I.
CHRISTIAN RAMUS
født 1765, tog baade filologisk og theologisk Examen og rejste 1789 til Göttingen, for at studere hos Filologen Heyne og derfra videre sydpaa. Efter Hjemkomsten blev han Doktor paa en Afhandling om atheniensiske Ligtaler, som vel var bedre end den Af handling af Køppen, han nævner i Brevet. Han blev Direktør for Møntsamlingen og døde 1832.
Gött. d 1 Aug 1790.
Høystærede Ven.
Jeg havde besvaret Deres sidste Brev for, for at beskikke Dem de forlangte Haandskrifter fra mig, og for igien at faae den Præmie, som jeg for en Deel skylder Deres Venskab, at jeg kan erhverve mig ved disse; men jeg er bleven 2 Gange efter hinanden forhindret i mit Forsæt. Jeg havde i Mandags 2 Breve at skrive, som endnu var mig vigtigere end dette, og jeg kunde da ikke overkomme mere. I Torsdag nødte en anden Hindring mig fra mere Skrivning, da jeg alt havde Pennen i Haanden for at skrive til Dem.
Det første som jeg dog har at giøre efter denne nødvendige Indledning, er min Ven! at sige dem min forbindtligste Taksigelse for alle de Besværligheder, som De underkaster Dem for min Skyld; Jeg føeler efterhaanden, hvor meget de Forbindtligheder stiger, som jeg haver til Dem, og er jeg næsten undseelig ved at tænke herpaa, fordi jeg aldeles ingen Udveje seer, til at befrie mig fra nogle af disse. I Sandhed ikke mange vilde jeg indrømme den Raadighed over mig, som De derved har forskaffet Dem, thi jeg maatte frygte, at mange saa vilde misbruge den, s. 33og falde mig besværlig; men med Dem, min Ven! er jeg nær ved at være misfornøyet, fordi De aldeeles ingen Brug giør heraf. Jeg maae imidlerlid ikke undlade ofte at minde Dem om hvad Pretensioner De har til mig, at De dog engang maatte lade Dem det falde, at forsøge, om jeg virklig er den megen Godhed værd, som De viser mig.
Indtil De af Erfarenhed faaer Lejlighed til at over bevise dem om dette, maae jeg bede at tiltroe mig det paa mine Ord og Forsikkringer.
Med mit Brev følger i Dag det underlige Beviis, som Hornemann fordrer af mig. Vil man nogentid exequere de Forpligtelser, som jeg deri paalægger mig, frygter Jeg i Tiden at komme til at pønitere for den Glæde som denne Understøttelse nu skaffer mig; men jeg trøster mig ved, at man ved vores Akademie ikke pleyer at være saa samvittigsfulde. Fuldmagten til Hornemann sendes og, om hvilken Jeg alt har givet Assessor Thostrup Efterretning, som da vil være beredt at modtage disse Penge, naar Hornemann tilskikker dem.
Det skulde være underligt, om de omsøgte Stykker af Fabricii Haandskrifter skulde være forkommede ved Bibliotekarernes Skødesløshed, thi saavidt man her veed, og efter de Noticer som Heyne giver derom, ere de ikke mellem nogle af de Stykker, som de beretter mig at have fundet.
De skal imidlertid ikke giøre Dem meere Uleilighed med denne Sag, da min Ven her som ønskede disse, for nærværende har forandret sine Planer derhen, at han til næste Michaelis reyser til Italien; og det altsaa efterhaanden bliver for sildig at begynde herpaa inden hans Afreyse. Angaaende det rette Opholdssted for disse lærde Saker var Heyne i samme Vildfarelse som jeg, hvilket maatte tiene til nogen Værge imod den Skose som min Ven derfor giver mig. Det var her en vis Lillin en Holstensk Praestesøn, et meget duelig og velstuderet Menneske, som i 5 Aar har lagt her, at jeg bebyrdede Dem med denne Com-s. 34mission; Hr Pfankuchen (ikke Magister) er ikke mere her, men pr. t. Hofmester hos Stiftamtmand v. Orser i Oldenburg.
