Danmarks Breve

VI. MODELLERNE TIL »SOFIE AMALIES DØ...

s. 312 VI. MODELLERNE TIL »SOFIE AMALIES DØD«

VI var over Midten af Juli 1881. Vejret var varmt, Lyset godt, og jeg arbejdede paa første Udgave af den døende Sofie Amalie. Pandora Nielsen var Model, en gammel og grov Jomfru fra Vartov. Mange, mange Dage havde vi tilbragt sammen. Der havde været baade onde og gode. – Det var ikke let i de Dage at faa kvindelige Modeller. – Jeg vidste at Pandoras grove Næver og hendes ganske anafrodisiske Følelser ikke passede godt med den høje Person, jeg vilde skildre. Hun havde vel nok een Gang været forlovet, men saa smak hun Kavaleren slig i Synet, at det sortnede for ham, og han blev saa borte. – Slige Vanskeligheder for Ens Billed ses ikke saa nøje straks, men nu det var stærkt fremskredet, vidste jeg det kun altfor godt. Det var ikke med ublandet Glæde, jeg studerede efter Modellen.

Axel Helsted havde været hos mig, havde ivret mod den lange lige Linje, der delte Billedet i to Dele. Selv var jeg ked over at have malt Enkedronningen, trods al velanstændig Enkedronningmaner, i Rødt og Gult, mente, hun burde været i Sort og Hvidt. – Hun laa jo nok i Roskilde i sin Kiste i gult Atlask, men Vorherre havde ladet hende tabe den Underkæbe, der ikke havde villet lystre hende i at sige Sønnen sin sidste Vilje. – Jeg skulde have indset, at hun var straffet nok, og at det var bedre, om hun nu blev fremstillet om end udmajet saa dog i anstændig Enkedragt.

Dage vare gaaede, Indtrykket havde fæstnet sig. Det ringede. Pandora sad paa Tronen. Jeg ud i Gangen at lukke op. Udenfor Døren mødte mig et mærkeligt Syn. En statelig, høj og skøn halvfjerdsindstyveaarig Kvinde, klædt i en Art sort Flor, stod der. Paa hver Side havde hun en Dverg. En Søn og en Datter. Sønnen hang paa skraa ud tilvenstre, Datteren tilhøjre. Det var øjensynligt to rene Stakler, som, skøndt midaldrende, ikke kunde gaa ene ud i Verden.

s. 313 »Er det Hr. Historiemaler Zahrtmann selv? Jeg er Madame Svendsen med mine to stakkels Børn. Jeg har haft tolv, men de andre er døde. Jeg kommer for at spørge, om De vil hjælpe mig med min Husleje?« – »Men, Madame Svendsen, det kan jeg virkeligt ikke. Hvor kan De dog finde paa at komme til mig, der sletikke har Noget?«

»Ja men jeg har saa godt kendt Hr. Zahrtmanns Tante, den salige Admiralinde. – Hun var Hoffets Pryd. – Jeg har stoppet mange, mange Kniplinger – aa saa fine – for Admiralinden. Hun var saa dejlig. - Og saa gav hun mig altid det dobbelte af hvad jeg skulde have for dem. – Hoffets Pryd, Hoffets Pryd! « – »Ja, men jeg kan nu dog ikke hjælpe Dem. Kan ikke give een Skilling ud, der ikke er absolut nødvendig.– – Men – men der er en anden Ting, hvorved De, Madame, kunde fortjene Noget. Kunde De ikke lade mig male Dem? Det er sletikke svært, og De skal faa en Mark og fire Skilling Timen.«

»Gud Hr. Zahrtmann! hvor kan De tro det om mig, der to Gange har set Thorvaldsen som Gæst i mit Hjem, og som har været saa meget ved Hove?« – »Ja, Madame Svendsen, det er netop derfor, at jeg saa godt kunde male efter Dem. De har saa udmærkede Hofmanerer, og den, jeg har, er en god, men tarvelig Jomfru fra Vartov. – De vil blive brugt i Maaneder og kan lægge en pæn Skilling op. De kan godt gaa ind og se hende, der nu sidder paa Tronen, for det er en højsalig Dronning, De skal forestille, og hun er i Atlask.«

De to Smaa blev derude, og Madame fulgte efter mig ad den mørke Gang, mens jeg i Sordinoaccompagnement hørte: Hoffets Pryd, Hoffets Pryd. – Den rosenrøde Silke og det gule Atlask var paa Plads, da vi kom ind. Men de to Dronninger saa ikke blidt paa hinanden. De mindede mig om Schillers i Mødet paa Fotheringhay. Jeg spurgte Jomfru Pandora, om Stillingen var slem, om hun var træt. Da vi igen var hos de s. 314 to Smaa, blev vi enige om, at Moderen nok vilde komme, og glad blev jeg. Hun forlod mig med adskillige Hofnej.

