Danmarks Breve

ARBEJDSAAR 1872–75 KØBENHAVN havde f...

s. 169 ARBEJDSAAR 1872–75

KØBENHAVN havde forandret sig meget i de elleve Aar, jeg havde boet der, jeg selv sikkert mere. – Som ung Student flanerede jeg en Del gennem Strøget, lærte en Masse Mennesker at kende, hilste Alverden, hvorimod jeg kun vidste lidt om hvem der boede i Husene. Senere blev det ganske omvendt. – Mine Samtidige havde ikke Tid til at gaa meget ude, jeg ikke heller. – Kameraterne gjorde Aftenselskaber, vi blev oftest indbudne til Klokken syv til Torsk og bayersk Øl. I studerende Krese var det Te og saa Portvin og Studenterhavre ɔ: Rosiner og Mandler. Kyhn gjorde store Selskaber med Punsch og Masser af unge Malere. Tillod gerne, at vi var vilde. Hos Carl Blochs blev jeg jevnlig Gæst. Kom af mig selv Klokken otte. Klokken ni kom Bloch hjem fra Athenæum. Vi fik altid en vældig solid Aftensmad. Det var vanskeligt at finde et Hus med saa lovende en Flok Børn og med saa smukke Forældre. Som Mand var Carl Bloch storslaat.

I det Brandeske Hjem kom jeg en Del. Havde særligt lært det at kende ved et Sommerophold paa Christiansholm i Begyndelsen af Halvfjerdserne. Jeg beboede Havehuset nede ved Strandvejen. Havde det brillant. Brandes boede ikke langt derfra, og da Grev Danneskjold var Hofchef hos Kronprins Frederik og spiste hos ham hveranden Dag, spiste jeg paa Restavration de Dage, han var borte. Georg Brandes kom en Dag ind at besøge mig: »Har De ikke Lyst til at male mig?» – Det kunde jeg have stor Lyst til. – »Men tror De, De kan faa mig til at ligne?« – » Det kan ikke være saa vanskeligt. Naar jeg blot tegner Hovedet en Alen foran Kroppen, ser Hvermand, at det er Dem.« – Han gik dengang meget foroverbøjet, men det hørte op. – » Jeg, jeg gaar da meget rank, synes De ikke?« –

De Dage, jeg var min egen Herre, gik jeg ofte Tur med ham i Dyrehaven. Han var charmant. Selvopgivende, mild, smuk. s. 170 – Jeg var hildet i Kristendom, saa jeg bad ham en af de første Dage om ikke at komme ind paa dette Emne. »Som De vil,« sagde han. – Han holdt ridderligt Ord. – Han kunde komme langt, inden jeg mærkede det. Han prøvede ikke derpaa. – Der var en intelligent Pragt i det Brandeske Hjem. Faderen en prægtig Mand, tilbageholdende, gjorde sig ikke meget gældende. – Moderen lille, buttet, en skøn Kvinde. Alle tre Sønner lige herlige. – Edvard var Bogorm, kejtet, ikke smuk. – Senere tilegnede han sig komplet Elegance, ogsaa Skønhed. – Hans Organ var et af de bedste, jeg har hørt. – Moderen sagde: »Jeg har tre kære Sønner, Edvard er tillige min Datter.« – At dog det herlige Hus ikke kunde blive ved. Der kunde en ung Mand lære meget. – Paa vore Spadsereture foredrog Georg ofte Digte, han havde skrevet. De var gerne »til Hende«.

Brandes havde holdt sine bevingede Forelæsninger, og Universet eller ialfald Universitetet rystede i sin Grundvold. Mange havde ikke læst, hvad han havde skrevet, ikke hørt, hvad han havde sagt. – Jeg omgikkes ham meget. I Selskaberne paa Christiansholm blev han gerne dadlet. – En Dag tog Kammerherre Scheele stærkt fat. Havde sleben Tunge, vittig Form. Var i Grunden et hjertensgodt Menneske. Jeg holdt af ham. – Lynsnart indskød jeg: »Han er min Ven.« – Mange ved Bordet blev meget forundrede, og det viste sig, at Scheele ikke vidste synderlig meget. Min Cousine vilde, at jeg en Dag skulde føre ham gennem Haven, at hun kunde se ham fra Ryggen.