Deres Forslag om at ansøge Magister Vørdigheden fra Kiøbenhavns Universitet ved Solenniteten til Formælingen gefaller mig overmaade vel, men ikke at De derom vil at jeg skulde skrive til Rector. Hvorledes Frue Baden selv kan have ladet sig det indfalde at proponere Dem dette begriber jeg ikke. Er der noget herved at giøre, vil de min Ven! ikke nægte at tale for mig herom saavel til Baden som til andre af Professorerne, der hertil kunde medvirke noget, og til at skrive en Ansøgning for mig vil De være villigere end Prof. Baden. Jeg maatte snart frygte, at dette heele Anlæg nu vil komme bag efter, da en Disputats dog maatte skrives, hvorpaa jeg endnu ey har betænkt mig det ringeste, men imidlertid kan de vente at sætte denne Sag igiennem for mig, og vil De tillige have den Godhed saasnart de dertil haver Haab at mælde mig det, vilde jeg være overmaade fornøyet, og skulde see at finde en Disputats frem saa hastig som mueligt. Det vilde rigtignok blive et Leyligheds-Arbeyde, men Herre Gud! den indskrænkte Tiid vilde ogsaa give grundet Ret til Overbærelse. Jeg veed ikke selv hvad jeg i dette Tilfælde skulde vælge. Synes De at det kunde gaae an at bearbeyde t. Ex. Lysiases λoγoϛ επitáφioς 1) saaledes som Morus har bearbeidet Isocratis panegyr. Dette Arbeide kunde jeg hastig expedere, om man dermed vilde tage til Takke. Dog om dette sidste ønsker jeg nu at vide Deres Mening.
Køppen har saaledes nylig commenteret Plato's Menexenus 2), skønt ikke just efter mit Hoved.
I Stæden for alle andre Nyeheder vil De i Dag tage til takke med en Beskrivelse over et akademisk Optog her, som er ligesaa synderligt i en dansk Students Øye, s. 35som det ogsaa virkeligt er enkelt i sit Slags ved et Universitet som Göttingen. Her har de denne interresante Begivenhed ab ovo — ad pomum 1) tør jeg ikke sige, thi vi ere endnu ikke komne hertil, da jeg skriver dette. Sidste Søndag Eftermiddag d 25 Jul. kommer nogle fremmede Haandværkssvende til Byen spadserende, træffer paa en Student og spørger ham, hvor Snedkerkroen var. Den uartige Herre svarer grovt, og faaer igien grovt Svar, som betales med et Hug af en Stok. Denne samme Student passerer strax derpaa den samme Kroe, og bliver nu derfra af nogle Snedkersvende overfaldet med Slag, trukket ind og ilde tilredet. Dette gav Anledning til at ended Studenter strax samlede sig, hvilke dog ikke begyndte nogle Thatligkeiten førend imod Natten efter 10. En temmelig stor Trup af omtrent 150 trak da i en Klynge igiennem nogle Gader, raabte stormende deres Kammerater ud og under den Formodning, at der var Purscher, hvor der var Lys, sloege endeel Vinduer ind, alt efter denne brugelige akadem. Krigs Opfordring: Fenster aus! Purschen aus! Disse Helte trak nu op for Kroen, hvor Deres Kammerat saa skammelig var mishandlet, stødte imidlertid paa Prorectoren (Dr Lost) som Allarmen havde kaldet ud; men uden at lade sig stille af denne, endog efter I1/2 Times Underhandling og Harangering, brøde de med Brandhager, som de havde medtaget, et nyt Skild ned som nyelig var ophængt for Kroen, og ruinerte det ganske. Det ventileredes nu, om at ophænge det sønderslagne Stykke i Galgen, men Veyen var for lang hertil, og man lodt det ligge, og gik bort.
Dagen derpaa samledes fra Formiddagen alle saavel Snedker-, som de fleeste øvrige Haandværkssvende til deres Kroer, og Hævn truedes Purscherne.
Man gik imidlertid roelig paa Collegier indtil K1 11. Ved denne Tid stormede nu alle Haandværkssvende paa Gaderne, overfaldt Studenterne hvor de traf paa disse, s. 36pryglede en deel af, endog i det de kom ud fra Collegierne, og joge dem alle af Gaderne. Disse Folk vare nu fuldkomne Herrer, trodsede al Politie og Vagt indtil K1 4 a 5, da deres Raserie efterhaanden satte sig. Til Aftenen kommer Dragoner til Byen, som maatte patroullere i alle Gader, ogsaa heele Natten igiennem, og saaledes bringe Roelighed tilbage. Men imidlertid var Purschernes Ære paa det haardeste læderet, og mesures vare nødvendige for at erholde den fuldkomneste Satisfaction. En 50—100 Styk valgte den Vey, at trække samme Aften ud af Byen, samle sig ved et Værtshuus i en Skov 1/4 Mil fra Byen, og der overlægge om de fornuftigste Forholdsregler. Den følgende Dag samlede en stor Mængde til disse Misfornøyede, og nu skeedte en almindelig secessio af Purscher liig den i Roms ældste Tider. Indtil Onsdag Eftermiddag