Endnu en Uge arbejdede jeg paa det gamle Billede. Mærkede dagligt, at jeg var i Unaade. Forat mildne Modellen fik jeg hende anbragt hos nogle Kolleger og senere paa Skolen.

Pandora blev mig dog ikke god. Hvor hun kom, fortalte hun, at hos mig var der ikke værd at være. Hun skulde skele til hver sin Side med Øjnene, skræve med Benene, lade Tungen hænge langt ud af Munden osv. osv. – Engang traf jeg hende tilfældigt hos en Kollega. Da steg hun ned af Brixen, gav Spidsen af Pegefinger og Langemand, sagde: »Det fornøjer mig, at man dog kan træffe paa Dem.«

Der begyndte en overmaade travl Tid. En hel ny Dragt blev komponeret, sort og hvid, saare fornem. En herlig Buste af Frederik den Tredie blev funden. Jeg arbejdede næstendels Nat og Dag. Modellen var snaksom, havde oplevet svært meget. Jeg svarede saare lidt og tilsidst talte hun meget med store Armbevægelser og nærmest til Gulvet. – Guld og Brokade flød om hende. Hun roste og dadlede ofte, eftersom Folk havde givet hende Noget eller ikke. Skøndt hun ikke anede det, jeg hørte hvad hun fortalte. Det gik hende, som det ofte gaar Modeller, de blive hypnotiserede, og man faar mangt og meget at vide. – I lang Tid var det om Hoffets Pryd. Det var for meget. Jeg var træt af at høre derpaa. – Saa sidder hun en Dag og taler om salig Baronesse Løvenskiold. Denne havde vist ikke hjulpet Madame Svendsen. Ialfald var Skudsmaalet ikke blidt. »Hun var ude og inde, oppe og nede, saa selv efter hver Ting, Tjenerne havde hverken Rist eller Ro. Hun var endnu værre end Deres sali – ig – –«.

Aposiopese.

Hun kom ikke videre. Jeg lod mig ikke mærke med at have hørt Noget. Hun nævnede ingensinde mere Hoffets Pryd.

s. 315 Madame Svendsen var født i Odense vistnok 1806. Hendes Fader var underordnet Betjent paa Slottet. – I 1815 staar hun som lille Pige i Slotsgaarden, kommer til med sin Bold at slaa en Rude ud. Skraaler. – En Herre kommer til og spørger, hvad der er i Vejen. – Da han hører at hun skal have mange Tamp af Faderen, siger han: »Tør dine Øjne, jeg skal lade en ny Rude sætte ind, og gaa nu med op til min Kone.«

Hun kom ind til Caroline Amalie. Var en nydelig Pige, vist nærmest vidunderlig skøn. Hun kom der ofte. Prinsen lærte hende selv Hofnej, og fra nu af blev det Sport for hende at kende Hofkresen. – Da hun var henved voxen, fik hun Plads som anden Kammerpige hos Hofdame Frøken Bertouch. Det gik saaledes til. Naaden var Klosterdame, stod sig ikke godt med Klostrets Foresatte, var mistroisk og fordringsfuld. Rig. Ejede en dejlig grøn Atlaskes Edderdunsdyne af uhyre Dimensioner. Naar hun gik iseng om Aftnen, var det Kammerpigens Pligt at banke de dejlige levende Dun op ved Naadens Fødder. Naar Dunene saa igen krøb ud over Naaden, ringede hun Pigen op til Opbankning. Disse Opbankninger tog til og blev besværlige for Kammerpigen. – Mukke turde hun ikke, men saa lavede hun stille et Birkeris og lovede sig selv, at den Nat, hun blev kaldt op for tiende Gang, skulde Naaden have en Endefuld. – Det skete. Naaden var ulykkelig, vidste ikke hvad hun skulde, gik til de Foresatte for at faa den unge Pige straffet. Svaret var: »Ja, vi skal sørge derfor, men saa maa Deres Naade lægge corpus delicti frem i Retten.« – Saa foretrak Naaden at skaffe sig en Kammerpige til, og det var Madame Svendsen. – Der var det ganske rart at være, men Naaden var lidt skør. Naar hun skulde til Hoffest, og de havde pyntet hende med Slæb og Hofslæb og hvide Sko med Ædelstene og brogede Korsbaand op ad Benene, lod hun sine Kammerpiger se paa sig forved sit store Spejl. Hun gjorde gentagne s. 316 elegante Hofnej for sig selv i Spejlet, og saa skulde Kammerpigerne ogsaa frem at neje for hende : »Hvormeget tror J nu, at jeg er værd?« »Deres Naade er Ethundredeogtyvetusinde Rigsbankdaler værd.« »Det animerer mig, at J ved det.«