Julius Lange kom jeg sammen med paa mangfoldige Steder, og han kom ikke sjeldent paa Atelieret. Han vilde, at jeg i nogle Aar aldeles ikke skulde udstille og saa komme med meget paa engang. – Vistnok ikke noget godt Raad. – Ved Studenterhavren plejede han at tage sit Portvinsglas med sig under Bordet og ligge der at knække Mandler og knibe os i Benene. – Var chevaleresk mod Damer og kunde sin Holberg. – En Dag ude hos sig selv bød han Vilhelm Thomsen en Pris. Denne spurgte: »Er det Asharrah?« – »Den er mig solgt for Spadille.« – Senere forandrede Lange stærkt sit Frisind, sit glade Syn paa Livet, kunde dog lige til sin Død begejstret udbrede sig over sin Hustrus ogsaa ganske usædvanlige Skønhed. Der kom trange Dage paa hans Vej.

s. 171 LEONORA CHRISTINA I FÆNGSLET VED NATTETIDE. (»Jammersmindet« S. 54.) Rønne 1874
(H. Chr. Chr. Nr. 169)

s. 172 s. 173 Af Vilhelm Thomsen lærte jeg Fransk og i meget senere Tid en Smule Nygræsk. Det glædede mig at se Sprogmanden. Uden at kende Sproget havde han nogle Smaahistorier paa Nygræsk i sin Reol. Vi fik dem frem. Overvældende var det at se, hvorledes han baade kunde oversætte og gennem det, vi læste, finde ud af Conjunctioner og Syntax. – Brandes sagde jevnligt om ham, at han var Landets første Videnskabsmand og beskedneste Menneske. – Indtagende i enhver Henseende.

Endnu mens jeg malte paa Caroline Mathilde, havde jeg begyndt et nyt Billed af Leonora Christina. Hun ligger vaagen om Natten i Blaataarn. Jeg var hjemme nogle Foraarsdage, malte saa det store Billed efter Madame Ullebølle, saa atter hjemme om Somren, malte Billedet lille efter Moder. – Der var dog ikke ret Ro i Hjemmet. – Elisabeth blev i de Dage forlovet med Grosserer Erichsen, hvilket bevægede Forældrene meget stærkt. – Hun var os dyrebar. – Et Ægteskab kan rive mange Traade over.

Jeg begyndte at kunne røre mig friere. Kunde holde saa meget Model, jeg lystede. Naar Krohn og Haslund havde gæstet os, havde Forældrene talt meget med dem, om at jeg burde rejse, hvorefter de higede. Krohn var rejst, boede i Rom. Haslund havde ogsaa været dernede en Stund. – Jeg havde fuldtop, tænkte med Uvilje paa at rejse. Tjente Noget ved Kopiering, kunde endogsaa tage mig Noget af mine yngre Sødskende. Var henrykt derover. Nu havde jeg ogsaa Leonora s. 174 Christinas Udgang af Fængslet paa Stabel. Om Natten syede jeg Dragter til mine Modeller, sov ikke meget, underviste lidt, gik Noget i Selskab, var lykkelig over Tilværelsen. Forældrene delte i højeste Grad hver Glæde og hver Sorg med mig.

I Somren fire og halvfjerds tilbragte jeg en Ugestid med H. C. Andersen paa Holsteinborg. – Han var, eller han gjorde sig svært gnaven. Ingen kunde gøre ham tilpas. Grev Holstein var ikke hjemme. Han havde valgt som Specialitet at drille Lensgrevinder. Der var ingen Fremmede og den gamle værdige og elskværdige Oldfrue, Frøken Jørgensen, spiste med ved Bordet efter at være naaet over halvfjerds. – Dagligt, naar Andersen kom ind og der med Deltagelse blev spurgt til ham, havde han sovet daarligt, Sengen var ikke god. – Min Cousine var for villig til at rette sig efter hans Luner. – Tilsidst blev det bestemt, at efter Frokost skulde de to Damer og han hen i hans Værelse og undersøge Sengen. Jeg blev tagen med. Han skulde have en at støtte sig til gennem de lange Korridorer. Han gav mig det mest mulige af sin store Tyngde, lo sikkert indvendig over det Besvær, han voldte min Tjenstiver. – Naaede til hans Dør gav han et overordenligt letforstaaeligt Tegn, at jeg skulde blive ude paa Gangen. – De blev længe derinde.

