Danmarks Breve

V. LOVISA DET var Vinter i Rom, Vejr...

s. 251 V. LOVISA

DET var Vinter i Rom, Vejret var mørkt med Taage og fin Regn; udenfor Vinduerne stode de store Kamelliatræer med deres pragtfulde Blomster og glindsende mørke Blade og frydede sig over al den milde Væde, men inde i Studiet var der kun altfor trist. Et stort Billede stod paa Staffeliet og ventede paa at gøres færdigt, saaledes havde det staaet og ventet i mange Dage, og det var mig umuligt at bekvemme mig til at tage Penslen og arbejde derpaa: de Figurer, som engang syntes mig livlige og lovende, forekom mig nu kun Vrængbilleder af det, de skulde forestille. Paa Bordet laa forskellige Breve, som ventede paa at besvares, og saa melankolsk op til Skrivetøjet og de halvvisne Blomster, og i Sofaen laa 3 eller 4 opslagne Bøger, som alle ventede paa at blive læst tilende. Jeg gad Intet gøre. – Af og til havde jeg tænkt paa at stille Arbejdet bort for en Tid, men saa vidste jeg ogsaa, at det neppe nogensinde mere vilde blive taget frem, og det forekom mig fejgt, paa samme Tid som mange Maaneders Arbejde vilde være spildt. Desuden var det neppe Dagen til at gaa ud og finde nye Modeller paa den spanske Trappe, da alle de bedste sikkert var under Tag i Regnvejret. Til Vatikanets Samlinger manglede jeg Permesso, Villa Borghese, hvis mægtige Alleer netop er allerskønnest i Regnvejr, var den Dag lukket, Kolossæum i sin fine mossede Vinterdragt, hvori alle Regndraaberne se ud som Diamanter, var for langt borte, og til at gaa og tradske i de sølede Gader for at se paa de friske Frugtbutikker og det morsomme Folkeliv følte jeg mig heller ikke oplagt. Kunde jeg endda gaa ind til min Nabo, Signor Ettore, i hvis Studie jeg nogle Gange havde været, og hos hvem jeg havde truffet hans nydelige unge, franske Hustru Signora Cecilia – saa vilde jeg maaske gøre det, men det var umuligt, da han havde faaet Feber og laa paa Hospitalet. Jeg vidste, at det var bedre med ham, – maaske kunde jeg s. 252 endogsaa faa Lov til at komme ind og se til ham. Ja, jeg vilde prøve derpaa.

Jeg stod netop ifærd med at sætte denne som mig syntes heldige Ide iværk, da det ringede paa min Dør. Jeg gik ud forat lukke op, og saa alt iforvejen gennem Gitterdøren, at det var en ung, lille, meget mørk Bonde fra Bjergene med sin unge Hustru og sit spæde Barn; jeg gættede, at det var Modeller. Skøndt lidet oplagt til at tale med Folk var der dog Noget ved denne Familie, der lokkede til at indlade sig med den, og Gitterdøren aabnedes efter første Hilsen.

»Vi komme for at spørge, om De har Brug for Nogen af os til Model, min Hustru Lovisa, mit Barn eller mig, som hedder Lionardo.«

»Og jeg beder Dig, Herre, om at maatte komme et Øjeblik ind i Studiet for at sidde ned med Barnet, vi er saa trætte.«

»Værsgod at komme ind, har J været Modeller før?«

»Vi komme lige fra Saracinesco, fordi vi er kaldt hertil af en Signor Ettore, som for en Uge siden var oppe hos os i Bjergbyen; han saa Lovisa med Barnet, saa bestilte han dem for 3 Uger; naar han ikke arbejder mere efter dem og vi have fortjent lidt, tage vi igen tilbage. Nu har vi været her igaar og idag, men Ingen truffet, skøndt vi ved hvor Studiet er.«

»Nej det er rigtigt, Signor Ettore ligger syg paa Hospitalet, men sig mig har Ingen af Jer været Model før?«

»Nej, Herre!« – »Og J kende ikke Rom?« – »Jo, Lovisa har været her to Vintre.«

»Hvad har Du da gjort her, Lovisa?« – »Jeg har været her for at bede om Almisse.« – »Men hvorledes, bede om Almisse, Du som er stor og stærk og kan arbejde?«

»Jo, Herre, Du ved ikke hvorledes der er oppe i Saracinesco, hele Somren er god nok deroppe, og jeg vilde intet andet Sted være, men naar det har været gruelig koldt om Vintren og s. 253 Marts og April komme og Hungren med dem, for saa er Alt opspist, saa er der slemt, og saa har min Moder sendt min Søster og mig ned til Rom for at tigge, og vi har ogsaa faaet Noget samlet.«

»Men, Lovisa, jeg glemmer jo rent at se paa Drengen, hvor gammel er han?« – »Det er en Pige, som er fem Maaneder, og der er ingen skønnere hverken i Saracinesco eller paa den spanske Trappe.« – »Naa, jeg ser det bliver nødvendigt at give Jer noget at bestille, kan J alle tre komme her imorgen?«

Glæden straalede over begge Forældrenes Ansigt, og jeg skulde strax se den lille Piges trinde velskabte Krop. Lovisa og Lionardo fik begge travlt med at udpakke den lille Skabning af dens mange og lange Svøb, og der laa et lille Mesterværk paa Gulvet, saa sundt, saa smilende og saa skønt, at hverken jeg eller nogen af de to Forældre kunde blive træt af at beundre. Lovisa slog Hænderne sammen og dansede rundt om det og sagde: »Vi have kaldt hende Oliva, fordi hun er os kær som den gode Olivenfrugt.« – Mesterværket blev igen indpakket, rullet og indsnøret, og Ingen skulde ane, at den trinde Pakke gemte en saadan Overflod af skøn Form. Lovisa lagde saa Barnet i den flade Kurv, der tjente det som Vugge, tog den paa Hovedet, og jeg gad se den Dronning, der forstaaer at bære sin Krone stoltere, og saaledes havde hun baaret den fra Saracinesco ned til Rom, stedse fulgt af sin elskværdige, hende hengivne Lionardo.

