Danmarks Breve

DEN FRIE UDSTILLINGS STIFTELSE. Der ...

s. 455 DEN FRIE UDSTILLINGS STIFTELSE.

Der var atter urolige Tider i det danske Kunstnersamfund. Carl Bloch var død i Februar 1890, og til hans Professorat ved Akademiet stod Valget mellem Frants Henningsen og Aug. Jerndorff. Akademi-raadet vragede Jerndorff og valgte Henningsen, et Resultat der vakte Forargelse, særlig i den Generation af Malere som K. Z. tilhørte. Indenfor en snever Kreds af disse Malere blev det alt i Foraaret drøftet, at give en Protest mod dette Valg et tydeligt Udtryk, ved at organisere en af Charlottenborg uafhængig Kunstudstilling. Man var endog gaaet saa vidt at man forhandlede med Kunsthandler Stockholm, der i Bredgade 28 havde faaet nye og store Lokaler, om et Lejemaal. Ud paa Efteraaret gik imidlertid dette Forsæt i Stykker. [Meddelt af Niels Skovgaard.] – Der var dog mange andre Grunde, hvorfor yngre Kredse af Kunstnere var utilfredse med Charlottenborg, og dette førte alligevel til den frie Udstilling. Herom meddeler Maleren Joh. Rohde følgende: »Den første Spire til en uafhængig Udstilling fremkom i Aaret 1888, idet en halv Snes mest yngre og tildels ubekjendte Kunstnere, der havde faaet Arbejder kasserede paa Charlottenborg-Udstillingen, enedes om at samle disse til en lille Udstilling i et Atelier, jeg dengang havde paa Frederiks Kirkeplads. Sammen med et Par af s. 456 Zahrtmanns Elever ordnede jeg denne Udstilling, hvis mest fremtrædende Billede var Hammershøis »syende Pige«. Der var endvidere to smukke Landskaber af Syberg, et Billede »fra Søerne« af Julius Paulsen, et da mærkeligt Billede af en Bondegaard af C. Holsøe, et lille keramisk Fad (Sneglen) af Joakim Skovgaard, to Figurbilleder af Johan Rohde, og om jeg ikke husker fejl Jerndorffs Tegninger til Fru Ingelil med Indramninger af Bindesbøll? Udstillingen var ganske privat, men blev paa Foranledning af nogle Kunstvenner holdt gratis aaben i nogle Dage.

Aaret efter – 1889 – forsøgte en anden Kreds af yngre Kunstnere, der for største Delen endnu ikke havde udstillet, at foranstalte en lignende Udstilling af refuserede Arbejder. – Vi havde laant en stor Spisesal i Hotel Phønix, og der blev samlet ikke saa faa Billeder af en Del Malere, der senere erhvervede sig Navn og som navnlig kom fra Zahrtmanns Skole. – Da Billederne var hængt op, blev Joakim Skovgaard indbudt til at se dem og udtale sig om dem. Han syntes imidlertid, at Billederne ikke vare saa betydelige, at Udstillingen egnede sig som en Protest imod Censurkomiteen paa Charlottenborg, og efter hans Raad blev Udstillingen ikke lukket op, men alle Arbejderne om-gaaende sendt tilbage til deres Ejermænd. – Endelig forsøgte Kunsthandler V. Kleis i Foraaret 1890 i sit Lokale paa Vesterbro at foranstalte en Udstilling af refuserede Arbejder. Der var ikke ret mange Billeder, jeg troer kun en Væg fuld, og jeg husker kun et Par store Arbejder af H. Slott-Møller, nogle smukke Billeder af Christian Krogh og Fru Oda Krogh samt et Par Landskaber af mig. Denne Udstilling vakte ingen Opmærksomhed.

