Danmarks Breve

VII. MIT FØRSTE OPHOLD I CIVITA D’AN...

s. 380 VII. MIT FØRSTE OPHOLD I CIVITA D’ANTINO

HENIMOD Opbrudstid fra Rom i Foraaret 1883 havde Joakim Skovgaard og jeg aftalt, at vi vilde tilbringe Sommeren sammen i strengt Arbejde i Sora. Krøyer havde der gjort sine herlige Markarbejdere og Hattemageren. Modelgrunden var oparbejdet.

Den sidste Majdag drog jeg afsted med alle mine Malesager og kom forhaabningsfuld til det forjættede Land. Byen var større, end jeg havde tænkt, Hotellet mere smudset, Befolkningen havde megen Feber. Motiverne var talrige, men Milieuet tiltalte ikke helt. I Rom havde jeg hele Vinteren arbejdet med en underskøn Model, Ambrogio. Hans udmærket godmodige Mandighed havde gjort ham til en kær Gæst, han havde stadig søgt at faa mig op til sin Fødeby, Civita d’Antino, tre Mil fra Sora. »Intetsteds faar Du bedre Vin, Herre, intetsteds finere Luft, intetsteds elskeligere Folk. Feber har vi ikke.« Dette genklang i mine Øren, og da Skovgaard kom, bad jeg ham tage med op at undersøge Situationen.

Tredie Juni lejede vi Vogn og saa afsted langs den dejlige Lirisflod og alle dens Bugtninger. Kusken fortalte, at Vejen var anlagt af Æmilius Paulus, at hele Egnen var lovprist af Horats, at det netop var her, at Elmen giftede sig med den yndige Vinstok. Han viste Baghold, hvor Fra Diavolo havde skjult sine Tropper og havde plyndret. Solen steg højt og bagte hedt. Bønder kom hele Tiden forbi i deres maleriske Dragter, Bjergfloraen var rig. Vejens Bugter blev saare mange og vi døsige. Civita viste sig ikke. – Pludselig holder Kusken, peger med Pisken op ad Bjerget: »Deroppe ligger det.«

Vi stirrede, intet kunde vi se. En Gut gik forbi. »Hvor langt er der til Civita?« – »Halvanden Times Stigen.« – »Kan Du være Fører?« – »Med Glæde.« – »Ja«, sagde Skovgaard, »saa kan Du jo klavre, jeg bliver her.« – »Nej, ved Du hvad, er vi komne saa langt, saa skal Du med. « – Det var vanskeligt at s. 381 faa ham overtalt. Opstigningen blev varm, af og til hvilede vi, Føreren stod paa Hovedet. – Endelig naaede vi op. I Begyndelsen var Byen kun lave Stalde for Geder og Æsler. Der var øde, Alle sov til Middag. Vi naaede Midten af Byen. Der kom en gammel Kone, dejlig at se paa. »Kan De sige os, hvor vi kan faa god Vin?« – »Ja, men hvor kommer J fra, Herrer?« – »Vi kommer fra Rom.« – »Hvem har dog vist Jer til dette Sted?« – »Det har en Model, som hedder Ambrogio, og han sagde, Vinen er saa storartet.« – »Ambrogio, det er min Søn, og J skal faa god Vin. « – Saa gik den gamle Kone som en Gazelle foran os og ledte os til Familien Cerroni.

