von Hoff Rosencrone, Christian Henrik BREV TIL: Wad, Gregers FRA: von Hoff Rosencrone, Christian Henrik (1812-03-09)

17.

HOFF ROSENCRONE

Chr. Henrik v. Hoff, født 1768, arvede Baroniet Rosendal i Norge efter M. G. Rosencrone (1738—1811). Han døde 1837.

I.

Christianiad 9de Marti 1812.

Høistærede Herr Professor!

Ved Deres og kiere Frues Omsorg er ieg lykkelig og vel uden nogen Ubehagelighed ankommen til det stolte Norge, og modtagen der med en Godhed og Hiertelighed som meget oversteeg min Forventning. Menneskene kappes her om at vise En Høfligheder paa en Maade der hverken synes at genere den der viser eller den der modtager dem, og vil det saaledes vedblive, saa veed ieg ei hvorledes ieg vil komme herfra igien. Havde ieg ei saa mange Venner i Kiøbenhavn, hvoriblant ieg fortrinlig regner Dem og Deres elskede Nicoline, saa kunde det i Sandhed blive vanskeligt nok.

Nu til en kort Beskrivelse over min Reise herop, paa hvilken Herr Holm og Madkurven (der rigtig kom med) giorde mig væsentlig Tieneste.

Holm var endnu ei ankommen til Helsingør da ieg arriverde, men han kom dog en Timestid efter og vi giorde Aftale at vi først om anden Morgenen K1. 10 vilde gaae over Sundet, spise til Middag i Helsingborg, arrangere det nødvendig der i Henseende til Reiseequipagen og siden til Engelholm, hvor vi vilde blive Natten over.

Derpaa gik ieg til Herr Borries, som ieg ei traf hiemme, men efter at ieg havde været paa Kronborg, kom han til mig, og fortalte at han for faae Dage siden havde seet paa en Kiærre til mig i Helsingborg hos Giestgiver s. 168Molberg, at denne Kiærre skulde koste 100R Rigsgield, og at han troede den var god, men han tilføiede at det dog ei vilde blive nogen bequem voiture da der ingen Fordæk var paa den. Imidlertid havde han et adressebrev med for mig til Giestgiverens Broder en Kiøbmand Molberg i Helsingborg, til hvem han bad ieg vilde henvende mig der, da han kunde indestaae for hans Retskaffenhed.

Om Løverdagen gik vi til bestemt Tid over Sundet og vare ongefær en Time paa Vandet, hvor vi alle befandt os meget vel. Ved Ankomsten til Helsingborg bleve Visiteurene tilfredsstillede, ligesom dette var skeet ved Afreisen i Helsingøer, saa vi ei havde nødig at aabne vores Kufferter. Derpaa blev Kiærren beset, som ei gefaldt, men en anden Vogn med fire Hiul og Fordæk kiøbt for 200R Rigsgield af Giestg. Molberg, og strax bestilt Skoe og Gaffel dertil som skulde giøres i medens vi spiste. Da Vognen var bequem for to Personer, saa besluttedes at Holm og ieg vilde kiøre sammen i den, tage Madkurven og Flaskefoderet med os for paa Vognen, og intet bag paa den, da man fortalte os at der allene imellem Gothenborg og Helsingborg var bortstiaalen 23 Kufferter i forrige Aar af Vognen. Til den øvrige Bagage bestilles en Vogn med 2 Heste, en Forbudsseddel blev skreven, og min Tiener afgik strax med samme, efter erholde Ordre først at standse næste Aften i Falkenberg.

Førend Vognen blev smurt og færdig fra Sadelmagerens og Smedens Folk blev Klokken henimod fire til hvilken Tid vi rullede afsted og ankom betids i Engelholm hvor vi fandt godt Logie og god Aftensmad.

Om Søndag Morgenen K1 5 kiørte vi fra Engelholm. Det havde begyndt at snee om Natten og continuerede dermed heele Formiddagen, saa min Reisestaldmester Holm, thi han havde faaet Bestalling paa denne Post strax Equipagen var kiøbt, og ieg maae tilstaae han har forestaaet sit Embede med megen Duelighed og megen Nidkierhed paa heele Reisen; efterseet Vognen om Aftenen, s. 169sorget for den blev smurt om Morgenen, været ved Forspændingen, skiendtes med Skydsbønderne og imellemstunder kIørt selv.

