Danmarks Breve

III. ARBEJDSAAR 1862–66 DA Meyn og j...

s. 58 III. ARBEJDSAAR 1862–66

DA Meyn og jeg rejste hjem i Somren 62, spaaede vi os en straalende Ferie. Det gik for mit Vedkommende ikke i Opfyldelse. Meyn vidste, at han skulde studere Jura – jeg havde intet bestemt Maal. Han var en meget smuk ung Mand, der gjorde stærk Lykke hos Damerne, jeg en vaklende Dreng, ingenlunde smuk eller med Prætentioner. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa selv at skulle fortjene Noget forat lette min Fader Byrden. Anede ikke, hvem der kunde have Brug for mig. Meyn talte altid om de Mange, han skulde manuducere, og hvor flot han skulde leve. Med Alt det indsaa jeg, at hans Hjerte var bedre end mit. Han tog Kristi Død paa Korset for os Mennesker som en Kendsgerning, rettede sit Liv derefter. Var mig dyrebar, jeg kunde se op til ham. – Men der var en anden Ting. Kvinderne gjorde Kur til ham. Selv betragtede han dem næsten som højere Væsner, og hvor og hvad var jeg?

Forældrene tog meget varsomt paa mig, skaanede mig heltigennem. Jeg var muligt ikke meget stærk. I København skulde jeg bo hos en Præsteenke, Fru Brandt. Hun var Ungdomsven af mine gamle viborgske Tanter. Fader vilde, at jeg skulde tage anden Examen, spurgte, hvad jeg vilde være. Vaklede mellem Theolog, Filolog, Botaniker og nævnte vist ogsaa Maler, var indtagen af gamle Harder. – Han raadede mig til roligt at fortsætte og tage anden Examen. Jeg sagde, at det var frygteligt, at jeg ikke selv fortjente Noget, brast i Graad. – Ogsaa Fader var bevæget. – Han sagde: Du ved, at Moder og jeg heller end gerne støtte Dig, og vi kan godt. Du er os dobbelt dyrebar efter Vilhelms Død.

Altsaa fik jeg et Kvistværelse i Aabenraa ligefor reformert Kirke. Meyn kom ogsaa til at bo der. Han førte egen Husholdning, jeg var i Pension hos Fru Brandt. Den dygtige Landskabsmaler Kølle var Pensionær der, levede tilbagetrukket, s. 59 talte kun lidt og haanede mig, fordi jeg holdt af Juels Portræter. – Den ældste Frøken Brandt malte, sendte hvert Aar tre tre Gange gennemmalte Landskaber ind til Charlottenborg. Et blev gerne taget. Efter den Tids gamle Skik lod hun altid Grev Scheel til Gammel Estrup se sine tre Billeder. Han købte oftest det ene. Havde tidligere været i Pension hos Moderen. Denne sagde gerne: der er faa af de store Malere, der sælge saa fornemt.

Jeg læste til Filosofikum. En af Damerne hos Fru Brandt forærede mig et Staffeli. Jeg malte Portræter af mine Kamerater, Vilhelm Meyn, Hauch, Hoppe, Zepelin, og alt imens gik Frederik Knudtzon op og ned ad Gulvet og lærte os Filosofi. Allermest at tænke filosofisk. Jeg saa meget paa Frøken Brandt, der var stor og gav Partiet som Kunstnerinde. I Kunst indlod hun sig nødigt med en Parvenu. Jeg malte fuldstændigt uden Undervisning. En Farvehandlerske, Madame Ernst, tog sig af mig, raadede mig ikke ene om, hvilke Farver jeg skulde bruge, men gav kunstneriske Raad. For Exempel, at jeg skulde lade det hvide Lærred anes under Farven. Jeg misforstod, saa jeg lod smalle Lærredslinjer staa mellem de enkelte Farver. En Art Mosaik.