Hun kunde ikke fordrage, at Vinduesruderne frøs til om Vinteren. Saa varmede Kammerpigerne Strygejernsbolte og satte i Karmene. - Om Foraaret var saa disse brændte og medtagne. Saa maatte den unge Pige hen at hente den gamle Malermester Svendsen. Hun var vist ganske bedaarende. – Den gamle Mand fandt hende paa Brystet, friede, og det blev meget hurtigt Ægteskab. – Naaden gjorde Bryllupet, og hendes Broder Kammerjunkeren førte Bruden til Alteret. I Hjemmet havde Naaden Slæb, men ikke Hofslæb. Kammerjunkeren dansede første Dans med Bruden og ogsaa Moleviten. Han var dejlig med hvide Handsker. Ellers var han klam og kold om Hænderne. – Svendsen var en rig og pæn Mand. Da de var kommen hjem om Natten, sagde Svendsen til sin Kone: »Jeg maa minde Dig om Abrahams Ord til Sara. Ved Du hvorledes de lød? - Du skal kalde Din Mand for Herre.«

Det skulde Madame Svendsen sande i mange Aar.

Strax da hun kom til mig, og jeg fik at vide, at hun ogsaa havde været Sygeplejerske, spurgte jeg hende for mit Billedes Skyld, om hun havde set nogen sidde paa en Stol og dø af Vattersot. – »Ja, gamle Overhofmarskalk Haxthausen.« – »Hvorledes døde han?« – »Ja, han tog sig tilsidst saaledes under Hjertet, laa bagover, og saa er det snart forbi. Fødderne er tykke, og saa blive de blaa i Ansigtet.«

»Ja, det var Svendsen. Han havde gaat paa Akademiet med Thorvaldsen, og de var meget gode Venner, for Svendsen var ogsaa en pæn Mand. Og han har to Gange været hos os. Engang var han der af sig selv, og en anden Gang var der ogsaa Professere, og vi havde Mundkok. Men Svendsen var saa s. 317 skrækkelig jaloux. Jeg har aldrig brudt mig om nogen Anden end om ham, men var der blot en ung Mand, der saa paa mig, naar jeg i Silkekjole var ude at spadsere med ham, saa slog han mig og havde meget haard Haand. Og engang spærrede han mig inde i over halvandet Aar. – Vi fik tolv Børn, men kun Frederik var lige og smuk. Nogle var dødfødte og de andre var Krøblinger. – Svendsen sagde nok, at han fortrød det og lovede ikke mere at slaa mig, naar jeg var i Omstændigheder. Men Hr. Zahrtmann, Jalousi er en Sygdom. – Og det var slemt, at vi saa snart tog til København.«

»Men Frederik, lever han endnu?«

»Aa nej, det gik saa galt. Han var nydelig, saa smuk ud, var flittig og hos Malermester Schmiegelow. Var en god Søn og udmærket i sit Fag. – Saa skulde Hambros Badeanstalt ved Rundetaarn males. Det havde Hastværk, og Frederik og en af hans Venner tog Overarbejdet i Pintsedagene. – De hedede Rummene meget stærkt og vidste ikke, at saa løsnede Blyet sig i Farven og blev meget giftigt at indaande. Om Eftermiddagen første Pintsedag var den anden saa syg, at han maatte bringes til sit Hjem. Frederik blev ogsaa ved anden Helligdag, men saa var det forbi med ham. Han kom iseng og laa længe, kom dog op, men kunde ikke mere virke. Schmiegelow var meget ked derover, og Frederik elskede ham. Han lavede en Tur til Frederiksborg for alle sine Svende. – Frederik var ogsaa med, men kunde ikke køre paa Jernbane, saa kørte han ene med Schmiegelow i Landauer, saa det smukke Arbejde, men kom aldrig mere ud. – Doktoren havde forlængst sagt mig, at den Morgen, han klagede over, at det gjorde ondt under hans Hjerte, var han død inden Aften. Jeg var Enke og havde alt da ikke Flere tilbage end disse to Børn, som komme med mig og som hente mig.«

»Men har nogen af dem kunnet arbejde Noget?«

s. 318 »Aa nej. Jeg har lært dem lidt at binde Bøger ind, og de har hjulpet mig Noget med at ombinde det Jammersminde, som De laante mig.«

Vi levede meget med hinanden, og jeg mildnede Livet for hende, hvor jeg kunde. Tog ogsaa fat paa at male Leonora Christina i Maribo efter hende som Pendant til Dronningens Død. Der var halvmørkt i Rummet, og lidt døsig og hypnotiseret blev hun, talte meget med Gulvet. Var en Skønhedsaabenbaring. – »Hans Majestæt Kongen, det er en herlig Mand, Godheden lyser ud af hvert af hans Træk, Vorherre har malt hans Ansigt« – Saa sad hun lidt. – »Dronningen maler selv sit Ansigt.« – Jeg tror ikke, hun helt vidste, hvad hun sagde, opfattede nærmest, at hun ikke fik Hjælp af Dronningen.

