Danmarks Breve

BREV TIL: Jonas Collin FRA: Jens Jacob Asmussen Worsaae (1847-01-28)

Collin 25.
Dublin, den 28de Januar 1847.

Höivelbaarne Hr. Conferentsraad!

Ved min Tilbagekomst til Edinburgh fra de skotske Höilande havde jeg den Glæde at modtage den Efterretning, at Hans Majestæt Kongen allernaadigst havde bevilget mig den af mig ansögte forögede Reiseunder-stöttelse, og at Pengene allerede ved Deres Höivelbaaren-heds gunstige Medvirkning vare udbetalte til min Broder. Jeg kan ikke noksom bevidne Hr. Conferentsraaden min særdeles Taknemlighed for den Velvillie, hvormed De altid har fremmet mit Bedste. Jeg föler tilfulde, at jeg har modtaget en efter vore Forhold betydelig Sum til min Reise, men jeg har nu været borte i næsten 8 Maaneder, og jeg troer neppe, at Nogen vilde have været istand til at opholde sig i England saa længe, og reise saa meget omkring, som jeg har gjort, naar han ikke, som jeg, havde været forsynet med ualmindelig gode Anbefalinger.

Jeg har nu varet i over halvtredie Maaned her i Irland og jeg har i Sandhed havt et höist interessant Ophold. Jeg har fundet en ualmindelig stor Mængde Oldtidsminder, baade fra den gamle celtiske Tid og fra den Tid da Nordmændene og de Danske havde store Besiddelser her.

Det er i Irland, som i Skotland, at alle Mindesmærker af ubekjendt Oprindelse henföres til de Danske. Det er næsten smigrende for en Dansk, at höre med hvilken Triumph de »unge Irlændere« omtale Slaget ved Clontarf, i hvilket Brian Boru slog de Danske. Det var ogsaa paa Sletten ved Clontarf, O'Connell for nogle Aar siden vilde have holdt det store Folkemöde eller »Monslermeeting«, der blev forbudt af Regjeringen. Det var hans Hensigt at have udviklet, at ligesom Brian Boru i sin Tid udjog de Danske, saaledes burde man ogsaa nu udjage de Engelske.

s. 16 Den Forbindelse, hvori Glontarfslaget er blevet bragt med politiske Spörgsmaal og Bevægelser, har dog natur -ligviis havt til Fölge, at den historiske Sandhed er blevet forvandsket og at i det Hele taget de Danske Toge til Irland nu fordetmeste ere sete i et fuldkommen falsk Lys. Jeg tillod mig at udvikle dette i nogle Foredrag til del Kongelige Irske Akademi, og jeg har især derved været heldig nok til at aabne Veien for en nærmere Samvirken mellem de irske og nordiske Historieforskere og Old-grandskere, hvorved ufeilbarlig mange vigtige og nye Oplysninger ville kunne erhverves. De gamle irske Annaler og Haandskrifter indeholde en stor Deel Beretninger om Nordboernes Krige i Irland.

Jeg har gjort saamange Udflugter her paa Østkysten af Irland, som Omstændighederne vilde tillade. Men det er naturligvis i ingen Henseende en gunstig Tid for Reiser ude i Landet. Hungersnöden griber videre og videre om sig og dens Ledsager Typhusfebren har allerede bortrykket Mange. For kort Tid siden begyndte et Par hundrede forsultede Bönder at plyndre Bageriboutik-kerne i Udkanterne af Dublin; ellers have vi ikke mærket Meget til Hungersnöden her. Det Eneste er, at Gaderne ere opfyldte med et forbausende stort Antal af Tiggere og pjaltede Folk.