Den Vinter kom jeg meget ud, af og til paa Bal. Det første i København var i Amaliegade fjorten hos Admiral Billes. Jeg husker hvor forbløffet jeg den hele Aften var, hvorledes Alt var anderledes, end jeg før havde set. Dansene var saa korte, Damerne saa hastige i Spørgsmaal og Svar. De brugte Vifterne stærkt. Saa kom Souperen om det store Spisebord. Jeg forstod, at jeg gjorde en kummerlig Figur, at jeg ikke vidste, hvilke Damer jeg burde forsyne med Vin og Fromage. Og saa forstod jeg ikke at hugge Mad til mig selv, som alle de fine Herrer saa udmærket vidste. Det var i Stuen i Amaliegade. Paa Kvisten i samme Sted var jeg første Gang til Sold s. 60 hos Brødrene Knudtzon. Herlovianere og Soranere. Det gik vildt til.

Jeg var hyppigt i Casino, saa i Grunden Alt der den Vinter, da min Onkel, Gehejmelegationsraad Zahrtmann var Censor der og havde Fribillet. I det kongelige Teater kom jeg ikke sjeldent. Frøken Brandt havde abonneret en hel Loge i Balkonen. Den Staaplads, der egentligt ikke var der, fik jeg ofte. Saa fulgte jeg en eller anden Dame hjem. Første Gang saa jeg Valkyrien, var saa optagen deraf, at jeg bogstaveligt ikke vidste, hvor jeg var. Var med Heltene paa Sicilien eller med Harald Hildetand paa Braavalla. Blev med ham optagen til Odin. Fru Heiberg saa jeg dengang ofte. Hun havde en varm Beundrerinde i Grevinde Danner, der ofte kom for at se hende, gerne ledsaget af Frederik den Syvende. Grevinden havde et ikke smukt, men intelligent Ansigt. Hendes Hals, Arme, Gang, Fremtræden var skøn og kongelig. Skøndt forhadt af Mange, det var ikke til at mærke paa hende. Stolt forstod hun glidende at nedlade sig paa en Stol. Var oftest i hvidt Atlask, som vist klædte hende bedst. Jeg har set hende i blaat og jeg tror i violet Fløjl, som ogsaa stod til hendes skære Hud. – En Dag fortalte man, da hun ene kom fra Frederiksborg Klokken syv og Kongen først tre Kvarter til ti, at han havde nægtet at følge hende. Saa havde han fortrudt det, kom mod Slutningen af Forestillingen. – Hvis det er rigtigt, kunde hendes Tagen mod Majestæten ikke være lykkeligere, mildere, mere værdig.

Wenzel Tornøe gav mig Undervisning i at tegne. Han talte tidt om den Rangsforskel, der herskede mellem Eleverne paa Charlottenborg. Forundret lovede jeg mig selv, at saaledes skulde det ikke blive, hvis jeg kom der. Fik Filosofikum og tog hjem.

Heller ikke den Sommer var særlig munter. Moder var ikke rask og i vor Vennekres var der Sorg. Værst var det, at jeg ikke vidste, hvad jeg vilde, hvad jeg burde. Jeg tegnede meget efter Elisabeth, som var et dejligt Barn. Hun var gerne Model. Tegnede ogsaa Bedstemoder, og det stod paa, om jeg skulde blive Kunstner. Fader overlod mig at tage Bestemmelse, vilde dog vist nødigt, at jeg skulde blive Maler. Jeg valgte det. – En af Moders Søstre sagde til Forældrene: I er gale at raade ham fra. I skal raade ham til, men ikke støtte ham, saa lader han den Fugl flyve. – I København kom jeg ind paa teknisk Institut, gik ogsaa privat hos Arkitekt Ferdinand Jensen. I Institutet i Læderstræde stod Krøyer paa min ene Side paa en Skammel. Han var 8 Aar yngre end jeg. Paa den anden Side en ung Malersvend, Lundby. Vi havde Christian Hetsch til Lærer og engang imellem kom Faderen, gamle halvtyske, meget dygtige, men ogsaa meget løjerlige Professor Gustav Hetsch og korrigerede. Han havde gjort skønne Ting og var beundret af os. – En Aften kom han til Lundby og begyndte at rette. Denne talte lidt imod: »Mukker Du?« – »Nej Hr. Professor« – »Hvad var det da, Du gjorde? mukkede Du ikke?« – »Nej, Hr. Professor.« – »Hvad var det da, Du sagde?« – »At jeg var ganske enig med Professoren.« – »Naa, det var netop som Du skulde være. Hvad hedder Du?« – »Lundby, Professor« – »Nej, det er ikke Dig, der er Professor, det er mig. Er Du i Familie med Krigsministeren?« – »Det er min Onkel, Hr. Professor.« – »Naa hils Din Onkel, jeg kender ham godt.« – Saa kom han til mig: »Er Du Maler?« – »Nej, Hr. Professor, men jeg vil gerne være det.« – »Hvad er Du da?« – »Jeg er Student, Hr. Professor.« – »Er De Student, det er en anden Sag.« – Saa kom han til unge Krøyer, hvem han roste stærkt. – Ved Aarets Slutning fik vi begge Afgangsbevis til Akademiets Forberedelsesklasse. Krøyer fik tillige første Præmie, jeg anden.