I den tidlige Del af sit Ægteskab havde hun været ved en af Frederik den Sjettes Hof komedier, havde haft Christian den Niende paa Armen. – Men ogsaa havde hun set ved Princesse Carolines Sølvbryllup Frederik den Syvende komme ind og give Princesse Vilhelmine Haanden: Godaften Vilhelmine.

En Dag sagde hun til mig: »Hvis Hr. Zahrtmann tillader, bringer jeg Dem imorgen en umaadeligt fornem Dame. Hun er gift med en Skolelærer ude i Sælland, men jeg vil overlade Dem at gætte, hvem De har til Gæst. Kun vilde jeg gerne bede, om vi saa maa faa Chokolade.« – Det blev bevilget.

De kom sammen. Der var en vis Lighed. At se til var de omtrent lige høje, skøndt Madame Jensen i Virkeligheden ikke var høj. Hun havde et lille Hoved med faste Træk, lidt blodrød i Ansigtet, var ogsaa elegant, men vraltede ikke lidt. Blev af Madame Svendsen behandlet med udsøgt égard. Vi kom til Chokoladen, talte om forskellige Ting. Madame Svendsen var den, der bød rundt, tog absolut ikke nogen Ting før den Anden. Begge talte den Dag, om hvad der var annyiø, et Udtryk, jeg ikke før havde hørt i Madame Svendsens Mund. – Efter Løfte Dagen iforvejen fulgte vi begge den sjeldne Gæst baade gennem hele den lange Gang og den store Forhal helt ud til Gadedøren. Jeg bukkede for den Ukendte, som af Madame Svendsen fik flere meget følte Hofnej.

s. 319 DRONNING SOFIE AMALIES DØD. K.jbhvn. 1882
Den Hirschsprungske Samling
(H. Chr. Chr. Nr. 269)

s. 320 DRONNING SOFIE AMALIES DØD. Kjbhvn. 1882
Gave fra Kunstvenner til Statens Museum for Kunst 1884. [Se Breve S. 357-369]
(H. Chr. Chr. Nr. 270)

s. 321 Vi saa efter hende langt henad Gaden.

»Ved De nu, hvem det var? – Naa ikke? – Det var Højsalig Frederik den Syvendes Halvsøster. Hun har Dupuys herlige Røst, og hun gaar ikke paa Fodfladen men paa den udvendige Side af Foden som Princesse Lottgen.«

I Halvtredserne var hun Vaagekone i fornemme Huse. Da Koleran var her, var hun stærkt knyttet til Amaliegade og havde set en Mængde Mennesker dø om sig. Særligt mange Norske. – Det kunde være rørende at høre hendes Fortællinger. Hun vaagede hos en rig Kones eneste Søn, en Dreng paa tretten Aar. Han døde vistnok af Difteritis. Moderen var lille og korpulent. Da Lægen kom, væltede hun sig over ham og slog af al Kraft. – Et andet Sted døde Kammerherren. Fruen var gerrig og vilde lægge ham i Kisten i et smudset Lagen. – » Deres Naade, nu har jeg været Vaagekone i mange fine Huse, og Kammerherren var en proper Mand. Han skal i et rent Lagen, om jeg saa selv skal lægge det til.«

Hos mig var hun en herlig Model. Havde virkeligt udmærkede Manerer. Elskede at være Dronning og sidde paa Tronen.

En Dag kom nuværende Lensgrevinde Frijs op til mig med en Dame. Jeg talte nærmest med denne, saa ikke ret, hvad der var mellem de Andre. – Da de var gaaede, uden at Madame Svendsen anede, hvem det var, sagde hun: »Den unge Dame havde virkelige Hofmanerer.« – »Hvorledes det, Madame Svendsen?« – »Hun nejede lige saa dybt for mig, som jeg for hende. Og hun nejede først.«

s. 322 I 1876-77 havde K.Z. haft Akademiets store Rejselegat, nemlig 1600Kr. aarlig, og desuden modtog han i 1878 fra Akademiet 600 Kr. til Hjemrejsen. I Februar 1882 fik han det Anckerske Rejselegat.

SIDST I OKTOBER TILTRAADTE HAN SIN ANDEN REJSE TIL ITALIEN.