Danmarks Breve

ARBEJDSAAR 1867-72 JEG lærte et Par ...

s. 115 ARBEJDSAAR 1867-72

JEG lærte et Par unge Malere at kende, som havde fælles Atelier, Krohn og Haslund. – Den sidste havde jeg alt kendt nogen Tid, holdt af ham. – Saa kom Krohn en Dag og sagde i sin løjerlige Jargon: » De er et begavet Dyr, Zahrtmann. Har De Noget imod at være Dus med mig?« – Kort efter kom han ind til mine Brødre og mig. Jeg malte i en lille Stue efter en Pige med nogle Ravperler. »Jeg skal hilse Dig fra Haslund, han vil gerne som jeg have Dig til Trediemand paa Atelieret. « - Jeg svarede, at det havde jeg paa ingen Maade Raad til. – Her var ikke Tale om Raad, det var helt gratis, og Krohn skulde desuden til Helsingør i Krigstjeneste, saa Haslund og jeg vilde blive meget ene. - Et udmærket Venskab sluttedes. s. 116 – Tre Vintre var jeg deres Gæst, lærte meget. – De tog mod mig som en Broder, vi var fælles næsten om enhver Nydelse. – Igrunden var jeg ene, havde trukket mig ud af al Omgang, havde næsten kun Lindegaards som Venner. I det gæstfrie Hjem færdedes jeg. – Selv var jeg ganske umusikalsk. Philipsen, Foss, Haslund havde udmærket Øre for Musik, og jeg vidste kun, hvilket stort Dannelsesmiddel den er. – Hos Lindegaards lærte jeg meget. De og Haslunds kendte hinanden. Jeg voxede sammen med det Haslundske Hjem. – Faderen, en smuk, flink, dannet Malermester, havde tidligt forladt sit Haandværk, havde en anselig Villa paa gamle Kongevej, en nydelig Hustru, der meget stærkt tog sig af sine Børns Opdragelse. Der var fire. Vilhelm, det ældste, var Læge i Odense, saa kom Otto og saa Alexander, den stolte Adonis, der blev en meget bekendt Læge. Der var en smuk yngre Søster. – Jeg blev forbavset over strax at blive tagen i Brug. Vilhelm skulde giftes i Odense, Faderen og Brødrene skulde derover. Fru Haslund og Petra skulde blive paa Villaen, tog aldrig ud. De var bange forat bo ene, jeg tog over at bo hos dem. – Der var Masser af Stikkelsbær i Haven. Naar de var modne, morede det Hr. Haslund at sidde paa Forhøjningen ud mod Vejen og indbyde de pæneste fattige Børn, som gik forbi, til at komme ind og tage for sig af Retterne. – Han kom jevnligt op til os, havde altid en Spøg med i Lommen, var elskelig. – Om Sommeraftnerne trakterede han med Tivoli, Alleenberg eller hvad det nu kunde være. Tante Caroline og jeg bleve vejede, kørte i Rutschbane og prøvede vore Kræfter med Kølleslag. Hr. Haslund lo hjerteligt.

OTTO HASLUND
Skitsebogsblad tegnet af Kr. Zahrtmann

Pietro tog sig meget af min Dannelse, naar han var i København. Var ældre, meget videre fremme end jeg, kom fra et meget dannet Kunstnerhjem. Købke var hans Onkel, og han ejede alt dengang herlige Billeder af ham. Den gamle s. 117 Medaillørs Hjem var gæstfrit, gammeldags, reserveret. Af og til var vi indbudne der, beundrede de mange Kunstgenstande og den romerske Lampe midt paa Spisebordet. Til dagligt var kun et Blus tændt, om Søndagen alle fire. Kun den ældste Gæst og Medailløren røgte Tobak. De var ogsaa ene om at faa Ø1 ved Aftensbordet. – Der traf jeg gamle Konferens-raad Thomsen, som kendte mig godt fra Musæerne. – Hvad jeg hørte, forundrede mig ofte, Værdsættelse af Kunst eller Personer. Krohn havde tre Brødre og Plejebroderen Peter Købke, Søn af Maleren. De var stærkt forskellige fra mig, hørte hjemme i et andet, mere videnskabeligt Milieu. Pietro tog sig af mig. Jeg var lærvillig. Han satte megen Pris paa Brødrene Brandes, jeg turde ikke rigtigt, da Navnet Fritænker var hængt paa dem. Pietro spurgte mig, om det dog ikke var det skønneste af alle Navne mellem Mænd, der vidste, hvad Dannelse er. – Jeg undgik. – Søgte dog al den Kundskab, Pietro forlangte af mig. Otto, der havde en overlegen Forstand, forholdt sig passiv. Fritænkeriet generede ham ingenlunde. Han fandt, at Pietro for let lod sig betage. Saa blev Pietro ærgerlig og sagde: »Ja, Ole, det er det Dumme ved Dig, at Du kan sidde stille paa en Stol, ikke mæle et Ord, og saa er Du elskværdig. Det er der ingen af os andre, der kan.« – Oberst Rist kom oppe hos os. En smuk, ung Lieutenant. Med ham havde vi mange udmærkede og udmærket æstetiske Timer. Han havde literære Interesser. Vi holdt af ham.