Hun hamrede med Dørhammeren; der gik en Stund og Husets tre Døttre kom ud. De havde alle slumret over Væven, for varmt var det. »Tør jeg spørge, kan vi faa Vin, og er det muligt ogsaa at faa lidt Mad?« – De var endnu ikke komne ret ud af Søvnen, og vi saa vist underligt ud for dem. Det var tredive Aar siden, at en Ikkeitaliener havde sovet en Nat i Civita. »Vort Hus er Deres, og De skal faa alt, hvad vi formaar. Vil De ikke gaa ind?« – »Tak, vi frygter Forkølelse ved at komme i Skyggen, vi er saa ophedede.« – »Der er en god Ild inde. « – Vi kom ind i den elskeligste italienske Familie, jeg nogensinde har truffet. Alle tre Døttre arbejdede i Fællesskab paa at gøre et saa hurtigt og veltillavet Maaltid som muligt. Vi fik det ganske efter Ønske, kun maatte vi helt opgive at faa vor Fører med ved vort Bord. Der blev bredt en hvid Dug for ham paa et Bord i Vinduesfordybningen. – »Kan Du mærke, hvor blødt her opvartes?« sagde Skovgaard. – »Jeg sad netop og tænkte derpaa og paa, at jeg helst vil blive her.« – »Du er lidt hastig, har ikke set et eneste Motiv, Du har Lyst til at male.« – »Ja successiv, det er jeg ikke, men i disse Omgivelser maa det Bedste voxe i En.« – Vi kom ud, saa Byen, Fontænen, det dejlige store Torv, den gammeladelige Familie s. 382 Ferrantes rosenrøde Palads. Vi undrede os over en Kæde, der tung laa uden for Indgangsporten. »Den er lagt der i Anledning af, at Ferdinand den Anden har sovet i Paladset, saa bliver den stadig liggende og tages kun bort, saalænge en anden Konge bor i Huset. « – Vi tog Farvel fra Familien Cerroni, idet jeg spurgte, om jeg maatte faa Logi der fra den femte af, saa vilde jeg tage til Sora og pakke. Skovgaard vilde blive i Sora.– – Altsaa, den femte Juni holdt jeg igen dernede paa Landevejen, to Kvinder fra Civita mødte for at bære den tunge Bagage op paa deres Hoveder. – Mens de læssede Byrderne paa, sagde Diletta : » Du ser paa den Rose, jeg bærer paa Brystet, Herre! tag den, men kast den ikke bort, den har været min.«

