Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Georg Forchhammer FRA: Jens Jacob Asmussen Worsaae (1852-01-19)

Tilhører Danmarks geol. Undersøgelse.
Rouen, den 19de Januar 1852).

Höistærede Hr. Etatsraad!

Da Videnskabernes Selskab med saa megen Forekommenhed har understöttet mig til min Reise her i Normandiet, opfylder jeg en kjær Pligt ved at meddele Dem, som Selskabets Secretair, en kort Beretning om det Udbytte, jeg allerede troer at have vundet, saavelsom nogle s. 32 Antydninger om de Resultater, jeg fremdeles troer at kunne vente.

Det er tilvisse paafaldende, at man endnu den Dag i Dag i Normandiet træffer saa mange nordiske Steds-navne. Hidtil have disse ikke været samlede efter Departementer, og man har derfor heller ikke havt noget fast Udgangspunkt om, hvor de nordiske Bosættelser have været stærkest. Det er imidlertid klart, at Nordboerne fornemmelig have bebygget Egnen omkring la Hague (hvor der endnu findes en uhyre Jordvold, som har af-skaaret hele Næsset og som oprindelig vistnok har været anlagt af Nordboerne); fremdeles have de nordiske Colo-nier strakt sig over Bayeux og Caen langs Havet og ligeledes langs Seinefloden. Enkelte Steder længere inde i Landet, t. Ex. ved Neubourg ikke langt fra Rouen mod Syd træffer man en heel Klynge af nordiske Stedsnavne, som bestemt godtgjöre, at denne Plet fortrinsviis har været bebygget af Nordboere. I Udkanten af en stor Skov, »la londe« kaldet (i gl. Doc. lunda, formodentlig Lunden?) ligge her Landsbyerne Thuit-Anger, Thuit-Signol, Thuit-Simer, Thuit-Hebert, og Thuit-Hagron — alle med det nordiske Stedsnavn Thuit eller Tvede, som her ufeil-barlig betyder opdyrket Skovland. Hvor stærk den nordiske Bebyggelse ude ved Havet t. Ex. i Bayeux-egnen maa have været, kan man skjönne alene deraf, at der i Arrondissementet Bayeux deels er og deels har været over 50 Stedsnavne med den nordiske Endelse »delle« eller dal.

Saa talrige som Stedsnavnene ere i Normandiet, saa sparsomme ere de nordiske Ord, der ere levnede i Folkesproget. I gamle Documenter fra det Ilte, 12te og 13de Aarhundrede især finder man endnu adskillige, hvoriblandt flere meget mærkelige og charakteristiske.

Blandt de gjængse Drikke i Normandiet i den tidligere Middelalder nævnes saaledes foruden Ø1, der var meget s. 33 yndet af Normannerne lige til det 16de, 17de Aarhundrede, ogsaa endnu »medum«, som hidtil har været uforklarlig for de franske Lærde, medens det for os er fuldkommen klart, at det ligefrem er Miöd. At 01 og Miöd blev drukket af Nordboernes Efterkommere, vil man vistnok finde i sin Orden. I flere af de herværende store Handelsstæder (Caen, Rouen, Dieppe &c.) var der ogsaa tidligere Selskaber af de saakaldte »franc-brements«, der oprindelig vare en Slags hertugelige eller kongelige Tjenere, men som tillige havde Privilegium paa al udlosse Skibsladninger og besörge alle saadanne Forretninger ved Havnene. De vare meget ansete Folk, som regnedes blandt Byens Func-tionærer. De udgjorde et bestemt Antal og havde Ret til ved forefaldende Vacance at supplere sig selv. I de ældste Documenter kaldes de bestandig »b e r m a n« og det er vistnok ikke nogen dristig Slutning, at dette for de normanniske Forskere aldeles ubekjendte Ord er det nordiske »bæremand«, især da dette saa bestemt betegner de Forretninger, der paalaae berman\'en. Længere ned i Tiden er det gaaet over til at hedde ikke alene brement, men ogsaa »brument« og der findes endnu flere Familier her, som bære dette Navn. Forresten er det ikke sjeldent at træffe gamle nordiske Ord netop ved Ting, der angaar Skibsfart og Fiskeri. I det 12te og 13de Aarhundrede havde Fiskerne paa flere Steder af Normandiets Kyst dannet Selskaber for Hvalfangsten under Kysten. Denne Fangst synes, at have været meget betydelig, og man finder flere Gavebreve fra disse Fiskere til Klostre og Kirker. I eet af disse Breve kaldes Medlemmerne af et saadant Selskab: »Waumani« aabenbart Pluralisformen af »Walman« (Hvalmand): Wal er i Pluralis blevet til Wau, ligesom f. Ex. hyppig Dal til Dau. Yderligere Bestyrkelse paa Rigtigheden heraf fik jeg i et andet gammelt Document, hvor der ogsaa nævnes en heel Deel Fiskere, tildeels med nordiske Navne (som Anschitillus eller Asketil) og hvor s. 34 der tilföies: et omnes alii, qui sunt in »Valset a« eller Hvalselskabet. Paa Seinen har man fremdeles til vore Dage benævnet de Steder, hvor man havde nedrammet Pæle for at lægge Garn til Fiskefangst, »gorts« eller Gaarde ligesom hos os Laxegaarde og Aalegaarde. Det nordiske Ord »gaard« træffes ogsaa i Normandiet i det gamle »fisigard« eller Fiskegaard ved Dieppe og i »vingart« eller Viingaard ved Bayeux samt i de endnu brugelige Stedsnavne Auppegard og Ep e gård (eller Æblegaard), som i gl. Doc. skrives »Appelgar«.