Undertiden kunde Pietro ikke dy sig. Han maatte gøre Selskab. Det var Mantzius, Peter Faber og Søn, Lange-Müller, Alexander Haslund og Flere. Undertiden bar han sig underligt ad. Der var Mangel paa Plads, og vi gjorde alt forat ordne til Selskab. Saa kommer han hjem med nogle Blomster og siger: »Ole, Du bliver vist vred paa mig. Jeg kunde ikke gøre for det, saa møder jeg Danseren Scharff paa Gaden, og saa s. 118 kom jeg til at indbyde ham. Han kommer, men hvor skal vi faa Plads?« – »Vi kan jo lade ham danse op paa Kransekagen, som her ikke er.« – Den lille vanføre Landskabsmaler Friis havde det Mundheld, naar han hørte, at en ung Mand var død, at sige: »Aa gid det var mig!« – Vi var kede af at høre derpaa. Haslund kurerede ham grundigt. Friis var tilstede, da Haslund læser op af Avisen om en ung Mands Død og deltagende tilføjer: »aa gid det var Friis.« – En Dag, vi var Gæster hos Professor Krohns, skildrede jeg de danske Kroner, som jeg tilfældigt den Dag havde faat at se. Beundrede Christian den Fjerdes rubinbesatte med de skønne Pelikaner. – Derimod dadlede jeg stærkt Frederik den Tredies i Hast s. 119 gjorte og med de store plumpe Ædelstene. »Du gik vel ikke med den, om Du fik den, « sagde Otto.

PIETRO KROHN (sovende i sin Soldaterkappe)
Skitsebogsblad tegnet af Kr. Zahrtmann

Pietro tegnede ypperligt, malte en Del, altid med Ulyst. – Hans Model kom Klokken ni. Han kom sjeldent op før elleve. Saa havde han Breve at skrive, Planter at passe, Kanariefugle at gøre rent om og meget Andet. Der kom mange Besøg, og det kunde ske, at han først fik fat i sin Pensel Klokken to. – Han blev saa gerne ved, til det var ganske mørkt. – Galdt det at hjælpe Andre, var han utrættelig. Han kunde meget længe holde ved med at søge at overbevise En om, at en Kind var en Haarsbred for smal. – Engang havde jeg malt en Handske paa Bordet foran Karen Brahe. Han var utrættelig i sin Ros. Jeg jublede. Jeg forstod hverken dengang eller nu, jeg har genset Billedet, at den er extra. Med stor Interesse fulgte han hvert lille Fremskridt, jeg gjorde, sagde: »Husk paa, at bliver Du Maler, saa er det mig der har opfundet Dig.« – Han var elskværdig. – Baade han og Haslund besøgte mig paa Bornholm. – I otteogtreds var Haslund der forat male Dyr. Moders Hjerte tog han med Storm, havde Alle for sig. Kommandant Fallesen vilde tage sig af hans Uddannelse. Da han hørte, at han ikke havde læst Heibergs Afhandling om Kunst, fandt han det en stor Mangel, vilde tillade sig at laane ham den. Næste Morgen mens Haslund endnu laa i Sengen, kom Tjeneren med Bogen. »Den læser jeg ikke!« – »Det kan Du ikke være bekendt!« – »Jeg læser den ikke.« – »Slaa dog op og læs lidt i den.« – Tilfældet gjorde, at han slog op paa et Sted, hvor der stod: »Sten-, Konkylje- og Dyremalere kan vel ikke regnes for egenlige Kunstnere!« – »Naa« sagde Otto »det var en ordenlig Uforskammethed, der fritager mig for at mænge mig mere med den Bog.« – Vi var paa Landet hos Lieutenant Davitzens paa Baadstad. – Denne havde som ung Lieutenant bortført sin Frue og giftet sig med hende, førend s. 120 han i fireogtreds skulde i Krigen. Hun var Datter fra det stolte Hoglebjerg. – Fuldstændigt Brud mellem Familierne. Det var fire Aar siden, at Datteren havde set sine Forældre. – De meldte sigtil Baadstad. Det galdt at vinde Moderen, Fru Sonne. Jeg sagde til Haslund, at det var Pligt at gøre, hvad der stod i vor Magt. Han mente, at vi burde holde os udenfor dette. Det var Søndageftermiddag til Kaffe, Forældrene kom. Kun Præstens var indbudne. Vi gjorde os Umag. Lidt efter lidt tøede Fru Sonne op. Hun havde gentagende sendt sin Hyrde med store Kurve Jordbær til de fremmede Herrer. Hun modtog Taksigelserne og fik rig Lejlighed til at udbrede sig om Hogle-bjergs Herligheder fremfor Baadstads. I Aftensvalen var vi ude at se paa Markerne. Op ad Bakker, ned ad. – Haslund og jeg havde hver sin af Fruens Hænder, opførte en Slags Menuet med den korpulente Dame. – At Præstens var der havde hendes Behag. – Omsider kom hele Familien Sonne op i deres Vogn, Fruen paa Hæderspladsen. Præstens og vi alle i Kres. – Da fik vi følgende Farvel : »Ja, jeg har jo moret mig – ret – ret – godt idag. «