Da de kom ud, havde min Cousine hele sit Lommetørklæde i Munden, var ved at kvæles af Latter. Andersen var arrig, Frøken Jørgensen rød i Hovedet. – Mod Sædvane hvilte han den Dag ikke efter Frokost, men førte mig – jeg næsten bar ham – ind i Dagligstuen forat læse Æventyr. Var rundhaandet dermed, vidste at Husets Frue brændte af Begær forat fortælle mig Æventyret om Princessen paa Ærten. – – Endelig gik han og vi fik en ordenlig tête à tête en trois. – Jo, han var kommen ind. Vilde ikke sige, hvad der var ivejen. Oldfruen tog resolut den ene Hovedpude: var det denne? – s. 175 »Nej.« – Hovedpuden smedes hen ad Gulvet. Den anden? – »Nej.« – Hovedpuden ad Gulvet. – Tæppet, der laa ved Fodenden. Var det dette? – Arrigt »Nej« – ad Gulvet – Sengetæppet? – arrigt nej – Lagnerne, arrigt »Nej.« – Alt ad Gulvet. – Tilsidst den Pude, der stod lodret ved Fodenden af Sengen. – Var det denne? – Arrigt »ja.« – Det hjalp ikke, at Oldfruen sagde, at det var den samme, der altid havde staat for Enden af Konferentsraadens Seng. – Han tillod ikke at have set den før. – Tilsidst kom det: »I min Seng har der altid staat en silkebetrukken Pude, men hvad er det for noget Pøjt?« – Det var et nyt Betræk.

Næste Dag skulde han køre til Bregentved. Lidt før Afskeden lovede han mig en Side i den nye Udgave af hans Livs Æventyr. Han sagde: »Tagmed, Zahrtmann, over til Moltkes, saa sparer de Holsteins en Ægt.« Jeg sagde, det var umuligt, jeg kendte ikke Grev Moltkes. – »Jo, Zahrtmann, tag med, det vilde være saa morsomt.« – »Nej Hr. Professor! det er saa absolut umuligt, at der ikke kan være Spørgsmaal om, at det kan lade sig gøre.« – »Tag dog alligevel med. Det vilde more mig at se Grevinde Moltkes Ansigt, naar hun faar Dem i Tilgift.«

Han kørte. Da jeg kom op paa mit Værelse laa følgende Digt paa en Stol.

»Paa Bornholm man finder Diamanter, men ikke ægte. Som Kunstner vis os, at det ikke sandt er, at Godtfolk ej kan negte, at En vi fik derfra, og han var ægte.«

Vintren efter saa jeg ham næsten ikke. Han blev halvfjerds om Foraaret under meget stærk Tilslutning. Jeg var hos mine Forældre. – Han boede hos Frøknerne Ballin i Nyhavn under Professor Krohns. – Efter Bornholm drak jeg en Aften Te hos Krohns, gik derfra Klokken ni. – Andersen stod med en Tjener, der holdt ham om Livet, skulde op ad Trappen: »Naa De har været oppe hos mig forat se mine Æresbevis- s. 176 ninger.« – Jeg turde ikke svare nej. – »De maa gaa op med.« – Han gav mig Vægten af alle sine store Knogler. Jeg drog ham op. Tjeneren fulgte slap efter: »Ja, hidindtil har jeg taget mod to Indbydelser om Ugen – nu bliver det til en, saa kan Folk have det saa godt.« Frøken Ballin stod i hans Dør med Lys: »De har taget mine Nøgler, Frøken. – De ved meget godt, at jeg ikke har eet roligt Øjeblik i Selskabet, naar jeg ikke har mine Nøgler.« – Han blev helt rank, da han skændte, og jeg fik ham nemmere gennem den lille Forstue ind i Dagligværelset, end jeg havde tænkt: »Ja, det er Æresbevisningerne! Hjælp mig Frakken af. – Nej Folk faar nøjes med engang om Ugen.« – Det var ikke let at faa den enorme Overfrakke af ham, og saa havde han højt deroppe et strikket langt Tørklæde flere Gange om Halsen. – Jeg kunde ikke forlade ham, saa jeg maatte lægge Alt fra mig paa en Stol ved Vinduet. – Pludselig raaber han »Tjener«. Jeg vidste ikke, hvem Tjeneren var, skringrede ned i Trappen »Tjener!« – Han var der endnu, skulde vist give Grosserer Melchiors fuldkommen Besked om, hvorledes han havde faat Konferentsraaden hjem. – Han ind. – Andersen skændte paa Frøken Ballin, tog en Haandfuld Smaamønt op af Buxelommen, skød dem utalte henad Bordet: »De har altid været saa god mod mig, der.«