Med Undtagelse af Ord som »Varech« eller Vrag og »tangue« eller Tang, »homme« eller holm (i gl. Doc. hulmus) har jeg forresten hidtil ikke i Folkesproget kunnet opdage andre reent nordiske Ord, end »bru« og »bruman« (Brud og Brudemand eller Brudgom), der endnu ere i almindelig Brug i Normandiet. Derimod gives der en Mængde Folk saavel paa Landet, som i Stæderne, der have nordiske Familienavne. I de ældste Documenter finder man, at Normannerne paa nordisk Viis have kaldt sig Sön af den og den, paa Latin f. Ex. filius Turgoti, filia Havardi, hvorfra de normanniske Navne paa Fitz, der endnu ere bevarede i England.

Men efterhaanden som den franske Indflydelse blev stærkere, tabte denne Skik sig; man udelod filius eller filz og tilföiede kun Faderens Navn i Genitiv t. Ex. Andreas Turgoti og endelig hörte man endogsaa op med at sætte Familienavnet i Genitiv, saaledes at det kun blev t. Ex. Robert Toustain, Marie Ansquetil o. s. v. Dette er Tilfældet endnu den Dag i Dag, hvor man stadig hörer Familienavne som: Canu eller Canut (Knud) An-quetil, Godefroy, Havart, Roux (Rollo eller Rolf), Regnault (Ragnvald), Thouroud (Thorold), Tostain (Thorstein), Turgis (Thorgil), Turgot (Thurgod), Truquetil og Tur-quetil (Thorketil) &c.

Döbenavnene skulle dog næsten alle være chri-stelige.

s. 35 Det er i det Hele taget af alle Omstændigheder klart, at en stor Mængde nordiske Familier ere vedblevne at boe i Normandiet tiltrods for de stærke Udvandringer til England, Sicilien og Nedreitalien, og at selvfölgelig den oprindelige nordiske Befolkning eller Colonisation i Normandiet maa have været overordentlig betydelig. Man ledes derved uvilkaarlig til at antage, at Erobringen af Normandiet og Landets Bebyggelse af Nordboere ikke er skeet nærmest ved Rolfs Tog, men at Rolfs Erobring kun har været saa at sige Slutstenen for en Række ældre, tildeels fredelige Bebyggelser af Landets Kyster, ligesom netop Tilfældet var i England, Skotland og Irland. Det er i höieste Grad sandsynligt, at de förste nordiske Bosættelser have været i Nærheden af la Hague, hvorfra de lidt efter lidt have udbredt sig langs Kysterne og Flodbredderne og saaledes banet Veien for Rolf og hans Mænd.

