skønne, lave, lette, hurtige Skarpskyttekorps, som har plyndret alle Italiens Haner for deres Halefjedre forat bruge dem som Fjedervæld fra deres lave Hatte. Hvilken Marsch saa hurtig, vi kunde ikke følge dem.

Vi skulde i samme Retning som de, ud til San Zeno, dette Vidunder af en gammel Kirke. Sligt havde jeg aldrig set. De mærkeligste Billedhuggerarbejder udenpaa Kirken baade i Marmor og Bronce. Det var underligt naivt, igrunden latterligt, men dog skønt. Og saa lige midt i Kirken et Relief med Fablen om de to Haner, som har bundet Ræven til en Stang og saa nok saa lysteligt gaa ud i Verden at fornøje dem med s. 205 deres Bedrift. Og Storken som forstaar at drikke af den sneverhalsede Vase. – »Nej saa har vi dog en bedre Maade at nyde Vinen paa«, sagde Ole.

Vi ned paa et Osteri før vi skulde se syv Kirker, der var bygte i Et. – Saa paa Arenan, ned og op paa den øverste Omgang. Her var Blomster – mange jeg aldrig havde set. »Hvad er det for en«, sagde jeg idet jeg tog den første – en hvid Sennep. – »Ja«, sagde Ole, »det er den allertarveligste Blomst i Karnevalet.« Der var Frø, jeg sendte Moder det, og den hedder altid endnu imellem os »den allertarveligste Blomst i Karnevalet«. – Giardino Giusti, med dens henimod 1000aarige Cypresser og herlige Udsigt. Vi kunde ikke blive trætte af at beundre. Vi blev deroppe ved den nedgaaende Sol, vi blev der til Lygterne var tændte i hele Verona. Vi hørte baade Vesperklokkerne og det stærktdrønende Ave Maria. Ole drømte om at skulle vise Kukke det.

Vi var unge nok til at fryde os stærkt over hvad vi selv modtog, over hvilken Skønhed Verden ejer, ja over at alt dette papistiske Hedenskab overalt tangerer Skønhedsidealet. Hvilke Purpurpræster havde vi ikke set i Dagens Løb, hvilke hvidskjortede Messedrenge, med hvor skønt formede Hoveder, tætklippet Haar og fine Fingre, der fortalte om en ædel Race. Og Ole mente, at de blev endnu smukkere i Florenz og Rom. Vi havde set Purpursilken brydes med de tændte Kærters Lys, de velnærede skøntformede Præstehoveder minde om selve de romerske Kejsere. Den bydende Magt, det stolte Overmod. Og gennem den pragtfulde lysende Marmorby, med det ene Palads skønnere end det andet, flød Adige saa bredt og blødt som et i lyse Farver changerende Tæppe. Og Billederne i Kirken. Der var et som vi aldeles ikke vidste, hvad forestillede, men en blid Mystik stemte Sindet saa højtideligt. Det var. som var det Jago der er ude forat s. 206 lægge en Fælde for Desdemona. Naa ja, vi havde baade set Julias Grav og hendes Forældres Hus, hvor endnu Hatten hang over Døren som Vaabenmærke for de stolte Kapulettier. Vi talte om Julia, men jeg tror Ole talte om Kukke. – Og saa Maccaronien i Dronningen af Ungarn, hvor vi i December Maaned spiste ved Lys under aaben Himmel.

I Florenz tog vi ind til Rodolfo. Han var danskfødt, ɔ: Holstener, hed Meyer, men havde en stor Baryton og havde optraadt i en Mængde Storbyer under Navnet Rodolfo. Havde mest spillet Røverroller og behøvede som saadan neppe maskeres. En velvillig Mand, der talte et Kaudervelsk af Plattysk, Københavnsk og Italiensk, let isprængt med franske Ord. Han havde Pension i en af Byens gode Gader, og hos ham traf vi flere Danske, der alle kaldte ham kære Rodolfo eller vor Ven Rodolfo – og karesserede de ham længe nok og accompagnerede ham paa Fortepianoet, fløj Barytonen ud og truede med at ryste alle Glas ned ad Bordet. Der var Fru Stilling og Frøken Schwartzkopf samt Frk. Bull, senere Fru Krohn. Det var i Øjeblikket Honoratiores og de tog sig specielt af os unge Kunstnere. Vi saa Florenz, som lod mig mere kold end Verona havde gjort, dog skreg jeg henrykt, da jeg stod for Palazzo vecchio.