s. 61 GAARDEN FRA FORÆLDREHJEMMET I RØNNE SET MOD HUSET
Fotografi af Frk. Birgitte Erichsen 1899

s. 62 HAMMERSHUS SLOTSRUIN. Malt 1864
(H. Chr. Chr. Nr. 10)

s. 63 FÆVOGTEN MED UDSIGT FRA SNURRERAKKEN MOD RØNNE. Malt 1864
(H. Chr. Chr. Nr. 12)

s. 64 SØSTEREN ELISABETH. FRA K. Z.’S FØRSTE SKITSEBOG
Blyantstegning c. 1865

s. 65 s. 66 I November var Frederik den Syvende død. Saasnart jeg hørte det, ilede jeg op i Studenterforeningen. Alt der anderledes end sædvanligt. Alle var stærkt grebne. Og Alle talte til Alle. Ploug var Dagens Helt. Vi fandt ham mandig smuk. Det var i Medgang. Senere blev han koneagtig, uskøn. Samtidigt var man angst for og højrøstet mod Tyskerne. Der begyndte strax Uro og Optøjer paa Gaden. Det blev besluttet saa vidt muligt at møde næste Dag ved Kejsningen med floromvundne hvide Huer. – Vi var overmaade mange, drog tidligt ud og stillede os lidt tilhøjre for hvor nu Rytterstatuen staar. Mængden fyldte Slotspladsen. Blandt Studenterne var Uviljen mod Glücksborgerne stærk, – Hall – eller muligt Monrad – traadte frem og sagde tre Gange: »Kong Frederik den Syvende er død – leve Kong Christian den Niende.« – Saa kom denne ud meget forlegen, dansemesteragtig, tog sig gentagende til Hjertet og slengte Fingerkys til os. – For mig var Modsætningen stor. – Jeg havde sidste Grundlovsdag set Kong Frederik træde ud over Kolonnaden ovenover hele det forsamlede København. Han var rød i Hovedet, aabenbart ikke godt stemt. – Af sin røde Bog sang han Sangen med os, sagde faderligt: Tak, mine Børn, hev saa Bogen over Skuldren paa Jorden, saa kunde den opvartende Kammerherre tage den op.

Det blev en uhyggelig Vinter. Ens Venner led i Felten. Nogle dræbtes. Min Halvfætter, William Jespersen, var den eneste Søofficer, som faldt. Han sad i Kahytten, skrev til sin Moder, der var Enke og kun havde det ene Barn. Brevet var kun paabegyndt, da en Bombe gennem Kahytsvinduet tog hans Hoved. Han havde begyndt saaledes: »Moder, Du ved ikke, hvor de Alle rose mig her ombord.«

Endnu den Vinter var jeg noget paa Bal, saa hørte det rent op. Damerne pillede Charpie, Herrerne converserede dem, s. 67 og efter Bordet blev der danset. Det var tildels i Søofficershuse. – Efterretningerne blev tristere og tristere. Det undrede mig, at vi havde Lyst til at danse. Ak, København morede sig.

Alt da Kongen ikke vilde underskrive, blev der mange Spektakler. Politidirektøren bar sig klogt ad. Studenterne var misfornøjede. Han sendte os Bud, at Huen vilde blive respekteret overalt, hvis vi hjalp Politiet til Ordenens Haandhævelse. – Det smigrede. – Vi hjalp.