Otte Dage efter kom der Indbydelse til næste Søndags Eftermiddagskaffe paa Hoglebjerg. Vi tog alle fire glade dertil. – Jordbærrene forbi, men gule Kirsebær var der i Overflod. Træ ved Træ bugnede af Frugt. Vi var i Haven, Vogn kom paa Vogn. Mange festligtpyntede Mennesker. – Jeg spurgte Fruen, om der altid kom saa mange Gæster. »Det er jo Søndag, Hr. Zahrtmann.« Der var Mange fra alle Kanter af Øen. De rigeste Bønder, de fineste Borgerfamilier. Deriblandt et Par Præster med Fruer. – Først da vi skulde til Aftensbordet, der oppe i Salen dannede en stor Hestesko, og der indeni den sad nogle Musikanter der spillede Bryllupsmarschen af Skær sommernatsdrømmen, vidste vi, at der var stort Selskab, – Strengt efter Rang gik vi tilbords, dog havde vi to Køben s. 121 havnere faat for fine Pladser. Mad, Vin, Punsch til Overflod. – Efter den pragtfulde Souper fik Alle travlt med at tømme Salen. Borddansen traadtes festligt. Kaptejn Sonne førte Fru Lehnsgaard, Oberst Rømer Fru Sonne og Sognepræsten Husets gamle ugifte Datter. – Man klappede i Hænderne, stampede med Fødderne, meget ceremonielt. Dansen blev fri, vi svang os ind i den lyse Dag, kom først henad ti tilbage til Baadstad.

Samme Sommer var vi senere hos Madame Kock i Gudhjem. Uendelig i at fortælle roste hun altid sine Døttres Forstand. Den botaniske Forening meldte sig, tredsindstyve i Tal. De skulde have Kalvesteg og Rødgrød. Storm hindrede deres Komme. Hundrede Portioner Rødgrød var lavet. Madame Kock opbevarede dem i Salttønden. Vi fik i tre Uger Rødgrød hver Dag. Tilsidst kunde den ikke mere hænge sammen, flød ud i Mælken til en violpurpurfarvet Masse.

En Dag, mens vi spiser, hører Madame Kock Nogen røre sig i det forreste Værelse. Hun gik ud. Hvad hun sagde, hørte vi. Den Anden talte meget sagte. »Bøjer, jo Gu har vi Bøjer.« – »Naa det er ikke den Slags, maaske Følletonger.– – Naa De siger Salmebøjer og Paaskiller. – – Min Svigersøn er saa-dan Literat. « – – Døren gik op, en smuk, ganske ung Mand kom ind. Rød og hvid som en Rose. Saa meget uskyldig ud, havde et yppigt Haar, som voxede ham ned i Panden. Denne lav, Kinderne fyldige. Fornem var han. – – Det var I. P. Jacobsen. – Han interesserede sig for Darwin, studerede Botanik. Jeg tog ved det Sidste. Ak, han interesserede sig kun for de laveste Arter, jeg kendte kun de højere. Han var faamælt, undselig. Han søgte os. – Vi fandt ham triviel, undgik ham, krøb bag Gærde, hvor vi sad og malte, forat lade ham slippe forbi. - Da vi kendte Marie Grubbe, blev vort Forhold til ham et ganske andet.