– Der kom igen Liv i Studiet, alt næste Dag skulde det nye Billede begyndes, det ufuldendte kom hurtigt ned og blev vendt mod Væggen, forskellige Blindrammer tagne frem og prøvede, og den bedst skikkede blev der sat Lærred paa, Borde blev flyttede og Alt indrettet til at begynde et nyt Billede af landligt, uskyldigt Liv: to Forældre som glæde sig over deres Barn.

s. 254 Næste Morgen kom de præcis Klokken 8, deres Ansigter straalede af Glæde og af Sundhed, jeg følte, at det netop var saadant ungt Familieliv, som en ensom Maler af og til trænger til, og jeg bestemte mig snart til at ville leve saameget med dem som muligt, dels for at studere deres Sæder fra Grunden af, dels for at nyde Samlivet med dem. Vi spiste vor Frokost sammen i Studiet, saaledes blev Tiden bedre brugt, og vort Brød, vore Æg og Ost krydredes af en liflig Vin, der styrkede Legemet og aabnede en fortroligere Samtale, der snart banede Vej for et virkeligt Venskab. Lionardo var af Naturen talende, men holdt sig i Begyndelsen noget tilbage, senere var der ikke den Fold i hans Hjerte jeg ikke fik Lov til at se. Han var Godheden selv, han talte ikke og har endnu ikke talt ondt om Nogen, han havde stor Respekt for ethvert Fortrin hos sin Næste, og han elskede Lovisa med Lidenskab. Han var hidsig, og det skete engang, at han forstod Uret, da en uopdragen Dreng paa Grund af hans Lidenhed kaldte ham for kun et halvt Menneske, og at han slog ham saa stærkt, at Hovedet fløj mod den spanske Trappe, og to Fortænder gik ud, Noget som nær havde kommet Lionardo dyrt til at staa, da Politiet er meget nøjeregnende med de store Modelhorder, som komme ned fra Bjergene og lejre sig paa den spanske Trappe uden at have synderligt Begreb om civiliseret Byliv. De have meget nær til deres Kniv, og derfor blive Bønderne ikke blot i Rom men ogsaa ved Fester paa Landet undersøgte af Karabiniererne. Knivsbladet maa ikke være længere end deres Haands Bredde. – Lovisas Karakter var ikke saa mild som Lionardos; hun elskede ogsaa ham lidenskabeligt, men hun var lunefuld, magelig og lod sig opvarte af ham. Hun havde stor Evne til at indtage Andre, og hist og her var der mindre lyse Punkter i hendes Begreber om Ret og Uret. I det Hele var hun en brav Kvinde og en virkelig Personlighed, men dels havde hun al- s. 255 drig lært Noget, dels var hendes Blod saa varmt og rullede saa stærkt, at hun let handlede hurtigere end hun tænkte, naar hun da ikke, som saa ofte var Tilfældet, gik i en Døs uden at tænke eller handle.

Ved vore Maaltider udviklede hun hele sin Elskværdighed, og af og til kunde hun synge en Sang for os. Hendes Stemme var fyldig, hendes Blik indtagende og et vist Skælmeri gav de ofte vemodige Sange et saa rørende Udtryk, at jeg husker, at Lionardo havde Taarer i Øjnene en Dag, da hun havde sunget følgende Strofer:

Gaa, Moder, spindende til de sorte Øjne,
Spørg dem ad, om han vil have mig.
Sige de ja, vend spindende tilbage,
Sige de nej, kom aldrig mere.

Til andre Tider gjorde hendes Lunefuldhed sig gældende, og det kunde bedrøve mig at se, hvorledes hun vilde befale over Lionardo. Han havde efter sit Lands Skik ved deres Bryllup foræret hende Korallerne om hendes Hals, men det var hendes stadige Klage, at de var for smaa. Der var Andre i Saracinesco, hvis Kugler var større; hun vilde have, at han skulde gaa til Livorno, for der fik man de bedste. Da hun hørte at der var tredive Mil, syntes hun jo nok, at det var meget langt, men hun kom dog ofte tilbage til Korallerne i Livorno.

Med Arbejdet gik det rask, den, der ikke var Model, hjalp den, der stod i Stilling, med ikke at falde isøvn, og alle de forskellige Maader indbyrdes at spøge og opmuntre paa virkede paa min Arbejdslyst. Tiden gik, Venskabet voxede, Lovisa tillod godt, at jeg gjorde lidt Nar ad hendes Uvidenhed, naar hun ikke vidste, hvorledes Dagene fulgte paa hinanden, og regnede Ugen fra Onsdag, vistnok fordi der saa var Kludetorv paa Campo di fiori, og hun altid vilde have Lionardo til at købe sig Noget der, eller naar hun undrede sig over, at alle s. 256 de Fremmede kendte de italienske Penge uden dog at kunne tale rigtig Italiensk: hun havde aldrig lært Italiensk og kunde dog tale det, men Pengene kunde hun ikke lære at kende, hvormeget end Lionardo søgte at sætte hende ind deri. – Af og til, naar Lionardo var bestilt til en Anden, kom hun ene med Barnet, men det skete kun sjeldent. En Dag var hun der ene, da to ældre, blege, hvidklædte Damer kom forat besøge mig; de saa lidt paa hvad jeg malte og gik snart igen. Jeg vendte mig til Lovisa, saa, hun var ganske bleg, og spurgte, hvad hun fejlede. »Du maa give mig Vand, Herre, jeg har det daarligt, jeg troede, at det var Gengangere.«

En anden Morgen kom hun med Lionardo blussende rød og fnysende af Vrede. Jeg spurgte, hvad der var ivejen, og fik tilsidst Forklaringen. De havde passeret Boghandelen paa Hjørnet. En Søn af Syndakus fra Saracinesco stod i Butikken der. Han plejede at være uartig mod Lovisa paa samme Tid, som han gjorde Kur til hende. Morgenen iforvejen havde han kastet en Murbrokke efter hende, da hun aldeles ikke svarede ham, denne Morgen havde han været meget nærgaaende, da havde hun trukket sin Blanksjet ud, et Vaaben, Sabinerinderne altid bære og af og til bruge, da den er fast og spids som en Dolk, men Lionardo havde hindret hende i at bruge den, og nu var hun ophidset og forbittret. Jeg sagde til Lovisa, at naar Lionardo var der, maatte han værge for sin og hendes Ære.

»Det er rigtigt, Herre, men saaledes mener ikke Politiet, drager han Kniv, koster det flere Maaneders Fængsel, saa maa jeg værge for hans Ære og min.«

»Ja, Lovisa, men Du maa dog passe paa ikke at overile Dig, tænk hvis Du havde dræbt ham.« – »Det vilde ikke have været godt, Herre, men havde jeg været ene, kunde han have sagt, hvad han syntes, men at Lionardo skulde høre paa hans Uforskammetheder mod mig, var formeget.«

s. 257 »Hvorledes er han, Lovisa?« – »Han, Federigo, han har aldrig været meget velopdragen mod os Kvinder.«

»Men fortæl mig lidt om Saracinesco, har Syndakus flere Børn?« – »Ja, han har endnu to Døttre, som ere meget godt opdragne, og saa en Datter, som er gift.«

»Disse to Døttre, ere de voxne?« – »Ja, hun som hedder Amalia er fireogtyve Aar, Irena er sexten.«