Dannevirkes Rømning fremkaldte voldsom Uro i Byen. Folket fyldte Amaliegade, og udenfor Kongens Palæ – det gule – var der Trængsel. Brosten toges op og kyltes ind ad Vinduerne. Skilderhusene stilledes paa Hovedet. Der var en hel Regn af Galosker og Hatte. – Da sprang Vilhelm Rode op paa Skuldrene af et Par af os, vi holdt paa ham og han holdt Tale til Folket. Det raabte stadigt »mer, mer«. – Til Slut sagde han: »Ned til Studenterforeningen at bringe Studenterne vor Tak. « – Dette var ganske umotiveret. – Folket drog afsted. Amalienborg blev befæstet. – Ud paa Natten tog Oprøret atter fat. – Vore Huer respekteredes, og vi var i smaa Hobe her og der ogsaa velsete mellem Folk. – Amalienborg var afspærret. Kongens Nytorv blev Centret. – Hestgarden sprængte af og til ind med dragne Sabler, slog mest med Fladen. Hist og her blev Nogen virkeligt saaret. – Et Mandfolk kom løbende, raabte: »en Barber«. – Da vi skulde se til, var Sneen helt rød af hans Blod. – Vi saa et Stykke af Benpiben i Armen. Klokken var halvtre om Natten.

Henad Foraaret tegnede jeg noget privati Christian Hetsches Hjem og varindtagen af hans elskværdige, musikalske Hustru. Dér traf jeg sammen med Avgust Jerndorff, og et Venskab knyttedes, som skulde vare Livet igennem. Fin var han og bly som en ung Pige, fuld af Fantasi og Fantasteri, indtagen- s. 68 de, frygteligt distrait og med fremtrædende Lyst til at gaa paa forbudte Steder. – I det sidste var han meget modsat mig, men jeg beundrede ham derfor. – Raveliner og Filosofgang var afspærrede af Vagt. – Det blev Sport at komme forbi forat trække Pastinakrødder op og spise dem. – Flere end engang er det blevet os forbudt af Vagten at passere. »Aa, kunde De ikke vende Ryggen til et Øjeblik,« bad Jerndorff med sit skønne Udtryk. Vagten har lydt Opfordringen. Den har væ- s. 69 ret uimodstaaelig. – Jerndorffs Venner blev mine, allermest Xylograf Hendriksen. Dengang var han forlovet, var dog med paa vore Ture. En Todagestur gjorde vi i Pintsen. Jerndorff var Sjælen deri. Gram, Hendriksen, Landt, Kessel og jeg. Vi tog til Frederiksværk, sejlede paa Arresø, spadserede til Lynæs, boede den Nat hos Skolelærer Kramp. Kessel, Gram og jeg laa i Halmen paa et Loft med Masser af Rotter. Næste Dag satte vi over Fjorden, spadserede forbi de tusindaarige Ege til Frederikssund. Det var herligt.

Brudstykker fra Aug. Jerndorffs Tegning til et Kammeratgilde i Vinteren 1867–68.
Kr. Zahrtmann (med Studenterhue paa) overværer, at Carl Aagaard engagerer Aug. Jerndorff som Hjælper ved Dekorationsarbejdet paa Frijsenborg. Forneden mindes den ved Gildet fraværende K. Z. som Englen paa Kransekagen.

Sommeren tilbragte jeg paa Bornholm, laa for første Gang paa Landet ved Hammershus og malte. – Boede hos den saakaldte Slotsmajor, hvis lille Husmandslod laa lige ved Indgangen til Ruinerne. Om Søgnedagene kom der absolut ikke noget Menneske, Søndagene nogle faa Vogne. Hver havde sine Levnedsmidler med. – Jeg betalte en Mark om Dagen for Kosten, fire Skilling for Logi. Levede med Mælk, Æg, stegt Flæsk, Sild. Om Søndagen fik jeg en Kylling. – En Dag kom min Broder Hans og opfordrede mig at gaa med til Rønne, da Bedstemoder var syg. – Vi spadserede de tre Mil, kom hjem Klokken ti Aften. – Da vi gik forbi Bedstemoders, saa vi Tante Grete med et tændt Lys give nogle Ordrer. Moder sagde os, at Bedstemoder var bedre. Hun vilde, at vi ovenpaa den lange Tur skulde have en sund Søvn. – Næste Dag sagde hun os, at Døden havde været stille, smertefri. Bedstemoder blev tre og firs. – Om Søndagen havde hun drukket Te i vort Hjem. Saa havde hun været sengeliggende med Rosen i Benene. Havde været munter. »Her ligger Jomfru Rosenfod« sagde hun til Moder, der besøgte hende to Timer før hendes Død, – »der er plukket Jordbær til Dig. Dem kan Du godt selv bære henad Gaden.« – Hendes sidste Ord til Moder.