I Sommeren derefter henvendte jeg mig imidlertid til Willumsen, Vilhelm Hammershøi, Harald og Agnes Slott-Møller og Chr. Mourier-Petersen, og vi sex bleve alle hurtig ens om at oprette et Dokument, som vi underskrev, og hvori vi forpligtede os til for Fremtiden ikke at sende Billeder til Charlottenborg, men holde vor egen Udstilling. – Dermed var den frie Udstilling faktisk dannet, og de mange og lange Forhandlinger, der førtes den følgende Vinter om at udføre Planen i Praxis, drejede sig kun om at udvide Kredsen af Deltagere og om Maaden at realisere Planen paa. – Til en Begyndelse havde vi ikke tænkt paa at faa ældre bekjendte Kunstnere med, vi havde slet ikke saa højtflyvende Planer. Derimod tænkte vi, at en Del af vore samtidige vilde slutte sig til os. Det gik imidlertid helt omvendt. Det viste sig nemlig, at adskillige af de yngre, vi havde tænkt paa, s. 457 ikke turde eller maatte. Derimod kom Slott-Møllers, der havde Atelier i Hus sammen med Malthe Engelsted, tilfældig til at omtale Planen for ham, der meddelte den videre til Niels Skovgaard, og til vor store Overraskelse tiltalte vort Forsæt disse Malere i høj Grad, og de ytrede Lyst til at slutte sig til os. – Niels Skovgaard trak Joakim Skovgaard, Zahrtmann, Th. Philipsen og Viggo Pedersen med ind i Forbundet og endelig kom P. S. Krøyer og Julius Paulsen med, hvorimod mærkeligt nok slet ingen af Zahrtmanns Elever. [De blev dog efterhaanden Medlemmer, saaledes alt i 1893 Syberg, Peter Hansen og Joh. Larsen, men kun Syberg havde dette Aar lidt at udstille, optagne som alle K. Z.’s Elever var af den kommende Oktober-Udstilling.] Til Kredsen sluttede sig de fire Damer: Fru Marie Krøyer, Frøknerne Susette Skovgaard, Edma Frølich og Johanne Krebs. – Dermed var den frie Udstillings første Hold sluttet og alle atten Kunstnere vare repræsenterede paa den første Udstilling, der aabnedes hos Kleis i Foraaret 1891. – Alle vare enige om gjerne at ville deltage, men nogle vilde have Lov til ogsaa at udstille paa Charlottenborg. – I den Kamp der førtes om dette Spørgsmaal, havde vi yngre en udmærket Forbundsfælle i Kr. Zahrtmann, der satte alt ind paa denne Sag. Da saaledes en af Deltagerne hævdede, at der var Folk, han ikke kunde sælge Billeder til, naar disse ikke udstilledes paa Charlottenborg, svarede Zahrtmann øjeblikkelig: saa lader man være at sælge saadanne Folk Billeder. Og det var ikke en Frase; thi da nogen Tid senere en Rigmand, som vilde kjøbe et Billede af ham, forlangte, at Billedet skulde udstilles paa Charlottenborg, nægtede Zahrtmann at sælge paa denne Betingelse. – Tilsidst endte det med et forøvrigt uheldigt Kompromis, saaledes at Krøyer og Julius Paulsen fik en Undtagelsesstilling, blev en Slags Gjæster og fik Lov til at udstille ogsaa paa Charlottenborg, hvorimod alle vi andre forpligtede os, som oprindelig vedtaget af de sex første, til kun at udstille paa den frie Udstilling. Ældre Kunstnere, som havde Stemmeret til Kunstakademiet, fik dog Lov til en Gang hvert tredie Aar at udstille et Billede paa Charlottenborg for at bevare denne Ret. – For at konsolidere vort Samfund tog vi Overretssagfører Zeuthen til vor juridiske Raadgiver og Niels Skovgaard og Johan Rohde blev – som en Slags Bestyrelse – valgte til at lede det forretningsmæssige. Vi henvendte os til Kunsthandler Kleis og sluttede en Kontrakt med ham, saaledes at han overlod os sit Lokale i et Par Maaneder med Opsyn o. s. v. imod at faa Halvdelen af Nettooverskudet. Vi havde kun haabet at slippe fra det uden Underskud, men fik en Indtægt af s. 458 6000 Kroner for vort Vedkommende. – For nu at understrege, at vi ikke førte nogen oekonomisk Krig med Charlottenborg, bestemte vi at skænke hele vor Indtægt til Charlottenborg-Udstillingens Fond til Understøttelse af trængende Kunstnere. Forbitrelsen imod de udvandrede var imidlertid saa stor, at man i Udstillingskomiteen besluttede at nægte at modtage Summen, hvilket man gjorde paa en ret uhøflig Maade, idet man ikke engang sagde Tak for selve Tilbudet....«

Angaaende Charlottenborgs Stilling til Tilbudet om Overskudet meddeler Niels Skovgaard : »... Vi fik saa en pure Afvisning, og vi forstod, at der skulde være et spændt Forhold til Charlottenborg, som ogsaa kom til at vare i mange Aar.... Dette Afslag tømrede os sammen, saa Udstillingen først derved blev ret levedygtig.... Selv tænkte jeg mig snarest, at Udstillingen skulde være noget, som jeg var med til i nogle Aar, for saa at vige Pladsen for yngre, saaledes at den blev et Sted hvor unge Kræfter, som ikke kunde komme frem paa Charlottenborg, kunde faa Livsvilkaar. Efter Afslaget fra Udstillingskomiteen indsaa jeg imidlertid, at paa Den Frie havde jeg blivende Sted.... «

De mange Forhandlinger, som de ældre Deltageres endelige Tilslutning havde krævet, førte til et afsluttende Møde hos Joakim Skovgaard, hvorom Malthe Engelsted meddeler: »... Jeg vil dog sige, at jeg véd – thi jeg oplevede det –, at K. Z. var den, der i Realiteten reddede den frie Udstilling. Da Sagen var ved at drukne i Tvivl og Betænkeligheder og Vrøvl, var det ham ... der vendte hele Stemningen ved en flammende Tale. Og i de første fire-fem vanskelige Aar var han absolut en af de afstivende Kræfter....«

Paa den første Frie Udstilling 1891 var K. Z. repræsenteret med følgende Billeder: Leonora Christina i Blaataarn (H. Chr. Chr. Nr. 382); S. Lidani Fest i Civita d’Antino; En fattig Italienerinde med sine Børn; Italiensk Moder med sit Barn; Italiensk Pergola (H. Chr. Chr. Nr. 368, 369, 370, 373).