Det er ikke mindre sandsynligt, at disse nordiske Nybyggere her, ligesom paa de britiske Øer, have skaffet sig Fodfæste ved Handel, Söfart og Fiskeri. Desværre mangle, saa at sige, alle skriftlige Efterretninger fra den Tid, der ligger forud for det Ilte Aarhundrede, om Normannernes fredelige Sysler. Men en særdeles interessant Oplysning om den anseelige Handel, som de nordiske Nybyggere i Normandiet maae have drevet, indeholdes dog deri, at Normannerne ikke alene have indfört i Normandiet den nordiske Myntbenævnelse »Mark«, hvilket de som be-kjendt ogsaa gjorde i England, men at endog Markvægten allerede i Aarene 1060–1108 blev saa almindelig udbredt i hele Frankrige, at Marken som Mynteenhed kom til at træde istedetfor den gamle franske livre, ja at den paa nordisk Viis blev deelt i 8 l nzer (i Norden i 8 Ører), medens Livren forhen havde været deelt i 12 Unzer. Det var fölgelig en gjennemgribende Forandring i hele det franske Myntsystem, der ikke kan have været gjennem-fört, uden at der i Forveien maa være foregaaet en stadig og overveiende Handelsinflydelse fra Normandiet af.

s. 36 De normanniske Lærde, for hvem denne Anskuelse er fulkommen ny, ere ikke blot gaaede ind derpaa, men have endog gjort mig opmærksom paa adskillige uomtvistelige historiske Kjendsgjerninger, der vise, at Marken förstegang nævnes i Frankrige netop i Normandiet.

Med Hensyn til Spörgsmaalet om, hvorvidt Normandiet væsentligst er bleven befolket af Nordmænd eller Danske, afgive Stedsnavnene mærkelige Vink. Trods alle Efterforskninger er det ikke hidtil lykkedes mig at finde et eneste Stedsnavn, der ender paa -bolstaðr, buster, -bost eller paa -staðr, -ster, hvilke Endelser, som jeg tidligere har godtgjort, netop ere charakteristiske for de norske Bosættelser i Nordskotland, paa de skotske Øer og i Irland.

Derimod have alle Stedsnavne aldeles de samme Former og Endelser, som i det danske Nordengland (naturligvis dog med den Forskjel, at de her hyppigere have den franske Endelse ville (af det latinske villa) föiet til et nordisk Navn) f. Ex.: især -by, -thorp, -thuit eller -tvede, -gard, -holm, -boeuf (»bod«), -fleur (-»flot« eller »fliot«), -næs, -ey, -tot eller toft o. s. v.

Jeg er derfor nu saare tilböielig til at troe, at de oprindelige, forberedende Bosættelser af nordiske Mænd i Normandiet, paa Kysterne og ved Floderne, ere iværksatte væsentligst af danske Udvandrere, hvilket ikke forhindrer, at störste Delen af de rolfske Kæmper, som senere fuldendte Landets Erobring, kunne have været Nordmænd.

Det stemmer virkelig ogsaa mere overeens med de naturlige Forhold, at Nordmændene coloniserede Nordskotland, Øerne og Irland, der laae nærmest ved Norge medens de Danske bebyggede de nærmest ved dem liggende Lande Nordengland og Normandiet. Ganske snurrigt er det, at mange Familier her endnu hedde: »Le Danois«, ja der gives smaae Landsbyer her, hvor næsten alle Familier bære dette Navn.

I de gamle retslige Institutioner er jeg ogsaa godt paa s. 37 Spor efter mærkelige Analogier med det danske Nordengland. Dette er noget tvivlsomt, om Holmgangen eller Duellen er indfört her af Nordboerne; thi de ældre Love i Frankrige indeholde ogsaa Bestemmelser om Duellen. I det Höieste tör man kun sige, hvad de ældste skriftlige Mindesmærker antyde, at Duellen har været mere yndet i Normandiet, end maaske i nogen anden Del af Frankrige. Derimod er det vist, at der i Normandiet har været indfört en ordentlig Nævn eller Jury af nordisk Oprindelse, der giennem hele Middelalderen har været bevaret saa reen, at man endnu i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede i en saakaldt: »Le stille de proceder en pais de Normendie« (af Aar 1534), finder baade den simple Nævn bestaaende af tolv Nævninger eller Eedsvorne, som afgav Kjendelser i mindre vigtige Sager, og den dobbelte Nævn sammensat af fire og tyve Eedsvorne, som afgav Kjendelser i Mordsager.