Jeg troede ikke at skulle kunne komme over det voldsomme Slag, som jeg syntes, det var. – Det gik lettere end tænkt. s. 70 – Hans og jeg blev strax opfordrede af Forældrene til at klæde Graven indvendigt og Vejen dertil med Hvidgran. Det var et stort Arbejde, og vi fik travlt. – Det var mig pinligt, at Familien vilde, at der paa ægte gammel Vis skulde være stort Begravelsesgilde. Det blev storartet smukt. – Den meget store Sal blev helt dragen med Sort, alt Dagslys udelukket. Rundt om Kisten var mange Lys og Kronen brændte over den. – Alle voxne Kvinder af Slægten og Tyendet var samlet i Baggrunden af Salen, sortklædte. De var mange. Ved Kisten og hen til den ogsaa meget store Dagligstue stod Mændene. I selve Døren ind til det himmelblaa Værelse med de hvide Gardiner dragne for mod Julisolen stod Bornholms smukkeste og mest forfængelige Officer, Oberst Rømer. Han havde lige fulgt Frederik den Syvende og skaffet sig den extrapragtfulde Uniform. – Provstens Tale var mat. Midt under den faldt Oberstens Kasque med bum, bum mod Jorden. – Der var straalende Modsætning mellem den heltsorte, illuminerede Sørgesal, den slanke, gyldne Oberst og det himmelske Dagslys fra den anden Stue. – Efter gammel Skik var alle de mindrestillede Naboer anmodede om at bære. Alene de udgjorde et anseligt Komitat. Ligvognen kørte den lange Vej tom.

Da vi kom tilbage, var Salen aaben, mørk. – Middagsbord var dækket i Dagligstuen og Spisestuen og for Tyendet og Smaafolk i de tre Forstuer. Stemningen var mild, til Tider munter. Kaffen blev drukken i den smukke, store Have med de gule Grusgange, Snebærkrat og Buxbomkanter og dens bovnende Bunker af Roser. – Min ældste Onkel læste en lille Række af Bedstemoders Bestemmelser op. – Han var gammel og svag. Det var, som var hun endda blandt os. De begyndte: »Kives ikke mine Børn.«

Efter igen at have været paa Hammershus, tog jeg sydpaa- s. 71 lands til Sandegaard i Aaker. Der var et Motiv, jeg gerne vilde male. Paa den Tid var der ingen Kroer. Jeg tog ind hos gamle Enkefru Kofoed, hvem jeg vel ikke kendte. Gaarden modtog gæstfrit. Huset førtes nærmest af en gammel Datter. Jeg spiste ene i den store Sal, medens Datteren underholdt mig. – Moderen viste sig ikke, var melankolsk, næsten menneskefjendsk, gik i Træsko og passede Smaakreaturerne. Det var en Ære for det gamle Hjem at have en Student i Besøg og beværte ham rigeligt. – Det var virkelig saaledes, at Intet var for godt. – Jeg søgte at vinde det ældgamle, triste Menneske, interesserede mig for hendes Høns og Ællinger, for alt det femskaftede Tøj paa Kistebunden. – Hun tøede op. Enkelte Gange sad hun og talte med mig, om hvor stor hendes Fortid havde været. Der var fyrretyve Nøller ved hendes Bryllup. – Nøllen var et elegant Hovedtøj, kun brugt af de bedste Gaardmands- og Borgerkoner.