steeg Antallet af denne Forsamling til over 600, da imidlertid en heel Deel Pursche andetsteds fra drog ud af Byen, thi det blev en almindelig Lov for Studenterne ikke at opholde sig i Byen, indtil nogen Reparation, og de helligste Forsikkringer om fuldkommen Satisfaction var erholdet. De i Skoven forsamlede Herrer etableret strax fra Tirsdag Formiddag af, da deres Antal var noget tiltaget, en militairisk Staat, valgte sig en Hovedanfører, oprettede efterhaanden indtil 20 Compagnier, som hver havde sin Chef og 4 Officerer, camperte om Dagen under aaben Himmel og fordeelt sig om Natten i Landsbyerne, hvor de toge til takke med at ligge paa Rad i Laderne. De besatte alle Tilgange nøyagtig med ordentlige Vagte, som ikke tillod nogen at gaae bort uden skreven Beviis eller at komme til uden nøjagtig Visitation, og høytidelig Forsikkring, hvis det var en nye Pursch, ikke at vende tilbage for at sove i Byen førend man havde erholdt hvad man søgte. Nu begyndte ordentlige Mellemhandlinger imellem denne nye Comune og det akademiske Senat, som gemenlig fortsattes skriftlig og overbragtes af adskillige Purscher, som til det Brug holdte deres Rideheste ved s. 37Haanden. Disse vexelsidige Tractationer fortsattes nu, først til Onsdag Eftermiddag, da man var temmelig nærved at have taget den Beslutning, at drage ind, hvorved Prorectoren selv tilbød at modtage Skaren uden for Porten. Imidlertid stoed endnu en Punkt tilbage, som man vilde have sat igiennem, en Purschs Løsladelse fra Career, som ikke kunde bevilges, og nu toges Resolutionen at blive. Torsdag Formiddag gik nye Courerer fra og til, og nye Freds-Propositioner anbødes.
Imidlertid begyndtes i Leyren at deliberes om, til hvilket Universitet man en corps skulde begive sig, til Marburg, Giessen eller Rinteln. Der taltes om at oprette en almindelig Kasse hvortil enhver skulde tilskyde, hvad han havde, for at bestride Toget, hvorved dog enhver som havde giort større Tilskud end pro quota igien siden skulde have Erstatning. Imidlertid var dog Pluraliteten ikke tilbøyelig at drive dette ridderlige Optog saa vidt, og nogle faa Anførere og Hovedmænd underholdt endnu kun svagt den efterhaanden sagtnende Flamme, da uformodentlig Solmstirn heraf Byen, en almindelig af Purscherne vel lidt Mand tilligemed en Deputeret fra Borgerstanden kommer i Leyren; strax holdes concil, og Solmstirn, en anden Men: Agrippa, antænder med en kort Tale igien den gandske Forsamlings Begierlighed efter de forladte lares, og nu var i Øyeblikket et solent Indtog besluttet. Akademiets Fane havde Solmstirn medtaget og denne blev nu ført herud, og Toget gik geleydet af Musik, som ogsaa var skikket ud at modtage dem, meget høytidelig, 4 Mand hey, K1. 6 Torsdag Eftermiddag til Byen.
Ved Spioner var det bleven bekiendt, hvilke Professorer især havde været ivrige for Studenternes Sag, og disse bleve nu alle af den heele Skare regalert med et høytidelig: es lebe hoch.
En af disse Profess.: Schløsser illumineret om denne Aften sine Vindver og adskillige fulgte ham; imidlertid var dette kun lidet imod de følgende Aftener, Fredag, 2* s. 38Løverdag, og Søndag, thi nu, da jeg skriver dette Søndag Aften K1. 10, sidder jeg inden for 8 Lys som zirer mine Vinduer og næsten heele Byen er ligesaadan igien i Aften oplyst.
Alle Aftener siden Indtoget have Compagnierne, det ene efter det andet havt deres Schmaus hos en Tracteur, som boer i den største Gade i Byen. Herved har været bestandig Musik af Pauker og Trompeter, og omkring dette Huus den almindeligste Illumination alle Aftener. For at giøre Byens Borgere en Compliment havde man i Aftes anbragt en Illumination i et Vindve i den Sahl, hvori Professorerne vare, med følgende Indskrift: »Es leben alle Bürger hoch, die Freundschaft für uns nähren. Wir wollen juchzend auf ihr Wohl, die vollen Becher leehren.
Decorationerne have været hos adskillige ret smukke, og mangfoldige høyst naragtige Inscriptioner, som f. Ex. Ich arme Philister, ziinde an meine Lichter, die Purschen zu ehren, wer wil mir das wehren?
Hos en Slagter: Wer die Purschen will verachten, werde ich wie einen Ochsen schlachten.
Hos en Bager: Wer die Purschen thut betrüben, will ich an den Backöfen schieben. item: dann wurde David mit vielen Frohlocken nach Jerusalem wieder geholt etc. Med egen smukke Orthographie: l'etudian merite cet honneur publique; & c.