»Er de smukke?« – »Ja, de er meget smukke og gaa med Blomster paa Haaret og med lang Kjole, og deres Moder hedder Paaskerosen.« – »Syndakus’ Kone! men er det hendes Døbenavn?« – »Det ved jeg ikke, er det hendes Døbenavn, Lionardo?« – »Ja, jeg troer det, Herre, for de kalde hende Alle Signora Paaskerose.« – »Bo de altid i Saracinesco?«

»Nej kun om Somren. Naar Mikkelsfesten er forbi, tage de strax til Rom, men i Festdagene gaa begge Døttrene med Hatte paa, men hun som er gift, gaar med Haaret bart.«

»Er hun ogsaa smuk?« – »Nej, hun er gift med en Stenhugger og er omtrent saadan En som jeg.«

»Men Syndakus, hvad gør han i Rom ?« – »Det er ham som har den store Malerihandel henne i Gaden. Han og Paaskerosen have været Modeller, men nu ere de altfor rige og ogsaa altfor tykke.« – »Og Præsten?« – »Don Angelo? Han er noget halt, og af og til faar jeg en Pris Tobak hos ham.«

»Men hvis nu ogsaa jeg tager op til Saracinesco for at tilbringe Somren der?« – »Ja, saa skal jeg hver Aften bringe Dig en Kurv Frugt, og vi skal danse sammen til Mikkelsfesten, naar der kommer saa mange Mennesker.«

»Men De kommer ikke, Herre«, sagde Lionardo, »Saracinesco er saa højt og bart og ufremkommeligt, det eneste Gode der er, er den fine Luft.«

»Ja, det er ogsaa store Ting, og jeg har virkelig tænkt paa at komme derop; der er let at faa Modeller og jeg kan vel nok s. 258 faa Logi?« – »Ja, vil De bo hos Syndakus, faar De det godt og boer i en dannet Familie.« – »Det vilde more mig mere at bo hos Bønderne, kan jeg ikke bo hos Din Fader, Lionardo? « – »Nej, det er altfor tarveligt og desuden umuligt. Men De kan maaske bo hos min Broder, Skolelæreren, han har læst meget, kan hente, hvad De vil have fra Tivoli, og har en dygtig Kone.«

Fra dette Øjeblik talte vi næsten ikke om Andet end det paatænkte Ophold i Saracinesco, og skøndt de tvivlede om, at det virkelig var min Plan, satte det deres Indbildningskraft i Bevægelse, paa samme Tid som jeg var glad ved de mange Indblik, jeg fik i den mig ukendte lille By.

Tiden gik, og Billedet nærmede sig sin Ende. En Dag kom Syndakus, der havde hørt, at jeg vilde til Saracinesco, forat spørge, om jeg vilde bo hos ham. Jeg svarede, at jeg troede at have Logi, han anbefalede saa sit Hus, for hvis nogle af mine Venner vilde komme, og efterladende et Anbefalingskort for sin Butik gik han med et »Paa Gensyn« og nogle italienske Komplimenter.

Lionardo og Lovisa havde været hos mig i tre Uger og tre Uger til, Somren var halvvejs kommen, Billedet var færdigt, og de skulde tilbage til Bjergene. Jeg havde endnu noget Arbejde, der tvang mig til at blive i Rom. Vi skiltes ad, efterat jeg havde bedt Lionardo skaffe mig Logi fra første Juli og træffe mig den Dag med to Muldyr ved Postvognen i Vicovaro.

Lovisa tog igen Kronen paa sit Hoved og skred over Roms Kampagne stoltere end nogensinde; i Kronen laa hendes store, smukke og friske Barn, og ved Siden af var der stukket de tredsindstyve Lire, som den lille Familie havde fortjent i Foraarets Løb. Bag hende gik Lionardo, og jeg er vis paa, at skøndt de havde otte Mil at tilbagelægge, har Samtalen stedse drejet sig om to Ting, den Opsigt, Barnets Størrelse vilde gøre, s. 259 og de sex Grise, de vilde købe, naar de kom til deres Bjergby, – om ogsaa Lionardo har maattet høre et lille Ord om Korallerne i Livorno.

Selv blev jeg tilbage i Rom forat arbejde om Morgenen, sove om Dagen og leve med mine Venner i de lune Nætter.

Det var blevet Sommer i Rom.

Natten mellem Juni og Juli Klokken tolv tog jeg med Postvognen over Tivoli til Vicovaro og naaede endelig dertil Klokken ni om Morgenen. Da Vognen standsede, holdt Lionardo der allerede med sine to opsadlede Muldyr. Hans røde Vest glimrede i Solskinnet og hans Tænder fra Øre til Øre. Skøndt vi havde skiltes for en Maaned siden, var det som havde vi ikke setes et helt Aar, og han havde meget at fortælle, om hvorledes hans lille Familie havde levet. Jeg kom op paa det ene Muldyr, mit Rejsegods paa det andet, Lionardo gik ved Tømmen. Han sagde, at jeg skulde bo hos Præsten og spise hos Skolelæreren, samt at de begge var dobbelt velvillige mod ham, fordi han havde skaffet dem den Fortjeneste. Nu var det ikke blot Lovisa, men ogsaa han fik ofte en Pris, naar han mødte Don Angelo.

»Men hvad siger Syndakus’ Familie, ere de ikke misfornøjede med Dig, fordi de ikke skal have mig?«

»Nej, det troer jeg ikke, desuden boer der alt en Familie hos dem.« – »Hvem er det Lionardo?«

»Det skal jeg ikke kunne sige, de ere først komne iaftes, men jeg troer, at det er Nogle, der ville bo der Somren over for deres Helbreds Skyld.«

Vi nærmede os mere og mere Saracinesco, Vejen gik stadigt opad, og vi saa Byen forved os paa Toppen af en høj Kegle. Vi kom ind i dens snevre Gader, hvor Hus var klinet ved Hus, s. 260 øverst oppe var Ruinerne af en Fæstning. Folk stod overalt udenfor Husene og saa paa os, Børnene bad om Bajokker, og Alle hilste med Haanden paa den for Italienerne egne Maade.

Da vi naaede Syndakus’ Hus, sad hele Familien udenfor Døren, og til min store Overraskelse sad Signor Ettore og Signora Cecilia hos dem. Signor Ettore kom hen til mig og præsenterede mig for Syndakus’ Familie, som jeg halvvejs kendte iforvejen efter Lionardos og Lovisas Beskrivelser. Paaskerosen var virkelig meget tyk, hvilket endnu mere fremhævedes ved et meget lyst Halvneglige, Amalia og Irena vare i stort Toilette med Roser paa Haaret, Federigo og Syndakus sad og spillede Kort paa Stenbænken, Signora Cecilia havde noget Haandarbejde og Signor Ettore havde læst. Han beklagede endnu for lang Tid ikke at turde tænke paa at male, men vi lovede hinanden, at vi skulde se at faa mange behagelige Timer sammen. Ligeoverfor paa Jorden sad adskillige Saracinescanere og morede sig med at se paa Signora Cecilia og Signor Ettore, og da jeg vendte mig til dem, havde Lovisa rejst sig med et Barn ved Brystet og var kommet hen til mig og gav mig Haanden.

