Danmarks Breve

K. Z. VENDTE HJEM TIL KJØBENHAVN I S...

s. 405 K. Z. VENDTE HJEM TIL KJØBENHAVN I SLUTNINGEN AF NOVEMBER 1884.

Som Lejer raadede K. Z. endnu over sin gamle Malestue i Kunstforeningen Amaliegade 30. Hans Broder, Boghandleren Peder Tetens Z. havde boet der under hans Fraværelse. Fra Civita skriver K. Z. 1884 16/9 til Søsteren Elisabeth E.:

... Jeg længes efter at komme til Md. Olsen [hans fleraarige Husforvalterinde], er altid bange for den Tid, hvor hun ikke kan mere. Per har vist endnu stadig kun Gavn af hende. Jeg var ved min Afrejse saa glad over at kunne overlade hende til ham, hvis Karakter er saa overordentlig mild og medgørlig. Det er fortrinligt til Tider at være ene og at samle sig, men nu synes jeg snart, at jeg er saa samlet, at jeg ligesom igen for en Stund kan magte at sprede mig over det københavnske Selskabsliv....

I Foraaret 1885 var K. Z. optaget af at male Billedet »Don Juam eller »Morgenstemning«, en Portrætfigur for hvilken Grosserer, senere Nationalbankdirektør S. Chr. Knudtzon var Model. (H. Chr. Chr. Nr. 299, gjengivet her. Første Gang udstillet paa Raadhusudslillingen 1901.) – Forøvrigt var han en ivrig Deltager i de mange Møder, der under hans Ven Overretssagfører Frits Hartmanns Ledelse gik forud for Stiftelsen af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse d.9.Maj 1885. – En paatænkt Regulering og kunstnerisk Formning af Højbroplads var den Gang fremme. Et Projekt blev udarbejdet af Arkitekt M. Nyrop, men K. Z. var en varm Forkæmper for J.Skovgaards og Bindesbølls pragtfulde Udkast til et Springvand til Pladsen, det med den mægtige Kaalstok i Midten af en kraftig Kumme. Alle Planerne røg i Lyset, Springvandet med; men delte blev dog ved at være under Overvejelse i en Række Aar. De to Kunstnere gjorde ogsaa Udkast til det Springvand med den siddende Bjørn, der nu staar i Raadhusgaarden, og til: Tyren i Kamp med Søuhyret, der i færdig Skikkelse nu er under Arbejde til Raadhusets Forplads. Forskønnelsen endte med at rejse Storkespringvandet. – Allerede i disse tidlige Forhandlinger udkastede K. Z. sit Forslag om at rejse Leonora Christina en Statue paa Graabrødretorv, hvor Skamstøtten over Ulfeldt havde staaet. Han mente med denne Tanke at give den unge Forening en værdig Opgave at arbejde for, men Anvisningen blev opfattet som et af hans ganske vist morsomme, men rent umulige Indfald. Den Gang mente han Arbejdet burde gives til en Billedhugger, men K. Z. har som bekjendt i senere Aar syslet med sin Plan, og man vil faa at se, at s. 406 den føres frem igjen fra andre Sider. – Forøvrigt vedblev K. Z. at deltage i Arbejdet. Endnu i 1888 26/4 skriver han til Karl Madsen: »....Na staar Skovgaards Springvand her. Har Du ikke Lyst, da Du dog saa tidt kommer tilbys, at se paa det. Din Dom vilde vi sætte megen Pris paa, og den har efter min Overbevisning megen Indflydelse paa Langes, der er i de Raadgivendes Udvalg og ikke ser med saa stor Forstaaelse paa J. Skovgaard og har en Myndighed og Autoritet, der generer.« – I Brev til Matthe Engelsted skriver K. Z. senere paa Aaret: »Vær Du glad at Du ikke er Medlem af en Springvandskomite.« – Endelig havde han ogsaa fundet det Sted hvor han kunde indrette sig det længe savnede Atelier. Det var øverst i den søndre af de Pavilloner, som opførtes mod Bredgade ved det gamle Schimmelmannske Palæ, der omdannedes til Koncertpalæet.

K. Z. skriver til Moderen 30/4: » Mit Atelier er nu rejst, hvad Bjælkeværket angaar, og det Hele skrider rask frem.«

Rastløs og flittig beredte han sig til at fejre 19. Maj 1885, Dagen paa hvilken Leonora Christina for 200 Aar siden forlod Fængslet i Blaataarn. Han malte Graat i Graat en lille Gjentagelse af det store Maleri fra 1874. (H. Chr. Chr. Nr. 303, gjengivet her.) Lod det udføre i Fototypi og omdelte det paa selve Dagen for Begivenheden til Slægt og Venner. Egenhændig forsynede han hvert Blad med følgende Paaskrift:

Rebus in adversis facile est contemnere mortern.
Fortius ilte facit, qui miser esse potest.
– Accidit in puncto, quod non speratur in annis.

Denne Sentens, med hvilken Leonora Christina under Fangenskabet paa Hammershus søgte at styrke Livsmodet hos sin Husbond, kan gjengives saaledes: » Driver Vanheld sit Spil, sært lokker os Tanken paa Døden. Mandigt kæmper kun den, som bærer sin Ulykke rank. – Bringe kan stakket Stund, hvad ej man af Aaringer vented.« Allerede saa tidligt som i Aaret 1873 ser man (S. 153) K. Z. fejre Leonora Christinas Frihedsdag: »Det var en dejlig Fest, maaske nærmest fordi Anledningen var saa skøn.«