Begynd at frygte, da vi fandt temmelig megen Snee paa Halandsaas, vi ei vilde komme langt i Hiulvogn, men blive nødte til at anskaffe os Kielker.

Dog gik det siden efter ret godt. K1. 2 vare vi i Halmstad og der maatte Madkurven holde for.

En vakker And blev fortært, et par Glas Portviin drukken dertil og derpaa fort igien.

Vi indhentede ei vores Forbud undervejs, som Holm havde en Slags Frygt for, da min Karl ei kiendte noget til at reise paa denne Maade, men vi indtraf lykkelig og vel om Aftenen K1 81/2 i Falkenberg, hvor vi fandt min Tiener med Tøiet. Vi havde allerede besluttet derfra at sende et løst Forbud til Hest, da vi indsaae at Hüttmann ved at reise bestandig forud ei vilde kunde have den nødvendige Opmærksomhed paa hvad han havde med sig, og der altsaa let om Natten kunde stiæles eller tabes noget, som vær meere værd end hvad Skydsen for en Hest meere beløb sig til. Dette Forbud blev altsaa strax afsendt med Ordre at standse i Rebas. Om anden Morgenen K1 51/2 vare vi færdige at stige til Vogns, da Holm fik en Forskrækkelse der ei var liden, i det han savnede en Pakke der indeholdt, foruden en Deel Bøger til Aal, Papirer betreffende hans Reise baade i Sverrig og i Tyskland. At dette Tab i mange Henseender maatte være ham forskrækkelig ubehagelig er begribelig, men hvad skulde vi giøre? min Karl forsikkrede han ei havde tabt noget af Vognen, men borte var Pakken alligevel. Mig var det ei mindre ubehageligt, da ieg io ei kunde nægte at naar vi havde faaet Pakken med fra Helsingborg, som Holm paastod, saa maatte min Tiener have tabt den eller den maatte være ham frastiaalen ved et af Skifterne. Holm vilde nu først reise selv tilbage igien, siden forandrede han det derhen at han vilde sende en Karl til Hest til s. 170Helsingborg for at bekiendtgiøre dette Tab og udlove en Belønning for Pakkens Tilveiebringelse, til Slutning blev bestemt at han vilde skrive et Brev i den Anledning, som vi selv ville medtage og levere den første Reisende vi mødte paa Vejen, naar Personen ville til Helsingborg.

Derpaa reiste vi da, lidt nedslaaede, bort sammen, efter at min Karl var kiørt i Forveien med Tøiet.

Efterat have kiørt en Timestid i denne Forfatning, indhentede vi min Tiener som blev holdende og viste os Pakken i Vognen liggende under en af Kufferterne, hvor Holm ei havde kunnet see den om Morgenen da det var mørkt. Glæden traadte nu i Bedrøvelsens Sted, og paa det saadant ei skulde hendes os tiere blev Pakken lagt som Oversaal i vores egen Vogn hvor vi passer paa den til Enden. Det var den Dag meget koldt, og ved det vi vare blevne opholdte næsten en Time om Morgenen, fik vi ei Tid nogensteds at faae Madkurven frem, for ei at lade Skydsen vente, men holdt ud til vi om Aftenen K1 91/2 kom til Rebas hvor vi forefandt Aftensmaaden. Forbudet blev nu expedert til Qvistrum, derpaa spiist og fornøiet lagt sig til Sengs. Om Tirsdag Morgenen K1 5 fra Rebas til Kongelf over ved begge Færgestæder; imellem 14 og 16 Graders Kulde den Dag, men god Vei. I Golmen fik vi fat paa den kiere Madkurv, som saa løierlig nok ud da vi aabnede den; thi for at fylde i samme, var der forrige Dag lagt nogle Blikdaaser med Røgtobak over i den, deraf var uheldigviis Laaget gaaet op paa den ene, og Tobakken havde saaledes meleret sig i Forrening med de gode Tvebakker og Kringler, der ved den evige Rivning imod hinanden vare for største delen blevne pulveriserede, med de andre gode Ting i Kurven, at naar ieg undtager Smør og Sennop i Krukkerne, saa var alt inclusive Salt og Peber overstrøet med Tobak og Meel. Dog det generede os ei, vi fik Kurven pakket ud, Tobakken og Meelstøvet udrystet, en And, der var frossen gandske stiv, afbanket, transchert og spist med isen i. Da Vinen s. 171var saa kold vi ei godt kunde drikke den, saa nøiedes vi til dette Maaltid med et Ø1glas, NB et lille, fuld af Conjac hver. Om Eftermiddagen fik vi nogle Steder slette Heste og gammelt Tøi paa dem som flere Gange gik itu paa Bakkerne, der vare saa glatte at man knap kunde holde sig paa dem. Imellem Grohede og Herstad kiørte vi en halv Miil over en tilfrossen Søe, saa vi ei kom igiennem Uddewalle. Isen var saa blank og glat at ieg meget onskede Axel med sine Skøiter havde været hos os, saa kunde da faaet sin fulde Fornøielse, og løbet om Kap med Hestene.