»Goddag Lovisa, – men hvorledes – er det Oliva?«

»Nej, Herre, det er en anden, men nu skal jeg tage Dig Oliva.«

Hun afleverede Barnet til dets Moder og fik sit istedetfor; imidlertid sagde Signor Ettore:»Cecilia og jeg have just siddet og moret os over at se paa Lovisa, alle Mødre komme til hende med deres Børn, hun ler og tager mod dem alle og har nu haft fire forskellige ved Brystet. Vi synes formelig, at det kan siges, at hun har en lille Restauration.«

»De skulde hellere sige, at hun er en Malkeko«, sagde Federigo, »en af disse store lombardiske Køer.«

»Simple Folk have altid megen Mælk«, bemærkede Amalia.

»Hvis De engang ikke skulde kunne huske Navnene paa s. 261 mine Søstre«, sagde Federigo til Signor Ettore og mig, »saa vil jeg gøre Dem opmærksomme paa, at De kan kalde Irena den huslige, Amalia Skønheden.«

»Ti heller stille, Federigo«, bemærkede Amalia. »Vi haabe at se Dem ret ofte hos os, Signore! og De er altid meget velkommen, hos min Fader komme alle Fremmede, og det er meget rigtigt, hvad en af vore Venner, Markese del Gallo, engang bemærkede, at Alle kappes om at besøge Syndakus. Ifjor boede en tysk Maler hos os, han malede baade mig og Irena, jeg sad i min Fløjls Dragt og plukkede en Blomst, og Irena stod og saa derpaa, og saa solgte han Billedet for tolvhundrede Lirer, skøndt det ikke var større end som saa; ikke sandt Papa?« – »For sextenhundrede, mit Barn!«

Lovisa var kommet til forat vise os Oliva og de Fremskridt, hun havde gjort, hun kunde hilse med Haanden. Fru Cecilia tog Barnet paa Armen forat løfte paa det. – »Tag Dem iagt Frue«, sagde Amalia, »det er vist ikke propert.«

Imidlertid maatte jeg afsted til Præsteboligen, jeg tog Afsked, Syndakus tilføjede: »Ja, ja, De vil nok føle Dem tilfreds her, for en Maler er her billigt at være, og Bønderne ere skikkelige Folk, men uvidende.«

Præsteboligen laa meget nær, jeg fik snart ordnet mine Sager og fulgte saa med Lionardo ud for at se Byens Mærkværdigheder. Den bar overalt Præg af den allerstørste Nøjsomhed, og Arkitektur var der intet Spor af. Vi besøgte hans Familie, Skolelærerens, hans Fader og tilsidst Lovisa. Hver Familie havde kun et enkelt Rum, Lionardos laa højt, noget isoleret paa en Klippe, der dominerede det lille maleriske Torv. I Værelset var der kun en umaadelig stor Ægteseng, en Kiste med Klæder, to gamle Stole, en Kamin og noget Køkkentøj. Lovisa laa ovenpaa Sengen og legede med Oliva, hun sprang hurtig ned.

s. 262 »Her ser Du hele vor Herlighed, Herre, det er ikke meget, men Folk er dog misundelige, for vi holde saameget af hinanden. Lionardo slaar mig aldrig, saaledes som alle de andre Mænd gør ved deres Koner.« – »Ja, et lille Ørefigen vanker der dog imellem«, sagde Lionardo.

Lysvirkningen var udmærket smuk i Værelset, jeg bestilte Lovisa til næste Dag og tog fat paa to forskellige Billeder af hende. Vi arbejdede ivrigt og uforstyrret oppe i vort lille Klippekastel. Undertiden kom Ettore og Hustru forat besøge os, de glædede sig over Lovisas kvikke Svar og holdt hende desuden ved deres Passiar fra at falde isøvn. Aftenerne tilbragte jeg saa gerne nede hos dem udenfor Huset, ofte ogsaa sammen med Syndakus’ Familie, og vi havde saa gerne en Skare Tilhørere lejret i en større Kreds udenom os. En Dag kom jeg derned, Paaskerosen sad ene udenfor, hun var i sit sædvanlige Halvneglige, bælgede Ærter og havde lagt det ene Ben op paa Bænken.

»Ja De undrer Dem vist over min Stilling, men ser De, jeg har nu engang ikke noget Skød, derfor maa jeg sidde saaledes. De Andre ere ved Eftermiddagskaffen og kommer strax; forresten har jeg det saa dejlig nemt her paa Landet, jeg har ikke stort Andet at bestille end at spise. Amalia og især Irena besørge Huset.«

»Det er virkelig flinkt af Frøknerne at kunne overkomme det Hele, især nu da her er Fremmede ovenikøbet.«

»Ja ser De, i Rom gør jeg alt Arbejdet, saa maa de gøre det her. Min første Datter blev gift med en fattig Mand, og de leve godt med hinanden, fordi hun forstaaer sig paa sit Hus. Saa blev vi mere rige, og saa havde jeg en Datter, med hende skulde det nu være fint, hun lærte Ingenting, blev fint gift, det gik skævt, og de vare ulykkelige, – men saa er jeg bleven klog af Skade, og nu skal Irena og Amalia lære Husvæsnet. De holde ikke saa meget deraf, men det faar nu ikke hjælpe. De ere forresten meget godt opdragne, spille Fortepiano og kan Fransk, men jeg ved ikke, hvorledes det er, de kan dog ikke komme ud af det med at tale Fransk med Fru Cecilia, saa jeg synes at deres Franske ikke nytter dem meget.«

s. 263 LOVISA VUGGENDE BARNET. Saracinesco 1877
(H Chr. Chr. Nr. 210)

s. 264 LOVISA. FORARBEJDE TIL FORANSTAAENDE BILLEDE. Saracinesco 1877
(H. Chr. Chr. Nr. 209)

s. 265 LIONARDO. Saracinesco 1877
(H. Chr. Chr. Nr. 213)

s. 266 JUBAL OG FAMILIE. Malt i Rom 1876-78
(H. Chr. Chr. Nr. 231)

s. 267 Lovisa og Lionardo bragte tidt Frugter til Ettore og hans Hustru. Det var dels Gaver, dels Noget, som disse købte af dem, og Fruen fattede mere og mere Godhed for Lovisa. Tiltrods for at Syndakus’ Familie saa skævt til den Venlighed, hun viste hende, og gav at forstaa at de syntes, at det var formeget at give Lovisa Haand, saa ved jeg ikke, men det begyndte at more Fruen at være dobbelt venlig imod hende. Hun bad Lovisa laane sig en Mantille og gav sig til efter den at arbejde en meget pragtfuld med den Hensigt, at Lovisa skulde have den. Det var et stort Arbejde; i Begyndelsen gav Syndakus’ Familie ikke megen Agt derpaa, men senere optog det aabenbart deres Opmærksomhed, da de kunde se at det blev til en Mantille; om de gættede Hensigten med denne, ved jeg ikke, men de spurgte aldrig direkte, og Fru Cecilia sagde Ingenting; indbyrdes morede vi os over, hvad de mon tænkte. Af og til henkastede de spydige Yttringer om mit Forhold til Lovisa, men dem blev der aldrig taget Notits af.

