Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Georg Forchhammer FRA: Jens Jacob Asmussen Worsaae (1852-04-25)

London, York Hotel, Bridge Street, Blackfriars, den 25de April 1852.

Höistærede Hr. Etatsraad!

Allerede for længe siden skulde jeg have indiöst mit tidligere Löfte at meddele Dem en Beretning om min s. 42 Reise i Normandiet og Bretagne, naar ikke först min Sygdom i Paris og senere mine mange Forretninger her havde hindret mig deri. De kjender London og veed saa-ledes nok, hvor lang Tid, der medgaaer her til at finde Folk og til at faae udrettet, hvad man önsker. Isærdeleshed naar man kun opholder sig kort, maa man næsten uafladelig være paa Farten. Dette maa tillige tjene mig til Undskyldning for, at jeg heller ikke endnu er istand til at give Dem en saadan Rapport, som jeg skulde have önsket.

Imidlertid da jeg seer af Bladene, at Videnskabernes Selskab har viist mig den særdeles Opmærksomhed at optage mig til Medlem (en Æresbeviisning, hvorfor jeg vistnok for en stor Del kan takke Dem), antager jeg, at det maaskee ikke vilde være upassende, om jeg ved et af Selskabets næste Möder efter min Ankomst til Kjöbenhavn gav en Udsigt over nogle af mine væsentligste Iagttagelser saavel i Frankrig, som her i England. Jeg kjender ikke Formerne i Videnskabernes Selskab og veed saaledes ikke, hvorvidt det er Skik og Brug, at de nye Medlemmer aflægge deres Taksigelse til Selskabet. Men forsaavidt dette skulde være Tilfældet, turde jeg maaskee bede Dem bevise mig den Godhed, paa mine Vegne at bevidne Selskabet min uskrömtede Erkjendtlighed.

Fra Rouen af, hvor jeg opholdt mig henved 3 Uger, og hvor jeg var saa heldig stadig at kunne conferere med de normanniske Antiqvarer, gik jeg til Dieppe.

Paa Veien hertil bemærkede jeg i de mindre frugtbare Egne, at Husene havde fuldkommen samme Udseende, som vore danske Bönderhuse. Endogsaa den halvrunde Udbygning til Bagerovnen, som man saa hyppig seer hos os, gjenfandt jeg her.

Det var ogsaa netop i Egne, hvor Stedsnavnene endnu vare ganske nordiske. Hele Departementet Seine In-ferieure er overhovedet det Departement i Normandiet, s. 43 som er rigest paa gammelnoidiske Stednavne. De andre Departementer have heller ikke saa nordiske Bönderhuse.

Fra Dieppe, som har faaet sit Navn af en forbilöbende Aa, der i gamle Documentor hedder Diopa o: Diópà, den dybe Aa (jvfr. et nærliggende Dieppedalle, den dybe Dal), gik jeg langs Kysten til Havre, og derfra videre over Gaen, Bayeux til Normandiets yderste Spidse la Hague, hvor jeg besaa den gamle Vold »Haguedik e«, der ufeilbarlig i sin Tid har tjent Nordboerne som Værn mod Frankerne. Den afskjærer nemlig fuldkommen Næsset la Hague med de derværende Havne. Hele Næsset er endnu opfyldt med skandinaviske Stedsnavne. Saavel her, som overalt i Normandiet i Stæderne og paa Landet vedblev jeg at finde en stor Mængde reent nordiske Familienavne. Jeg fik fat i flere af de trykte Valglister fra Louis Philips Tid, hvorved jeg ogsaa kom til at see Landbefolkningens Navne. Det er i höieste Grad curiöst at sammenligne disse Navne med de nordiske Familienavne her i England, især i Lincolnshire.

Tapetet i Bayeux var naturligvis en Gjenstand for min særdeles Opmærksomhed. Jeg haaber at kunne fremlægge adskillige nye Beviser for dette Tapets höie Ælde og, saa at sige, Samtidighed med Englands Erobring. Det er unægtelig et aldeles uskateerligt Mindesmærke om denne betydningsfulde Begivenhed. lövrigt frembyder Bayeux-Egnen ikke saamange nordiske Minder, som man skulde troe, da Krönikerne bestandig sige, at det var i Bayeux, hvor det danske Sprog holdt sig længst i Normandiet. Jo nærmere man fra la Hague og Bayeux kommer til Grænd-sen af Bretagne, desto færre blive de skandinaviske Steds -navne, hvilket var en naturlig Fölge af, at den nordiske Befolkning ingensinde har været saa talrig der, som længere oppe ved Seinens Bredder. Nogle af Stedsnavnene ere ogsaa nu saa forvanskede i Formen, at man kun ved Hjelp af gamle Dokumenter er istand til at godtgjöre s. 44 deres nordiske Oprindelse. T. Ex. ved la Hague findes to Sogne »Teurthevill e«, hvilket tilvisse ikke lyder meget nordisk. Men i et latinsk Document fra det tolvte Aarhundrede begge disse Sogne hedde: »Torquetelvi11 a« ?: Thorketils By, om hvis nordiske Oprindelse man neppe skal kunne tvivle. Eet mærkeligt Stedsnavn maa jeg dog endnu udhæve for Dem som Geolog. Gamle Kröniker fortælle nemlig, at der mellem Klippeöen Mont St. Michel og Normandiets Kyst, hvor Havet nu i Flodtiden skyller op, forhen fandtes en Skov. Nyere Forfattere have nu tvivlet meget om Rigtigheden heraf, uagtet Kröniken gav Skovens Navn med flere Detailler. Men i Bibliotheket i Avranches fandt jeg hos en gl. Poet fra det 12te Aarhundrede at Skoven, som alt da var forsvundet, havde været kaldet: »Gudskelunde« med den reent nordiske Endelse »lund«, som hyppig træffes i Skovnavnene i Normandiet, hvilket forekommer mig at afgive et stærkt Beviis for, at Skoven endnu maa have existeret i den normanniske Tid, siden den havde faaet et normannisk Navn, aldeles forskjelligt fra Skovens ældre Navn.