Saa op paa Ufficierne, i Palazzo Pitti for at se Kunstværkerne. Atter Rafael. Hvad var det, saa han virkelig saaledes ud. Ja, der var den magre Madelena Dossi i Tribunan. Den var dog dejlig, som Fingrene laa, som den fine Kæde om den magre Hals. Naa, ja det kunde jeg endda forstaa, at man tilbad. – Senere ved jeg, at det Billede netop ikke er af Rafael. – Jo saa var der hans Selvportræt. Det var herligt i enhver Henseende. Haslund og jeg fordybede os i det, kom flere Gange til ham, der sad og kopierede det, berusede os. – Jeg ved ikke om det er tilfældigt at et dejligt Portræt, Haslund s. 207 malte nogle Aar efter af gamle Frøken Aagaard, netop lignede det Billed. – Jeg tror ikke at man kan lægge an paa at tage en anden Mands Aand, tror snarere fordi Ole i Følelse har noget fælles med hin gamle Mester for alle Mestre.

Jo, efterhaanden kom der to Rafaeler til. Madonna della sedia. Hvor er det komponeret og hvor er det dejligt i Farve, og dog er det saa meget overmalt. De har ikke kunnet faa Gløden bort. Ja og saa Leo den tiende med de to Kardinaler. Nej saadant Rum har jeg aldrig drømt om og saa de pragtfulde stort anlagte Hoveder. Det er Verdens Herrer, vi har for os. Det havde vi dog af vort Besøg: Vi gik ind uden at vide at Rafael var Renaissancens Mester, vi vidste det meget godt, da vi gik ud.

Tizian kneb det mere med, han var saa løs i Tegningen, og vi var endnu ikke saa vidt, at vi dømte Billederne kun efter deres gode Egenskaber. Nej, vi var tilstrækkeligt Publikummere til at finde de store Folks Begrænsning. Der var ogsaa det at observere, at de smaa Hollændere ikke tog sig ud i Italien, heller ikke ret Flamlænderne, dog Rubens’ store Landskaber undtagne. Rubens’ og v. Dycks mange Portræter lod os kolde og vi var ganske enige om, at al Marmorpragten i Pitti ikke var til Gavn for dets storslaaede Samling. Det var absolut ogsaa et Galleri, hvori der var alt for meget. Ja, der var Tizians herlige Knæstykker af Gonzagaerne. Saadan hedder vel ialfald hun den arrige Dame med den hvide Hund, som han ogsaa har malt som Venus i Tribunan. Hvor morsomt Tiderne mødes. Der ligger hun den gamle Elisabeth Gonzaga arrig som Venus, og i Napolimusæet er en Hærskare af ældre antike Napolilanerinder, der misfornøjede med Livet har ladet sig skulpere som gamle Venuser. Kærligheds-gudinden kan bruges til Meget.

Naa, men dette var slet ikke om Kukke. – Nej, og saa var s. 208 vi i Bargelloen og paa Akademiet og saa det allermeste af hvad Michelagniolo har hugget. Jeg maatte tage mig sammen for ikke at hænge mig for stærkt i de sødladne Smil som stadigt komme igen – forat se bort fra, hvad der var forhugget. Vi var i San Marco, beundrede i højeste Grad et Renaissance-kasetloft, vi var i Novella og Croce og var løftede af disse halvgotiske Kirkers forunderligt aandfuldt lette Bygningsmaader. Hvilke Arkitekter. Intetsteds en Mur eller en Søjle et Haarsbred for tyk eller for tynd. Hvilke Øjne til at opfatte Forhold. Florenz er trist i Farve men al Kunsten til 1400 er jo helt sejrsikker i Linjeføring.