Han viste mig, hvorledes man i mindre Tegninger rundt paa Væggen havde fortalt hans Liv. Pegede paa sit Fødehus. – »Ja der skal jeg være født,« og arrigt »Jeg er ikke født i saadan en Rønne.« – Blandt Gaverne var et Dobbeltfotografi af ham selv smægtende paa en Stol ved Vinduet og en lille Pige af hans Bekendtskab, der præsenterede ham Flipper, Skorstensfejer og Princesse, Top og Bold og Fyrtøjet. »Finder De det smukt? føj det er Grosserersmag.« Saa: »Jeg sidder daarligt paa denne Stol.« Lynsnart var jeg oppe, havde Armen om ham, faar ham op. Han styrer med mig hen i det Hjørne, s. 177 hvor jeg havde maattet lægge hans Overtøj. – Harmfuldt kyler han den tunge Vægt over sin Skulder og mit Hoved bagud paa Gulvet. Jeg fik ham til Sæde, tog Tøjet stiltiende, hængte det i Forstuen. – Han skændte paa den ulykkelige Frøken Ballin og Nøglerne og paa Københavns Magistrat. »Vil De se et Diplom, den har givet mig. Det kalder den min Sandten Kalligrafi. Nej se det fra Berlin, det er kalligrafisk og indbundet i Sølv.« – Flere Gange havde jeg spurgt, om jeg ikke skulde gaa. – Nej, jeg skulde se Æresbevisninger. – Der var for koldt i Krogen ved Vinduet, Stolen var for haard. – Jeg op, faar fat om Knoglerne, og vi styrer Kursen mod Skrivebordet, hvorunder en blød Stol var skudt ind. Han atter grusom mod Frøken Ballin. Jeg kom ved at trække Stolen frem til at støde med dens ene Ben mod hans Fod. – Heldigvis, han var saa optagen af at skænde, at han ikke mærkede det. Det var en Fejltagelse. Da Skændene hørte op kom der et ynkeligt Av. – Tilsidst fik jeg ham paa en anden Stol forat varme sine Fødder paa Kakkelovnspladen. – Frøken Ballin fandt Nøglerne i hans Overfrakkes Lomme. Saa pludselig til mig: »Gaa, gaa, men kom snart igen, De kommer her jo aldrig.«

Kort efter tog jeg til Ribe. Han døde, mens jeg var der. – Jeg holdt meget af ham. Han var god, især meget klog, et af de betydeligste Mennesker, mit Liv har ført mig i Møde. Han vidste fortræffeligt, hvorledes vi tog paa hans tilsyneladende Naivetet. Dømte os derefter, tog sjeldent fejl. Der har siden mit nittende Aar ikke været nogen Uge uden at jeg har tænkt taknemmelig paa ham. Har Nogen i min Kres været det, saa var det ham, der var Princessen paa Ærten. Fintfølende var han.