s. 122 Krohn gæstede mit Hjem i Attenhundredhalvfjerds. Jeg havde i tre Aar haft meget med Oldsagsgravning at gøre. Amtmand Vedel var kommen til Rønne. – En Dag sidder han i vor Dagligstue med Moders ældste Broder, der nyligt havde solgt sin Gaard, Kannikegaard i Bodilsker, til Proprietær Johnson. Vedel var ung og fyrig, klagede over, at Embedet gav ham for lidt at bestille. Han vilde gerne have Noget ved Siden af f. Ex. Geologi, som han dog ikke havde Forkundskaber i. Onkel gjorde opmærksom paa, at der i Kannike-gaardshaven fandtes mange Pletter af sort, sodet Jord, der indeholdt Broncesager. – »Vil De paa Søndag tage med til Kannikegaard, Zahrtmann, forat undersøge, hvad det er?« – Som sagt, saa gjort. – Der var tre og en halv Mil. Som fire og tyve Aar lyttede jeg med Begær til alt det, den dannede Mand fortalte mig. Han havde været i Athen, talte om dets Templer, Parthenon, om hvad de gamle Grækere havde været. De ældste to Børn var med, vi blev altid gæstfrit modtagne paa Kannikegaard. Tiden løb, vi gravede. Nogle af Johnsons Folk hjalp os, vi aabnede sex Grave. Der var Noget i hver, ganske smaa Urner, Skaar af større Kar, stærkt ødelagte Broncefibu-lar. Gravene var lette at finde, de stod i det gule Grus som runde, sorte Oste af forskellig Tykkelse. Vi gav os knap Tid til at spise, tog Sagerne med hjem. Vi var paa Kannikegaard hver fjortende Dag Somren igennem. Der var overmaade mange Grave, jeg tror to Tusind. Der blev nu taget mere systematisk fat. – Et Areal blev afgrænset, som skulde blotlægges Dagen før Undersøgelsen. Naar vi kom, saa det ud som om der paa det gule Grus laa femten à sexten runde sorte Oste af henved en Alen i Tværmaal. – Ingen kunde tage fejl af, hvor Gravene begyndte. De stod overalt næsten i samme Frastand fra hinanden. – Alt næste Søndag fandt vi smaa Benknapper, en Guldberlok og jeg en lille Øgle af blaat Glas- s. 123 flus. Kort blev tegnede over Gravene og nøje angivet, hvad der fandtes i hver. – Ingen af os vidste Besked. Fandt vi en ganske lille Skaal, sagde vi, at det var en Barnegrav. En Kam eller Fibula gjorde, at vi troede, at vi havde med en Kvindegrav at gøre. Var det en Dolk, laa der en Mand. Men saa fandt vi forskellige af disse Ting i samme Grav, saa blev det Dogme omstødt. At det var Grave, var vi enige om, Tiden vidste vi ikke. Vedel vilde helst sætte dem efter Kristus, og at Sagerne var forarbejdede i Danmark. Vi havde nemlig fundet overordenligt mange Fibular, der alle kunde henføres til fire Grundformer. Der var Guld, Glas, Mosaikperler. Brolægning, hvorover megen sort Jord. Vi antog det for et Ligbrændings-sted. Der var skønne Ting som Vidnesbyrd om, at hine Dages Folk havde høj Kultur. Det blev en interessant Sommer.

Næste Aar havde jeg langt mindre Tid, malte, var sjeldent med. Om Vintren havde Amtmanden studeret, havde confe-reret med Worsaae. Vidste meget. Man antog, at Gravene var fra tre à fire Aarhund reder efter Kristus. Senere blev det ændret. Gravene sat tre à fire Aarhundreder før Kristus – vist nærmest ved Montelius’s Forskning. Nu sættes de tilbage omtrent ved Trojafundene.