Fra Florenz til Rom. Vi var trætte, havde rejst meget, havde set meget og havde tilladt os at købe en stor Flaske Vin, forat hædre Ankomsten til den evige Stad. Vi troede ikke Vinen var saa stærk, indlod os gerne med den og kom begge ganske sovende til Rom. Pietro Krohn var ude at tage imod os. »Naa er J der, J Bæster« – det var Krohns Jargon. »Ja J maa skynde Jer, for Klokken 7 skal vi alle, ogsaa Bredal, spise hos Frøknerne Winqvist.« – Frøknerne Winqvist hvem er det? – Ja, det er Frøknerne Winqvist. – Jo, sagde Ole, de er gode nok, og Du behøver ikke Zarte gøre Dig altfor fin, det gaar nok endda.

Vi var medtagne fra Rejsen, maatte ialfald være rene, saa Klokken blev henad otte før vi kunde stige Trappen ned fra vore Værelser paa Kvisten. – Vi kom ind i et stort, ikke særligt højt Rum. Midt paa Bordet der var dækket med mange Glas og megen Frugt stod en romersk Lampe med sine fine bløde Blus. Det var alt Lyset i det store Rum, hist og her hang et stort Portræt. Vi saa først det.

Saa gled vore Vertinder stille og saare beskedne ud af Clair-obscuret og bød Velkommen. Bertha og Selma Winqvist havde denne ædle Dannelse, som træffes hos enkelte svenske s. 209 Damer. De var vistnok temmelig enkelt klædte, men deres blege, fine, kloge, stille Aasyn og de hvide Hænder gjorde som om de var der i blødt sort Fløjl.

»Ja, viljen Ni sitta ner.« Og vi var bænkede om det gæstfri Bord. Fra Pietro og Ole gik det med Du Selma, Du Bertha. Bredal gjorde saa meget Spilopper, som han ret godt turde, han sad og spiste med en Soldo trykket fast i Panden. For første Gang stod en stor Fiasco Chianti paa det Bord, jeg sad ved. Jeg beundrede dens Halmomfletning, den Mekanisme hvormed man heldede den fra sit Stativ og i sit Glas. »Ja, Vinen kan idag godt flyde lidt rigeligt, for vi har fra imorges vænnet os til den«, sagde Ole. – Damerne talte meget om den Kunst vi havde set, og med Forbavselse mærkede jeg deres særegne Evne til bestemt at huske Billedernes Apparition. De vidste, hvor Christi Dragt var blaa over rødt, de vidste bestemt Tonerne, hvori dette eller hint Billede var holdt. Der stod en egen blid Elegance ud af dette Hjem, som altid senere er blevet der og hvori jeg endnu formaar at trylle mig tilbage.

Krohn havde i Forvejen bestemt at vi Klokken 9 skulde mødes med mange Skandinaver i Croce. Frøknerne Winqvist blev hjemme. – »Giv mig din Arm, Zarte«, sagde Ole, da vi var paa Gaden; »ovenpaa saa megen Chianti maa jeg være glad ved at have Dig med som Rejsefælle. De er søde, er baade Selma og Bertha.« Det var Maaneskin, vi gik gennem Via Sistina, ned ad spansk Trappe. Jeg ved, der var aldeles bedaarende, men hverken Ole eller jeg husker det vist fra dengang.

I Croce traf vi en Snes Kamerater, eller Folk som skulde blive det. Vi blev der til Klokken 12, – var endda inde i Kahytten og drak en Vermuth, – der var ganske lavt og alle So-far betrukne med bredstribet hvidt og højrødt Lærred – deraf vist Navnet.

s. 210 Vi kom iseng. Jeg havde et stort lavt Værelse ved Siden af Krohns og Haslunds store Atelierer. Deri skulde gøres et Billede, helst strax. For de sex hundrede Kroner, jeg havde faat at laane af Fader, saa jeg nok ikke vilde strække langt.

Kunde her gøres en Leonora Christina?