I det tidlige Foraar holdt Jerndorff i Roskilde Domkirke Bryllup med Domorganist Matthison Hansens yngste Datter. Hun var bleven forlovet, inden hun var confirmeret. Var fager. Sammen med dem holdt hendes Broder Bryllup med s. 178 en Frøken Amundsen. Det var et smukt Syn at se den gamle Domorganist føre begge de purunge Brude til Altret. Siden var der Reception i Kirken og Bryllupsmiddag i Hotel Prindsen. De unge havde særdeles lidt at leve af, drog først til Venedig, kom henad Jul til Rom, hvor flere og flere af mine Venner samledes.

Til Sommerophold valgte jeg Ribe. Jernbanen var lige aabnet. Jeg ventede at træffe en oprindelig, ufordærvet Befolkning, blev ikke skuffet. Grejsens Hôtel var udmærket, Fruen vidste ikke, hvor godt hun skulde gøre det for En. Jeg fik at se hvor skønt Fædrelandskærligheden gror paa vor sydlige Grænse. Paa vore hæderlige Kampdage blev der altid trakteret ved Bordet gratis med Rødvin. Grejsen gik rundt med Glædestaarer i Øjnene. – Carl Thomsen kom snart efter mig. Vi var flittige, vilde Ingen omgaas. – Stiftamtmand Nielsen havde været gift med en Cousine af min Fader, der dog gerne tillod mig ikke at hilse paa ham. Vi malte i Domkirken, omgikkes en Tid Skuespilleren Holm Hansen, en Snedkersøn fra Ribe. En smuk Mand. Skøndt Tonen i Byen var ufordærvet, ansaas han ikke rigtig for god nok for Selskabskresen. Vi fortalte, at han var Ven af Fru Hej berg, kom hos Biskop Martensen. Det hjalp ikke. Saa kom Christian den Niende i nogle Timer forat aabne Varde-Ribebanen. Han spiste hos Amtmanden, og det eneste Menneske, han spurgte efter, var Holm Hansen. Han var ude med os i den forrygende Storm, hans hvide Benklæder var næsten sorte. Der kom Ilbud. Han maatte til Kongen, som han stod og gik. – Vi havde et morsomt Besøg af Professor Hans Holm med elleve unge Arkitekter. De var der nogle Dage med Opmaaling af forskellige Kirker. Jeg lærte at traktere en Stige.

Senere tog jeg ud til Jernved, en af de Kirker, vi havde maalt. Jeg havde forvisset mig om, at der var Kro i Byen. Tog ud med første Tog, skulde arbejde hele Dagen. Men ak, Kro var der ikke. Præsten hed Bredsdorff. Det var et udmærket gæstfrit, grundtvigiansk Navn. Paa Slaget tolv gik jeg over at bede om at maatte spise hos Præstens. Det gik nemt. Præsten fortalte mig høfligt, om hvem han havde kendt af min Slægt. – Jeg gjorde Gengæld, fortalte om den Botaniker Bredsdorff, jeg havde søgt Planter med i Sorø. Han sagde, at han godt kendte ham, men at han ikke var i Sorø i 60-62. – Jeg blev ved mit, indtil han sagde: »Kan De huske nogle af de Planter De fandt med ham.« – »Geranium Phæum.« Saa faldt han over mig. Vi vidste begge, hvor den voxede, hvorledes Blomsten sad, men vi havde glemt hinanden. – I Sorø var han en lidt tung Mand med altfor stort Skæg, som gift og Præst kortklippet, soigneret og fint livlig.

s. 179 EN FANNIKE
Blyantstegning 1875

s. 180 FORARBEJDE TIL »JOMFRU CHARLOTTE DOROTHEA BIEHL«. Kjbhvn. 1874
(H. Chr. Chr. Nr. 165)

s. 181 FORARBEJDE TIL »JULIE OG AMMEN«. Kjbhvn. 1874
Gave til Statens Museum for Kunst
(H. Chr. Chr. Nr. 163)

s. 182 PORTRÆT AF K. Z. Malt i Kjbhvn. Vinteren 1874–75 af Frants Henningsen

s. 183 Efter Ribe skulde jeg nogle Dage gæste Viborg. Turde ikke komme til Tanterne uden at have en Hilsen med fra Stiftamtmanden. Gik derop, traf to af hans Niecer, jeg tror Døttre af en Tobakspinder i Randers. – Jo, Onkel var hjemme, nu skulde de melde mig. Blev sat i en Lænestol. Naa jeg havde bot i Ribe, malt i Domkirken, havde en anden Maler med. – Hvor var det interessant. – Og jeg boede hos Grejsens. Skikkelige Folk. – Og vi havde været der, da Kongen gæstede Onkel. Hvor var det dog morsomt at høre.