En Aften kom Amtmanden ilfærdigt over til os. Havde været paa Kannikegaard. Strax maatte jeg over at se. Han havde fundet et ubrændt Lig med tohundrede og sexogtyve Perler om Halsen. Med fire Fibular, med Kam, Dolk, Dupsko forneden af dets Livrem. Perlerne havde ligget saa urørte paa deres Plads, at man havde maalt Halsens Tykkelse. Den ene Række var baaret langt nede paa Brystet under de fire Fibular. – Nu turde der vel ikke mere være Tvivl om, at var der saamange Perler, maatte de være fabrikerede herhjemme. – Da jeg kom over til ham, laa alle Perlerne i en Glasskaal. Den første, jeg tog, var en Mosaikperle, der forestillede to Vin s. 124 drueklaser, to Vindrueblade og to Slyngtraade. – Ja, det er jo muligt, at vi Tusind Aar før Kristus har dyrket Vin paa Bornholm. – Der var overordenligt mange Oldsager i Amt-mandsboligen. Ikke ene Kannikegaard gav rigt Fund, men ogsaa Kanegaard. Efterhaanden blev flere andre samtidige Begravelsespladser fundne og undersøgte. Det havde stor Betydning. Man opdagede, at slige Grave fandtes over en stor Del af Evropa. Tidligere havde man samlet Fundene uden at undersøge Gravene. De er fra Overgangen fra Bronce til Jern. Alt det Værdifuldeste gik til Musæet i København.

Saa kom Krohn over at besøge mig. Havde stor Lyst til at være med paa Udgravning. Nogle Gange var vi med uden at finde Noget. Krohn havde den største Glæde af at maatte tage med sig Potteskaar fra en Masse Grave. Tog flere Tørvekurve fulde. – Om Vintren, da jeg kom til Professor Krohns, havde denne samlet Skaarene, og den ene store Vase stod ved Siden af den anden paa Hylder i hans Værelser. De var hele og smukke, men meget var udfyldt med mørk Gibs.

Ogsaa med Kommandant – senere Teaterchef – Fallesen havde jeg meget at gøre. Jeg malte hans Frue og blev stærkt opdragen af ham selv, der stedse tog sig varmt af Ungdommen. Han arbejdede ivrigt paa min Udtale af det Franske, paa at lære mig at konversere Damer – Fruen blev brugt som Prøveemne –, paa min Maade at klæde mig paa og paa at spille en fin Whist. Han ansaa det Alt meget nødvendigt for en Mand af det gode Selskab. Han tog sig varmt af min Virksomhed som Maler. – Krohn kendte Fru Fallesen fra gamle Dage. Vi var paa forskellige Udflugter med Fallesen og hans Adjutant. Der skete altid Noget paa disse. En Dag bed hans Hunde to Faar ihjel. En anden saa han pludseligt dobbelt, hvilket gjorde os saameget mere forskrækkede, som Adjutanten var bleven i Huset forat koge Lobescoves. – Og da vi kom hjem fra s. 125 vor sidste lange Tur til Helvede og Paradis, modtog Forældrene os med Efterretningen om, at den tysk-franske Krig var udbrudt. – Krohn sprang ud af Vognen, vilde strax afsted med Dampskibet, pakkede sin Kuffert, vilde i Krig. Fallesen var i Extase. Jeg fulgte Pietro til Skibet. – Da jeg kom hjem, traf jeg Moder i Taarer. Jeg havde kun set det Raske i hans Daad, beundrede ham. – Moder tænkte paa den smukke, unge Mands mulige og unødvendige Mord.

Krohn og Haslund vidste, at jeg satte megen Pris paa Leonora Christina. De havde strax i niogtreds, da Jammersmindet udkom, sendt mig det. Jeg modtog det med Posten Søndagmorgen, netop som jeg skulde med min Onkels Familie en Køretur til Hammershus. Bogen tog jeg med, lagde mig ved Stranden under Slottet. Læste, læste. Den hallucinerede mig. Det var selve Moders Skikkelse, der traadte mig lyslevende imøde. Hendes Ord, hendes Stolthed, hendes Klogskab, hendes Værdighed, hendes Kamp. Leonora Christina havde ved Indtrædelsen i Fængslet samme Alder som Moder da. – Jeg kom ikke til Frokost og vist meget sent til Tantes Middag. – Bogen vakte alle dannede Folk. Dog var der Damer, der forholdt sig retirées. De fandt hende for grov, for mandhaftig. Fru Vedel kunde ikke forstaa, at hun talte saa lidt om Ulfeldt. Fru Fallesen jublede over hendes skønne Sprog.