Jeg forbeholder mig som sagt at gaae nærmere ind paa mine Iagttagelser i Normandiet, hvor jeg tilvisse havde et höist interessant og lærerigt Ophold. Derimod maa jeg tilstaae, at jeg med Hensyn til Nordboernes Colonier i Bretagne og ved Loirens Bredder kun fandt saare lidt. Det synes, at Nordboernes Nedsættelser i disse Egne have været for kortvarige til at efterlade sig synlige og varige Spor. Ikkun paa enkelte Steder t. E. nær St. Brieuc og nær Loirens Munding ved Croisic viste man mig Byer med Befolkninger af formodet skandinavisk Herkomst. Jeg opholdt mig da i disse Byer, for at efterspore, om der ikke skulde være nordiske Familienavne endnu tilbage, men alle mine Undersögelser i denne Retning ledede ikke til noget bestemt Resultat. Det var dog naturligviis altid meget interessant for mig at gaae s. 45 op ad Loiren, ved hvis Bredder jeg havde Ledighed til, ligesom i Bretagne, at see en hel Deel mærkelige Oldtidsminder og jordfundne Oldsager.

Hovedpunktet for mine Udflugter i Bretagne var Departementet Morbihan og der især Egnen omkring Carnac og Loehmariaker, hvor der findes nogle af de smukkeste og mærkeligste Stendysser og Jættestuer i Frankrige. De ere forresten i Hovedsagen aldeles som vore Mindesmærker fra Steenalderen, og der er for mig ikke Skygge af Tvivl om, at de ogsaa hidröre fra selvsamme Tid. I Frankrige kaldes de endnu »druidiske Altere« &c. &c. Overalt fortalte man mig om Skeletter og Steensager, som vare opgravede i disse Sleenkamre, medens man aldrig vidste Noget om fundne Metalsager. I Museet i Saumur ved Loiren saa jeg ogsaa flere Fund af Steen- og Beensager fra Steendysser ved Loiren, og jeg forsikkrer for, at disse Fund var aldeles overensstemmende med flere Fund fra vore Steendysser i Museet i Kbhvn.

Det er höist mærkeligt, at den store Steensamling ved Carnac, der i sig selv er et yderst raat Mindesmærke ene og alene er omgivet af og omgiver Steendysser og Jættestuer. Jeg er overtydet om, at ogsaa Carnac Monumentet selv hidrörer fra Steenalderens Folk. Det kan ikke taale den fjerneste Sammenligning med Stonehenge, som dog röber en vis Civilisation, medens Carnac er aldeles primitivt.

Her i England har jeg været saa heldig at gjöre flere meget mærkelige Fund i de herværende Archiver og Samlinger, som i en höi Grad godtgiöre de Danskes gamle Indflydelse og Betydning saavel i Londons City, som i Nordengland og Irland. Navnlig fandt jeg i et hidtil aldeles ubekjendt Dokument i Cityens gamle Privilegiebog, som er samlet mellem Aarene 1300–1400, at de Danske endnu dengang, ifölge ældre Sædvaner og Privi- s. 46 legier, havde de selvsamme Love og Rettigheder i Londons City til Handel paa Markeder &c. overalt i England, som Cityens Borgere, medens alle fremmede t. E. norske og tydske Kjöbmænd vare indskrænkede til at boe i Cityen uden at være delagtige i Gityens Herligheder og Privilegier. Det er ufeilbarlig en Levning fra de Danskes gamle Herredömme i England, at de Danske i London stode paa saa lige en Fod med de indfödte Kjöbmænd.

Jeg maa nu slutte dette udjagede Brev med mange Hilsener til alle Venner og Bekjendte og med mange Taksigelser fra Hr. Etatsraadens med sand Höiagtelse forbundne

J. J. A. Worsaae.

P. S.
Hvis Alt gaar efter Bestemmelsen, haaber jeg at være i Kjöbenhavn omtrent den 10de Mai eller maaske först nogle Dagene senere. Steenstrup er nok ved Limfjorden paa Fangst efter levende og döde Østers. De levende har jeg alt smagt herovre. De forekom mig næsten ligesaa velsmagende, som vore gamle Østers.