Amtmanden kom. »De skulde igrunden have Høvl, Zahrtmann. De har været her den hele Sommer og ikke værdigedes at besøge Deres Onkel. – Ja, jeg er en gammel Mand, ser daarligt, men har disse to Par dejlige Øjne, som De her ser, og de har altid sagt mig: der gaar Zahrtmann, der gaar Thomsen. – Først havde jeg Kirsebær hængende til Dem, saa Aprikoser – dejlige!! – Nu er der kun Reine Clauder, og dem skal vi ned at finde sammen.« –

Forskellen mellem Ribe og Viborg var meget stor. Ribe s. 184 fordringsfrit og jevnt, Biskoppens og Møllerens Familie laa paa Aaen sammen og sang flerstemmige Sange ud i den klare Sommernat. – Viborg Stift høj aristokratisk, inddelt i fire, stærkt afsondrede Rangklasser. – Kun Helsingør overtraf det i Sundtoldstiden, da var der sex.

Forældrene havde konfereret med Otto Haslund, der igen skulde til Italien, om at tage mig med. De havde Alle skrevet til mig derom. – Jeg var mindst interesseret i Sagen. Begyndte dog mine Forberedelser, var i København i Slutningen af September. Otto havde været paa Iselinge, forbavsede mig ved at komme og foreslaa mig at gaa i Vandet med sig hver Morgen i Bechs Badeanstalt. – Han var ikke Morgenmand. – En Dag kommer jeg forbi Kommunehospitalet. Det var slemt Føre, jeg saa vanskeligt bort fra mine Fødder. Dog havde jeg set at Alexander Haslund, der var Kandidat paa Hospitalet, kom imod mig med sin unge, elskelige Frue, Ingeborg Hein. De gik paa den ene Side af Vejen, jeg paa den anden. – Jeg skraaede over imod dem, saa først op i sidste Øjeblik, saa, det var Otto, der havde forlovet sig med Frederikke-Ek-Aagaard. – Naa derfor var han gaaet med mig i Vandet. – Paa Iselinge havde han lært den ganske unge Pige at kende. Havde sagt til sig som hun til sig, at forlove sig vilde de ikke. I København havde han slaat op i Vejviseren og fundet, at Fru Aagaard boede i Rosenvænge. – Men den rigtige Fru Aagaard boede paa Christianshavn. – Han kom tilfældigt over Knippeisbro, og der blev han forlovet. – Nu var de ude forat melde det til Alexander. – Jeg foreslog at gaa med for at finde ham til dem. De blev i hans Værelse. – Alex var i fuld Virksomhed. – »Goddag, hvad vil Du?« – »Jeg vil blot melde Dig, at Otto har forlovet sig og er med sin Kæreste i Dit Værelse.« – »Det er Løgn.« – »Ja, nu skulde Du dog komme og se.«

Det var en smuk Pige, Ek Aagaard. Rejsen til Rom var s. 185 fastsat til den otte og tyvende November. – Aaret efter skulde de Unge holde Bryllup. Jeg var ovre at sige Forældrene Farvel. Vi var sjette Oktober hele Dagen ved Hammeren. Pragtfuldt. Vi nød det. – Jeg var halvt melankolsk, Forældrene bevægede. – Skulde forlade Danmark og Leonora Christina Billederne. – Rejse med min bedste Ven. – Mange var efter Datidens Brug ude paa Banegaarden at sige Farvel. Ek, der var meget stor, spærrede i Kupedøren al Udsigt til Vennerne paa Perronen. Vi ringede, fløjtede, raabte »Afgang«. Toget kom mere og mere i Fart, det gik mod Syden. I Korsør modtog vi følgende Telegram: En Hilsen sender Elskov og Venner, men ak her ender de tyve Ord. Jernbaneselskabet.