Mens Krohn var hos os, malte jeg paa et Studie til Leonora Christinas Fængselsliv. Akademiet havde stillet som Opgave til Neuhausens Præmie et Motiv af Jammersmindet efter eget Valg. Moder var som skabt i hendes Lignelse, var meget glad for min Kunst, men ikke meget for at sidde Model. Virksom, som hun var, og med stærk Pligtfølelse, for hvad hun burde gøre for hvert enkelt af sine mange Børn, var det at sidde rolig Tidsspilde. – Hun gjorde det, og jeg arbejdede i s. 126 Henrykkelse. Krohn syntes udmærket om mit Udkast. Han vilde konkurrere med mig om Præmien. Der var meget lidt Udsigt for mig til at naa den med slig Konkurrent, og vi skulde arbejde i samme Rum. Han hjalp mig, paaviste Tegnefejl, formanede Moder om at være en god Model. Hun undredes over hans fuldkomment uinteresserede Maade at tage Sagen paa. – De talte sammen om min Fremtid. Hun var lykkelig over ham. Han var Reservelieutenant fra Krigen fireogtreds ligesom Haslund. De fik ikke Tilladelse til at drage til Frankrig. Vi konkurrerede det Efteraar sammen. – Han fik en glimrende gul Silkekjole. Jeg beundrede Maaden hvorpaa han gjorde det vigende Stof. Hver tredie à fjerde Dag rettede han mig omhyggeligt. – Dog blev det umuligt i Længden at arbejde sammen. En rask Beslutning tagen, et Værelse lejet. – Pietro kom stadigt og hjalp mig over mangen en Vanskelighed. Billedet blev malt helt om og afleveret. – Til Forældrene skrev jeg først, at jeg ikke havde Spor af Haab, saa, at der dog var dem, der foretrak mit Billed, og saa i Glæde og Forbavselse, at jeg havde Præmien. Hverken Forældrene eller jeg kunde tro det. Vedels og Fallesens kom om Aftnen og jublede med dem. – Disse troede nu Begge paa mig. Hvor var Fader glad, han som havde kæmpet og stridt, forat jeg skulde komme frem. Jeg tror, at ogsaa Pietro jublede. Vist er det, han troede mere paa mig end paa sig selv. Billedet købte Kunstforeningen. Jeg følte mig saa rig, at jeg indbød Forældrene og Elisabeth til en Københavnsrejse. Fader kunde ikke forlade Rønne, men Moder og Elisabeth. – De opholdt sig i Antiksalen, hvor Pietros og mit Billed hang Side om Side, hørte, hvad der blev sagt. Den Første, der ytrede sig, gjorde strax Moder bedrøvet. Han sagde, at det var en Skandale, at mit Billed var blevet foretrukket. – Marstrand, der meget strengt havde dadlet mig til mig selv for Billedet, sagde til Haslund, at det lovede en god Fremtid. Jeg begyndte at føle, at Verden vilde mig det vel, og fik Tegn paa Venlighed af mig temmeligt ubekendte Mennesker. – Krohn kendte Georg Brandes nøje. Den Dag, han blev Doktor, blev Krohn indbudt til Gildet. Det var Klokken otte Aften. Da jeg stod og bandt hans Halstørklæde, sagde jeg: »Har Du spist Frokost idag?« – »Ja.« – Vi undersøgte Sagen. – Han havde ikke faat det Allermindste den Dag. Det lignede ham fuldkomment. – Brandes spøgte i alle Unges Hjerner. Han begyndte ogsaa at komme i min.

s. 127 KRISTIAN ZAHRTMANN
Blyantstegning af Aug. Jerndorff 1870

s. 128 SØSTEREN RODIL Z. Malt i Rønne 1871
(H. Chr. Chr. Nr. 101)

s. 129 ROSER OG RESEDA I ET BLOMSTERGLAS. 1872
Gave til Statens Museum for Kunst
(H. Chr. Chr. Nr. 117)

s. 130 LEONORA CHRISTINA I FÆNGSLET. Første Form, 1870
(H. Chr. Chr. Nr. 102)

s. 131 LEONORA CHRISTINA I FÆNGSLET. Anden i 1871 udstillede Form
(H Chr. Chr. Nr. 103)

s. 132 s. 133 Imidlertid tænkte Krohn paa at rejse udenlands. Han tog Haslund med sig. Bad mig gøre et lille Afskedsgilde. Det bestod foruden mine Brødre af Literaten Frederik Liebenberg, Alexander Haslund og fire eller fem andre Venner. Det kom mig overvældende. – Hvorfra skulde jeg faa Pengene? Jeg solgte et Guldetui fra Bedstemoders Hjem, gjorde et superbe Gilde. Saltmadsfad med Grønsager, Jordbær med Fløde, Steg, Kransekage. Sligt var aldrig før set i Vesterbrogade fem -ogtyve. Især rostes jeg for Jordbærrene som anden Ret.