Hendes Skæbne var trist. Meget ung blev hun gift. Sandegaard var rigt. Manden var Kaptejn. De havde flere Børn. Den ældste Søn voxte til, forelskede sig i den ene Tjenestepige, erklærede, at hende vilde han ægte. Forældrene satte sig skrapt mod Mesalliancen. En Morgen laa Sønnen skudt udenfor vestre Længe.

Det var dengang Skik paa Bornholm, at ingen Selvmorder maatte begraves hæderligt. Liget maatte ikke bæres ind ad Kirkegaardsporten. Det heves over Muren i det Hjørne, der var bestemt for Selvmordere. Følge maatte der ikke være.

Fru Kofoed tog strax den lille Mil op til Præsten i Aakirkeby, forlangte Ligvognen brugt, Sønnen i den Kofoedske Familiebegravelse. Præsten stampede imod, hun satte sin Vilje mod hans, sejrede. – Fra det Øjeblik var Ligvognen besmittet. – Den blev ikke brugt. – Var der ogsaa en Mil, Liget blev s. 72 baaret. Den Venten holdt Fruen ikke ud. Nu var Bønderne stærkest. Hun mistede Forstanden.

Jerndorff var inde paa Akademiet, jeg kom derind om Efteraaret med Krøyer. Blev overordentligt flittig. Kom dog Noget i det kongelige Teater, opgav fuldkomment at gaa med Onkel i Kasino, sagde absolut nej til al Selskabelighed. – Det var strenge Arbejdsaar. Jeg var vist flittigst af os alle. Idetmindste var jeg en Vinter hver Fredag beskæftiget elleve Timer paa Charlottenborg. – Avancerede hurtigt, kom paa Siden af Jerndorff, løb fra Krøyer. – Kittendorff var først min Tegnelærer, fortrinlig som saadan, streng, meget alvorlig. Ved min Side havde jeg en Elev, der havde gaaet fem Vintre i Forberedelsesklassen. Faderligt og overlegent tog han sig af mig. – Kittendorff kom en Aften, saa min Tegning efter den døende Alexander, roste Udtryk og Lys. »Det er ret Zahrtmann, nu begynder De at komme med,« sagde min Sidemand. – Jeg husker, hvor glad jeg var, var ikke sen til at skrive det hjem.

Marstrand var dog den Lærer, vi alle elskede mest. Vi saa i ham en Gud. Han havde et overordentligt intelligent Ydre, var fornem, slank. Hans Ryg var svag, deraf en egen melankolsk Holdning. Han var sygelig og gnaven. – Har igrunden aldrig sagt andet til mig end: »Det er noget Skidt.« – Undertiden tog han Ens Pensel og morede sig med at male efter Modellens Hoved. Det var flot, udmærket, men lignede ikke det mindste Modellen og var for en Begynder umuligt at fortsætte. – En Dag havde han taget Prices Pensel og sat et andet Hoved paa. Var gaaet bag et Staffeli. Price troede, at han var gaaet. – »Er der ingen af Jer, der vil se Marstrands Hoved, inden jeg sletter det ud?« – »Hvadfornoget,« sagde Marstrand. – »Ja, vil Ingen se hans Hoved, inden jeg sletter det ud?« – »Sikkenen,« sagde Marstrand, gjorde rundt paa Hælen og gik ud.

s. 73 FIRE BRØDRE. Blyantstegninger fra 1865–68
HANS ZAHRTMANN
PEDER ZAHRTMANN
MARIUS ZAHRTMANN
KRISTIAN ZAHRTMANN

s. 74 BRODEREN CONRAD Z. Malt i Kjøbenhavn 1867
(H. Chr. Chr. Nr. 27)

s. 75 SØSTEREN ELISABETH
Blyantstegning 1869

s. 76 VILHELMINE ERICHSEN. Malt i Rønne 1867
(H. Chr. Chr. Nr. 29)

s. 77 MODERENS PORTRÆT. Malt i Rønne 1867
(H. Chr. Chr. Nr. 25)

s. 78 K. Z.’S SELVPORTRÆT. Malt i Kjøbenhavn 1867
(H. Chr. Chr. Nr. 26)