Arbejdet fortsattes, Lovisa havde bedt om at maatte have Ferie den femogtyvende Avgust, da hun saa gerne vilde til Markedet i Arsoli; jeg havde saa spurgt, om jeg maatte følge med Lionardo og hende dertil, Noget jeg heller end gerne fik Lov til. Imidlertid blev Oliva syg af et farligt Halsonde, der dræbte mange Børn. Vi haabede til, at Barnets Sundhed skulde sejre. En Dag kom jeg først efter Middag, da havde hun det meget daarligt, jeg saa, hvor lidt Forældrene formaaede at tage sig af det syge Barn, og da jeg vidste, at Ettore forstod sig Noget paa Lægekunsten, gik jeg til ham for at bede ham s. 268 hjælpe mig med at pleje Oliva. Vi tilbragte to Døgn hos Barnet, og det var frygteligt at se, hvad den lille Stakkel led. Lovisa havde alt for længe siden opgivet Haabet, og hun sagde: »Det maa dø, Herre! jeg har set det paa hende, men sker det blot to Dage før Markedet i Arsoli, troer jeg dog at kunne komme dertil. I to Dage vil jeg sørge og græde forfærdeligt, men saa vil jeg igen kunne more mig.« Lionardo sad gerne stille, undertiden græd han. Vi fik kogt Hønsekødsuppe og Lignende i Syndakus’ Køkken til Ærgrelse for Signoraerne, der ikke skøttede om at arbejde for Lovisas Barn, selv om de fik Penge derfor, og at det fremmede Herskab var bedrøvet for Lionardos og Lovisas Skyld, var dem aldeles ufatteligt. Der var Selskab hos Syndakus den sidste Dag Oliva levede. Tre Karabinierer vare komne derop fra Vicovaro. Signor Ettore var gaaet hjem for at spise, da fik Barnet igen et Anfald af værre Art end før, og jeg skyndte mig at hente ham. Hele Familien havde udenfor Døren begyndt at lege efter Bordet, Ettore var gaaet ind i sit Værelse, og jeg kunde ikke slippe forbi. Frøknerne var meget udpyntede, man legede Panteleg, og Signora Amalia gik rundt og spurgte dem Alle: »Hvis jeg var en rød Hane, der vækkede Dem ved at flyve op paa Deres Seng og gale, hvad vilde De saa gøre med mig?« Hver, hun kom til, sagde Noget, Karabiniererne hviskede deres Svar, og de var vist drøje, ialtfald holdt hun Hænderne for Ansigtet og lo, som de Alle gjorde. Jeg fik fat i Signor Ettore, og vi gik til den Syge. Det var meget slemt med Oliva, og vi bleve begge hos hende; af og til kom ogsaa Fru Cecilia og vilde trøste Lovisa; denne var snart meget mild mod hende, snart stødte hun hende bort fra sig med Albuen. Alt som Dagen led, aftog Olivas Kræfter; hun havde været umaadelig bleg, men nu fik hun lidt mere Farve. Blikket blev mere udtryksfuldt, men Benene mere og mere kolde. Det var klart, at hun maatte dø. s. 269 Alle Kvinderne fra Nabolaget samlede sig om os, det blev Nat, og Lyset blev tændt. Da saa Oliva endnu engang rundt paa os Alle, vinkede med Haanden og var død.

Kvinderne tog det lille Lig, vadskede det og iførte det dets bedste Klæder. Lionardo sad støttet paa Sengen og græd sagte, Lovisa styrtede sig hylende efter Landets Skik over den tomme Vugge, og hendes Klagesang gik som skærende Knive gennem den stille Sommernat:

»Oliven, Du skønne Frugt, Du som jeg elskede, Du som hang saa frisk og tung paa Træet, og som nu er skilt derfra, ikke forat slaa nye Rødder, men forat komme i den mørke Kælder, hvorfra Præsterne sige at Du skal opstaa som liflig Olie, hvis Lys skal skinne klart, – hvem ved, – jeg vilde have Dig, jeg vilde beholde Dig i Dit Kød, der var saa fedt og saa skønt. Ingen var som Du, Ingen som Du, da Herskaberne saa paa Dig paa den spanske Trappe, jeg elskede Dig, fordi Du var saa skøn, jeg var Din Moder. Oliva død, død ... død!«

Saaledes hylede hun til Daggry. Ettore og jeg skiltes ad, endnu var der Lystighed hos Syndakus. Jeg gik iseng, men kunde ikke sove, Lovisas Klagesang hvinede gennem Luften og naaede mine Øren, og jeg ventede kun det første Daggry forat gaa til Lionardos. Da jeg kom, havde Kvinderne klædt det lille Lig, det laa paa et Trug og var udpyntet med røde og blaa Baand. Et Lys brændte ved Barnets Hoved, Lovisa sad foroverbøjet, ganske stille; den gult og rødt stribede mørkladne Sørgemantille indhyllede det Meste af den mægtige Skikkelse. Hun var bleven meget forandret, meget ældre at se til, men hvor var hun et Billede af en sørgende Moder. – Præsten kom, han læste af Bibelen over den Lille. En Kvinde tog Truget paa Hovedet og bar det til den lille Kirkegaard.

Lovisa sørgede i to Dage, da kom Lionardo til mig og sagde, at han vidste, at det var mig om at gøre at male saasnart som s. 270 mulig efter Lovisa, og at hun kunde begynde den næste Dag. Derpaa gik de begge til Signor Ettore og Hustru, hvor de bleve hjertelig modtagne, skøndt Syndakus’ Familie mente at Saadanne ikke behøvede at gøre Visit.

Lovisa var Model, var livlig og blev det meget mere, da jeg igen begyndte at tale om vor Tur til Arsoli. Lionardo, Lovisa samt dennes Moder, en gammel praktisk Kone, var Selskabet.