Atter var det varmt at stige, men Luften føltes denne Gang langt lettere for hvert Hundrede Meter, vi kom højere, og da vi naaede ind i Cerronis gæstfrie Hjem, hvor vi modtoges af aabne Arme, vidste jeg, at Betingelserne var herlige for at arbejde godt. – Jublende, syngende løste jeg op for Kufferter og Kasser, bredte alt ud og begyndte at hamre Lærreder paa, stille Staffeli op. Jeg maatte dog se mig om imens. Tre dejlige lyse, hvide Rum var stillede til Disposition, Møblerne var faa, Bord og Skrivebord i Salottoen særdeles smagfulde i enkel Stil. Alle Værelser hvælvede. Overalt var der rent, hvidt, blændende, og udenfor badede Bjerge og Egn sig i Solens skæreste Straaler. Under Vinduet laa den monumentale Bytrappe, hvor Byens fagre Kvinder færdedes til og fra Fontænen. Pragtfulde Trappemotiver! – Mens jeg henrykt saa herpaa, dækkede Salottoens Spisebord sig og Suppen blev baaret ind. Husets ældste Datter serverede den for mig, og den smukke gamle Husfrue satte sig paa en Stol ved Væggen for at konversere mig ved Maaltidet. Dette gentoges dagligt ved Hovedmaaltidet Klokken tolv. – Vi blev gode Venner, hun og hele Byen syntes, at det var en Ære, at Huset Cerroni s. 383 havde faaet en fremmed Gæst, og dagligt blev Signoraen mere meddelsom: Manden havde været Vigneejer, velstaaende og havde efter Tidens Skik Pengene i sin Skrivebordsskuffe. Han var ivrig Tilhænger af Victor Emanuel, saa med Glæde Garibaldis Fremmarche. Paa patriarkalsk Vis boede hans ugifte Søster og en yngre Broder, der var Præst, i hans Hus. Der var fem Børn. Det yngste, Signor Diomede, laa endnu ved Brystet. En Novembernat 1861 bankedes gentagende paa Husdøren. Præsten staar op. To fattige Piemontesere beder om Husly. Godmodig skyder Præsten Skodden fra Døren. – Ind trænger femten væbnede, halvtmaskerede Røvere, bagbinder Manden, Præsten, Søsteren, plyndrer fuldstændigt Huset, fører de tre fangne op paa Bjergene hinsides Lirisfloden. Saa var de i Kirkestaten, medens Civita d’Antino er i det Napolitanske. – Løsepenge krævedes. – I tre Dage gik den unge Signora til Slægt og Venner og laante, hvad der var muligt. Søsteren til Manden havde Røverne ladet løbe, hun gjorde dem for frygteligt Spektakel. Da Signoraen intet mere kunde skaffe, slog de de to Brødre ihjel. Lige efter at de var blevne skudte, dækkede Sneen Ligene og blev liggende til April næste Aar. Da fandt man Præstens Lig, der blev begravet i en Kirke hinsides Liris. Husherrens Lig fandtes aldrig. Skøndt det ikke var saa mange Aar siden, fortalte en Model mig noget senere, at Præstens Lig var bleven fundet netop Aarsdagen efter at han var bleven myrdet. Han laa da som et dejligt Voxbillede med halvtaabne Øjne, røde Kinder og smilede som et uskyldigt Barn. Saa hurtigt danner Sagaer sig. Fra lykkelig ung Hustru var Signora Domenica saaledes bleven Enke, fra velhavende gældbunden. Som hun sad der og talte om disse Begivenheder for 22 Aar siden, imponerede hun. Huset var oparbejdet til Velstand. De fem voxne Børn vare sunde, velopdragne og meget arbejdsdygtige. Den gamle Da- s. 384 me førte et pragtfuldt Regimente. – Nu til Arbejdet. Motiver overalt og lige under Vinduet paa den brede Trappe det nærmeste. Det blev min Plads, jeg malede Figurer paa Trappen. Intet bedre Sted kunde findes til at iagttage italiensk Folkeliv. Største Delen af Byens 2000 Indbyggere skulde forbi, enten de skulde til Høstarbejde, hente Brænde fra Skovene paa de høje Bjerge eller hente Vand nede fra Kilden. Hvilket Liv, hvilken Rigdom, og hvorledes kappedes Ungdommen ikke om at gøre den fremmede Signore til Midtpunkt for Spøgen ! Det var yndet Sport, at de unge Karle kom en lille Haandfuld Grus i Pigernes store Vandkonkaer, naar de var naaede med dem paa Hovedet op mod Byporten. Karlene lejrede sig nu om mig, det gjorde mere Virkning. Der kom sex Piger paa Rad, hver stolt bærende sin Konka med klart Kildevand. Der var sex unge Knøse, hver med sin Haandfuld Jord, Vandet blev mudret, Pigerne rasede, Konkaen i lynende Fart af Hovedet. Det galdt at helde Indholdet ud over den kære Voldsmand. Under Latter kunde det ske, at enten jeg eller mit Billede fik en Pøs. »Scusateci signore«, og Munterheden gav Ekko i Bjergene. – En Dag havde Raffaello slaaet op med Faustina. Hun trøstede sin femtenaarige Ungdom med Gaetano. Raffaello fnøs, over at hun ikke valgte en bedre, og det ualmindeligt dejlige Silketørklæde, han for en Maaned siden havde givet hende, tilbageerobrede han og rev det i mange Smaastumper. Hver af hans Venner fik sin Strimmel, ogsaa jeg fik en. Man fæstede den paa Hat eller Bryst som Tegn paa, at man ikke billigede Faustinas Fantasier. – Pigerne hentede Kalk til Syndacus’ Palads, der skulde udbedres. Herlige, dirrende af Ungdom og Glæde bevægede de sig stadig op og ned ad Trapperne. En Dag kom et muntert Tog: en af de rige Bønder havde afhøstet. Hans Arbejdere, Karle og Piger, havde med yppige Rosenlænker og sejge Tove s. 385 bundet ham fast til Æslet, hvorpaa han red. De blæste Skalmeje, slog Tamburiner, dansede om ham, de lo og støjede og løste ham først, da han havde givet nogle Omgange Vin til dem alle. – En gammel Mand kom forbi, da jeg havde travlt med at male tre af Kalkpigerne. Han stod længe og saa paa det, saa skød han sit Ben hen over mit, satte sig halvt paa mit Skød, halvt knælede han. I dyb Hengivelse trykkede han et Kys paa den midterste Piges Ansigt. Han tog det med paa sine Læber. Jeg fik travlt med at tørre dem rene for den giftige Farve. Han havde aldrig set andre Billeder end Kirkernes, troede at mit var helligt. Dette gentoges et Par Gange med Andre. – Høstarbejdet var skønt at se, Pigerne bar den gyldne Rigdom til Tærskepladserne ved Byen, og naar de saa, befriede for deres Byrder, igen slentrede ud for at hente ny Rigdom, gik de omslyngende hinanden tre eller fire, som det kunde falde. De sang, og kom de til et fremspringende Punkt satte de alle deres Munde tæt sammen, at den unisone Klang kunde tone langt ud over Dalen. Lidt efter lidt blev de stolte hvide Oxer drevne ned fra Græsgangene i de højeste Bjergegne. De skulde tærske Sæden, nu kom deres travle Tid. Paa hver Tærskeplads stod store, store Hæs, Pladsen, der var brolagt, blev fejet ren, og Hveden lagt i mægtige Dynger. Fire, sex ja otte Øxne blev spændt under et Aag, de skulde med deres brede Klove træde Sæden ud af Axene. Alt Liv samledes om Tærskepladserne, Menneskene havde travlt med ved Hjælp af store Koste at feje den udtraadte Sæd i Hobe, saa skulde den gaa med Haandkraft op i Luften, at Vinden kunde rense den for Avner. Tiggermunkene kom til, hver med sin Pose, og den aftærskede Halm blev baaren ind i Vinterstaldene.