Ligesom i det gamle danske Nordengland og senere i hele England og Danmark, var det ogsaa her Retten eller Dommerne, der valgte Nævningerne. Den Anklagede havde dog Ret til at gjöre Indsigelser mod Valgene. I det sextende Aarhundrede forsvinde imidlertid de sidste Spor i Normandiet af den gamle Nævn. De ældste normanniske Love indeholdt ogsaa Bestemmelser om »Nam« (et Rets-udtryk, der neppe för Normannernes Tid var kjendt i Frankrike) og om »Varech« eller Vrag, som synes at nærme sig mere til de gammelnordiske Love, end til de gammelfranske.

Allerede ved Nordengland har jeg i mit seneste Skrift3) gjort opmærksom paa, at der i de gammeldanske Egne fandtes, ifölge Domesday Book, færre Trælle end i den övrige, saxiske Deel af England, ligesom i det Hele taget, at Frihedsaanden var stærkere hos de Danskes Efterkommere der, end hos Angelsaxernes Slægter i Sydengland. En höist træffende Sammenligning hermed frem- s. 38 byder netop et Resultat, som en normannisk Lærd (Leopold Delisle) har udfundet og godtgjort, nemlig, at Trældommen var forsvunden i Normandiet næsten 200 Aar för i det övrige Frankrige, idet man efter Aar 1000 næsten aldeles ikke mere træffer Trælle her. Det synes derfor klart, at ikke blot de Nordboer, der have nedsat sig i de vestlige Lande, have, som Krönikerne sige, selv været stolte, frihedselskende Mænd, men at de endogsaa have ladet Friheden udstrække sig til deres Undergivne. Det er ikke umuligt at de netop af en klog Politik have gjort dette, for i den saaledes frigjorte, forhen trælbundne Befolkning at finde tro hengivne Hjelpere og Stötter, istedetfor farlige dödelige Fjender. Man har i alle Tilfælde her en naturlig Forklaring til den stærke Frihedsaand, der gjennem hele Middelalderen til vore Dage har udmærket saavel Normandiet som Nordengland.

[Her slutter det bevarede Brev.
Fortsættelsen er efter V. S. O. 1852 S. 156–157.]

Jeg har naturligviis endnu overmaade Meget at udrette her, baade med Hensyn til Stedsnavne, Institutioner o. s. v. Saaledes veed jeg, at paa Canalöerne Guernsey og Jersey gielde endnu mange af de gammel-normanniske Institutioner, der forlængst ere gaaede tilgrunde her i Normandiet. Det er dog Forhold, som jeg maa nærmere undersöge i de Londonske Archiver og Bibliotheker. Ligeledes maa jeg endnu gjöre Udflugter her rundt om i Landet, for at see de vigtigste af de ældre normanniske Bygninger, og for i det Hele ogsaa at blive bekjendt med Landets almindelige Physiognomi. Jeg maa dernæst nödvendig ind i Bretagne, for at lære at kjende de vigtigste af de derværende Mindesmærker, hvoraf mange bære en saa slaaende Overensstemmelse med vore ældste Mindesmærker i Danmark.

Endelig maa jeg ogsaa nödvendig anstille Under- s. 39 sögelser, om der ikke ved Loiren skulde findes nordiske Spor, da Normannerne, som bekjendt, hyppig satte sig fast ved Loirens Munding, hvor man endnu træffer Steds-navnet Paimboeuf, der mulig, ligesom de tilsvarende her i Normandiet, oprindelig har havt den nordiske Endelse -bod(?). Hjemveien til Paris fra Bretagne vil netop falde over Nantes. Det er dog sandt, endnu har jeg ogsaa Under -sögelser at anstille, om der ikke her skulde findes gamle Østersbunker, ligesom hjemme hos os, ug paa Amerikas Kyster. Trods alle Forespørgsler har jeg endnu ikke faaet Noget at vide derom. Derimod har jeg i »Memoires des Antiquaires de Normandie« Aargang 1831–33, 8vo Pag. 3)90 fundet »Extrait d\'une lettre adressée à Mr. de Caumont, sur l\'emploi des huilres dans les constructions antiques de Mediolanum Santonum (Saintes) par Mr. le baron Chaudruc de Crauzannes«, hvoraf jeg seer, at Østersskallerne ligge under Murene »associées à des lits de cendre de charbon et d\'os calcines«, hvilket unægtelig for mig har Udseende af mulig at være det selvsamme som hjemme hos os. Men derom Nærmere.