Vi sad og arbejdede og talte just om de forskellige Indkøb, hun skulde gøre af Lagenlærred og Lignende, da Fru Cecilia kom med en Pakke i Haanden. »Dette er Noget, jeg har syet til Dig Lovisa«, sagde hun. Pakken blev aabnet, Mantillen taget frem, Lovisa foldede den bedre sammen, end Fruen havde forstaaet, den blev prøvet, og Lovisa straalede af Glæde. Da Fru Cecilia var gaaet, sagde Lovisa, at den skulde paa til Arsoli. – Klokken to om Natten skulde vi drage afsted, jeg skulde vække de Andre, Lionardo og jeg skulde have Muldyr, da han havde lidt Feber, men jeg havde sagt til Lovisa, at hun godt kunde ride Noget paa mit.

»Ja«, sagde hun, »saa siger jeg Farvel til min Sorg, – jeg vil nok længes efter hende engang imellem, naar jeg tænker paa, at hun var den smukkeste af dem alle her, – naa kom saa præcis Klokken to eller lidt før og kald paa os, Herre.«

Det var den dejligste Sommernat, Fuldmaanen skinnede, og alle Stjerner vare saa klare, da jeg kom ud paa det lille Torv. Muldyrene stode fredeligt og spiste Majs, men der var flere end vore, for mange Andre agtede sig ogsaa til det store Marked i Arsoli.

Jeg gik op og bankede paa Døren. »Naa, op Lionardo« hørte jeg Lovisa sige, og de kom op i en Fart. Lionardo hjalp mig at sadle Muldyrene, da var ogsaa Lovisa færdig med sin Pynt, s. 271 og hun kom ud i Maaneskinnet. Hendes Dragt bestod mest af Hvidt, et højrødt Livstykke og brogede blanke Silkebaand. Hun lukkede Døren forsvarligt i Laas og steg ned; Maanen glittrede som Sølv i al hendes Stads. Lionardo kom op paa den ene Mule, jeg paa den anden, og Lovisa gik forved og førte min ved Tømmen nedad alle Bjergstierne. Med Haanden fjernede hun hver lille Gren, der vilde slaa hende i Ansigtet, og hun satte sine Fødder forunderlig let mellem alle de løse Klippestumper, hvorover vor Vej gik. – Da vi kom længere frem, sad Lovisas Moder paa den bare Mark og ventede paa os. Vi fortsatte et langt Stykke i Stilhed. – Lovisa begyndte at synge:

Naar min Elsker drager til Marked,
Kendes han blandt alle Mænd, –
Han bærer Hatten saa stoltelig.
Hundrede Scudi koster Rosen,
Hundrede Scudi Gelsominen,
Og dog vilde han dø førend at forlade mig,
Liljen hundredeoghalvtredsindstyve Scudi, –
Ak, ogsaa jeg vilde dø førend at forlade ham.

Vi drog videre, endnu laa Anticoli, som vi skulde passere, ganske som uddødt, og vi naaede ned til den store romerske Landevej. Her var Livet begyndt, og Markedsgæsterne saaes hist og her i smaa Skarer. Jeg steg af Mulen, og Lovisa kom op. I to Maaneder havde jeg kun klattret paa Klipper, det var derfor en stor Nydelse igen at gaa paa flad Jord. Folk kom i større og større Hobe, især da vi vare komne ind paa den Sidevej, der fører til Arsoli. Landskabet blev rigt og skønt langsmed Floden op i Dalen. Byen laa noget fremme, over den ragede Prinsens Slot højt ivejret og var festligt smykket med vajende Bannere. Olivenskove vexlede med Majsmarker, Tomat- og Melonhaver. Vi saa nogle Karabinierer forude, og Lionardo gav Lovisa sin Kniv, da Kvinderne ikke blive un- s. 272 dersøgte. Lovisa aabnede den, bad mig række Haanden op til sig og maalte den leende derover: den var mere end en halv Gang for lang. Hun lukkede den og gemte den i Barmen. Vi kom ind i Byen, hilste paa adskillige af vore saracinescanske Venner, der var komne Dagen iforvejen, blev af med Mulerne og bestilte noget Godt at spise ved Middagstid. Derpaa skulde vi ud at gøre Indkøb. Overalt i de smalle Gader var der opslaaet smaa Boder med alskens Genstande, og Lovisa og ogsaa jeg genkendte adskillige af Kræmmerne fra Campo di fiori i Rom, men hun styrede midt imellem dem uden at ændse Andet end Pladsen, hvor Lærrederne solgtes. Selv det larmende Musikkorps hørte hun ikke paa, og kun fik hun sig købt en stor Mængde Ferskner, som hun gik og spiste af, alt mens vi nærmede os den stærkt solbeskinnede Plads. Lovisa og hendes Moder stilede lige ind mellem Sælgernes Rækker, Lionardo, der ikke maatte forkøle sig, og jeg gik i Skyggen af nogle Træer. Lovisa talte med Folk, følte paa Lærrederne, svedte, spiste Ferskner, lo, skældte og glimrede i Solskinnet; hun fandt et Stykke, der behagede, det blev tilmaalt, Lovisa maalte for en Sikkerheds Skyld Alnen, som var en simpel Kæp, skaaret af et Træ, med sin Arm; den manglede efter hendes Mening Noget; hun kaldte de omstaaende Mænd til, hver maalte tre Spand med Haanden, ja, der manglede Noget. Sælgemutter skændte voldsomt, som var det hende, der var forurettet, Lovisa spiste sig rolig en Fersken, lo til os og gik videre; hun fandt sig et andet Stykke, hun talte og tingede med Sælgeren, hun gjorde sig saa god, hun kunde, tørred Sveden af Panden med Forklædet, og hun saa triumferende ud, da Manden tilmaalte hende til tre Lagener.

»De skal paa Kistebunden«, sagde Lionardo.

Hun var netop ifærd med at betale, da kom Sælgemutter til og erklærede at ville have to Soldi mere for Alen. Lovisa s. 273 vilde ikke, Mutter trak Lærredsrullen til sig, satte sig determineret derpaa, nu kunde Lovisa sige, hvad hun vilde. Den halvforlibte Mand saa slukøret ud, Lovisa benyttede Tiden til at spise et Par Ferskner til, og da hun saa, at den Handel ikke kunde blive til Noget, slentrede hun videre: det Hele var jo meget morsomt for hende, der havde saa stor Glæde af at handle. Tilsidst fik hun et Stykke og kom ud af Skaren.