Da Krohn og Haslund var rejst, regerede jeg en kort Tid ene paa Atelieret, savnede de Andre meget. Leonora Christina optog mig. Moder var den bedste Model, der tænkes kunde. Jeg havde begyndt et Billed af Karoline Mathilde, der spiller Schak med Struensee. Lejede Atelier i Kunstforeningen, Amaliegade tredive i Stuen. Landt var som skabt til Christian den Syvende. Af Udenrigsministeren Rosenørn-Lehn fik jeg Lov til at søge Omgivelser i Christian den Syvendes Palais, som var Udenrigsministeriets. Det kongelige Teater laante mig Dragter. Alt stod mig aabent. Jeg var meget flittig, og i temmeligt kort Tid fik jeg Kompositionen klaret. Carl Thomsen, der havde Stuen ved Siden af, hjalp mig. Det gik raskt. – Wanda, min Cousine, var forlængst gift med Christian Dan- s. 134 neskjold, havde tilbragt nogle Aar i Syden for Mandens Helbred. Jeg havde yderst sjeldent set hende efter Bryllupet. Hun begyndte at indbyde mig, saaledes ogsaa Holsteins. Han var Conseilpræsident. Noget af dette nød jeg, var især optaget af Billedet. Det kneb med at faa elegante Modeller. – En Dag kommer jeg paa Nørregade, møder en smuk, ung Mand, som ligner Struensee. Jeg fulgte efter ham, han hilste Nogle, men Ingen, jeg kendte. Vi fulgtes gennem Strøget, to Gange om Hesten paa Kongens Nytorv og tilbage op paa Nørregade. Hvergang han tog Hatten af, lignede han allermest. – Han gik ind i en Port, jeg efter: »Undskyld, at jeg ukendt henvender mig til Dem, jeg er Maler, hedder Zahrtmann. Maler Portræt af en Afdød. De ligner ham. Vilde det være muligt at faa Dem lidt til Model?« – Under hele Talen holdt han den ene Haand i sin hvide Vests Lomme og sagde af og til »Hm«. – Han svarede: »Jeg hedder Knud Sehested, læser til Examen, har travlt. De skal i faa Dage faa to Timer om Dagen. De kan bestemme Tiden.« – Han holdt Ord. – Jeg er ham taknemmelig.

Tiden gik roligt med Arbejde. – Da træder en Dag Kammerherre Nægler ind til mig, bad om at maatte se Billedet. – Jeg kendte ham fra Danneskjolds. Han sagde, at Engteressen (sic) var hos Dronningen, gik snart. – Dagen efter kom Rosenørn. Han sagde strax: »Unge Mand, De vover formeget. Der lever to Børnebørn af Karoline Mathilde. « – Jeg svarede at have handlet uden Anelse om, at det kunde være slemt, at Billedet nærmest tog Dronningen i Forsvar, at der var skrevet meget værre Ting. – Spurgte, om jeg turde vedblive at gøre Studier i Udenrigsministeriet. – Han sagde, han maatte betænke sig, Sagen var vanskelig. – Dagen efter sendte han sin Tjener, at han vilde komme den følgende Dag og medbringe Prins Hans, der ønskede at se Billedet. – Nægler var s. 135 igen med. Saa kom der en Tidlang altfor mange Visiter. – Jeg bad Mimi Holstein holde igen, sige, at jeg havde meget travlt. – En Dag kom Grev Danneskjold, spurgte fra Dronningen, om hun maatte se Billedet henne hos dem. – Jeg spurgte Grev Danneskjold, hvad jeg turde svare. – »Ganske hvad De vil.« – Jeg bad ham sige hende, at jeg var villig til at lade hende se Billedet hos hende selv eller hos mig. Paa tredie Sted ønskede jeg ikke at gøre det. »Svaret er vanskeligere at bringe end at give, men det skal blive bragt. « – Fra den Dag regner jeg, at Grev Danneskjold har været min Ven.