Jeg sov og sov vist længe, for Krohn var paaklædt samtidigt med mig. Vi fulgtes ad til Kunstnerkaffeen degli artisti. Krohn lærte mig det allernødvendigste Italiensk, at forlange Kaffe og Chokolade. »Sig mig Pietro, hvad betyder ombra di latte? Ole sagde, at det var et uhøvisk Ord.« – »Ja, det siger ikke pæne Folk, allermindst naar Damer er tilstede.« Vi kom ind. Jeg nok saa stolt til Opvarteren: Cameriere. un caffe-latte ed un maritozzo. – Pietro: Fa piacere cameriere, una ombra di latte. – Jeg lav, saa forundret, hvad han fik. Akkurat det Samme som jeg, af de samme to Kander, kun var der mere Kaffe og mindre Mælk i hans Kop. – Da vi var færdige forlod Krohn mig, sagde: »naar Du nu gaar op ad spanske Trappe og strax tilvenstre, saa kommer Du i en smuk Have, som hedder Monte Pincio, der kan Du gaa og filosofere over hvorfor Du er kommen til Rom. Du kan vel nok finde hjem.«

Det var min første Tur alene i Udlandet. Jeg styrede op mod Monte Pincios dejlige Have. Ind under den lange Allé af Stenege – eviggrønne, uforanderlige, mandigt faste. Jo mere jeg steg, des videre blev Horizonten og Peterskirken hvælvede sin lyse Kuppel, dette Mesterværk af Michelagniolo, op mod Luften. En Gartnerhave laa under mig med enkelte Nelliker og store Masser af storblomstrede Stedmoderbuske. Hist og her blomstrede et Camelliatræ og paa min anden Side hang Busketterne fulde af Viburnum baade i Blomst og med de skønne blaa Bærskærme. Under mig bredte Rom sig og temmeligt langt borte var der en stor flad Kuppel, det maatte være Pantheon. – Her skulde jeg tilbringe to eller tre Aar, s. 211 her skulde jeg lære meget, her skulde jeg gøre vældige Fremskridt. Mon jeg her kunde male et nyt Leonora Christina Billed. Var her Mulighed for at faa Model til hende – eller skulde jeg opsætte det og male Genre.

Jeg kendte Intet til Livet her, min Opfattelse kunde kun blive saa som saa, støtte sig til hvad jeg havde set Marstrand eller Andre have gjort her. Ole og Pietro – ja de havde hver nogle Billeder for, Præster, Munke og Børn. Skulde jeg gøre det samme. – Der kom et helt Hold af højrøde Præster forbi, alle fine, ædle unge Mænd, der ligesom søgte at lytte til Fuglesang. Deres store Hatte, deres sværmeriske Øjne – det var smukt og stod henrivende til de eviggrønne Træers mæltede, milde Farve. Jeg var i et Land med Papisttro. Var det ogsaa godt for mig. Jeg havde i Ribe taget Afsked fra den danske Kirke ved at gaa til Alters ved samme Nadverbord, hvor baade Dagmar og Bengerd havde nydt Sakramentet. Jeg havde ladet den historiske Sans blande sig med den religiøse, havde været meget bevæget. De Dronninger var Katholiker, de kunde ikke være Andet. – Nu var jeg i et papistisk Land. Vilde jeg tage Skade deraf?

I Skolen havde man lært mig at forsage Papisteriet som Djævelskab. – Men Kirken her var tillokkende, forbandt sig stærkt med Skønhedsidealerne. Hvorledes var ikke Santa Anastasia i Verona. Leonora Christina var stræng Lutheraner. Hendes Færden, hendes Skæbne satte en Martyrkrone paa hende. – Men havde mon ikke Kirkens Helgener været lig hende. Der var dog en Grund, hvorfor de var kanonicerede. – Og jeg selv, var jeg ikke tilbøjelig til at se mere end et Menneske i hende. Hun lignede min Moder. – Men Moder selv, mon hun var bange for, at jeg skulde tage Skade af Papisteriet.– Der kom andre Præster forbi min Bænk. De var sorte og hvide, mere velnærede, var vist Romere – hine røde var s. 212 Østerrigere. – De havde alle taget Sæde paa en meget lang Bænk henne foran Moses. – Men disse sortellerhvide med Berretterne, de havde stolte Træk som deres verdensbeher-skende Forfædre. Det vilde være morsomt at male nogle af de Hoveder.

Hvem mon de var, alle disse Marmorbyster. Navnene var huggede i dem. Men der var mange jeg ikke vidste Besked om.

En fin Drengestatue stod der. Rafaello Sanzio stod paa Soklen. Den var ikke god og det var dumt at fremstille ham som femtenaarig. – Han blev ikke stort ældre end jeg var, men hvad havde han ikke faat gjort. Det var vist bedst for mig, hvis jeg fik en Model til Leonora Christina.