Mange af Professorerne have viist offentlig deres Deeltagelse i den almindelige Glæde, og illuminerert deres Huse som den øvrige Mængde, hvoriblant endog den gamle Michaelis; andre derimod have holdt sig tilbage, ja nogle ere endog saa forbittrede over dette Galanterie og disse Æresbeviisninger imod Studenterne, at de ikke have kunnet afholde sig fra at skrive derimod, og have derved for en Deel giort sig latterlige for Byen og ikkun udvirket det, at man, for at trodse disse, har giort meer, end man ellers havde i Sinde. De skulde neppe troe hvilke Mænd der paa denne Maade have givet sig blot.
s. 39Endnu, formoder Jeg, vil de være nysgierrig at vide, hvorledes og hvoraf levede den under aaben Himmel camperende Hær i de Dage, deres Udlændighed varede; Ja! dette Liv var virkelig meget maadelig og tarvelig, der var intet at tænke paa varm Mad eller virkelige Maaltider, thi hvorfra skulde dette have kommet for saa mange? Man maatte derfor lade sig nøye med bestandig koldt Køkken: Brød, Smor, Mælk, Viin, Brændeviin, Kafife, Chokolade, Hvedebrød og Frugter vare de almindeligste Consumtions-Artikler, og da disse Vahrer deels fra omliggende Værtshuse, deels fra Bønderbyerne overflødig tilførtes, brugte man den Forsigtighed, for ikke at lade sig ruinere ved overdrevne Priser, at sætte visse bestemte Priser paa alle Vahrer, hvis Antagelse var det Vilkaar, under hvilket man indloed de sælgende med deres Producter i Leyren. Kuns naar en eller anden i noget Ærende kom her til Byen, havde de Lejlighed at forsyne sig med en Ret varm Mad til Styrkning.
Til at straffe Haandværksfolkenes Forgribelser imod Studenterne har man giort alvorlige Foranstaltninger, og meer end 30 af disse sidder arresterte, medens at daglig ventes en egen Commission fra Hannover, som skal undersøge og dømme i denne Sag.
Ogsaa venter man stærkt, at den heele Garnison heraf Byen skal blive omvexlet, hvilket var en af Purschernes Kapitulations Artikler, fordi de havde roelig seet paa, at Studenterne afprygledes, hvilken Artikel dog naturligvis ikke kunde opfyldes inden indhentet Ordre fra høyere Steder. Endelig maae Jeg underrette Dem om, hvorvidt og hvilken Deel Jeg selv har taget i al denne Tumult, og da maae Jeg sige Dem, at denne har været meget lidt eller ingen. Indtil Onsdagen holdt Jeg mig gandske roelig i Byen, og gik endnu paa de Collegier, som vedbleve at læses, og [traf] dog bestandig en Deel Kammerater her, hvormeget endog deres Antal formindskedes. Da imidlertid det paa den Dag ventede Indtog udsattes, s. 40og man den folgende Morgen fortalte, at der endnu ikke var Haab hertil saa hastig, og at de indtil den Dag tilbageblevne Studenter nu efterhaanden alle bortdroge, besluttede Jeg ogsaa om Torsdagen i Selskab med en god Ven at forlade Byen, for ikke at udsætte os for slet Omtale af vores Broderskab.
Jeg sad og vilde begynde et Brev til Dem, da een Ven kom at fore mig bort med sig, imidlertid var vores Forsigtighed unødvendig, og vores Føyelighed efter vores andre lærde Medborgeres Capricer for sildig, thi da vi stoede opgyrtede til at tiltræde vores Vandringskab, fik vi sikker Efterretning at heele Hæren var i Anmarsch.
Alle Ting ere her saa vidt endnu uroelige. Kun har den forenede Armee forbeholdt sig og ved bestemt Aftale afgiordt, at retirere sig bort strax igien, hvis man ikke holder, hvad der er lovt den. Da bliver det sidste værre end det første. Anderledes forholder det sig med mit Brev, hvis sidste Ord rimelig vil være langt kiærere end de første
D. hengivenste Ven
RAMUS
Det forstaar sig selv, om jeg enten glemmer, eller af Mangel paa Rum overgaar at formælde min Hilsen til vore Venner maa De ikke derfor ikke undlade at erstatte denne Mangel. Dette skal Jeg bede maatte giælde for alle de følgende Breve. Jeg beder Dem endnu i Dag at lade mig vide i naeste Brev om Müller og Rotbøll ere i Byen eller paa Landet. Jeg skylder dem begge Breve, men Jeg veed ikke, hvor de ere at treffe. Jeg behøver ikke at minde Dem om at henlægge dette Brev om Jeg i Tiden vilde bruge det
Lev vel