s. 79 Alle vilde vi roses af ham. Vi samlede os stærkt om Arbejdet. – Han malte dengang paa sin store Nadver, valgte Pacht til at hjælpe sig med Perspektiven. – Hvor gerne havde jeg været den Udvalgte! – Roed var igrunden en udmærket Lærer, manglede dog al Sympathi. – Hvad han sagde var vel rigtigt – vi lod ham blot tale. Ligesaa Professor Simonsen, der ikke var nær saa dygtig. – Marstrand havde malt Christian den Fjerdes Kapel i Roskilde. Da han viste Simonsen det, sagde denne: »Hør Du Marstrand, den Støvlehæl maa Du Fanden gale mig gøre højere. Som den er, gaar den ikke an.« – Vi lo godt derad.

Vi begyndte at tænke paa at udstille. Jerndorff kom først med et lille Billede ude fra Sælland. – Det var herlige Tider de tre Akademiaar. Hver Sommerferie mærkede man, at man havde gjort et ordentligt Skridt fremad. Vi havde lang Ferie, kunde arbejde meget paa egen Haand. – I Hjemmet gik det stadigt løs paa mine Nærmeste. Kom vi saa henad Efteraaret til København, kunde vi være sikker paa at træffe mange Kammerater hos hver Nyankommen. – Der var det saa at Beundringen for denne eller hin skabtes. – Ældre Udstillere vare overlegne. – Edvard Petersen, Foss, Zacho, Godfred Christensen. – La Cour var den mest lovende.– – Megen af denne Ungdom hyggede sig varmt om Kyhn, dengang den eneste blandt Kunstnerne, der virkeligt var radikal. – Hans Kunst elskede vi og sluttede os om ham som Menneske. – Han havde et godt Øje til mig. – Gennem ham mærkede vi Akademiets Brøst. – En Skole forat arbejde friere efter Model blev dannet ude hos ham. Den blev kaldt Hulen. Der var ogsaa Nordmænd.

Geleff og Pio var komne med deres socialistiske Skrifter, der ansaas som Udfald mod Regeringen. Pio sad fangen paa Hovedvagten ligeoverfor Charlottenborg. – Hans Frisind s. 80 havde vor Sympathi. – Han havde Tilladelse til at modtage Venner, elskede at spille Kort. – Vi delte os i tre Hold, hvert paa tre. Hver tredie Nat whistede vi ovre hos ham. – Jeg forstod kun lidt af hans Færd, beundrede hans brune Hud, hvide Tænder, superbe Overskæg.

Foraaret sexogtreds tog jeg tidligt hjem, vilde og fik Tilladelse til at male den fjortenaarige, skønne Vilhelmine Erichsen, der senere blev Drachmanns første Hustru. Der var ikke Plads hjemme. Jeg fik Lov at laane en Nabos Pulterkammer. Forat holde lidt Varme bragtes stadigt en Temaskine med kogende Vand derop. Vi frøs, stred godt med Arbejdet. Billedet blev smukt trods tekniske Mangler. – Alt næste Aar kom Drachmann, der dengang var Maler, gæstede nærmest mig, men opholdt sig næsten altid i det Erichsenske Hjem, hvor han tilbad Vilhelmine og Alt, hvad hendes var. – Vi tog til Bornholm sammen. Han var umaadelig søsyg, elskede Intet mindre end Havet. Men alle de Erichsenske unge Piger elskede det netop ømt, løb med deres Sytøj ned at sætte sig paa de store Stene ved Stranden. Drachmann gav ikke uden Held den farende Svend. – Fik dengang ikke Lov at spadsere ene med Vilhelmine. Jeg blev Skærmbrædt paa vore lange Ture langsmed Havet. Han var godmodig og overordenligt genert af sig, og netop paa Grund af det sidste kunde han blive uartig. Han er den Eneste jeg nogensinde har set være uhøflig mod Moder. Var iøvrigt som sine Omgivelser, kunde skifte Ham fra Time til Time.

s. 81 Først i 1866 flyttede K. Z. fra Aabenraa til Vesterbrogade 25 (over Porten stod SOLI BEO GLORIA). Han havde i Sidehusets Stueetage nogle Værelser, som han delte med sine Brødre.