Jeg maatte kunne gaa ned i Gaderne og se, om der var Nogen der lignede hende jeg maatte vel kunne finde hjem. Kunde sige til en Politibetjent »Piazza Barberini«. Jeg ned i Gaderne, var øjeblikkelig vildfarende. Glemte Vej for at se. Saa meget, morede mig over mangt, kom ad underlige Veje, var ude ved Engelsbroen et Par Gange, mente at skulle følge rigtig Retning, var strax vild igen. Frugtbutikerne. Men hvorledes i Alverden komme til at male efter dem, de laa i smale Gader, det var umuligt at finde Plads til at sidde.

Og Leonora Christina – ikke Noget, der tydede derhen.

Jeg stod paa piazza Navona, hvis Stilfuldhed jeg beundrede. – Fik et djærvt Slag paa Skuldren. Det var Axel Helsted. »Man siger, Du er kommen til Rom forat lede efter Leonora Christina. Nej min Ven hun er pinedød fløjen, ialfald er det overflødigt at søge hende her paa Pladsen.« – »Du kunde sige mig, hvor jeg skal gaa for at træffe Ole og Pietro i Gallinaccio.« – »Jeg kan mere end det, jeg kan følge Dig derhen og spise med Dig, for jeg vil gerne træffe de Andre og bevares, være sammen med Dig. En anden Dag kan Du godt gaa hjem med mig og faa Salat og Maccaroni. Men idag har vi Storvask og s. 213 saa er ogsaa jeg overflødig. Storvask, ja det vil sige om vor lille Dreng, for Du ved vel nok at vi har en saadan. Du har vel Respekt for en Fader?« – Vi traf de Andre, vi var paa Posthuset efter Brev. Der var et Kukkebrev til Ole og et til mig med. Pietro var jaloux paa mig. – Jeg skulde arbejde. Hvorledes bære mig ad. Pietro var bedst at raadføre sig med, han var let at faa til at interessere sig mere for Ens Billed end for hans eget. – Jeg vilde prøve at gøre en Frugtbutik. »Kan Du skaffe mig en kvindelig Model til at sælge Frugten?« – »Du kan godt faa en der hedder Stella, det er hende Carl Bloch har malt til Henriques.«– »Nej, lad mig heller faa en, som ikke før er malt hjemme.« – »Naa ja, Stella er ældre – Du kan faa en ganske ung som hedder Santa.« – »Jamen hvorledes lave Butiken. Kan jeg lave den sammen af Kannarør og saa købe mig nogle Kurve og Frugt. Vil Du købe Sligt for mig?« – »Nej, det maa Du selv, men jeg skal sige Dig hvad hver Ting hedder, saa kan Du selv købe, ellers lærer Du ikke Italiensk.« – Her blev en Binden Kanna sammen, en Befæstigen i Loftet en Køben gamle Spaankurve for en Soldo, og Butiken saa ret godt ud, skøndt der ikke var en Frugt i den. Saa begyndte Arbejdet. Fire Pinjeæbler købte jeg, dem malede jeg paa i fem Dage fra Morgen til Aften, igrunden altid. Pietro roste dem og jeg var glad. – Jeg kom paa Osterierne med de Andre, vi levede et fornøjeligt Liv. Jerndorff var bleven gift det Aar med en ganske ung, saare musikalsk Frøken Matthison Hansen. De var strax tagne til Venedig. Nu ventede vi dem lige før Jul til Rom. Pietro, Bredal og jeg skulde forestaa et Festarrangement i Croce. Jeg skulde tage mod dem paa Jernbanen. Maler Fristrups var sammen med dem, dem indbød jeg med, og vi syntes, vi havde en herlig Fest, hvor Bredal var Bajads og Hasselriis holdt en glimrende halvt svulstig, halvt komisk Tale og Jerndorff svarede saa i en meget vaklende Form men s. 214 med det elskeligste Indhold. Og var ikke hans Udtryk smukt nok, saa var det fordi Fru Betty Jerndorffs var endnu skønnere, endnu lysere. Det var morsomt at iagttage hvor let hun gled ind i Kresen. Hun var fra sit Hjem vant til at nyde Livet og tage nemt paa Forholdene. Faderen lignede sit lille Sted i Roskilde med en Harmonika, der kunde udvide sig og trække sig sammen.