Det gik i susende Trav da vi just ei skiøttede om at opholde os længe paa denne Vei efterdi det først var den anden Vogn der kiørte over isen denne Gang. Med Slæder havde de allerede i et par Dag forud kiørt derover. Om Aftenen K1. henimod ti kom vi først til Quistrum, efterat have passert lykkelig og vel Bakken der fører ned til samme, med en itubrækket Vognstang, som vi havde maattet kiøre med heele Eftermiddagen, den allerede om Formiddagen var bleven brækket paa en mindre Bakke, og vi underveis ei kunde faae den i Stand. Holm giorde nu Anstalt, da det hørte til hans Departement, at vi fik fat paa en Tømmermand som om Natten fik Stangen bragt i Orden igien, og efterat have spiist og hvilet nogle Timer, satte vi os anden Morgen K1 51/2 i Vognen og rullede afsted.

Denne Dagreise var i Grunden den ubehageligste da vi paa de to sidste Skiftesteder Eigle og Hodahl maate vente paa det første en og paa det sidste to Timer paa Skydsen, saa vi først efter K1 9 passerede — bakken, der var saa glat at ieg endnu ei begriber hvorledes Vognen er kommen heel ned af den, thi vi som gik og holdt paa hinanden havde umage at komme ned og med ald Forsigtighed faldt vi dog to, tre Gange. Ved Færgestedet blev vi ei længe opholdt, men det trainerede dog saa længe at vi ei før K1 11 naaede Westgaard. Herfra skrev s. 172ieg et par Ord til Hr Agent Lemb (som er ei Justiceraad) paa Moss, og sendte min Tiener med dette og vores Bagage bort K1 to om Natten. Vi fandt her megen Snee, men da ieg gierne vilde have Vognen med til Moss, saa besluttede vi at probere om det vilde lade sig, og det gik an, endskiøndt det begyndte at sne om Morgenen og vedholdt heele Dagen, saa kom vi dog, efterat være kiørt ud Torsdag morgen K1 10, om Eftermiddagen K1 6 i Vogn til Hr Lemb, hvor vi bleve modtagne med sand norsk Giestfriehed.

Min Vogn blev nu overleveret til den unge Lemb, som lovte at lade istandsætte hvad der feilede med den, og beholde den der til ieg kommer tilbage. Om Aftenen K1 8 kom Stabschirurg Thulstrup og Kammerjunker Mansback med tre Darner fra Friedrichshald ligeledes til Moss og logerede paa Værket om Natten. Fredag Morgen d 6te K1 10 kiørte vi, efter indtagen god Frokost alle i Slæder hertil, hvor vi ankom om Aftenen K1. 6. Det var den superbeste Vinterdag man kand tænke sig; prægtig Soelskin og blikstille. Veien var behagelig og ieg kiørte, thi her maatte ieg kiøre selv, den første Skydsgut sagde strax: han er vel saa snild og kiører, — med største Fornøielse igiennem de deilige Granskove.

I Tankerne var jeg ofte hos Dem, kiereste Ven, og mine nærmeste Ønsker stege paa Deres elskværdige Frues Fødselsdag op til et kierligt Forsyn for hendes uafbrudte Held. Hils hende saavel som Laurenze og Axel paa det bedste fra mig. Undskyld, best Herr Professor, at jeg har skreven saa meget i Dag, og tillad at ieg beder Dem meddele Capitain Bülow Efterretning fra mig da ieg nu ei har Tid at skrive mere i Dag. Til Grevinden har ieg ogsaa skreven, men vil De hilse Etatsraad Müller og sige ham noget af mit Brevs indhold, skal De have Tak.

Med bestandig Venskab er ieg deres forbundne og hengivne

HOFF ROSENCRONE.