Jeg foreslog dem at gaa op og se Prinsens Villa og Vaabensamling, der var aaben i Dagens Anledning. Vi kom op i det pragtfulde Parkanlæg med dets Vandfald, tusindaarige Ege og kølige Skygger. Der var henrivende at være, og vi nød det Alt i Forening med endnu flere Ferskner og Nødder. Derpaa gik vi op i Vaabengalleriet, en smuk Samling med Vaaben ligefra de ældste Tider til vore Dage. Det morede Bønderne at se al denne Herlighed, men Lovisa morede sig næsten mest over at se paa de straalende Schweitzere med deres Hellebarder og vajende Fjedre. Vi kom imidlertid sent, da der lukkedes Klokken tolv. Jeg spurgte Schweitzeren, om der senere aabnedes, – ja om to Timer. Imidlertid var vi ikke mange Skridt nede ad Trappen, da han raabte os an og sagde, at Prinsen tillod, at vi saa det Hele med det Samme. Øverst paa Trappen stod Prinsen selv, han førte mine lærredbelæssede Bønder og mig ind til Prinsessen, der sad og underviste to smaa Prinsesser i Musik. Schweitzeren fulgte os strunk og stiv lige i Hælene, Avdientsen hos Prinsessen var kort, derpaa gik de Andre ud i Vaabengalleriet, medens Prinsen viste mig forskellige Sale og Sjeldenheder. Da vi igen kom tilbage til Galleriet, var det fuldt af Folk, der skulde have Avdients hos Prinsen. Alle sprang op, da han viste sig, kun vare mine Bønder noget sendrægtige. Han gik hen til dem, spurgte dem til deres Majs og deres Druer, og efter et Par venlige Ord fik vi Afsked. Da vi vare komne udenfor, spurgte jeg Lovisa:

s. 274 »Naa, hvad talte Du saa med Prinsessen om?«

»Jeg talte sletikke med Prinsessen, for det turde jeg ikke.«

»Jo vist, jeg saa jo, at Du talte med hende!«

»Nej, men jeg spurgte ham, der stod bagved mig med Fjedrene, om hun var Moder til begge de smaa Børn, for jeg syntes, at hun var noget gammel, men han sagde Ingenting, saa sagde Prinsessen ja, og at hun havde fem. Saa spurgte jeg igen ham med Fjedrene, om de begge var komne i een Fødsel, men heller ikke dengang sagde han Noget, og saa lo hun og sagde Nej.«

Da vi kom tilbage til Værtshuset, var der ordnet for os i et større Værelse, men Verten beklagede, at der ogsaa vilde komme Andre. Vi satte os tilbords, vare glade over vore Indkøb og over, hvad vi havde set, og Stemningen steg efterhaanden som vi fik mere at spise og drikke. Jeg saa, at Lovisas Moder havde skønne Koraller, og jeg foreslog, at de skulde bytte. Moderen vilde ikke gaa ind derpaa, da tog Lovisa og løste Korallerne af hendes Hals og hængte det glødende Smykke om sin. Moderen tog imod Lovisas, og vi lo Alle. Da gik Døren op, og ind traadte Signora Amalia, Signora Cecilia og Signor Ettore. Cecilia hilste venligt paa hele Selskabet, Signora Amalia hilste meget venligt paa mig, ogsaa flygtigt paa de Andre, Lovisa saa hun ikke, skøndt jeg tydeligt saa, at hun havde bemærket den skønne Mantille. De skulde spise ved samme Bord som vi, men deres Mad var ikke færdig. Lovisa greb vor Skinke med Figen og vilde byde hver Enkelt. Signora Amalia ønskede Intet, Signor Ettore sagde en Kompliment til Lovisas skønne Hænder, hvortil hun svarede, at hun godt vidste, at de vare smukke, for det sagde alle Signorerne i Rom, men hvad der var smukt ved dem, vidste hun ikke, hvorpaa hun fortalte Signora Cecilia om sine Indkøb, hvilket denne dog vanskeligt forstod. Signora Amalia viftede sig og spurgte Lovisa, om hun var stolt af at have draget til Marked med en ung s. 275 Maler. Jeg følte Spotten og svarede hastigt, at hun havde søgt finere Selskab og havde været oppe at besøge Prinsessen selv.

»Ja, det vil vel sige at hun har været i Villaen?« – »Nej, hos Prinsessen selv.« – »Ja, hun har maaske set hende.« – »Nej, hun har virkelig baade talt med Prinsen og er af ham forestillet for Prinsessen og de smaa Børn.«

»Det er virkelig ikke nogen stor Ære«, sagde Amalia. »Prinsessen er altfor nedladende; hun gaar hver Dag til de Fattige og Syge, og hun er ikke stort anderledes klædt end jeg; men det er forresten dog underligt, at Prinsessen vil tale med En, der tager til Marked med en ung Herre.« – »Men De glemmer«, sagde Fru Cecilia, »at hendes Mand og Moder er med.«

»Ligemeget, men Lovisa har siddet den største Part af Vejen paa Signorens Muldyr, og hun har endogsaa taget hans Haand herudenfor Byen. Desuden – naar Karabiniererne komme, er hun altfor fri, hun vil helst gaa paa Gaden og lade sig se paa. Vi Andre kan spøge med dem, fordi vi ere opdragne som Signoraer, og fordi de spise hos os, men med Bønderne er det en anden Sag.« – »Ja«, sagde Fru Cecilia, »i mit Land kan enhver Dame gøre, hvad Lovisa har gjort idag, naar hun som Lovisa er beskyttet af sin Mand.«

»Ja men Lovisa har aldrig havt noget godt Rygte i Saracinesco, Lovisa har ...«

Lovisa rejste sig fnysende af Harme. »Her er ikke Stedet for os Lionardo!« og Halsbaandet blegnede ved Siden af den Purpurfarve, Hoved og Hals havde taget. Jeg bad Lovisa blive, men hun bad om Lov til at gaa ene med Lionardo forat søge Muldyrene og saa, om vi ikke maatte tage hjem, hun trængte dertil. Jeg svarede jo og bad hende være rolig. Hun gav Ettore og Hustru Haanden, Amalia vendte sig bort.

Ettore tog sig af Moderen, og paa hende virkede Indbydelsen til at drikke, Fru Cecilia gav sig til at pakke nogle Smaa- s. 276 indkøb sammen, og Amalia satte sig noget forlegen paa sin Plads. Jeg havde ringet paa Verten forat betale.

Da hører vi Lovisas Stemme udenfor paa Gaden:

»Ja jeg kender Dig, jeg ved hvad Du troer om mig, men saaledes er det ikke!« Et Skrig – Larm – Bifaldsraab og forvirret Støj!

Vi styrtede alle til Vinduerne. Lovisa laa bagoverbøjet, halv afmægtig i Mændenes Arme, hun var bleg som et Lig, og Korallerne laa som en Blodstribe om Halsen, et underligt Smil spillede om Munden, og i Haanden holdt hun den blodige Kniv. Lionardo laa helt under den faldne mægtige Skikkelse og var fortvivlet. Karabiniererne var der ogsaa, og hele Mængden raabte Bravo. Forved Lovisa listede Federigo slukøret bort, han var saaret i Brystet, – Mængden haanede ham.