Juleaften kom. Hjemmefra vidste jeg, at det var noget Extra i Rom. Jeg havde Kjole med og mødte festklædt. Fru Jerndorff var der i sin Brudedragt. Jeg skulde føre hende tilbords. Haslund og Krohn var den Aften med Frøknerne Winqvist. De allerfleste af de 120 Gæster spiste ved det store Bord, vi var kun nogle Faa ved to ganske smaa Borde. Herløv, der var Lærer hos Westenholzes, og Maleren Emil Lange Müller sad ved det ene af dem, ved vort Bredal og Axel Helsted.

Hvor morede vi os ved vort lille Bord. Vi kunde se alle Gæsterne ved det store og tale om selve den Juleaften, vi var med ved. – Var det virkeligt saaledes at Juleaften var i Rom. Stift var der, Alt i saa stor Galla, som var hver Enkelt muligt. Vort Selskab fra Florenz var ogsaa her Aristokrati. Der var Fru Stilling, skøn, levende, imødekommende. Perlegraa med Rosa. Der var Frøken Emilie Bull, sort Atlask med pragtfulde Diamanter. Frøken Schwartzkopf den Evigunge. Blaat Atlask, Diana med Halvmaanen i sin moderne Pande. Hun præsenterede sig i Dansen selv for en af mine Venner som et fuldkomment Barn – af det nittende Aarhundrede. Men saa var der vor Konsul Bravo. Han havde Lidt tilovers for mig, da jeg havde Danneskjoldske og Holsteinske Hilsner til ham. Havde i sin Tid været afholdt som tjenstvillig og godt Hoved. Nu var han en Særling, som af og til aabnede vore Breve, adresserede til Konsulatet. Halvtysk med et gruelig mangelfuldt Sprog. Han havde en svensk Grevinde tilhøjre og Kon- s. 215 ferentsraadinde Lassen ved venstre Haand. Han udbragte de tre norske Kongers Skaal (sic). Saa søgte Fru Lassen at fange hans Opmærksomhed, men Grefvinnan fængslede ham mere. – Fru Lassen gjorde sig mere Umage, Hængekrøllerne gik op og ned, hun var ivrig. Da hun blev mere indgaaende, huggede han hende over Haanden med Bagsiden af sin Kniv. Saa hørte Alting op. Fru Jerndorff sagde: »Hvor jeg er glad ved at have Dem tilbords, Zahrtmann«. – Naa, Mandlen i Grøden naaede vort lille Bord, Fru Jerndorff blev Vinderen.

Juletræet var et ganske dejligt stort, mørkgrønt Laurbærtræ. Vi dansede om det. Det var fastgjort ved Lysekronekrogen i Loftet 8 Alen oppe. Det blev til almindelig Mølletur, idet vi holdt i Træets Grene og svingede det rundt, til Snoren der forbandt det med Loftet brast og hele det store Træ laa dødt imellem os ud ad Salsgulvet. – Men der var stift i hele Kresen, man skulde præsenteres, der var mange Koterier, og man mærkede, at Rom var den mindste danske Købstad. – Det hjalp dog at Ministerenken Fru Westenholz var der med nogle søde, naturlige Døttre, der ugenert gav Haand tilhøjre og tilvenstre. Det ligesom mildnede paa det Hele.

Det gik stærkt med Arbejdet. Der var Santa i sin Frugtbutik, og det blev ogsaa til Santa, der kurtiseres af Gian Battista. En Scene jeg engang havde set i Osteriet Gallinaccio. Jeg omgikkes kun min Vennekres.

Sine Minder begynde K. Z. at nedskrive 1908 under sil Sommerophold i Banyuls sur mer, Sydfrankrig, og førte dem frem indtil Skildringen af Verona. Det sidste Afsnit – Italiensrejsen 1875 – gav han en fyldigere og videre ført Skikkelse under sit Ophold i Lucca 1913. I denne trykkes det her for første Gang, med enkelte smaa Udfyldninger fra del oprindelige Udkast. Til Grundlag for de tidligere Afsnit er væsentligst brugt hans egen Offenliggjørelse af dem i »Tilskueren« 1913-14.