Jeg behöver iövrigt neppe at sige Hr. Conferentsraaden hvor overordentlig interessant det er for en Fremmed at komme til et af Partier saa bevæget Land og i en saa bevæget Tid, saameget mere som Landet hidtil, fornemmelig paa Grund af dets fjerne Beliggenhed, kun er meget ufuldstændig bekjendt. Jeg antog forhen, hvad de Fleste hjemme tror, at Daniel O'Connell, eller som han her spögeviis kaldes, »King Dan«, var Hovedmanden for de Liberale, at det var ham, der isærdeleshed arbeidede paa at hæve Folket til Frihed og Uafhængighed. Men jeg maa tilstaae, at jeg nu har en heel forskjellig Mening. s. 17 Det kan ikke nægtes, at O'Gonnell har en ganske uhyre Magt i Irland, han udnævner, Gud veed hvormange, Medlemmer til Parlamentet og besætter en heel Deel af de höie municipale Poster omkring i Landet. Men netop denne Magt har han kun ved Folkets Uvidenhed og de katholske Præsters Indflydelse; han er Jesuiternes og den övrige katholske Geistligheds Organ. Det er saalangt fra, at han er en Ven af de nye Ideer, der siden den franske Revolution have udbredt sig over Europa, at han tvert-imod er Repræsentanten for et Partie, der kæmper Fortvivlelsens Kamp mod den hurtigt og seirrigt fremrykkende Civilisation. Endnu midt under Hungersnöden ringer han med Repealklokken, for at tage de sidste Skillinger fra det ulykkelige Folk! Repeal, Repeal1) skal curere Alt; det skal gjöre Irland saa frugtbart, at det »kan föde det hele Europa«, det skal bringe Handelen tilbage og paa eengang lade Irland flyde med Melk og Honning. De let bevægelige, man kunde næsten sige, phantastiske Irlændere tog dette længe for gode Varer, indtil O'Gonnell for kort siden begyndte at skaffe sine Sönner, Slægtninge og Venner indbringende Poster under Regjeringen. Mange fordums ivrige Tilhængere af »Dan og Old Ireland« fattede da Mistillid til ham og stiftede et Modpartie, kaldet »Young Ireland«, hvis Hovedmand, charakteristiskt nok, er en Protestant. De ere med Liv og Sjæl Repealere, men ikke, som O'Connell »loyale« Repealere. Deres Ideer ere endnu meget vilde og ubestemte, men de synes at have den store Fordeel for O'Connell, at deres Hensigter ere ærlige.

O'Connells store, udödelige Fortjeneste er forresten, at han drev den katholske Emancipations Act igjennem (1829), hvorfor de katholske have givet ham Titlen: »Liberatoren«. England maa i Sandhed nu dyrt betale den uhyre Uret, der i ældre Tid blev viist mod de katholske Irlændere. Havde Protestanterne tidligere behandlet de s. 18 Katholske mere lempelig og sögt at indvirke paa dem ved en fornuftig Undervisningsplan, vilde der neppe, som nu, af omtrent 10 Millioner Indbyggere have været næsten 7–8 Millioner Katholske og kun 2–2½ Mil. Protestanter. Selv i vore Dage, da de ypperlige nationale Skoler, i hvilke Börn af alle Confessioner opdrages sammen, bleve ind-förte (1832), vilde de protestantiske Geistlige paa eengang rive hele Magten til sig, og da dette ikke lykkedes dem, modsatte de sig Skolernes Indförelse, saavidt det stod til dem. Deres religiöse Fordomme tillod dem ikke at see, at Oplysning tidlig eller sildig vil gjöre en Ende paa den katholske Religion i Irland. Irlænderen er af en saa livlig og opvakt Natur, at han kun behöver en Smule Opdragelse, for at ryste det uværdige Munkeaag af sig. De nationale Skoler ville utvivlsomt bringe en bedre Fremtid for Irland, men det er en Selvfölge, at det endnu vil vare længe, för de heftige, man kunde vel sige, fanatiske religiöse og politiske Stridigheder, der hidtil have sönder-slidt og nedtrykt Irland, kunde hvile.

Det gjorde mig ondt, at jeg först modtog Landhuus-holdningsselskabets Brev efter min Ankomst her til Dublin. Jeg skal med störste Fornöielse indhente saamange Oplysninger, som det staaer i min Magt at forskaffe. I Löbet af nogle Dage har jeg isinde at gaae over til England, hvor jeg formodentlig vil opholde mig et Par Maane-der. Derefter var det mit inderlige Ønske, om muligt, at gaae hjem over Paris. Med mange Hilsener til Hr. Justits-raad Collin, forbliver jer Hr. Conferentsraadens med udmærket Höiagtelse og Erkjendtlighed forbundne

J. J. A. Worsaae.

Höivelbaarne
Hr. Conferentsraad J. Collin,
Storkors af Dannebrog og Dbmd. &c, Kjöbenhavn.

s. 19 S. T.
Hr. H. C. Andersen,
Ridder af Dannebroge og af den röde Ørn, Hotel du Nord.
I Drikkepenge paa Hotellerne betales gjerne for korte Ophold til

Waiter: 1 shill. pr. Dag.
Chambermaid: sixpence — —
boots: sixpence — —

For længere Ophold er det naturligviis noget mindre, men man vil dog fra Dem »as a very distinguished foreigner« vente en god Skilling.