Tiden blev dog haard. Rosenørn kom en Dag og spurgte, om jeg vilde sælge Billedet. Der var en Forening, som ønskede at købe det forat hindre det i at komme frem. – Jeg svarede, at paa den Maade solgte jeg ikke Billedet for nogen Pris. – Fra Mimi vidste jeg, at det var Ministrene. – Noget senere var der Middag hos Lensgreve Moltke. – Rosenørn var der og en af mine intime Venner. – Over Bordet blev der fortalt, at jeg havde baaret mig fedtet ad og havde søgt at skrue Prisen op paa Billedet. – Min Ven kom næste Dag og fortalte mig det, sagde, at det kunde jeg umuligt lade sidde paa mig. – Vi og jeg spekulerede paa, hvad der skulde gøres. – Det stod hen, om jeg kunde male mere i Salen paa Amalienborg. – Jeg meldte mig hos Rosenørn, blev ganske mod Sædvane uvenligt modtagen. Han gav en slap Haand. – Jeg bad ham om at maatte male i Salen. – »Denne Sag har været mig meget ubehagelig …«. »Ja, har den været Excellentsen ubehagelig, har den ogsaa været det for mig. I Forgaars var der Middag hos Moltkes, Deres Excellentse var der. Der blev sagt over Bordet, at jeg havde baaret mig fedtet ad ved Deres Forslag om at købe Billedet. – Der er to i Verden, der ved, hvorledes det gik til. Det er Deres Excellentse og mig.« – – Rosenørn tav stille, gik flere Gange op og ned ad det lange Gulv. Endeligt s. 136 kom han hen til mig, lagde Armen om min Skulder, sagde: »Jeg har ikke hørt det, og hører jeg det, skal jeg forsvare Dem.« – Jeg fik Lov at male et Par Dage i Ministeriet.

Samtidigt med det Billed havde jeg Sigbrit, der gennem-gaar Toldregnskab med Kristian den Anden. – Det var stillet som Konkurrence til Neuhausen. Carl Bloch kom enkelte Gange til mig og interesserede sig især for det Billed. Han blev meget forbavset, da jeg pludseligt en god Maaned, førend Billedet skulde være færdigt, begyndte forfra. Jeg havde tilfældigvis faat en ganske udmærket Model i Madame Ulle-bølle. – Jeg arbejdede Nat og Dag. Bloch kom jevnligt, støttede mig, morede sig over, at det saa ud som om hun snød, hvad der var stik mod min Mening. Krohn og Haslund havde søgt at vække politisk Interesse hos mig – dog ikke saa-meget for Kvindens Fordringer. – I hine Dage foragtede Krohn næsten Kvinderne. – Jeg saa i Sigbrit den ansvarshavende Minister, igrunden det smukkeste Exempel derpaa, saa langt forud for sin Tid. – Til Tider har ogsaa hendes Fjender indrømmet det.

Dronning Mathilde var jeg ikke tilfreds med. Begge Billeder kom paa Udstillingen i Foraaret atten hundred tre og halvfjerds. – Sigbrit vandt Neuhausen. – De blev begge solgt. Sligt havde jeg ikke drømt om Muligheden af.

s. 137 FORARBEJDE TIL »SCENE FRA CHRISTIAN VII’ HOF«. 1872
(H. Chr. Chr. Nr. 130)

s. 138 CAROLINE MATHILDE. FORARREJDE TIL »SCENE FRA CHRISTIAN VII’ HOF«. 1872
(H. Chr. Chr. Nr. 123)

s. 139 STRUENSEE. FORARREJDE TIL »SCENE FRA CHRISTIAN VII’ HOF«. 1872
(H. Chr. Chr. Nr. 129)

s. 140 SIGBRIT. FORARBEJDE TIL »SIGRRIT GJENNEMGAAR TOLDREGNSKABER MED CHRISTIAN II«. Ikke benyttet. 1872
(H. Chr. Chr. Nr. 132)

s. 141 CHRISTIAN II. FORARBEJDE TIL »SIGRRIT GJENNEMGAAR TOLDREGNSKABER MED CHRISTIAN II«. Ikke benyttet. 1872
(H. Chr. Chr. Nr. 131)

s. 142 SIGBRIT. DET BENYTTEDE FORARREJDE TIL »SIGBRIT GJENNEMGAAR TOLDREGNSKAB EB MED CHBISTIAN II«. 1872
Antagelig K. Z.’s første Studie efter Madam Ullebølle (se »Arbejdsaar« S. 132)
(H. Chr. Chr. Nr. 133)

s. 143 CHRISTIAN II. DET BENYTTEDE FORARBEJDE TIL »SIGBRIT GJENNEMGAAR TOLDREGNSKABER MED CHRISTIAN II«. 1872
De to Forarbejder hidrører fra et paabegyndt, men opgivet Rillede, der senere er sønderskaaret
(H. Chr. Chr. Nr. 133)

s. 144 K. Z.’S BRODER HERMAN R. Z. Malt i K.jbhvn. 1872
(H. Chr. Chr. Nr. 109)