Beck, Bernhard Henrik BREV TIL: von Warnstedt, Hans Wilhelm FRA: Beck, Bernhard Henrik (1787-04-08)

1787, 8. April.

Deres Høivelbaarenhed er ædelmodig nok, til at tilgive forseelser hvor de begaaes imod Dem, og De er indsigtsfuld nok, til at indsee Mueligheden i, om Forseelsen kan begaaes imod Dem, eller ikke. Paa disse Grunde bygger jeg et tilfredsstillende Haab, at Deres Høi Velbaarenhed mild overseer en s. 7urimelig Kones Snak, som dens, der sidst afvigte Løverdag, giorde det besynderlige Optrin i Deres Høivelbaarenheds Værelse, og tillige indseer, at ieg maatte være det dumdristigste og uforstandigste Menneske, om jeg kunde og turde føre saadan Tale: at Deres Høivelbaarenhed var mig Penge skyldig. Manden selv, hvis Navn er Heuermann, skal undskylde og forsvare mig.

Jeg er ham 9 rd skyldig, for Silke-Strømper, fra den Tiid han handlede dermed, thi nu er han Brændeviins Mand, og boer i Skidenstræde, oppe imod Nørregade. Jeg har et Par Gange, naar han har maned mig om Betaling, svared ham som jeg troer, at have Grund til, at ieg med første ventede nogle Penge, for en af mig forfærdiged Comodie, og at han da, som vist skal skee skulde faae sine Penge. Jeg haver lagt til, for at forskaffe mine Ord Fidem, at han gierne turde nærme sig Deres Høivelbaarenhed, for at faae Bekræftelse herpaa, som jeg ogsaa troer, at De værdiger at give mig. Jeg har et Par Gange siden, da Konen, i mine Værelser skiældede mig for Løgner, sagt hende, at ieg icke endnu havde faaet Resolution, og igientaged mine Ord til hendes Mand. Dette er den sande Omstændighed, og den er det, som bemælte Kone, i sin forvirrede Hierne, har udviklet saa besynderlig. Jeg beder Deres Høivelbaarenhed underdanigst om Forladelse, paa hendes og mine egne Vegne, da jeg er forsikred om, at De naadigst indseer Urimeligheden i hendes Tale, og det Sandsynlige i mit Forsvar.

Jeg har Haab, ved mit dramatiske Arbeide, at fortiene Penge, for at kunde rædde mig af mine Omstændigheder, er det da ikke billigt, er det da ikke endogsaa nødvendigt, at ieg maae meddele andre et Glimt af dette Haab, og til hvem kan jeg med meere Tilliid henvise disse Folk, end til Deres Høi Velbaarenhed, som med saa megen varm Omhue tager Deel i Selskabets Vel.

Jeg takker Deres Høivelbaarenhed, med underdanig Hengivenhed for all Deres hidentil beviiste naadige Omhue, i Henseende til mig og Familie, og saa vis som jeg, i Henseende til mig selv er, at det aldrig, eller i det mindste ikke i lang Tiid vil feile mig paa Leilighed til at udbede mig denne naadige Omhue, saa vis er jeg ogsaa, i Henseende til Deres Høi Velbaarenhed, at det aldrig vil mangle Dem paa Villie, til at opfylde min Bøn; men fornemeligst er jeg vis paa, at Deres Høivelbaarenhed s. 8icke har fattet nogen Unaade for mig, i Henseende til det Optog med Konen, thi da maatte min forvisning temelig vakle i den første Henseende.

I Underdanighed henlever jeg etc.