I private Huse gives Drikkepenge til »butlers« eller den förste Tjener, der altid er sortklædt, til den »footman«, der börster Deres Stövler og Klæder og til »chambermaid«.

I de allerstörste og fornemste engelske Huse er det derimod hyppig ikke nödvendig at give Butleren, da han gjerne er en Slags halv Gentleman og Herrens förste Kammertjener. Det er vanskeligt at give Regler for Drikkepengene i private Huse, da de ganske rette sig efter Opholdets Længde, Familiernes Stand o. s. v. Kun maa jeg gjöre Dem opmærksom paa, at man i Almindelighed næsten giver mindre til en Hertugs Tjener, der antages at være vel aflagt, end til en Kjöbmands. De engelske Tjenere behandles höfligt, men man indlader sig aldrig med dem, som med vore Tjenere; man vilde ikke kunne gjöre det, uden at de vilde blive næsvise. Englænderen holder dem altid tre Skridt fra Livet.

I England saavel paa Landet som i Kjobstæderne er man frakke klædt hele Dagen til »breakfast« og »launch«, og först om Aftenen ved Middagsbordet möder s. 20 man i Kjole. Englænderne mode gjerne til Middagsgilder med hvide Halstörklæder, men Fremmede kunne i de fleste Tilfælde meget godt bruge sort Halsbind.

En Engl. f. Ex. en Mr. Johnson taler aldrig om »sin Kone« eller »sin Datter« men om Mrs. Johnson og Miss Johnson. Man maa ogsaa stedse i Tiltale sige Mrs. Johnson, Miss Johnson, det at sige til en ung Dame Miss uden at tilföie hendes Familienavn, vilde stöde ganske forskrækkeligt. »M y 1 a d y« siges kun til Aristokratiets Damer, men i Reglen tiltaler man dem dog f. Ex.: »Lady Wellesley« eller ogsaa, skjöndt sjeldnere »Your ladyship«. En Hertuginde tiltales altid »Your grace«; samme Titel gives ogsaa Hertugerne.

lövrigt maa man vel vogte sig for altfor ofte at bruge Udtrykket M y 1 o r d eller Your lordship til en Adelsmand, da sligt vilde lade formode, at man var i en underordnet Stilling til ham. Man gjör rettest i altid at tiltale dem med deres Familienavn, f. Ex. »Lord Gordon«. En Baronet eller Knight tiltales ikke med Sir og Familienavnet; til Ex. ikke Sir Scott, men bestandig med Döbe-navnet og Sir, t. Ex. Sir Walter. Ministeren Peel kaldes aldrig Sir Peel, men »Sir Robert«. Baronetters Fruer tiltales altid »Lady Peel« og til Nöd Knighternes ogsaa. Ugifte Döttre af Adelsmændene tiltales i Almindelighed med Miss og deres Familienavn, kun Hertugernes, Mar-qviernes og saavidt jeg veed Earlernes Döttre tiltales med Lady og deres Döbenavn, til Ex. »Lady Caroline«.

Disse Oplysninger kunne synes ubetydelige, men jeg troer dog at det vil være Dem interessant at vide lidt om de aristokratiske Former i det bundaristokratiske England. Lykke paa Reisen, en god Modtagelse behöver jeg ikke at önske Dem.

Deres hengivne
J. J. A. Worsaae.

s. 21 I Hast. Jeg sender hoslagt et Par Ord til den Mand, der mutigen vilde oversætte deres Böger fra Dansk; han er især en Ven af Eventyr. Glem ikke at hesöge ham.

S. T.
Hr. H. C. Andersen,
Ridder af Dannebroge og af den röde Ørn,
Hotel du Nord.

(H. C. Andersen rejste til England 1847).