Han havde mødt Lovisa i Døren og spurgt hende, hvorfor hun saa hastigt forlod sin Tilbeder, men idet han vilde tage hende om Livet, havde hun trukket Kniven og givet ham det alt eengang tiltænkte Stød, som dog ikke var livsfarligt.

Karabiniererne vilde bemægtige sig hende, Folket vilde ikke tillade det, da kom Prinsen kørende.

Signor Ettore og jeg styrtede os til Vognen, bad ham anvende sin almindelige Agtelse som Myndighed, og det var paa den Maade let at faa Lovisa fri og Sagen neddysset. – Mange Folk fulgte os helt op til Muldyrene; jeg forstod, at skøndt Lovisa maatte være træt, var det dog bedst, hun ledte mit Muldyr den første Del af Vejen. Vi fortsatte paa den Maade et langt Stykke i Tavshed, da bad jeg Lovisa sidde op. Da hun var kommen op, sagde jeg: »Men Lovisa, hvor kunde Du være saa heftig?«

»Spørg mig ikke, Herre! jeg ved, at jeg har handlet rigtig, og det var som en skøn Drøm, da jeg hørte hele Folket klappe. Men nu vil jeg arbejde brav. – Du har tabt megen Tid under s. 277 Olivas Sygdom, og jeg vil gerne fortjene Noget. Til Mikkelsdag danser jeg ikke med Dig, – men jeg vil senere faa et Barn, bliver det en Datter, skal hun hedde Cecilia.«

Fortællingen »Lovisat er her gjengivet efter det første Udkast, der øjensynligt omslutter nøjest K. Z.’s egne Oplevelser i 1877, »fortalt næsien ganske som det er gaaet til«. I Udgaven 1912 valgte K. Z. den mildere Slutning med Dansen til Ritornellerne, som havde betaget ham stærkt, og for hvis Skyld den her medtages.

Da vi kom tilbage til Værtshuset, var der ordnet for os i et rummeligt Værelse. Vi satte os tilbords og vare glade over vore Indkøb, og hvad vi havde set, og Stemningen steg efterhaanden som vi fik mere at spise og drikke. – Da kom ogsaa Signor Ettore og Hustru. De havde villet overraske os og fik snart en Plads midt iblandt os. Lovisa var en flink Værtinde, tog vor Skinke med Figen og bød dem. Signor Ettore sagde en Kompliment til hendes skønne Hænder, hvortil hun svarede, at hun godt vidste, at de var smukke, for det sagde alle Signorerne inde i Rom, men hvad der var smukt ved dem, vidste hun ikke, hvorpaa hun fortalte Fru Cecilia om sine Indkøb. – Jeg saa, at Lovisas Moder havde prægtige Koraller, og foreslog, at de skulde bytte. – Moderen vilde ikke. Da tog Lovisa og løste dem af hendes Hals og hængte det glødende Smykke om sin. Moderen tog mod Lovisas, og vi lo Alle. Vi hørte Musik nede paa Gaden.

»Hører Du, hvor de spille, Lovisa?« sagde Fru Cecilia.

»Ja, og det er Tarantellen. Naar jeg hører den, maa jeg danse – selv om jeg ikke vil, saa maa jeg lystre mine Fødder.«

Hun havde rejst sig fra Bordet, hævede Armene, og begyndte at hvirvle sig rundt; vi klappede Alle i Hænderne og s. 278 raabte Bravo, og Jubelen blev stærkere ved hver ny Bevægelse hun gjorde.

»Se at skaffe os nogle Tamburiner, Lionardo«, raabte hun, »og Du Herre, hjælp mig med at flytte Borde og Stole.«

Vi tog alle fat, og der blev hurtig gjort en stor Plads fri. Da kom Lionardo med to Tamburiner, som han gav Lovisas Moder og Signor Ettore, der ikke maatte overanstrenge sig og derfor ikke dansede. Nu gik Tarantellen lystigt. Lionardo dansede mod Fru Cecilia, og Ritornellerne lød vexelvis.

Lionardo sang:

Solen skinner venlig,
Smaahlomsten søger at hæve sig mod den,
Svides dog let i dens Guldhaar.

Fru Cecilia svarede:

Solen ler til hvert duftende Blomster.
Glædes over hvert eneste Bæger,
Elsker hver blaa eller rød lille Farve.

De bevægede sig i hastigere og hastigere Kredse. Den lille Lionardo hvirvlede rundt om Fru Cecilia, og det var beundringsværdigt

at se hans Kraft og Elasticitet. Lovisa dansede frem mod mig. Jeg sang:

Korallerne hænge to Gange om Halsen,
Laane deres Purpur af Din Blufærdighed.
Vogt Dig vel at ej de skal blegne.

Lovisa svarede:

Korallernes Gærde er min Stolthed.
Havde jeg dem end ti Gange større,
Jeg skulde bevare det rødeste Røde.

Vi drejede os rundt om hinanden, da dansede Lovisa hen for Lionardo. Hun rev Tamburinen af Moderens Hænder, svang den højt over sit Hoved, slog gentagende af al Magt der- s. 279 paa, glødede i de pragtfuldeste Farver og saa uendelig mildt paa sin Husbond. Denne sang:

Du er paa mit Tag den bedste Tagsten,
I mit Hjem det daglige Brød,
I Kirken er Du Højaltret.

Lovisa svarede:

I det Fjerne hører jeg Fløjtetoner,
Og siger strax til min Veninde:
Se den Tosse som kommer fra Toskana.

Lionardo sang:

Hvem kan vel mene Kærlighed ej købes?
Jeg har betalt ti Skudi for Uncen,
Og Du danser fra mig hen til en Anden.

Lovisa svarede:

Tidselfrøet danser for Vinden,
Hvirvler sig ind mellem Roser,
Fæster dog Rod i ringe Jordbund.

Nu dansede Lovisa ene, som en Bakkantinde glødede hun, Haaret havde løst sig, Bevægelserne blev vildere og vildere, og Spøg og Latter malede sig i hvert Træk. Hun blev dog omsider

træt, Takten blev igen langsom, og Lionardo dansede atter frem mod Fru Cecilia. Lovisa vilde endnu ikke give sig, hun dansede hen mod mig, og mens de Andre sang deres Ritorneller, sagde hun til mig:

»Dans kun lystig med mig, Herre. Til Mikkelsfesten danser jeg neppe, – men jeg vil senere faa et Barn. Bliver det igen en Datter, vil jeg kalde hende Cecilia.«

Og Dansen fortsattes.