Efter Høsten kom Festdagene. Det var anden, tredie og fjerde Avgust. San Antonio, Santa Maria addolorata og San Lidano. Hver Dag var der stor Gudstjeneste, store Proces- s. 386 sioner, men sidste Dag, San Lidano, fejredes den største Fest. Da var Alle i deres allerbedste Stads, og alle Helgenerne var den Dag ude. En rørende Devotion beherskede Folket. At bære Helgenerne ansaas for Pønitense. Jo helligere Helgenen, desto større var Syndsforladelsen. Ved Slutningen af den store Messe stilledes Tilladelsen til at bære Helgenerne til Auktion. Santa Filomena, som bæres af Jomfruer, gik i 27 Frcs., San Antonio i 16, Santa Maria addolorata i 35, San Lidano i 60. Et af de store Lys 5½ Frcs., de smaa 75 Centimer. Den fattige Befolkning havde sparet sammen Aaret rundt for at være med til at bære. En velhavende Enke købte Retten til at bære Santa Filomena, men lod hende saa bære af sex Jomfruer. Saaledes kom de 27 Frcs. begge Parter til Gode. Da Processionen havde været Byen rundt, fra Vinduerne var bleven overdænget med friske Blomster og igen naaede Torvet udenfor Kirken, var Festen paa det højeste. To store Musikkorps havde ledsaget den gennem Byens Gader, nu skulde alle de andre Helgener gøre Honnør for San Lidano. Røgelse steg i stor Mængde mod Himlen, Hostien blev fremvist for Folket. Alle knælede ned i Guds lysende Sol. Velsignelsen blev uddelt, og Troldkærringer og Kanonskud dundrede løs i umaadelig Mængde. Larmen var øredøvende, Krudtrøgen tæt. Undertiden gjorde den, naar den sollys smøg langs med Jorden, at det saa ud, som om hele den pragtfuldt brogede Procession bares paa en Sky. Femtusinde Kanonslag. Alle omliggende Byer kunde høre, at Civitanerne fejrede deres Helgener paa sømmelig Vis. Musiken spillede altfor hastigt Kongehymnen, og hele Toget fløj i flyvende Fart igen helt ind i Kirken.

Alle spiste den Dag Kød, Alle havde Raad til at drikke Vin.

s. 387 JOAKIM SKOVGAARD: CIVITA D’ANTINO. Akvarel 1886

s. 388 PARTHENON SET FRA VEST. Athen 1884
(H. Chr. Chr. Nr. 297)